Før afsked

[Tamina af Marmist]

Til : Gareth af Maloris Tinde
engang i marts, 525 M.T

Tamina smed sig forpustet i græsset og indåndede den kølige forårsluft. Man kunne se solen gå ned i horisonten hvis man så op, og det tog altid pusten fra Tamina, hvor flot et farvespil af orange og røde farver en solnedgang kunne have. Det gik op for hende at farvene snart ville blive erstattet tusindvis af stjerner, og samtidig gik det op for hende, hvor hurtig tiden pludselig var løbet fra både hende og Gareth.

Tamina rullede om på maven, og lod sine albuer støtte solidt i jorden, mens hun vendte de blågrønne øjne mod sin ven. ”Din fokus var god i dag, hold den sådan fremover, og du vil have gjort store fremskridt.”, komplimenterede hun ham, og sendte ham et oprigtigt smil. Han havde virkelig gjort det godt i dag, og det fik hende til at tvivle på, om hun mon anstrengte sig nok i sine træningslektioner med Domitan. Hun ville nødig falde bagud. Tamina vendte blikket op mod himlen igen. ”Det varer ikke længe nu . .”, sagde hun, og hentydede til at der ikke var mere end timer, før Gareth skulle af sted. Et tomt udtryk faldt kort over det unge ansigt.

[Gareth af Maloris Tinde]

Gareth havde ligesom Tamina smidt sig i græsset og ladet sit sværd dumpe ned ved siden af sig. Han lagde den ene hånd under sit hoved og tørrede sveden af panden med den anden. Det havde været en intens træning de lige havde haft, måske havde den været endnu mere udfordrende, fordi de begge vidste at de ikke ville se hinanden før om flere måneder - måske endda år.
"Tak.. Du var heller ikke så ringe.. " Bemærkede han med et skævt smil og skævede mod hende med et glimt i øjnene. Han var slet ikke nået til at tænke på at han snart skulle afsted, da han stadig var ved at komme sig over sit nederlag. Derfor så han en smule forbløffet ud, men rynkede til sidst sine øjne, mens han forsøgte at finde frem til de rette ord. Han formåede dog ikke at finde andet end "Nej.." Der var mange ting han havde lyst til at sige til hende inden han tog afsted, han vidste han ikke ville få mulighed for det i morgen. De ville alle have travlt med at pakke og ordne de sidste ting inden rejsen og det var ikke tiden til at give en lang afsked.
"Jeg skal nok skrive.. Hvis jeg får tid.." Forsøgte han som en lille trøst, selvom han vidste det var usikkert at han kunne sætte tid af til det.

[Tamina af Marmist]

Taminas spinkle fingre var flettet sammen med de mange græsstrå, og mens hun var borte i samtalen og sine egne tanker, hev hun ind i mellem et græsstrå op. Hun legede med græsstrået mellem sine fingre, uden helt at ænse det, mens hendes fulde opmærksomhed i stedet lå på sin ven, der havde smidt sig i græsset ikke langt fra hende.

”Mere vil jeg ikke forlange af dig.”, svarede hun ham, og forstod at han ikke kunne love hende mere end det. En selvisk del af hende håbede at han fik mulighed for at skrive. Hun frygtede allerede ventetiden der ville komme, og bare tanken om et lille brev - ligegyldig indholdet - fra en kær ven, havde en beroligende effekt. Den anden del af hende ønskede ham bare hjem uskadt. Så kunne alt andet være lige meget.

Tamina var stille et par sekunder, og da hun snakkede igen, kunne hun mærke hvordan hun sank en smule sammen. ”Jeg ville ønske jeg kunne tage med jer.”, sagde hun, og var klar over at Gareth vist ikke var i tvivl om dette. Hun sendte ham et let smil, efterfulgt af et suk. ”Men . . Domitan mener at man også kan gøre en masse udenfor krigen.”, tilføjede hun, og hendes toneleje indikerede tydeligt, at hun ikke var helt enig i den udtalelse. Hun ville dog ikke få meget ud af at sætte sig op mod hans ord. Domitan var hendes ridder. Og hun var bare . . væbner.

[Gareth af Maloris Tinde]

Gareth smilede en anelse og nikkede, hvorefter han vendte ansigtet mod himlen, hvor skyerne var forskellige nuancer af orange, rød og lilla. Det var utroligt smukt og han overvejede flygtigt hvordan himlen ville se ud fra Rodlund. Han ville gerne afsted og hjælpe sit land, men han havde svært ved at tage væk fra Tamina igen. De havde været her før, men han havde aldrig skulle være væk så længe som nu.
Da hun talte igen vendte han ansigtet mod hende, mens hans øjne flakkede undersøgende over hendes ansigt. Da hun nævnte sin ridder, trak det lidt i Gareths smilebånd og han løftede sin hånd og strøg fingrene gennem håret.
"Det er også rigtigt." Han ville nødigt være enig med Domitan, men han kunne heller ikke ignorere at han rent faktisk havde ret og Gareth havde egentlig ikke noget imod, at Tamina ikke var i nærkontakt med selve krigen. Efter et øjebliks pause, hvor han havde betragtet himlen, kom han i tanke om noget og smilede let.
"I det mindste er det den samme himmel vi ser på ligemeget hvor i verden vi befinder os" Det var en trøst for ham, at han kunne stå og se på stjernerne og vide at et sted i Corus, gjorde Tamina og hans søster måske det samme.

[Tamina af Marmist]

Tamina rullede om på ryggen ved hans ord, og øjnene søgte automatisk op mod himlen, mens hun smilede for sig selv. Hænderne løftede hun fra græsset og lod dem hvile ovenpå sin mave. ”Lad os håbe at himlen vil være lige så smuk fremover, som den er i aften.”, sagde hun som supplering til hans ord fra før. De ville gå en mørk tid i møde. Sådanne tider kunne få det værste frem i folk, og der var der brug for noget smukt, for at minde dem om lyset.

”Gareth.”, Tamina løftede sig fra græsset, og satte sig op, så hun havde knæene støttende mod jorden. ”Da jeg startede her gav min far mig denne.”, hun tog fat om en kæde hun havde hængende om sin hals, og trak sit halssmykke over hovedet, hvorefter hun lod det krølle sammen mellem sine hænder. ”Det er en amulet, for beskyttelse. .”, hun løftede sit blik mod Gareth, der var blevet en smule uskarp grundet den begyndende mørke. Han havde måske lagt mærke til den før. Hun bar den trods alt hver dag. Hun tøvede kort. Så rakte hun den frem mod ham. ”jeg vil gerne have du bærer den. Lad den beskytte dig mod hvad end du må møde derude.”. Hun var klar over at Gareth sikkert havde sine egne amuletter. Måske mente han at de var nok, men Tamina ville have det langt bedre hvis hun vidste, at han bar hendes smykke.

[Gareth af Maloris Tinde]

Gareth nikkede og smilede for sig selv, mens han betragtede himlen over dem. Hans blik gled dog hen på hende, da hun satte sig op og han rynkede sine øjenbryn let over starten på hendes fortælling. Derefter så han ned på den halssmykke hun var ved at tage af, mens det gik op for ham hvad hun havde tænkt sig at gøre. Gareth vidste hvor meget den amulet betød for hende og hans umiddelbare reaktion var at afvise hendes gave. I stedet satte han sig op og hvilede armene på sine knæ, mens han betragtede hende med et undersøgende blik.
"Mina.. " Hans stemme var afdæmpet da han kaldte hende det navn han selv havde givet hende i løbet af deres år som pager. Han rykkede sig derefter mod hende, lagde sit ene ben nedad mod græsset og brugte det andet som støtte, med benet bøjet opad. Han lod kæden glide mellem sine fingre og betragtede den et langt øjeblik, hvorefter han vendte sine øjne mod Minas.
"Er du sikker? Jeg ved hvor meget den betyder for dig.." Bemærkede han, mens han lagde to fingre under selve amuletten og nærstuderede den. Han gik aldrig med amuletter, selvom han havde et par stykker, men han ville gå med denne hvis hun virkelig ønskede det. Til sidst løftede han blikket fra amuletten og så hende i øjnene, som stadig reflekterede det der var tilbage af aftensolen, uden at tage smykket ud af hendes hænder.

[Tamina af Marmist]

”Ja, jeg er.”, svarede hun bestemt, og lagde den i hans hænder, inden hendes arme fik krampe af at være udstrakt. ”Den vil gøre dig langt mere nytte derude, end den vil gøre mig her.”, hun sendte ham et mildt smil. Med hænderne frie begyndte hun at fumle med sit højre ærme. Bekymring gjorde åbenbart Tamina rastløs. Tamina havde indtil nu stået oprejst på sine knæ, men sank nu sammen, så hendes bagdel støttede mod hendes fodsåler.

Hun holdte stadig hans blik. ”På den her måde vil jeg kunne være hos dig . . Uden at være hos dig.”, tilføjede hun i et let smil. Tamina troede på sådan noget. Hun var sikker på at hun ville kunne beskytte sin ven på denne måde – rent spirituelt. Tamina åndede ud i den kølige natteluft, og hendes ånde viste sig svagt, som en hvid røgsky. Hun lod et par fingre løbe gennem den, så røgen kort dannede et mønster, inden den forsvandt. Tamina holdte blikket mod røgen. Hvis hun gjorde det, ville han måske ikke lægge mærke til at hun var bange.

[Gareth af Maloris Tinde]

Gareth trak hånden en smule til sig, uden at tage øjnene fra hende og smilede let. Han betragtede hende undersøgende og kunne ikke holde et smil tilbage, da hun begyndte at fumle med sit ærme. Han havde altid fundet hende utroligt kær, når hun gjorde det, men holdt sin mening for sig selv. Han skulle afsted i morgen, det var ikke tiden til at komme med sådanne bemærkninger når han måske ikke kom tilbage igen.
Gareth havde sænket sit blik en anelse, men så op da hun talte igen og han løftede sine øjenbryn, mens han blottede sine tænder i et smil. "Ja.. Det kan du.. " Svarede han og en rynke viste sig på hans pande, mens han så undrende på hende. "Ville du da gerne være hos mig? Det kan være jeg kan blive din ridder i stedet for Domitan.. " Han grinede lydløst og rystede på hovedet, det var en dum bemærkning og han så flygtigt væk, inden han forsatte. "Tak Mina.. Det er virkelig.. en trøst.. hvis jeg på et eller andet tidspunkt føler mig udsat." Han lukkede fingrene om amuletten og tog den derefter over sit hoved og placerede den rundt om sin hals.

[Tamina af Marmist]

Tamina blev overrasket over hans ord, og tog sig selv i kort at overveje, om det overhovedet var en mulighed. Hun vidste ikke om han mente det seriøst, og forholdte sig stille, indtil han brød stilheden ved at ryste grinende på hovedet. Hun smilte med. ”Det ville aldrig gå . .”, svarede hun, og lagde sig ned på maven igen. Hun lod sin hage hvile på sine hænder, mens hun så op på ham. ” . . Jeg er langt bedre end dig.”, tilføjede hun drillende, hvorefter hun lo. Latteren stilnede af, men et smil forblev om læberne et stykke tid.

Tamina trillede om på ryggen endnu en gang, og vendte blikket op mod himlen, hvor de første stjerner var begyndt at vise sig. Mens blikket var vendt opad, lå hendes opmærksomhed i hans ord. Hun sukkede. ”Vi bør snakke om noget andet. Jeg er sikker på krigen er det sidste du har lyst til at snakke om nu.”, antog hun. Sådan ville hun i hvert fald selv have det. Det slog hende kort om emneskiftet mon mest var for hans skyld, eller for hendes egen. 

[Gareth af Maloris Tinde]

Gareth kunne ikke holde en latter tilbage, da hun sagde hun var bedre end ham. Han lagde sig derefter ned i græsset igen, på siden mens han støttede sin overkrop med underarmen. Han betragtede hende undersøgende og smilede let over hendes ord.
"Det kan vi godt, men det er ikke noget problem for mig at snakke om det.. " Han smilede drenget, hvorefter han hævede øjenbrynene og skar en tænksom grimasse.
"Men hvis frøkenen hellere vil tale om kjoler og hårbånd, kan vi godt gøre det.. Der må være en ny klædefacon på vej fra Carthak.. " Han talte med en påtaget lys stemme, hvorefter han lagde ansigtet i naturlige folder og smed drillende lidt græs på hende. Derefter lagde han sig om på maven, stadig hvilende på sine underarme og hævede øjenbrynene, med et skævt smil. "Hvad tænker De om lyseblå denne sæson?"

[Tamina af Marmist]

Gareths latter smittede, og havde en beroligende effekt på hende. Den lagde sig som et slør over alle hendes bekymringer og formåede at pakke dem væk for en stund. Mens hun lå i græsset funderede hun over at hun så tit frygtede for andre, men så lidt for sig selv. Sådan var det vel at lukke folk ind. Man fik så meget, men samtidig så meget at meste.

Gareths næste ord brød hendes dybe tankegang, og hun vendte et hævet øjenbryn mod ham, mens han snakkede videre. Hun forsøgte at opstille et fornærmet udtryk, selvom det var tydeligt at hun morede sig kongeligt, og var på randen til at bryde ud i latter. Det var i det sekund hun skulle til at åbne munden, at hun mærkede et drys af græs lande på sit ansigt, og hun børstede det hurtigt væk, hvorefter hun drejede om på siden. Hun fangede hans blik med det samme. ”Jeg tænker det er en farve der vil klæde Dem glimrende . . ”, spillede hun med, og sendte ham et drillende smil. ”Især nu hvor der har været efterspørgsel efter Dem på Klosterskolen. De stræber efter at vise de unge adelige, at ligesom der er kvinder egnet til væbnerskolen, så er der i særdeleshed også mænd egnet til at skrubbe gulv, og skifte ble.”, morskab lyste ud af de blågrønne øjne, og læberne skælvede, og truede med latter hvad øjeblik det skulle være.

[Gareth af Maloris Tinde]

Gareth lagde hovedet let på skrå med en feminin ynde og smilede, mens han plirrede med øjnene. "Tror De virkelig det frøken?" Spurgte han, hvorefter hans ansigt igen faldt tilbage i de sædvanlige folder. Han overvejede hvor han nu skulle tage den hen, men det viste sig at Mina havde sin helt egen opfølgning på historien.
En længerevarende latter undslap Gareth da hun begyndte at fortælle og han rystede på hovedet, mens han forestillede sig det hun beskrev. Han kunne egentlig slet ikke få luft og mens han rynkede sine øjenbryn, fjernede han nogle latter tårer fra sine øjne.
"Mig? Skifte bleer? Selv ikke adelsfruer gider gøre det arbejde.. " Han havde stadig tænderne blottet i et stort smil, mens han betragtede den unge kvinde foran sig og rystede på hovedet. "Jeg skal lige få vejret.. " Bemærkede han og rullede om på ryggen igen og lagde hænderne på sin mave, mens han forsøgte at trække vejret mere roligt. Smilet var stadig ikke blegnet fra hans ansigt mens han betragtede himlen med let løftede øjenbryn. Til sidst vendte han dog ansigtet mod Tamina og så længe på hende, med et mildt smil på læberne.

[Tamina af Marmist]

Tamina var svag. Så snart Gareth brød stilheden med latter, måtte hun le med, og kunne slet ikke stoppe igen. Tamina lo så højt, at hun begyndte at få kramper, og måtte holde sig på maven. Da han snakkede igen var latteren falmet, men tænderne var blottet i et smil, der ikke ville forsvinde lige med det samme.

At Gareth skulle have tid til at få vejret gjorde kun smilet større. Hun lagde hurtigt en støttende hånd på hans skulder, et lille klap, inden hun lagde sin hånd tilbage oven på den anden. ”Min mor gad . . Men hun er også fra Tusaine.”, kommenterede hun. Sætningen var ikke rettet negativt mod hendes mors hjemland. Det var bare for sjov. Som var det nødvendigt at komme udefra for at gide skifte sit barn. Mens Tamina så op blev hun pludselig opmærksom på at Gareth havde vendt sit blik mod hende. Hun drejede hovedet og flyttede sit blik over på ham. ”Jeg er glad for at mine forældre lod mig blive væbner.”, sagde hun. ”Jeg tror slet ikke jeg ville have holdt en dag på Klosterskolen.”, tilføjede hun ærligt. Nej. Tamina var langt fra bygget til alle de kvindelige pligter. Hun følte sig langt bedre hjemme med mudder på knæene og sved på panden.

[Gareth af Maloris Tinde]

Gareth tænkte sjældent over at Minas mor havde været fra Tusaine, men det viste sig tydeligt i hendes røde hår, selvom han havde mødt folk fra landet der var lyshårede også. Imens han hev efter vejret, så han på himlen, hvorefter han til sidst drejede hovedet mod den unge væbner og smilede let til hende.
"Heller ikke jeg.. Jeg var blevet grinet ud første dag" Han løftede sine øjenbryn og vendte ansigtet mod himlen igen, hvor antydninger af stjerner så småt var ved at dukke op. Derefter tog han amuletten i sin ene hånd og løftede den en anelse, mens han betragtede den med sine øjne. Det var en venlig tanke, tænkte han mens han smilede for sig selv og lagde kæden under sin let åbne hørskjorte.
"Jeg er hjemme igen før du aner det.. " Hviskede han, stadig med blikket på himlen og trak let i smilebåndet, mens han kørte fingrene gennem håret et par gange.

[Tamina af Marmist]

Tamina lo let af hans ord, og vendte så blikket mod stjernerne igen. Der var noget rart over bare at kunne ligge i græsset, ved siden af sin ven, uden at behøve at sige noget. Uden at det behøvede være akavet. Tamina tillod sig selv at være alene med sine tanker et øjeblik. Det blev halvt brudt, da hun ud af øjenkrogen kunne se Gareth betragte hendes amulet, og synet fik hende til at smile for sig selv.

Hans ord fik hende til at sukke lavt. Hun fugtede sine læber, og fjernede et par røde hårtotter fra sit ansigt, inden hun lod sine arme hænge ned langs siden på hende. ”Det ved jeg.”, svarede hun mildt, og drejede sit hoved, så hun kunne se hen på Gareth. ”I vil alle være tilbage i Corus før i ved af det.”, det var tydeligt at sikkerheden ikke nåede hendes øjne. Det var dog troværdighed i ordene i den form at hun virkelig ønskede at tro på dem.