En kølig eftermiddag

[Octavio Guldsmed]

Annalyn Tømrer

Selvom vejret var overskyet, så havde mange mennesker trodset truslen om regnvejr. Og den mørkglødet guldsmed var ingen undtagelse. Normalt ville familiens tjenestepige være den, der gik denne tur rundt omkring på markedet. Men de havde ikke haft en pige i huset længe, så nu var det blevet Octavios tjans. Hans mor og lillesøster havde begge to hænderne fulde i butikken, og de manglede en del til husholdningen. Dette gav dog Octavio en mulighed for lidt luftforandring udover sit værksted, og han gik rundt mellem boderne med står begejstring.

[Annalyn Tømrer]

Den ugentlige tur på markedspladsen havde altid været noget Annalyn holdt af, og endnu mere efter Salmas død var det blevet hendes ugentlige afbræk. Hun elskede sit job på Tågelygten og kunne ikke forestille sig at være noget andet sted, men der var sjældent et roligt øjeblik til at samle tankerne og slappe af. Man skulle måske ikke tro der var det på den myldrende markedsplads, men det var alligevel her hun ikke havde nogen der rykkede i hende hele tiden.

Hun havde færdiggjort sine pligter for Tågelygten og var stoppet ved en bod med smykker hun aldrig ville kunne eje. Det forhindrede hende dog ikke i at drømme, mens blikket hvilede på en broche med et snørklet motiv af en lille fugl. Ejeren af boden havde et vågen øje på alle der stoppede op og hun vovede ikke række ud og stryge fingrene over smykket selvom hun havde lyst.

[Octavio Guldsmed]

Octavio kunne ikke lade være med at gå hen til en af boderne der solgte smykker. Det var altid sjovt at se, hvordan de tog overpriser for helt billigt produceret produkter. Han stod ved siden af en yngre kvinde, som han havde set et par gange før. På Tågelygten vist nok, men han var ikke helt sikker. Han var sjældent helt ved sin fornuft, når han forlod stedet. "Det er nogle flotte smykker, ikke sandt frøken?" Han drejede hovedet og sendte hende et venligt smil, mens han løftede en halskæde op fra bordet. Han tog sig ikke af at bodens ejer ikke så helt tilfreds ud ved, at han berørte varerne.

[Annalyn Tømrer]

Det gav et sæt i Annalyn da en stemme afbrød hendes dagdrømme og trak hende tilbage til virkeligheden. Hun blinkede hurtigt et par gange i ren overrumpelse og løftede hovedet for at se på den der havde talt. Først lidt, så lidt mere før hendes blik endelig mødte et par mørke, smilende øjne.

Hun blinkede igen og slog så hurtigt blikket ned mens hun trak kurven hun havde på armen lidt tættere ind mod sig og nikkede næsten ikke synligt ”Jo, mester. De er smukke.” svarede hun spagt og løftede den frie hånd for at rette på sit hovedlin.

[Octavio Guldsmed]

Octavio sendte et smilende blik ned, til den unge pige der stod foran ham. Han måtte bøje lidt i nakken, for at få øjenkontakt med hende. Han lod halskæden glide imellem sine fingre. "Smukke ligefrem? Ja, det kan man vel godt kalde dem, selvom materialet ikke er ægte sølv," fortalte han og lagde halskæden ned på bordet igen. Det blik han fik fra bodens ejer, det kunne have slået en hel hær af riddere ihjel. Men guldsmeden tog sig ikke af det. Han var meget ærekær omkring sit erhverv, og han brød sig ikke om folk der solgte billige smykker til høje priser.

[Annalyn Tømrer]

Annalyns blik flakkede og hun så hurtigt på bodens ejer, og så tilbage på manden ved siden af sig. Følelsen af at have gjort eller i dette tilfælde sagt noget forkert var dominerende. På samme tid følte hun sig lidt forurettet og den følelse endte med at dominere "Uanset metal kan noget godt være smukt." konstaterede hun så, en smule fornærmet på bodejerens vegne over de lettere uhøflige hentydninger "Undskyld mig." mumlede hun og hankede op i kurven mens hun vendte sig for at gå.

[Octavio Guldsmed]

Octavio indså sin fejlagtige udtalelse, da han så kvindens ansigts udtryk foran sig. Indvendigt bandede han højlydt af sig selv. Hvorfor kunne han ikke bare snakke fuldkommen normalt med en køn kvinde? Han sendte købmanden et undskyldende blik og trak en mønt op ad lommen. Han tog efterfølgende den flotte broche, som kvinden havde kigget på, og skyndte sig efter hende. Han satte farten ned, da han nåede op på siden af hende. "Jeg undskylder mange gange for min uhøflighed, Frøken," sagde han og mente det virkeligt. "Jeg er selv guldsmed, og nogle gange tænker jeg ikke over, hvordan andre ser på smykkernes enkelthed," han håbede virkelig, at kvinden ville godtage hans undskyldning.

[Annalyn Tømrer]

Annalyn var ikke nået mange skridt væk fra boden og ind i mylderet før den arrogante guldsmed nåede op på siden af hende. Helt instinktivt lukkede hun fingrene hårdere omkring kurvens hank og satte farten op selvom han talte til hende ”Det er ikke mig De burde undskylde til, Mester.” svarede hun en anelse kort for hovedet uden at se på ham. Hun brød sig ikke om at en fremmed mand var så nær.

[Octavio Guldsmed]

Octavio rømmede sig, da den unge kvinde svarede ham mere brysk, end han havde forestillet sig, at hun kunne gøre. "Jeg har allerede undskyldt overfor bodens ejer, frøken," sagde han, og var næsten overbevist om at købmanden var blevet formildet ved, at guldsmeden havde købt et af smykkerne. "Overfor Dem undskylder jeg, at jeg ikke opførte mig høfligt, og satte Dem i forlegenhed," fortsatte han, og håbede på, at det kunne formilde hende. Og hvis det ikke virkede, så kunne han jo prøve med den lille broche, som han havde købt.

[Annalyn Tømrer]

Annalyn fortsatte med at gå og følte sig mere og mere beklemt som guldsmeden blev mere og mere insisterende. Det hele var måske uskyldigt nok i andres optik, men for hende var det en smule grænseoverskridende.

Til sidst stoppede hun og vendte sig mod ham med et vagtsomt udtryk ”Jeg accepterer Deres undskyldning, men jeg må videre. Man venter på mig..” fik hun frem, mere selvsikkert end hun følte sig.

[Octavio Guldsmed]

Octavio kvinden foran ham ikke følte sig særlig tryg ved situationen. Han ville ønske, at han havde haft sin søster med, så havde han nok ikke stået i denne situation. Han sendte kvinden et svagt smil, inden han bukkede let for hende.

"Jeg takker, kære frøken," sagde han og lagde den indpakkede broche ned i kurven hos hende. "Jeg må også hellere komme videre," han vendte brat om, og gik med hastige skridt væk fra den unge kvinde, og hen imod det sted, hvor han havde sin forretning.

Tråd afsluttet