Et aftalt møde og et tilfældigt.

[Adalia af Vårfos]

Til: Piers & Sira af Masbo

Det var sen eftermiddag da Adalia kom ridende gennem byen sammen med en af slottets vagter. I modsætning til vagtens blik, der intetsigende stirrede ligeud, betragtede Adalia nysgerrigt og forundret omgivelserne omkring hende. Da det var blevet arrangeret at Adalia skulle mødes med den ældste hofdame i hendes hjem, var hun blevet tilbudt at blive ført dertil i vogn, hvilket hun dog pænt havde takket nej til. Adalia foretrak den friske luft, at føle vinden mod sin hud, at se sine omgivelser frit frem for gennem et vindue. ”Det er et skønt vejr i dag, synes De ikke?”. Vagten trak let i mundvigen, og drejede så sit blik mod hende. ”I sandhed, Lady Adalia”. Blikket blev vendt ligeud kort efter, og så var han stille igen. Adalia sukkede. Det var tredje gang i løbet af rideturen hun havde forsøgt at få en samtale i gang. Tydeligvis var han ikke typen der holdte af længere samtaler.

Da de ankom til Masbos hjem, steg Adalia af hesten, og takkede vagten for at følge hende til døren. Hun bankede på, og blev kort efter lukket ind af husets tjener, for at blive bedt om at vente i et rum der måtte være stedet de spiste. Adalia drejede et par gange om sig selv, mens hun sugede alle detaljer til sig. Det var et flot hjem, og mindede hende i visse omfang, om hendes eget i Vårfos.

[Piers af Masbo]

Piers sad i det rum, der kærligt blev kaldt biblioteket, selvom det ikke levede op til sædvanlige standarder for det navn. Han var lettere fraværende ved at genopfriske sin egen hukommelse, da hans mave knurrede lidt og han indså, at han også var tørstig. Bogen blev klappet i og sat på plads på sin hylde, før han lod fingrene glide igennem håret og forlod sin krog for at gå ned i køkkenet og bede om vand og et æble. På sin vej kom han igennem spisestuen, men det var også så langt han kom i denne omgang.

Da døren gik op kunne han se, at der ikke var tomt som forventet. I stedet stod en køn ung pige midt i det hele og fyldte i højden. Hun var ikke til at overse og Piers genkendte hende da også efter et kort øjeblik som sin hustrus nye projekt – og Vårfos’ lillesøster. Et klædeligt smil trak op i hans mundvige, før han bukkede let. ”Unge Komtesse Vårfos. En fornøjelse,” hilste han ubesværet. ”Venter De på Lady Masbo?”

[Adalia af Vårfos]

Det var ikke meget Adalia kendte til familien Masbo. Hun kendte dem af udseende, og havde haft korte samtaler med dem i ny og næ, når de var kommet forbi deres hjem i Vårfos. Hun havde dog aldrig haft dem på enehånd. Adalia bevægede sig omkring i rummet i en langsom cirkel, mens hun forsat studerede indretningen af huset. Ikke at indretning som sådan interesserede hende, men det var altid spændende at se hvordan folk boede. Ens hjem fortalte meget om personen der boede der.

Adalia vendte sig om med det samme hun hørte en stemme tale til hende. Hun nejede med det samme, og da hun så op, så hun at det var herren af huset. ”Sir Piers, fornøjelsen er på min side”, hilste hun igen. Det glædede hende at se Sir Masbo. Hendes far havde fortalt gode historier om manden, og Em var bekendt med ham. Hun vidste at Sir Piers underviste i våbenbrug, hvilket var af stor interesse for Adalia. ”Ja, jeg skulle møde Deres hustru her..”, en nervøs mine faldt over hendes ansigt. ”Jeg kommer vel ikke for tidligt, gør jeg?” Det ville overraske Adalia meget. Normalt var hun den alle ventede på.

[Piers af Masbo]

Piers genkende først den unge dame, da hun vendte sig om imod ham. De høflige teknikaliteter var dog hurtigt ovre og han samlede hænderne bag ryggen, imens hun besvarede hans spørgsmål.

Et enkelt øjenbryn røg op, før han smilede venligt og trak på skuldrene. "Det gør De nok ikke." Han kneb øjnene den mindste smule sammen og så over imod vinduer for en idé om hvad tid på dagen de havde. "Men jeg er den forkerte at spørge, Komtesse." Hans blik vendte tilbage til den unge dame og han smilede igen, billedet på den høflige vært. "Hvilke planer har De med min hustru?"

[Adalia af Vårfos]

Adalia så på Piers med venlige øjne, mens hun diskret rettede på kjolen, som var kommet lidt i uorden efter rideturen. Hun forgav at betragte rummet igen, trods hun så rig rundt en ekstra gang, for at sikre sig at hun ikke havde overset Lady Masbo. En lettelse strømmede igennem hende da dette ikke var tilfældet.

”Jeg fik blot besked på at Lady Masbo ville snakke med mig.”, startede hun i et venligt smil. ”Jeg gætter på at hun skal sætte mig ind i hvad der kræves af mig det næste stykke tid.”, forsatte hun, et ærligt gæt. ”Og hvad mit nye erhverv som hofdame indebærer.” tilføjede hun. Svage træk af sørgmodighed faldt kort over hendes ansigt, men forsvandt hurtigt igen, da hun huskede på hvis selskab hun var i. Hun smilede muntert. ”Det overrasker mig at De kunne genkende mig. Jeg må ikke have været mere end et lille barn sidst De så mig”, sagde hun, usikker på om han overhovedet dette. Hun vidste at hans kone havde sans for at huske folk og deres placeringer. Hun vidste ikke om Piers delte denne egenskab. Ikke at det var vigtigt. ”Men De har selvfølgelig undervist min bror, Em.. Emmet af Vårfos.. Ridder Vårfos nu...”, tilføjede hun. Adalia havde snakket i en lang talestrøm, det havde hun en tendens til at gøre, og havde næsten ingen plads givet til manden til at lade ham svare. Hendes kinder blev svagt røde, og hun strakte sine hænder ned langs siden, mens hun så op på værten.