En hjælpende hånd

[Damion Skriver]

Enze af Bavera

Den 8. maj 526 M.T.

De var lige ankommet i Harise. Han havde hjulpet sin onkel med at stille deres lejr op, og aftensmaden var blevet spist. Han havde flere gange prøvet at finde sin kusines kæreste når de havde holdt, men der havde været ret langt, og der var pokkers mange mennesker at skulle komme forbi. I det mindste kendte flere adelige til ham, da han opholdt sig ret meget på paladset, så han blev ikke jaget bort fra de adeliges lejre, da det kunne være at hofskriverens lærling skulle noget der.

Denne gang gik han igen rundt og spurgte om hvor han kunne finde Ridder Enze af Bavera. En af livgardens mænd. Nogle rynkede næsen af navnet og hjalp ham ikke yderligere, men andre pegede ham i retning af livgardens lejr, men der var meget længere end han havde troet. Han troede at han næsten var gået flere kilometer, og han var stadigvæk ikke nået frem. Rispah ville ikke være glad hvis Damion ikke kunne overholde deres aftale. Han ville jo gerne gøre sin kusine glad. De var jo begge som søstre for ham, og som en god 'lillebror' ville man jo gerne efterkomme deres ønsker.

[Enze af Bavera]

Enze hjalp med at sætte et af livgardens store fællestelte op, da en af hans kammerater kom hen og prikkede ham på ryggen. Der var åbenbart en ung mand, som gik rundt og spurgte efter ham. Enze trak lidt på skuldrene. Han kunne alligevel ikke slippe den stormline, han stod med i hånden, men da en lille fyr kom omkring et af teltene og så sig søgende omkring, råbte Enze ham an. "Er det mig, De leder efter?"

Da den anden kom tættere på, opdagede Enze dog, at der var noget bekendt ved ham. "De er da Rispah's fætter, er De ikke?" En kold hånd lagde sig om hans hjerte og han var lige ved at blive slået ud af kurs, da en vind trak i sejlet. "Hun er da vel ikke kommet noget til?!"

[Damion Skriver]

Han åndede lettet op da der var en der omsider fik vist ham langt nok til at finde livgarden, som viste ham hen til Ridder Enze, der var i gang med at sætte et telt op. Han kunne genkende ham fra den gang han havde været til aftensmåltidet hos dem. Han havde godt kunne lide Enze, selvom de ikke fik snakket sammen. Han ville ikke gøre Rispah forlegen med en af sine typiske fortalelser. "Ja, det er mig. Jeg ved ikke om De kan huske mig, men jeg hedder Damion," sagde han med et smil.

Han blev helt glad da han blev husket af ridderen. Der var ikke alle der huskede ham. Han blev dog overrasket over hans udbrud. Hvor skulle han vide det fra? "Nej, nej. Altså, ikke så vidt jeg ved," sagde han med et forsikrende smil. "Altså, rent teoretisk kunne det godt være sket, men der skal meget til før hun komme noget til. Det er ikke ligesom mig - og jeg skal nok holde mund nu," sagde han da han fandt ud af at han igen var ved at plapre løs.

[Enze af Bavera]

Enze så fuldstændigt perplekst på Damion, mens han snakkede. Han havde inderligt svært ved at få hoved og hale på, hvad denne sagde og den angst, som stadig havde tag i ham, gjorde det ikke spor lettere. Omsider forstod han dog, at der tilsyneladende ikke var noget i vejen med Rispah og han faldt lidt til ro igen.

"Øhh.. Jamen.." Enze havde lidt svært ved at formulere sit spørgsmål, uden at lyde meget ubehøvlet, for han var komplet forvirret. "Hvad vil De så?" Ordene blev alligevel ubehøvlede og han skyndte sig at trække i land. "Om forladelse. Jeg er vist lidt forvirret."

[Damion Skriver]

Han smilede lettet da Enze så ud til at have forstået at lige umiddelbart var der ikke sket Rispah noget som han skulle bekymre sig om. Han skulle jo ikke bekymre ham unødigt, selvom han havde frygtet at han netop havde gjort det. Han fangede dog ikke at Ridder Enzes spørgsmål skulle være ubehøvlet, da det var et helt rimeligt spørgsmål, men blev selv ret perpleks da han bad om forladelse. For hvad? Fordi han var forvirret? "Det er mere mig der skal undskylde. Jeg er ikke ret god til at formulere mig på andet end skrift," sagde han med et smil. Han skulle da ikke undskylde for at være blevet forvirret. "Men Rispah bad mig om at holde øje med Dem og se om De havde det godt. Hun regnede ikke med at De ville fortælle hende det hvis De ikke havde det godt. Så hun bad mig fortælle hvordan De virkelig har det, når jeg skriver..." han stoppede op midt i sætningen og bed sig i underlæben. "Det skulle jeg nok ikke have sagt," sagde han og grinede lidt nervøst og kløede sig i nakken. Kunne han ikke lære hvornår han skulle holde mund?! Han kunne holde på sladder og hemmeligheder uden problemer, men sådanne detaljer smuttede alt for nemt for ham. Bare Rispah ikke blev for sur på ham.

[Enze af Bavera]

Enze vedblev at stirre forvirret på Damion, da denne fortsatte med at forklare sig. Havde Rispah bedt ham om at holde øje med sig? Han var ikke lige helt sikker på, hvordan han havde det med det. For det var jo fuldstændigt sandt, at han aldrig ville skrive, at han var ked af det, selv når han var det. Han havde lavet en pagt med sig selv om, at hans breve skulle være udelukkende muntre og at det eneste andet, som måtte være at finde deri, var hans savn til hende. Men hvis Damion havde tænkt sig at holde øje med ham, så var det ikke sikkert, at det var muligt. Og han ønskede virkelig ikke, at Rispah skulle blive ked af det derhjemme.

"Nåh.. Øhmn.. Jamen jeg har det helt fint." Han sendte den anden et smil og håbede, at det så ægte ud. Han havde haft et lidt skarpt svar på vej, men Damion's tydelige forlegenhed havde fået ham fra det igen.

[Damion Skriver]

Han blev glad for at det virkede til at ridderen tog det pænt. Han skulle virkelig lære at styre sig selv, inden han begyndte at plapre løs. Han nikkede da han sagde at han havde det fint. Han så også ud til at have det fint. Der var da hvert fald ingen tydelige skader at se, så han behøvede ikke at være bange for at han skrev noget usandt til Rispah. "Altså, hvis De skal have hjælp, så kan jeg godt skrive brevene for Dem. Jeg har alt mit værktøj med," sagde han med en hvis stolthed i stemmen. Han var ret tilfreds med hvor god han var blevet til at skrive, og han elskede at lave borde og illuminationer. De tog lang tid, men der var noget tilfredsstillende ved det. "Min onkel vil sikkert ikke sige nej til at De må låne noget af vores papir."

[Enze af Bavera]

Enze opfattede en råbt ordre fra den anden side af teltet og nikkede, hvorefter han gav sig til at fastgøre stormbadunen til den pæl, som var slået i jorden. Selvom det kun blæste let, så var teltet stort og det trak godt op i teltdugen. "Vil De have noget imod at give en hjælpende hånd her?" Han kunne sikkert godt klare det selv, men han havde lidt svært ved at vurdere, hvordan han skulle forholde sig til den pudsige unge skriver og havde brug for lidt tid til at tænke over det. I fællesskab fik de trukket teltet ordentligt ned og fastgjort badunen og Enze rejste sig op og kiggede lidt på Damion igen.

"Jeg tror, at jeg foretrækker at skrive mine breve selv." Han smilede undskyldende. "Det er lidt for privat..." Han afsluttede ikke sætningen, men lod den bare hænge der - stadig lidt forvirret over hele situationen.

[Damion Skriver]

Selvfølgelig kunne han hjælpe, så han tog glædeligt fat for at hjælpe. Det kunne ikke være så svært at han ville lave det hele til en værre knude. Så længe han undgik at vælte over sine egne tær og tage teltet med i faldet. Det ville hvert fald være rart, hvis han kunne slippe for det. Det virkede også til at gå meget lige til, så det var han ganske lettet over.

Han blev et kort øjeblik skuffet over at hans hjælp blev afslået, men ridderen valgt at forklare videre, så gav det hele langt mere mening. "Åh... Jo, selvfølgelig. Det var jo ikke meningen at... bare glem det," sagde han med et undskyldende smil. Han fik helt røde øre. Han burde have set det indlysende ved det. Nogen gange så overraskede han sig selv hvor dårlig han var til at vurdere sådanne ting. "Men hvis der er noget jeg kan hjælpe med, så kan de bare spørge. Jeg har også Gaven. Jeg er god til at få ting til at se anderledes ud, og sådan," sagde han med nyt mod.

[Enze af Bavera]

Enze begyndte så småt at synes helt godt om den lille gut. Han var tydeligvis ved at falde over sine egne ben for at hjælpe og tilsyneladende alene drevet af sin lyst til at kunne være til nytte. "Måske.. Måske kunne jeg godt bruge noget papir med en pæn kant omkring eller sådan noget?" Skulle sandheden frem, ville Enze være fuldstændig ligeglad med, om der var kant eller ej på sit brev, men han ville gerne have, at Damion fik en god opfattelse af ham, når nu han åbenbart havde tænkt sig at skrive hjem til Rispah.

"Hvad ville du få til at se anderledes ud?" Enze var igen momentært forvirret over Damion. Et brev var vel et brev og det ville man vel helst have til at ligne et brev, når modtageren fik det? Hvis det lignede en taske, ville de vel næppe forstå budskabet. Han rystede mentalt på hovedet og ventede på Damion's svar.

[Damion Skriver]

"Det vil jeg godt kunne lave," sagde han med et stort smil. Han elskede når han kunne hjælpe nogen. Han ville altid gerne hjælpe, især hvis det var familie. Ridderen kunne jo godt blive familie, så han kunne lige så godt behandle ham sådan. Han glædede sig da til at Rispah og Rebekah blev gift. Han havde altid godt kunne lide børn,selvom han ikke ville turde at holde dem, i frygt for at tabe dem.

Han blinkede nogen gange da ridderen blev forvirret. Gad vide hvad ridderen forestillede sig. Havde han sagt det forkert? "Jeg kan ændre skriften, så det er spejlskrift, eller en helt anden tekst. Så kan man skrive mere hemmelige breve," sagde han med en hvis stolthed. Han havde arbejdet meget på det. Han elskede hemmelige ting.

[Enze af Bavera]

"Tak." Enze forsøgte sig med et smil igen og denne gang føltes det mere ægte. Hans forvirring lettede noget, da først Damion fortalte, hvad han mente. Det gav selvfølgelig meget mere mening, at det var selve skriften, han ville forvandle til noget andet. Han rystede dog på hovedet som svar til Damion's tidligere spørsmål. "Nej, sådan noget behøver jeg virkelig ikke." Enze mente personligt, at det var for meget at gøre ud af et brev, som forhåbentligt bare skulle varme Rispah, når hun læste det og han mente, at noget af magien sikkert ville forsvinde, hvis hun først skulle sidde og afkode brevet, når det nåede frem.

[Damion Skriver]

Han blev en smule ærgerlig over at Enze ikke ville tage imod det tilbud, men hvordan skulle ridderen også vide at den besværgelse han kunne lægge over brevet kunne brydes, og han havde fortalt Rispah og Rebekah hvordan det kunne gøres, og hvornår de vidste at han havde gjort det? Men han nikkede. Det var Enzes breve, så han skulle ikke blande sig for meget i det, især hvis det var meget private sager. "Men jeg vil være hos min onkel, hvis De skal bruge min hjælp," sagde han med et venligt smil. Han ville rigtig gerne hjælpe, men han ville heller ikke forstyrre Enze i sine foretagerne yderligere. Han bukkede for ridderen inden han vendte rundt og gik tilbage i den retning han kom fra. Der gik dog ikke lang tid før han snublede over en tue og landede så lang han var. Han kom dog hurtigt op at stå og børstede jorden af sig. "Jeg har det fint! Jeg har det fint!", sagde han forsikrende og en smule flov.

[Enze af Bavera]

Enze var hemmeligt lidt lettet over, at Damion tilsyneladende nu var på vej væk. Selvom han egentlig syntes godt om den unge mand, så brød han sig virkelig ikke om, at han var blevet sat til at holde øje med ham. På trods af, at det var Rispah, som havde bedt ham om det, så bragte det ubehagelige minder tilbage om tiden i fangehullet i Tyra og alle de mennesker - vagter og andre - som holdt øje med alle hans bevægelser. Han vidste, at det var urimeligt, men han kunne ikke ryste fornemmelsen af sig og han nikkede derfor bare og smilede til den anden, da han besvarede Damion's buk og så ham begynde at gå væk.

Han havde netop taget et dybt åndedrag, da han så Damion falde og på grund af sine mange års erfaring i kamp, satte han sig omgående i bevægelse og nåede op på siden af ham, netop som Damion rejste sig. "Er De sikker? De slog Dem ikke?" Enze rakte en hånd ud og brugte den til at støtte den anden.

[Damion Skriver]

"Ja, ja," sagde han stadigvæk forlegen. Han spyttede noget jord ud af munden og tørrede ansigtet med sit ærme. Det hjalp ikke så meget på alt det støv der havde lagt sig på ansigtet, men det gjorde det da en anelse bedre. "De behøves ikke bekymre Dem om mig. Jeg er vant til det," sagde han med et forsigtigt smil. Det var hvert fald ikke sjældent at han snublede. Ikke noget han var særlig stolt over, og noget han tit har prøvet at lave om på, men lige lidt hjalp det. "Jeg vil lade Dem til Deres arbejde," sagde han og bukkede igen. "Jeg håber at se Dem igen, Ridder Enze." Han sendte ridderen et smil, inden han så vendte sig igen og kom af sted uden uheld denne gang. Meget smukt at gøre det foran livgarden. De ville nok tænke hvad det var for en tosse der snakkede med Enze. Men han var ved at vænne sig til det. Mon ikke det gik.

Afsluttet