Tøsesladder

[Christina af Gyldensø]

Til:Illunie af Condia

Christi havde nu været en hel måned i Corus og syntes bestemt det var på tide at besøge Illunie som hun havde kendt sine hun kom til paladset. Hun gik op af de mange trapper hen til gemakkerne hvor Illuine ofte holdte til. Hun havde sendt en besked i forvejen for at være sikker på at hun havde tid til at mødes. Hun kom frem til de døren hvor en tjenestepige modtog hende. Hun afgav kort hendes navn og hun havde en aftale. Hun havde mødt Illunie da hun var kommet til paladset som 16 årrig. Da havde Illunie fået sin første søn og det havde været et lidt pudsigt sammentræf. Men deres venskab havde holdt ved. Hun ventede nu på at hun kunne komme videre ind. Selv havde hun syntes at det var noget bøvlet noget med alle de folk og døre. Langt om længe kom de og hentede hende.

[Illunie af Condia]

Illunie sad foroverbøjet over et brev, da en tjenestepige kom og annoncerede Christina af Gyldensøs' ankomst. Hun, satte det sidste punktum i brevet, foldede pergamentet sammen, og bekræftede så at besøget var ganske ventet. Hun havde glædet sig til hendes visit, og ryddede nu alle skriveredskaber af vejen. Alt for sjældent satte hun tid af til fornøjelser, men i dag skulle det være anderledes. Hun havde ryddet det meste af dagen, og håbede inderligt på, at Christi ikke blot var på lynvisit.
Nu sad hun tålmodigt på den lille bænk, og ventede på, at christi blev ført ind. Da hertuginden endelig vidste sig i døråbningen, rejste kronprinsessen sig op og kom hende i møde, med et smil på sine læber.

[Christina af Gyldensø]

Christi var knap kommet ind af døren inden Illunie kom mod hende. Christi boblede af glæde over at se sin veninde og da de nåede hinanden bukkede hun med et stort grin på læben formfuldendt og korrekt. Hun kunne dog ikke holde grinet tilbage og måtte små grinte. Hun kiggede sig over skulderen og kunne se at tjenestepigen var gået igen. "Goddag Illunie. Hvor er det skønt at se dig igen" Lokalet lignede næsten sig selv, dog kunne hun se at bordet var ryddet og det glædet hende. Christi havde nemlig planer om at optage sin veninde så længe som overhovedet muligt.

[Illunie af Condia]

Et stort smil var at finde på de lyserøde læber. Det føltes som en evighed siden de havde set hinanden, men alligevel følte hun intet akavet imellem dem - tværtimod. Efter Christina igen havde rettet sig op, tog Illunie fat i hendes hænder, som for at hilse på hende mere personligt "Glæden er helt på min side" hun slap igen de slanke fingre, og trådte et skridt tilbage "Sæt dig endelig ned. Man går alligevel så meget i løbet af dagen, så det gælder om at nyde enhver lejlighed til at slappe af" Hun bredte armen ud i en venlig gestus, for at understrege sine ord og fandt selv hurtigt til rette på en stol.

[Christina af Gyldensø]

Christi modtog og gengældte den mere personlige hilsen. Hun fandt en bænk overfor stolen hvor Illunie havde sat sig, så havde hun bedre udsigt til veninden når de begyndte at snakke. "Det har du ganske ret i. En behagelig afveksling at komme til at sidde ned." En følelse af at høre hjemme og være en ventet gæst fyldte Christi sammen med en følelse af glæde. Det var vidunderligt at se Illunie igen. "Hvordan står det til her på paladset?" En del af paladssladderen havde Gyldensø jo selv være med til at skabe, faktisk alle tre af Emmetts døtre havde formået at skabe en form for sladder. Både den gode type og den knap så heldige type. Det var dog ikke sladderen Christi hentydet til, men mere personligt hvordan det gik med Illunie og familien.

[Illunie af Condia]

Sladder var der altid massere af. Der florerede altid et rygte eller to der var værd at diskutere, men Illunie satte pris på, at veninden spurgte ind til noget mere personligt i stedet. Det var måske i virkeligheden dét, der definerede et venskab.

"Jeg kan oprigtigt sige, at der lige nu ikke er mange bekymringer. Jonathan er hjemme i god behold, hvilket er den største lettelse. Roald er startet som page, og hos mig selv er der ikke sket meget" sagde hun muntert, og foldede hænderne i skødet. Vinteren og foråret havde været hård at komme igennem. Prinsesse Aennas død. Jonathan i krig. Men nu lovede fremtiden heldigvis lysere tider. "Og hvad med dig? Hvordan går det hos jer?" spurgte hun med oprigtig interesse. Hun var ivrig efter at høre, hvordan tingene stod til i Gyldensø.

[Christina af Gyldensø]

Christi lyttede opmærksomt til veninden og var glad for at de endelig kunne snakke bare en lille smule sammen. ”Det er jo skønt. Ja krigen var der ikke noget behageligt i. Jeg må dog indrømme at jeg var ret glad for at Emmett kunne nøjes med at sidde her i Corus for at være med til rådsmøderne.” Christi ville på ingen måde have syntes om hvis han skulle ud og slås. Selvom hun selvfølgelig havde accepteret det hvis det var sådan det kom til at blive. ”Bort set fra at Francine fumler rundt med en eller anden ridder af Tirrsmont og Hertugen af Stenbjerg har en tendens til at ae hertugindens kind lidt for hårdt. Så går det godt. Og det ser ud til at den mellemste skal til at giftes.” Det sidste blev sagt med glæde i stemmen. ”Og så nyder jeg virkelig at være i Corus igen. Det er alt for sjældent at jeg er her i byen.” Hun smilede denne gang endnu mere. Til tider kunne Christi føle sig ganske ensom på Gyldensø. Især når hun tænkte på dagene hun havde boet på det store slot i Corus.

[Illunie af Condia]

Illunie forstod hendes glæde over, at hertugen ikke måtte drage afsted til Rodlund. Hvor forfærdeligt det var, at sidde tilbage uden megen mulighed for at vide, præcist hvad der foregik, kendte hun alt til. De næste ord gjorde hende dog også bedrøvet. "Man kan i sandhed længdes efter et øjeblik, med fred på alle fronter" sagde hun, og tog del i venindens bekymringer. Et var at Francine var lidt for tæt med en ridder, noget andet var situationen, med Hertugen af Stenbjerg. Hun skrev det bag sit øre. "Men heldigvis er der også gode til at glædes ved. Det glæder mig at høre, at Komtesse Gwyneth har udsigt til at blive gift. Er det for tidligt, at afsløre det andet parti?" spurgte hun så nysgerrigt. Der var altid noget glædeligt og forhåbningsfuldt ved ægteskaber.

[Christina af Gyldensø]

Christi nikkede og var enig i venindens synspunkter. Livet gik som altid op og ned og det gjorde den for alle. Derfor var livet for Christi som et bjerglandskab, hvor flere mennesker påvirkede hendes 'hvor godt går det' bjerglandskab. Hun fik et drillende glimt i øjet. "Officielt må jeg vist ikke helt sige det. Men hvis du kan holde på en hemmelighed, kunne det godt tænkes at du måske kom til at gætte det?" Hun var ikke helt sikker på om hun rent faktisk havde lovet Emmett ikke at sige noget om det, fordi det stadig var en smule usikkert. Men hvis Illunie nu gættede det, så havde Christi jo ikke sagt noget selv. Hun foldede hænderne og lagde dem forventnings fyldt i skødet.

[Illunie af Condia]

Illunie blottede tænderne i et smil. "Jeg er god til at gætte" sagde hun, og lænede sig tilbage for at tænke sig om. Havde hun set eller hørt noget på det seneste, der kunne give hende en ide? Gwyneth var hofdame for dronningen, så hun havde ofte stødt ind i hende, men aldrig set noget, der havde været mistænkeligt. Hun mindedes dog, at have hørt et flygtigt rygte for en rum tid siden. Noget med et kys udenfor paladsets stalde. Det kunne være svært at holde styr på alle de rygter, der florerede rundt på sådant et palads.

En eftertænksom rynke, formede sig i hendes pande, mens hun søgte navnet på den mand, rygtet havde omtalt. Da hun kom i tanke om det, lyste hun op i et smil "Jeg mindedes, at have hørt i krogene, at Ridder Emry af Masbo har et godt øje til Gwyneth?" spurgte hun, og håbede, at hun havde ret. Hun kunne i hvert fald ikke komme i tanke om andre.

[Christina af Gyldensø]

Christi smilede hemmelighedsfuld og vist med sikkerhed at kronprinsessen var en ganske fremragende gætter. Det hjalp også en hel del på det når hun havde adgang til palads sladder, især nu mere end Christi havde.

Christi ventede næsten utålmodig på at Illunie havde fået stykket brikkerne sammen. Derfor føltes det også som en evighed før hun langt om længe kom frem til noget. Christi brød ud i et stort smil og kom med kommentaren. "Jeg har ikke sagt noget." Og så en hel del mere uskyldig ud i lige det øjeblik. "Ak, ja. Man kan jo håbe på at forhandlingerne lykkes." Sukkede Christi mens hendes skuldre sank. Der var intet hemmeligt i at Gwen ville komme til at gifte sig under sin rang. Men sådan var det jo nogle gange.

[Illunie af Condia]

Illunie lyste op, da det tydeligvis var rigtigt. Det var heldigt, eftersom hun ikke havde andre navne, at hive op af posen. Hendes smil blegnede dog en smule, ved Christis sidste kommentar. "Ja, lad os håbe på det" sagde hun, og foldede hænderne i skødet "Der er noget helt specielt over et ægteskab, indgået for kærlighedens skyld" sagde hun, eftersom hun kunne tænkte sig til, at det ikke var på tale af politiske årsager. Ridderens familie havde ikke meget at tilbyde Gwyneths familie, udover hans kærlighed til hende. Kunne der blot være flere ægteskaber, indgået med kærlighed. Eller i det mindste være flere, der udviklede sig til at blive det.

[Christina af Gyldensø]

Christi nikkede og vidste at veninden havde et ganske særligt forhold til den slags, eftersom hendes havde været arrangeret. Selv havde Christi været ret heldig og var blevet gift af den kærlighed som hun mente var burde være alle kvinders ret.

"Men sig mig en ting, hvordan er det så ikke at se sin søn hver eneste dag? Det må være underligt at han ikke sådan er der mere?" Christi havde selv som barn synes det var underligt den dag hun skulle til klosterskolen. Dog boede de begge jo stadig på paladset og derfor var de ikke så langt fra hinanden med stadig.

[Illunie af Condia]

Illunie trak på skuldrene "Jeg må vel indrømme, at det tog sig nogen tid at vænne sig til. At jeg, på trods af at han kun er flyttet et par meter, ikke længere har ham hos mig" et smil formede sig på hendes læber "Men det er næppe mere underligt eller sørgmodigt, end når enhver anden sender deres barn afsted for at uddanne sig. Jeg kan endda trøste mig med, at Roald ikke er længere væk, end han rent faktisk er" hun så ganske tilfreds ud. Roalds riddertræning var vigtigt. Han skulle danne sig, og blive voksen. Han var trods alt deres ældste barn, og der var meget, der en dag ville afhænge af ham. Ja, uddannelsen var vigtig, og det forstod moderen. Selvom hun ikke kunne benægte, at hun savnede den tid, hvor hun kunne kysse sin søn godnat hver aften.

[Christina af Gyldensø]

"Åh ja." Christi sukkede og mindes selv den dag hvor hun tog fra familien for at slutte sig til alle de andre unge kvinder i Gudernes By. Chirsti nikkede. "På det på må mange sige at du er meget heldig. Jeg kan godt huske min første nat i Gudernes By. Men det bliver altid bedre. Og jeg endte jo med at komme her." Hun lyste op i stort smil. "Hvordan går det med de andre? Er de lige så livlige som sidst jeg var i byen?" Christi kiggede sig rundt for at være sikker på at der ikke var små øre et sted som havde sneget sig ind på dem. Det var altid morsomt med børn som ikke lod sig blive en ramme, men kunne tænke kreativt.