Enden på en æra

[Brishen Cipris]

9. april, 526 M.T.

På overfladen var det en aften som alle andre på Den Dansende Due, men under overfladen var der intet der var som det plejede at være. Shemas død havde efterhånden bundfældet sig og der havde været overraskende roligt blandt slynglerne efter Bryce var vendt tilbage fra Caynn. Hvis der stadig lå oprørstanker, så var de godt skjulte og et emne til en anden dag.

Stemningen ved Tyvekongens bord var højrøstet og munter. For bordenden sad Bryce som han plejede, men i stedet for at tage aktiv del i munterheden, betragtede han det hele med antydningen af et smil der stod lidt i kontrast til det alvorlige blik i de mørke øjne. Selvom beslutningen var taget og selvom Siri og Gamal havde støttet ham i beslutningen og selvom Amos havde accepteret forslaget dagen forinden, var det svært at finde det helt rigtige tidspunkt. Han var sjældent usikker, men uanset sine evner, kunne han ikke forudse hvordan nyheden ville blive taget.

Han tog en mundfuld øl mere, satte så kruset fra sig og lænede sig frem så stolen under ham knirkede i sine slidte samlinger ”Hvis I kan holde kæft to minutter har jeg noget at sige.” trods de grove ord, var der ingen irritation eller vrede at spore.

[Beri Spurv]

Sit sidste besøg på Duen med Amos havde vækket hans interesse lidt for hvad der skete i undergrunden. Han havde slev levet på kanten med loven i et stykke tid nu, og hvis han skulle øge sin chance for at overleve måtte han blive bedre til dette liv. Det kunne være at han kunne møde Amos på Duen igen, så da han først havde listet sig ind havde han været meget ængstelig.

Nu var der gået noget tid, og han var i sidste ende endt i et hjørne med tre andre slyngler, hvor han var begyndt at fortælle et af de eventyr som han havde fået fra Roald. Han havde ændret lidt på historien så den var blevet mere dramatisk, og det havde endt med at han havde fået de tre fuldvoksne mænds fulde opmærksomhed, der bare sad og lyttede til den lille knægts historie, og af og til drikke lidt af deres øl. Han færdiggjorde historien og de tre slyngler lo tilfreds af historien. "Du er da en rigtig lille barde, knægt." roste den ene slyngel, kort inden at kongen valgte at skulle sige noget, så Spurv vendte sig nysgerrigt mod ham for at se hvad det handlede om.

[Amos Søfarer]

Amos sad ved siden af Bryce ved højbordet og drak af sin øl med en tilsyneladende rolig mine. Han havde set Spurv komme ind og havde nikket til ham. Under normale omstændigheder ville han måske være gået ned og hilse på ham, men som sagerne stod for øjeblikket, var han nødt til at blive siddende her. 

Han så roligt ud over forsamlingen og var tilfreds med at se, at det var lykkedes at samle næsten alle. En lille knude samlede sig i maven på ham, men han vidste af erfaring, at den ville forsvinde, når først det svære var overstået, så han forholdt sig i ro, indtil Bryce gjorde klar til at sige noget, hvorefter han skubbe sin øl lidt væk fra sig og rettede opmærksomheden imod ham.

[Mira Smed]

Mira trådte ind på Den Dansende Due, i det Bryce brød gennem larmen af højrøstrede og muntre stemmer. På trods af at Mira ikke havde været fysisk til stede under den seneste uro, så havde hun fulgt med i det hele fra sidelinjen, og var derfor godt informeret.

Mira slog sig ikke ned ved bordet, hvor flere velkendte ansigter sad, men stillede sig i stedet med ryggen op mod væggen, hvorfra hendes blik blev rettet direkte mod Bryce, mens hun ventede på at han forsatte.

[Gammal Den Vise]

Gammal var blevet placeret ved bordet på sin retmæssige plads som mere eller mindre officiel rådgiver. Han sad lidt og vippede fra side til side og følte sig ikke så godt tilpas som han ville i sit hjørne, hvor han havde et bedre udsyn over alle. Men det havde været vigtigt både for Amos og Bryce at han sad der nu og alle havde udsyn til hans reaktion. Han sad derfor tavs og forsøgte at aflede sin egen opmærksomhed ved at lege, ansigt og navn. Det var Gammals måde at huske alle ansigter og navne på. Han gik fra person til person og stoppede ved et nyt ansigt hos en han ikke havde set før. Han skævede til Amos, og det så ud til at denne kendte den unge dreng. Gammal lavede en mental note om at han skulle huske at spørge Amos hvem denne unge knægt var. Hans opmærksomhed blev dog midlertidig brudt da Bryce havde besluttet sig for at tale. I stedet for at vende sin opmærksomhed mod Tyvekongen, rettede Gammal sin opmærksomhed mod resten af kroen og dens gæster. Det var det vigtige for Gammal at se.

[Brishen Cipris]

Bryce skubbede den massive stol tilbage med en skrabende lyd og rejste sig langsomt op, så alle kunne se ham. Der stod han et øjeblik og så ud over flokken foran sig, indtil han var sikker på han havde alles opmærksomhed. Så rømmede han sig lidt før han begyndte at tale ”Ingen her i rummet har undgået at mærke konsekvenserne af de..” han trak lidt på det før han fortsatte ”..problemer, vi har haft med Caynn, men ingen af jer har været ligegyldige. Alle har gjort deres for at vi nu igen kan slapper lidt af.” skyggen af et smil sitrede i hans mundvige ”Selvom vi er en blandet flok af slyngler og kæltringe, så står vi sammen, når det gælder.”

Han tav igen og så ud over de folk han kendte så godt. Alle ansigter var kendte, nogen mere end andre og nogen tilhørende folk der havde været i hans liv for hvad der føltes som en menneskealder. Han tog en dyb indånding før han begyndte at tale igen da de spredte enighedsytringer og klank af krus havde lagt sig igen ”Som I alle ved, så har denne konflikt ramt min søster Siri i særligt omfang og nu, hvor vi er kommet godt ud på den anden side, er jeg begyndt at overveje, om dette er noget, jeg vil fortsætte med.” endnu en kunstpause ” Jeg har tænkt, jeg har talt og det er ingen impulsiv beslutning, når jeg fortæller jer, at jeg har besluttet at trække mig tilbage som Slyngel.”

Han ventede et øjeblik på, at de overraskede gisp og udbrud lagde sig, inden han fortsatte. ”Jeg har ikke haft ry for at gøre tingene som alle andre, så jeg fortsætter på den måde til det sidste. Og mit sidste foretrækker jeg bliver før jeg får en kniv i ryggen og mens jeg stadig er stående og i stand til at tage beslutningen. Derfor følger jeg min søster og forlader Corus, tilbage til vore rødder for at lægge Corus og vores liv her bag os.”

[Amos Søfarer]

Da Bryce begyndte at tale, så Amos rundt på forsamlingen og tog nogle dybe indåndinger, mens hans ansigt dog ikke var berørt af den nervøsitet, han oplevede. Han holdt nøje øje med slynglernes reaktion, da Bryce annoncerede, at han ville stoppe som tyvenes konge og var især opmærksom på urolige elementer. Det var aldrig sket før, at en konge var gået frivilligt af. Den normale kotume var, at man sad på tronen, til man døde - normalt efter, at en ung tronraner havde begravet en dolk i ens bryst. Men som han selv sagde, havde Bryce altid været anderledes og måske var det nok til, at man heller ikke ville sætte spørgsmålstegn ved denne handling.

Overraskelsen var tydelig hos de mange tilstedeværende, men Amos så for øjeblikket heldigvis ikke nogen, som gjorde sig klar til at stille sig imod Bryce's udmelding og Amos tog en lille slurk af sit ølkrus, for at dulme nerverne lidt mere.

OOC: For nemheds skyld, er det blevet besluttet, at den dag,
hvor denne tråd slutter (læs: sidste post bliver skrevet),
bliver skrevet ind, som den dag, tråden faktisk foregår.

[Beri Spurv]

Spurv kiggede lidt forvirret rundt, men han kunne mærke at de andre forstod hvad ham der havde rejst sig op og fået alle til at kigge på ham mente med at der var sket en masse. Han følte at han var kommet til at mænge sig med folk hvor han ikke hørte til, da han ikke havde gjort noget for at hjælpe med hvad end det nu var, så han holdt bare hovedet lavt og lyttede.

Den store afsløring forvirrede ham også. Så han var Slynglen, men han trådte af? Han troede da at Slynglen skulle dø for at træde af posten, men han valgte åbenbart at gøre det anderledes. Men hvem skulle så være den næste Slyngel når den næste efterfølger ikke var tydelig, siden ingen havde prøvet at rane tronen til sig. Spurv kiggede rundt for at se de andres reaktioner. Amos virkede rolig ved siden af Slynglen, så han måtte have vidst det, tænkte han. Igen tænkte han at han bare måtte holde hovedet lavt. Tænk at være dumpet ned midt i det hele i så epokegørende tider for Slyglens Hof.

[Nymeria Rebmager]

Nymeria havde været på Den Dansende Due det meste af aftnen. Hun havde siddet og spillet kort med nogle af de sædvanlige drukkenbolte, da Bryce bad forsamlingen om at være stille. Hun havde vendt sig, og kigget på ham. Hun havde fået øje på Gammal, men kendte ellers ikke andre i rummet.

Da Bryce tilkendegav, at han ikke længere ville være slyngel, kunne hun ikke tilbageholde et gisp. Hun gjorde store øjne, og kunne ikke forstå hvad han sagde. Det var da aldrig sket før, at der var nogen der frivilligt trådte af tronen som Tyvenes Konge! Hun søgte Gammals blik, da hun håbede på en forklaring. Hvorfor gjorde han det? Var det fordi, at han var blevet bange for hvad der kunne ske med ham selv? Eller var han bange for, at Siri kom til skade igen?

Hun fik så svaret kort efter, men så meldte nye spørgsmål sig. Hvem skulle afløse ham? Hun kiggede nysgerrigt rundt, for at se de tilstedeværendes ansigter.

[Gammal Den Vise]

Gammal lyttede mens Bryce fortalte det han i forvejen vidste. Hans ansigt var udtryksløst, og han brugte det meste tid på at kigge ud over mængden. Reaktionerne var som han havde forventet. Overraskelse over at han bare sådan gik af og derefter bekymring hvem det så skulle være. Og det var her Gammals rolle kom ind i spil, han skulle være så rolig så kun en sten kunne være roligere. Og når navnet blev nævnt skulle det være tydeligt at det var en Gammal stolede på.

Gammal fangede blikket hos den unge pige han havde snakket med. Han sendte hende et beroligende smil og lukkede øjne et kort øjeblik, for at signalere at alt var i orden og som det skulle være. Gammal lænede sig lidt mere veltilpas tilbage i stolen, endnu et tegn på at han var helt tryg ved det der skete.

[Delia Rosenblad]

Delia sad for sig selv - let tilbagetrukket fra hoffet. Hun var ikke som sådan blevet indbudt til mødet, men der var flere, som havde været forbi hende og foreslået, at hun skulle kigge forbi. På trods af, at hun ikke længere direkte var en integreret del af Slyngelens hof, så var der stadig mange, som så hende som sådan og hun kunne godt lide at følge med i, hvad der skete. Hun var trods alt også stadig gode venner med Bryce og hvis han havde noget vigtigt at sige, så ville hun gerne høre det.

Det første lange stykke tid, sad hun uanfægtet og lyttede til hans ord, men da han annoncerede sin afgang mærkede hun en snert af panik kravle op af rygraden. Det kunne han da ikke mene! Det kunne man ikke! Slyngelen sad på tronen til han døde. Sådan havde det altid været og sådan burde det altid være. Desuden. Hvis Bryce ikke længere var tyvenes konge, så ville hun og Liljen være væsentligt dårligere stillet. Når sandt skulle siges, havde hun fået forhandlet en hel del gode aftaler hjem på baggrund af hendes mere end venskabelige forhold til Bryce. Hun kunne selvfølgelig håbe på, at det var Kerel eller Ladin, som overtog tronen. Hun ventede med tilbageholdt åndedræt på den fortsættelse, som hun vidste måtte komme.

[Brishen Cipris]

Efter en passende pause for at lade alle synke informationerne, fortsatte han i en definitiv tone ”Vores beslutning er endelig og står ikke til at diskutere. Som jeres nye Slyngel udnævner jeg hermed Amos Søfarer.”

Han rakte armen ud til siden imod Amos, som rejste sig op i samme øjeblik med et barskt ansigtsudtryk. ”Han har styrken til at være jer en stærk leder og han har erfaring med lederskab efter seks år som kaptajn på Natravnen. I har alle set det ligesom han gentagende gange siden sin ankomst til Corus, har bevist både sit værd og sin loyalitet til vores sag.”

Han ventede endnu et øjeblik, mens han vejrede stemningen. Overraskelsen i udmeldingen hjalp til, at de mere urolige elementer ikke nåede at gøre indsigelser, førend Bryce kunne fortsætte. ”Hvis nogen vil stille sig imod min beslutning, er det nu han skal melde ud. ” der var stille. Helt stille i nogle ulideligt lange øjeblikke mens Bryce lod blikket glide ud over mændene ved Slyngelens bord. Hans bord, i hvert fald lidt endnu. Gammal lignede ikke én, man ønskede at være uenig med, præcis som alle de andre. Det var de farligste og mest frygtindgydende og kloge af slynglerne, som sad i Bryce’s - som nu var Amos’ - inderkreds, såfremt støtten var der, og de udgjorde et formidabelt syn.

[Beri Spurv]

Det gav et sæt i Spurv da han hørte hvem den næste Slyngel skulle være. Den eneste han kendte blandt disse folk var netop Amos, og han var nu Slynglen?! Han vidste ikke helt hvad han skulle tænke, så han kiggede eftertænksomt på Amos, for at se hvad han tænkte, selvom han ikke regnede med at få så meget ud af det. Men ville Amos så stadigvæk hjælpe ham, nu hvor han var blevet Slynglen? Han var jo kunne lille Spurv, og ikke særlig vigtig. Amos kunne jo komme til at se på ham som en belastning. Han blev lidt nedtrykt. Den eneste han kendte kunne han nok ikke komme til at snakke mere med. Han var jo ikke dygtig nok som lommetyv til at kunne blive set som en rigtig del af hoffet, tænkte han.

Han kiggede lidt rundt på de andre der var til stede, for at se hvordan de tog det, selvom overraskelsen var tydelig at spore hos de fleste. Det var virkelig en turbulent tid han havde valgt sig at blande sig i slynglernes affærer.

[Amos Søfarer]

Amos sad som på nåle de sidste sekunder, inden han blev udnævnt og da det skete, var han meget bevidst om at rejse sig med en selvsikker mine, i stedet for at springe op som en trold af en æske, sådan som han havde mest lyst til. Han så ud over forsamlingen og undrede sig kortvarigt over, hvorfor Spurv mon pludselig virkede ked af det. Han havde dog ikke overskud til at spekulere mere på knægten nu og låste i stedet øjne med enhver, som så ud til at ville anfægte Bryce’s beslutning. Det var muligt, at han havde fået tronen på utraditionel vis, men han havde tænkt sig at forsvare den med næb og klør og hvis nogen havde tænkt sig at udfordre ham, så skulle de stå tidligt op.

Bryce’s ord varmede dog hans sømandshjerte og han sendte en venlig tanke til den gamle slyngel for at tale hans sag så varmt. Næsten mod sin vilje, fandt hans øjne tilbage til Spurv og - da han fangede hans blik et øjeblik – blinkede til ham, hvorefter han hurtigt så den anden vej igen, nu hvor Bryce selv havde opfordret slynglerne til at sige fra, hvis der var uenighed med beslutningen. Inden nogen kunne nå at sige noget, talte han dog selv.

”Jeg ved godt, at det taler mig imod, at jeg ikke har været i Corus ret længe. Men på trods af, at det ikke er her, så har jeg været slyngel hele mit liv. Jeg har røvet og plyndret og været oppe at slås med stort set alle magtindehavere langs Smaragdhavet og Indlandshavet og endda steder længere væk end disse. Jeg har lært meget på mine rejser og jeg har været Kaptajn for et skib fyldt med slyngler i mange år. Jeg vil være jer en god Slyngel.” Hans stemme og blik havde ikke været fjendtligt, mens han talte, men blot udtrykt den seriøse grimasse, som man tit så ham med og da han nu var færdig, lovede hans blik ikke godt for nogen, som forsøgte at sætte sig imod.

Han stod sådan endnu nogle minutter, men det lod ikke til, at nogen havde noget at indvende. Ikke lige nu og her under alle omstændigheder. Men stemningen var let trykket og Amos var sikker på, at han nok skulle få sin sag for, når først der for alvor kom gang i sagerne. For nu nøjedes han med at løfte sit krus i en tavs skål - hans første handling som Tyvenes Konge.

*Tråd afsluttet*