En hjælp i nøden

[Orimilius Skriver]

På vejen tilbage fik Orimilius med korte ord sat drabanterne ind i at det formentligt drejede sig om et tyveri. Med to drabanter tæt i hælene drejede Orimilius om hjørnet, men hastede så længere ned af gaden, da han så Lorines stå bøjet med kælderlugen halvt åben. Uheldigvis satte det drabanterne i løb og med deres tunge støvler fik de skræmt det stakkels pigebarn så hun med et smæld tabte lugen. Den ene drabant var snarrådig og løb straks om til den anden side af huset for at stoppe dem, hvis nogen skulle forsøge at forsvinde ud af hoveddøren. Den resterende drabant så på de to personer foran ham. Man kunne se at tanken om et baghold kort strejfede ham, men blev fejet bort, den gamle mand og unge adelsfrøken var meget usandsynlige forbrydere, og så sagde han: "Hvis det er tyveknægte derinde gælder det om at agere hurtigt. Jeg går forrest!" Orimilius krængede kappe og robe af sig og lod den iskolde vind gennemtrænge sig. Drabanten svingede lugen op og sammen hastede de ned af trappen. Tre mand og en kvinde samlet om et bord så op. Deres ansigter så bistre ud som tællelyset på bordet kastede skygger over dem. De måtte have afskrevet braget fra lugen som vintervindenes værk. Så samlede Orimilius sin sidste rest af magi for dagen, styrket af den gennemborende kulde og forestillede sig lysets genskin i Lorines smykke. Fra kvindens ene brystlomme kom et klart isblåt glimt og så gav benene under Orimilius.

[Lorine af Olau]

Alting gik pludseligt hurtigt. Drabanterne virkede til at have styr på tingene, men Lorine vidste bedre end at stole blindt på deres dømmekraft. Hun ville selv være der, skulle noget gå galt. Hun genkendte kvinden, der havde stjålet hendes smykke. Hun havde bumpet ind i hende på markedspladsen. Hun havde sikkert holdt øje med hende, og stjålet smykket samme aften. Ja, det passede faktisk perfekt. Lorine havde dog ikke tid til at gøre sig flere tanker, Orimilius drattede om på gulvet, og Lorine måtte - pinligt nok en smule modvilligt - rive sin fokus væk fra tyvene, og stole på, at drabanterne havde styr på sagerne

---

Lorine havde siddet trofast ved Orimilus side. Det var lykkes hende - med drabanternes hjælp - at få Orimilus tilbage til det lille hus ved floden. Hun havde på det kraftigste insisteret på at blive hos ham, og Lorine var ikke til at spøge med. Hun havde gjort hvad hun kunne for at hjælpe ham, og nu var der ikke andet for, end at vente på at han vågnede. At vente var dog ikke Lorines stærke side, og hvem vidste hvor lang tid det ville tage før han vågnede, dage måske, så hun var faldet i søvn på den stol hun havde sat sig i.

[Orimilius Skriver]

Kulden trængte langsomt op gennem fodsålerne og han skulle til at tage et skridt, men i alle retninger strakte sneen sig og han går i stå, ude af stand til at vælge en retning. Sneen begyndte at hvirvle tættere og tættere, indtil alt blev mørkt. Et lys ulmede i mørket og han tog et skridt. Han så ned og varmen fra kulbækkenet slog op imod ham. I midten strålede en rubin klarest. Så vågnede han. Orimilius lå stille et øjeblik og så slog det ham, rubinen, smykket! Mat i kroppen satte han sig op og kiggede rundt. Et par skridt væk lå Lorine krøllet sig sammen i stolen på en højst ukomtesselig måde og trak vejret i dybe drag mens hun sov. Hænderne var samlet foran brystet og knugede så tæt om noget at Orimilius ikke kunne se hvad det var. Forsigtigt rømmede han sig, men da der ingen respons var prøvede han med et: "Komtesse?" Da det heller ikke gav pote tyggede han lidt på det, men besluttede så at prøve hendes navn, hun havde trods alt givet det til ham. "Lorine?"

[Lorine af Olau]

Søvnen var drømmeløs - i hvert fald, kunne komtessen ikke huske, at hun havde drømt noget. Nej faktisk, havde det blot føltes som om, at hun et kort øjeblik have lukket sine øjne. Men hun måtte have sovet, for da hun glippede med øjnene, og så sig omkring, var Orimilius vågen. Han havde kaldt hendes navn, og bragt hende ud af denne underlige søvn.
Et træt smil formede sig på hendes læber, det havde været en udmattende dag. "Jeg ville ikke gå, før jeg havde sikret mig, at alt var okay" og før hun havde sagt tak. Hun løsnede jerngrebet om smykket, og lod det dingle imellem hendes fingre "Jeg ville også sige tak." rubinen glimtede sælsomt i det sparsomme lys, nærmest som om den også selv takkede troldmanden "Jeg ved ikke hvad jeg ville have gjort, hvis ikke jeg havde fundet det" hun så ned, og pakkede forsigtigt smykket ned i en lille pose. "Selvfølgelig, skylder jeg dig også andet end blot min taknemlighed. Hvordan ønskes du betalt?" Det blev spurgt med en venlig stemme. Måske foretrak han penge, måske noget andet. Måske kunne hun skaffe ting og sager, som han ikke kunne. Måske ikke. Hun ville i hvert fald give ham muligheden.

[Orimilius Skriver]

Det var lige før der løb en let tåre ned af Orimiliuses kind på grund af den omsorg Lorine havde udvist. Hvor forbløffende den medmenneskelighed adelen kunne vise, selv for en skriver af beskedne kår. Det gik dog ikke an at lade hendes udsagn stå hen, enlig uden modstykke. Lorine havde dog mere på sinde og Orimilius ventede til hun tydeligvis havde talt ud og pakkede rubinen med det varme skær væk. "Jeg kan forsikre dig om at jeg igen er så frisk som en havørn. Situationen rev mig blot med og jeg glemte et øjeblik at jeg ikke var Salmalin den store." En havørn var han næppe, men Orimilius havde i hvert fald energi til at ranke sig lidt mere. "Det var mig en glæde at hjælpe dem Komtesse. Man oplever ikke så mange eventyr når man når min alder." Der brændte da også mere liv i Orimilius øjne end sædvanligt, idet han smilende så over på komtessen. Da hun nævnte betaling kom det faktisk lidt bag på Orimilius, der, siden Lorine var trådt ind af døren, havde været ganske opslugt af handlingernes gang. Han fejede det dog ikke bort men lænede sig lidt tilbage, trillede tomlefingre og tænkte sig om. Lorine besad ganske tydeligt store evner og den måde hun havde taget hans instruktioner til sig, tydede på en klassisk uddannelse. Kunne han være så heldig at hun gik på Universitetet? I længere tid havde Orimilius drømt om at undervise på Universitetet og hvis der virkeligt var en mulighed her, hvorfor skulle han så lade den gå fra sig? Han tog en dyb indånding og rettede sig op med en let kildren i mellemgulvet: "Hvis de skulle kende nogen på Det Kongelige Universitet med en hvis beslutningskraft, skulle de nævne mit navn for ham ville de mere end rigeligt have betalt mig. Ud over min søgemagi besidder jeg en betragtelig teoretisk baggrund inden for magien og som bevis herfor kan de bringe dem mit værk." Her gjorde han en gestus hen mod et mindre bord hvor en bog indbunden i midnatsblåt læder lå. Spændt hang Orimilius ved Lorines læber for at hør om hans drømme kun havde været det.

[Lorine af Olau]

Lorine var en smule overrasket over hans forespørsel. Men det klædte ham, at sætte større pris på eventyr, viden og muligheder, fremfor penge. Hvor mange i hans sted ville foretrække at blive belønnet her og nu, foretak Orimilius, at satse på noget langt mindre håndgribeligt. Dette bragte et svagt smil frem på Lorines læber. Det var beundringsværdigt.
"Det skulle ikke være noget problem" sagde hun så, og rejste sig op "Jeg har min daglige gang netop dér, så jeg skal med glæde nævne dit navn, og medbringe dit værk" Lorine skævede mod bogen, for herpå at rette opmærksomheden tilbage mod skriveren "Tusind tak endnu engang" sagde hun, med et venligt skær i øjnene. Og rakte ud for at give hans hånd et klem. Normalt var hun ikke så hjertelig overfor fremmede, men denne mand havde gjort hende en stor tjeneste, og hun ønskede, at han skulle være forsikret om, at hun tog hans ord alvorligt.

...

Da Lorine endelig lod sig dumpe ned foran pejsen i familiens byhus, følte hun en blanding af spænding og udmattelse. Der var sket meget i det sidste døgn, og nu hvor det hele var overstået, kunne hun føle trætheden komme snigende, som en ulv i mørket. Hun ville bringe Orimilius' værk til universitetet som hun havde lovet, og forhåbentligt, ville nogen interessere sig for det. Han havde i hvert fald fortjent, at hun gjorde sig umage for ham.
To usynlige hænder rakte frem, og lukkede blidt Lorines øjne i. Søvnen havde overtaget, og denne gang drømte hun om en person hun havde ganske kær. Og om juveler.

Tråd afsluttet.