Bægeret, der flyder over [Plot]

[Amos Søfarer]

Amos havde netop kaldt de folk sammen, som skulle deltage i aftenens angreb og de stod nu alle i Duens krostue og ventede på Bryce's ordrer i en halv rastløs tilstand. Alle var klar over, at Siri var blevet taget af kællingen fra Caynn og den deprimerede stemning, som havde været på Duen de sidste par dage, var nu afløst af en utålmodig summen, efterhånden som det var blevet kendt, at Bryce nu havde fået en endelig bekræftelse på sin fjendes placering.

Amos stod roligt og så ud over slynglerne foran ham. Han og Bryce havde, sammen med en række andre af Bryce's mest betroede slyngler, arbejdet dag og nat i de sidste par dage for at få opsporet Shema's mænd og Amos havde følt en dyb tilfredshed, da de endelig for et par timer siden havde fundet ud af, at Shema selv var kommet til Corus og havde fået beskrevet det hus, de kunne finde hende i. Et lille smil krusede hans læber. Hvis hun var dum nok til at forlade sin fæstning i Caynn, så skulle de nok sørge for, at hun aldrig fik muligheden for at vende tilbage.

I denne tråd får alle slyngler mulighed for at deltage i jagten på Shema og hendes mænd. Man er meget velkommen til at komme med mere end én post, hvis situationen lægger op til det. Offgame skal det nævnes, at der vil være rigeligt af fjender, man kan dræbe eller kæmpe imod for at vise sin karakters evner – du skal bare selv styre dem. Desuden er det ikke tilladt at dræbe nogle af de navngivne NPC’er, selvom det er tilladt at kæmpe imod dem, hvis muligheden skulle byde sig. For realismens skyld, får Liljens beboere ikke lov til at deltage i denne jagt, fordi Bryce ikke kender dem så godt og fordi de simpelthen ikke har nogle evner, som han kan bruge i denne forbindelse. Det er dog stadig tilladt at smide en reaktionspost her - inden slynglerne forlader Duen.

[Brishen Cipris]

Det var ikke rigtigt noget nyt at Slyngelen var sammenbidt, men for en gangs skyld var han ret nem at aflæse. En aura af frustreret raseri stod omkring ham og burde være nok til at gøre selv de roligste af hans mænd lidt beklemte. Denne aften var Duen ikke præget af munterhed og fyldte ølkrus, men anspændt venten og utålmodighed. Shema havde gjort mange ting for at nå sit ambitiøse mål, men at tage Siri, var et skridt for meget over den usynlige grænse. Det betød krig. En krig der, stod det til Bryce, sluttede endegyldigt og sikkert blodigt før solen stod op igen.

Han var ingen høj mand, men han var alligevel det naturlige midtpunkt som alles blik hvilede på mens han stod ved pejsen og stirrede stift ind i flammerne en tid før han vendte sig, lod blikket glide ud over de folk der var samlet. Dem han vidste var på hans side, men dog ikke kendte til hele hans plan "Er alle klar over hvad deres opgave er? Det er ikke i aften vi har råd til fejltrin fordi nogen bliver overmodige."

[Delia Rosenblad]

Delia sad tilbagetrukket fra de mange vrede slyngler og holdt øje med situationen på afstand. Hun havde været så rasende, at hun knap havde kunnet holde hænderne i ro de sidste par dage og det var gået ud over et par piger, som havde været lidt for rapkæftede til situationen. Hun kendte Siri overfladisk og var derfor ikke ramt af personlig sorg eller frygt, fordi hun nu var væk, men hun var mere end almindeligt påvirket over den frækhed der lå bag at tage Slyngeldronningen som gidsel. Det var aldrig set før, simpelthen fordi det overskred det regelsæt, som tyvene levede efter med flere mil. Delia var født og opvokset i Nedre By og selvom hun hadede stedet som pesten, så havde det nu altid være mere 'hjem', end Liljen nogensinde var blevet for hende og hun følte alle slynglernes vrede, som var det hendes egen. 

Hun sad en tid og så på denne Amos, som havde fejet benene noget så eftertrykkeligt væk under hendes Serena. Som han stod der foran den utålmodige flok udstrålede han ro og overblik - begge gode karaktertræk og hun tog sig selv i at tænke, at det sikkert var en god ting, at Bryce havde fået ham indlemmet i sin flok. Men hun var uanset snart nødt til at få gjort noget ved båndet mellem Serena og ham. Under normale omstændigheder ville det aldrig have fået lov at løbe så langt, som det havde nu, men man måtte også medgive, at dette på ingen måde var normale omstændigheder.

Da Bryce trådte frem, hev hun tankerne til sig igen og lyttede opmærksomt til hans ord. Hun kendte ham så godt, at hun kunne se, præcis hvor meget situationen smertede ham og hun var ikke i tvivl om, at han ikke ville stoppe denne gang, før enten han eller Shema var død. Hun håbede inderligt, at det ville være Bryce, som gik af med sejren.

[Evin Jæger]

Trods den tilspidsede stemning, virkede Evin uanfægtet som altid. Han havde ikke været en del af denne forsamling særligt længe. Han kendte ikke Siri personligt, havde faktisk aldrig mødt hende, og Bryce var et forholdvis nyt bekendtskab. Alligevel havde han tilbudt sin hjælp. Han var ikke nogen slagsbror, bevares, men han kunne et trick eller to når det drejede sig om gift. Han havde givet sig selv den rolle, at hjælpe alle med at forgifte deres våben, så blot en skramme kunne være fatal. Det var en lykkerus at få lov til rent faktisk at bruge sine evner. I mange år havde han holdt sin hemmelighed for sig selv, og havde aldrig haft rigtigt brug for sine evner - med få undtagelser. Nogle kunne tvivle på jægerens loyalitet. Men Evin begærede ikke penge eller betaling, han begærede kun, at kunne bruge sine evner. Om det var for den ene eller anden var som end ligegyldig. Dog var han ikke så dum, at han kunne finde på at skifte side. Jo færre der kendte til hans evner, jo bedre. Desuden, ville han sikkert være en død mand, skulle han gå imod Bryce. Nej, at forblive loyal sikrede at han var nyttig, og at han blev brugt. Det var mere end Evin kunne ønske.

Evins øjne fæstnede sig på tyvenes konge, da han trådte frem og begyndte at tale. Han selv havde ikke tænkt sig at være overmodig, tværtimod havde han tænkt sig at holde sig i skyggen. Han lagde armene over kors og lænede sig ind mod den mur han stod op ad. Kunne de ikke bare se at komme igang.

[Amos Søfarer]

Amos lyttede til Bryce's ord med en alvor, man sjældent fandt hos ham. Han følte sig overhovedet ikke sikker på, at han kunne gå forsigtigt frem denne aften. Dagen før havde været meget følelsestung og han var pludselig blevet meget klar over, præcis hvor involveret, han havde tilladt sig selv at blive med Bryce og hans folk. 

Da Bryce var færdig med sin korte tale og folkene havde givet deres mumlende tilkendegivelse, trådte Amos et par skridt frem og delte dem op i grupper af tre eller fire, som skulle arbejde sammen. "Så vidt vi ved, befinder Caynn-pakket sig i den store røde bygning på Smedestræde. Lige omkring grænsen til Profos-distriktet." Han så ud over forsamlingen for at se, om alle havde forstået beskeden. "Vi må forvente, at de er forberedte på, at vi dukker op, så vær forsigtige og hvis I slår en mand ned, så sørg for, at han er død, inden I går videre. Ellers risikerer I, at han falder jeg i ryggen senere."

[Brishen Cipris]

Onde tunger ville måske bagefter så tvivl omkring Bryces lederevner. Hvorfor tog han ikke selv kontrollen frem for at lade en forholdsvis grøn tilføjelse til sit hof kommandere rundt med folk der havde været i Slyngelens tjeneste, år længere end sømanden selv. Bryce ville sandsynligvis smile uudgrundeligt, for som altid var der mening med galskaben, og selvom han lige i denne situation, havde svært ved at styre sit eget temperament.

Mens Amos trommede folk sammen og delte dem op, havde han selv rig mulighed for at betragte netop de folk der var mødt op. De folk der havde sværget ham troskab. Stolede han på dem alle? Nej, overhovedet ikke, men han vidste at langt de fleste ville give ham både deres våben og deres liv, skulle det blive nødvendigt.

Han blandede sig da Amos tav et øjeblik "Selvom vi ikke har kunne få et nøjagtigt overblik over hvor mange vagter og mænd der er, så må vi være forberedte på, at kællingen har helgarderet sig." hans blik var mørkere end det plejede og stemmen ildevarslende rolig da han fortsatte "Shema er min." det var ikke til diskussion og den der glemte det ville komme til at fortryde det.

[Amos Søfarer]

Amos nikkede enigt, da Bryce tog ordet. Han var ikke glad for det, men han forstod udmærket, hvorfor Bryce insisterede på at have Shema for sig selv og Amos nærede ingen illusioner om de problemer, han ville få på halsen, skulle han forhindre Bryce i at udøve sin hævn. 

Da han var sikker på, at alle havde forstået deres rolle i det kommende, talte Amos igen. "Så lad os komme af sted." Han og Bryce gik hen imod døren og alle de forsamlede slyngler fulgte med. De gik i samlet flok igennem distriktets gader med retning imod Smedestræde og da de var nogle ganske få gader derfra, stoppede de igen. "Godt." Hans stemme var denne gang forholdsvist lav - man vidste aldrig, hvor mange udkigsposter, de havde ude, selvom de burde befinde sig langt nok væk. "Her splitter vi os op i holdene og forsøger at omring huset. I ved selv, hvilken side I skal gå ind fra. Og husk nu at være forsigtige og ikke tage nogen chancer."

[Brishen Cipris]

De var ikke ligefrem en lille flok mens de overvejende tavse bevægede sig gennem gaderne. Ingen ville være i tvivl om der var noget under opsejling. Som de kom frem, stoppede de modige og fulgte dem med blikket, mens andre skyndte sig ad vejen eller lukkede døre og skodder.

Det kunne ikke rigtigt være anderledes og de kunne kun håbe, at Shema ikke regnede med et så direkte udfald. Da de stoppede for at omgruppere, lod han igen Amos føre ordet og benyttede tiden til diskret at gennemgå de knive han havde på sig, både de synlige og de skjulte. Det var personligt ud over alle grænser, men han kunne holde hovedet koldt, også nok til at notere sig flere ting mentalt om sømanden, der på kort tid, havde arbejdet sig til en plads i inderkredsen.

[Amos Søfarer]

Amos fulgte grupperne, som de spredte sig ud i området gennem forskellige gader og stier. Nogle skulle forsøge at komme ind i huset fra sydesiden og nogen fra nordsiden. Han og Bryce havde aftalt at forsøge sig med døren i den østlige ende og Amos trak sine krumsabler frem, mens han ventede på, at folk var forsvundet. Han så ned på dem og spejlede sig et øjeblik i deres blanke overflade. "Er du klar til det her?" Han så på Bryce med et tilfreds smil over, at han nu endelig fik lov til at gøre noget voldeligt ved sin irritation på Shema og hendes folk.

De bevægede sig langsomt over imod døren og Amos stod et øjeblik med øret klinet til døren for at lytte efter antydninger af, at der skulle befinde sig nogen på den anden side. Da det ikke lod til at være tilfældet, så han afventende på Bryce. Amos var ikke den store låsedirker, men han havde hørt, at Bryce skulle være ret ferm på fingrene.

[Brishen Cipris]

Bryce mindede i alle sine bevægelser om et smidigt rovdyr på jagt, hvilket i bund og grund også var hvad han var. Modsat dyr var han dog styret af en meget menneskelig følelse de aldrig ville føle - hævn. En følelse der gennemsyrede ham så stærkt lige nu, at den var hans dominerende drivkraft. Han nikkede uden at se på Amos ”Mere end jeg nogensinde har været.” svarede han lavmælt og smøg sig lydløst op på modsatte side af døren hvor han stod afventende indtil Amos gik til side med et umærkeligt nik.

Alle døre kunne åbnes, nogen lettere end andre og denne viste sig ikke at være den store udfordring. Efter et par minutter hvor den eneste lyd var den svage klirren fra lås og dirke, lød et lille klik og det sitrede tilfreds i Tyvekongens mundvige. Uden et ord gik han lidt til side igen og så afventende på Amos

Før nogen af dem nåede at gøre mere, blev håndtaget trykket ned fra den modsatte side, og Bryce sprang lydløst tilbage i skyggen ved siden af døren. I samme bevægelse havde han pludselig en mindre kniv i den ene hånd. Manden der kom ud nåede ikke at tænke længere end til det vand han trængte til at komme af med. Så lå en stærk hånd over hans mund og kniven glimtede i det svage lys da den trak en dødelig, rød stribe over hans hals. Bryce holdt fast mens manden kæmpede nyttesløst for sit liv der forlod ham i den mørke plamage der farvede hans bryst og stenene ved hans fødder. Først da han begyndte at blive slap, gav Slyngelen slip og lod ham falde til jorden med en dump lyd. En svag, rallen forlod ham, men kort efter lå han stille med et permanent overrumplet udtryk på ansigtet.

[Amos Søfarer]

Amos trådte også tilbage, da der pludselig lød støj inde fra rummet og han hævede sine krumsabler og stillede sig klar til spring. Han kunne dog have sparet sig sit besvær, eftersom at Bryce gjorde det hurtigt og lydløst af med truslen. Amos trådte roligt uden om den døde mand og gik ind i det mørke rum bagved. Indenfor var der et lille køkken og komfuret som stod i den modsatte ende var fyret godt op. Larmen fra den knitrende ild maskerede deres lette fodtrin, som de begav sig længere ind i bygningen.

Da de kom ind i midten af bygningen - i nærheden af hoveddøren - kunne de høre larm fra flere kampe, som tilsyneladende udspillede sig på flere sider af huset og Amos nikkede tilfreds til Bryce. Corus-slynglerne holdt Shema’s folk godt beskæftiget og gav dermed Amos og Bryce arbejdsro.

[Brishen Cipris]

Bryce behøvede ikke se på Amos for at vide han var i gang med at afsøge køkkenet de kom ind i for døre og kroge hvorfra der kunne komme flere modstandere, men også fortælle dem, hvordan de kom videre ind i huset. Hvis han skulle tænke som Shema, ville hun befinde sig på førstesalen. Det var nemmere at forsvare en trappe når man var på toppen af den, og de tætliggende huse skabte en ny dimension af flugtveje hen over tagene.

Han endte med blikket mod en mindre døråbning i stedet for den større og oplagte. Hvis der var en bagtrappe foretrak han den, selvom den måske var smallere. Med lidt held ville tumulten udenfor lokke eventuelle vagter ned oppefra og lige i armene på dem.

[Amos Søfarer]

Amos fulgte Bryce’s blik op af trappen og nikkede umærkeligt for at vise sin enighed om, hvad vej de skulle undersøge først. Han gik forsigtigt hen imod døråbningen i sikker forvisning om, at de få lyde de skulle lave, ville blive overdøvet af lydene udefra.

Han afsøgte forsigtigt rummet og trådte øjeblikkeligt i skjul bag dørkarmen, da han hørte løbende fodtrin oppefra. Da de løbende kom ned for enden af trappen, sprang Amos frem og stødte sin krumsabel i maven på den første, brugte ham som afsæt, og sprang frem imod den næste med lynende klinger. Manden nåede ikke engang at skrige, før hans hoved var skilt fra kroppen.

[Brishen Cipris]

Bryce nåede hen på siden af døråbningen og nogle lange sekunder stod de to mænd igen afventende på hver sin side. Så blev den anspændte venten afbrudt af løbende skridt på trappen. Fodtrin der sekunder efter blev til endnu en krop der tungt faldt til gulvet og fik selskab af et hovede fra manden der var fulgt lige efter.

Lige der så det ud til et virkelig var lykkedes dem at bruge overraskelseselementet til deres fordel, men intet var nogensinde dummere, end at føle sig sikker. Bryce kastede et neutralt blik på den hovedløse krop der lå på trappens nederste trin før han trådte over den, og tog teten op ad trappen, stadig med en kniv i den ene hånd og flere indenfor umiddelbar rækkevidde.

Han nåede nogenlunde halvvejs op, da en mand kom til syne på toppen af trappen. Han nåede at råbe op en enkelt gang før Bryces kniv sad i struben på ham og forhindrede yderligere råb. Bryce selv satte farten op, dukkede sig for et desperat sving med modstanderens kniv, ramlede ind i ham med en hårdt skub der ødelagde den smule balance han havde, og sendte ham direkte ned ad trappen mod Amos og de sværd Bryce vidste allerede var klar.

[Amos Søfarer]

Amos var lige bag Bryce og fulgte trop op af trappen. Derfor var han heller ikke sen til at stikke et sværd direkte i brystet på den mand, som pludselig kom flyvende ned imod ham og manden fortsatte derefter ned af trappen under megen larm. Amos mukkede lidt ved tanken om, at de så hurtigt havde mistet deres overraskelsesmoment, men måske var det bedst på denne måde. Personligt havde han ikke noget imod, at Shema vidste, de var på vej.

Oven for trappen ventede endnu to modstandere, som fik samme medfart som de forrige. Indtil videre havde hverken Bryce eller Amos selv fået en eneste skramme, men man skulle ikke sælge skindet før bjørnen var skudt og Amos opsendte en lille bøn til Slyngelguden Kyprioth, som han vidste havde sine øjne på Tortall engang imellem.