Aftentid

[Eda Fuglehvisker]

Eda havde også forvirret sig selv efterhånden og hun havde glemt hvad hendes pointe havde været til at begynde med. Hvornår lærte hun egentlig, at tænke sig om inden hun åbnede sin mund? Overvejede hun og rynkede irriteret sine øjenbryn, mens hun bandede indvendigt over sig selv.
Beneks næste ord fik hende dog til at åbne munden en anelse, mens det slog hende hvad han måske havde opfattet som meningen med det hun sagde og hun var nu så anspændt, at hun knapt nok kunne få et ord frem på sine læber.
Til sidst så hun dog en anelse mut ud og trak let i mundvigen, mens hun så flygtigt op mod ham og trak på skuldrene.
"Jeg har ikke lyst til at gå tilbage til lejren og sidde ved bål og høre på de andre fortælle løgnhistorier om alt det de har oplevet.. " Det var ikke en egentlig forklaring på det hun havde sagt, men han ville ikke komme tættere på. Eda åbnede sjældent sit hjerte for folk og dette ville ikke blive undtagelsen. Underteksten i det hun lige havde sagt, var dog ret tydelig, at hun hellere ville være sammen med ham.

[Benek Varrasra]

Benek var virkelig ikke ude på at gøre hende beklemt, men han var ærlig talt ikke sikker på hvad hun mente. Han blev ikke særlig meget klogere da hun endelig talte igen. Og så alligevel. Det trak let i hans ene mundvig, sikkert usynligt i mørket selv med øjne der havde vænnet sig til det ”Der er vel ingen tvang?” selvom smilet ikke var at se, lå det som en undertone i hans ellers tilforladelige spørgsmål.

Han stoppede da han nåede det hul mellem træerne han selv havde benyttet da han gik ned til søen og holdt nogle grene til side for at lade hende gå først af den lille sti. Var han fristet til at tage hende op på det usagte tilbud? Ja. Man var vel kun menneske og det var længe siden han havde ligget med en kvinde ”Hvilke historier har du så lyst at høre.” han lod grenen svirpe tilbage og fulgte efter hende.

[Eda Fuglehvisker]

Eda så ham i øjnene, selvom det var en smule svært at se dem i mørket og selvom hun kunne hviske med fugle, havde hun intet falkeblik. Hun smilede en anelse over hans ord og gik derfor forbi ham, mens han holdt grenene tilbage og vendte sig om, da hun var gået ud fra den lille sti. De var stadig et stykke væk fra lejren, selvom man var begyndt at kunne høre støjen derfra allerede.
"Dine historier." Svarede hun og betragtede ham med et lille smil på læben, mens han fulgte efter hende, men hun begyndte ikke at gå lige med det samme. "Hvis du har lyst til at fortælle mig dem." Hviskede hun og blev stående indtil han var nået hen ved siden af hende. Der så hun ham indgående i øjnene og løftede sin hånd op, for at stryge en af hans krøllede lokker væk fra hans ansigt.

[Benek Varrasra]

Beneks ene øjenbryn skød lidt i vejret og han stoppede før han vendte sig om mod hende. Han sagde ikke noget, så bare indgående på hende for at aflure stemningen. Han var dog ikke ret meget i tvivl længere, selvom det kom lidt bag på ham. Hun var mere direkte end først antaget, men det beviste vel blot man ikke skulle dømme bogen på omslaget.

Han veg ikke væk fra hverken hendes hånd eller hendes blik, men holdt det i stedet fast uden at afsløre hvad han selv tænkte om hendes ønske. Når ret skulle være ret var det ikke første gang en kvinde fandt hans titel alene spændende nok til at ville dele køje med ham. Et langt øjeblik var han tavs, så smilede han svagt ”Jeg er væk før daggry, fuglehvisker. Det er begrænset hvor mange historier du kan nå at høre..” han vendte sig og begyndte at gå igen, uden at vente på hende denne gang, stoppede så alligevel og så sig over skulderen med et overvejende blik ”Men hvis du stadig mener du vil høre dem, så har jeg taget mig en plads i nærheden af hestefolden.”

[Eda Fuglehvisker]

Eda var godt klar over at han ville tage væk, hvilket kun gav hende mere grund til at blive. Alligevel smilede hun en anelse og lagde hovedet let på skrå, mens hun mødte hans blik. "Jeg tager dem jeg kan få" Et skævt smil dukkede op på hendes læber og hun vendte ansigtet efter ham, da han begyndte at gå igen. Hun var dog rimelig hurtig til at reagere, men endte alligevel med at være lidt bagud, da hendes ben trods alt var kortere end hans.
Eda vidste hun ville overraske en hvis person når hun fortalte om dette, Lynn ville sikkert få et chok når hun hørte det, men måske skulle hun ikke fortælle det til hende. Noget i hende sagde at hun ikke burde gå med ham, men Eda var jo ikke bange for noget og heller ikke en charmerende, flot mand som Benek. 
Derfor fulgte hun efter ham og lagde en hånd på hans muskuløse overarm. "Så må du jo vise mig vejen" Hun lagde hovedet let på skrå og hævede øjenbrynene en anelse, hvorefter hun strøg håret væk fra sit ansigt og vendte sig om, gik baglæns et par skridt, indtil hun blottede sine tænder i et smil og drejede rundt igen.

[Benek Varrasra]

Benek havde halvt vendt sig for at gå det sidste stykke tilbage til lejren alene. Vel var hans svævende ord en halvt skjult invitation, men han havde ikke kalkuleret med at skulle promenere gennem hele lejren med hende (og dermed gøre visse intentioner meget tydelige for alle). Han rynkede panden lidt og sagtnede farten, ikke at han havde haft særlig travlt uanset. Det rørte ham ikke at blive set med hende, men det var heller ikke ham der skulle være i lejren de næste mange uger. Selvfølgelig vidste han heller ikke om det var et tilbud hun gav flere mænd, eller om han var en undtagelse.

Den tanke fik ham til at tøve et øjeblik før han begyndte at gå igen "Det kunne jeg.." begyndte han, nu med et skævt smil og ingen panderynker "Men jeg er sikker på du selv kan finde vejen, og dermed nå at få tørt tøj på." han hævede brynene sigende og gik langsomt, afventende endnu et skridt frem mod hende.

[Eda Fuglehvisker]

Eda smilede en anelse til ham, hvorefter hun nikkede og så ham flygtigt i øjnene, inden hun vendte sig om og tog en anden retning end den han forsatte mod. Hun overvejede dog situationen mens hun gik mod sit eget telt. Hvad hvis nu Rhea og Lynn var der? De var der højst sandsynligt, tænkte hun og så op på himlen og overvejede hvor sent det var. Hun måtte diske op med en fortælling om at hun havde set den mest fantastiske falk ude i skoven, hvilket i virkeligheden ikke var helt løgn. Det kunne godt være hun ville fortælle kusinen sandheden, på et tidspunkt hvor alle de andre i teltet ikke kunne høre det.

---

Folk var efterhånden begyndt at finde tilbage til deres telte, da Eda var på vej hen mod den anden ende af lejren. Hun forsøgte at gå i udkanten, så det ville se ud som om hun kom fra skoven, hvilket efterhånden var noget folk fandt naturligt når det gjaldt hende. Hun spejdede efter Pesha mens hun gik, men kunne ikke få øje på andet end stjernerne på nattehimlen. Til sidst vendte hun dog blikket nedad og fik øje på folden, som hun gik ud fra måtte være det sted han havde talt om. På trods af at han nok alligevel ikke kunne se det i mørket, havde hun taget sine pæneste klæder på, som var et mørkerødt skørt og en matchende trøje i hør.
Hun blev ved med at gå, indtil hun fik øje på ham i mørket og stoppede kortvarigt op, mens hun smilede for sig selv.  Derefter tilbagelagde hun resten af afstanden til ham og sendte et nysgerrigt blik mod den hest han talte med, mens hun ærgrede sig en smule over, at hun ikke kunne kommunikere med dette dyr på samme måde som hun kunne med fugle. "Taler du altid med din hest? Der kan du selv se, jeg er slet ikke så skør.. " Eda sendte ham et drillende smil og gik hen ved hans side, mens hun vendte blikket mod hestens blanke øjne.

[Benek Varrasra]

Benek hørte de lette skridt allerede før Edas stemme brød stilheden. Ikke at der nogensinde var rigtig stille i en lejr på denne størrelse, menpå nogle tidspunkter mere end andre. Han smilede skævt og kastede et kort blik på hende før han strøg hestens bløde mule en sidste gang, og så slap den helt "Jeg har aldrig kaldt dig skør." han så efter vallakken der luntede tilbage til en mindre flok af andre heste samlet om en særligt lækker plet græs "Han er ikke vant til indhegning." forklarede han, måske lidt unødvendigt ..ligeså lidt som jeg er...

Han vendte ryggen til hegnet og lænede sig tilbage mod det med armene hvilende mod den øverste overligger "Men det var ikke heste du kom herned for at tale om, var det?" han hævede brynene lidt og så sigende på hende. Han var ganske rolig og den drillende udfordring i hans blik var klar. Skulle han være ærlig havde han ikke været sikker på hun ville dukke op. Han havde givet hende muligheden for at fortryde, men nu stod hun her alligevel.

[Eda Fuglehvisker]

Eda blottede sine tænder i et smil og hævede sine øjenbryn let. "Nej, du har kun hentydet at jeg var det.. " Bemærkede hun og løftede hagen let, mens hun mødte hans blik med et glimt i øjet. Derefter så hun efter vallakken, mens hendes smil falmede lidt over hans ord. "Det er der vel ingen der er.. " Hun overvejede et kort sekund, hvordan hun selv skulle vende sig til Corus igen når hun kom hjem. Højst sandsynligt, ville det blive svært. Benek trak hende dog ud af sine tanker, da han talte og hun smilede diskret over hans ord.
"Nej.. Ikke ligefrem.. " Bemærkede hun og gik hen ved siden af ham, mens hun stillede sig op på hegnets laveste bræt og placerede hænderne på det øverste, så hun stod med fronten mod indhegningen.
"Så.. Nu er jeg endnu højere end dig.. " Hendes øjne skinnede drillende, hvorefter hun overstrakte sin overkrop en anelse og løftede hagen, mens hun skævede til ham.
"Hvad har du så af eventyr i lommen? Der må være noget der er mere interessant end en vallak og en lille falk" Sagde hun og lagde hovedet let på skrå, med et udfordrende blik i øjnene.  Derefter drejede hun overkroppen skråt mod ham, hvorefter hun vendte sig om mens hun balancerede på hegnet og så på ham med et indgående blik.

[Benek Varrasra]

Benek valgte taktisk ikke at kommentere yderligere på hvordan han vurderede hendes mentale helbredstilstand. I stedet betragtede han hende tavst da hun trådte op på den nederste overligger og himlede svagt med øjnene over hendes konstatering. På samme tid kunne han dog ikke lade være at smile skævt "Der skal heller ikke forfærdeligt meget til." konstaterede han selv tørt og lagde hovedet lidt på sned for bedre at kunne se op på hende.

"Det kommer an på så meget.." begyndte han drævende og trak på skuldrene "Først og fremmest om du virkelig kom herned for at høre historier der ikke kunne fortælles omkring bålet." han skubbede sig fri fra hegnet og stillede sig hen foran hende, indfangede hende med en hånd på hegnet på hver side af hende og lagde nakken tilbage for stadig at kunne se op på hende med et både udfordrende og afventende blik.

[Eda Fuglehvisker]

Benek var ikke så høj som mange andre mænd, men hun havde intet imod dette, hun var selv så lav at hun for en gangs skyld ikke fik ondt i nakken over at se en mand i øjnene. Hun smilede let over hans ord og begyndte derefter at vende sig om på hegnet, mens hun fjernede sit blik fra ham et kort sekund. Hun havde egentlig i sinde at hoppe ned igen, men fuldførte ikke handlingen, da han bevægede sig hen til hende. Hun mærkede et lille sug i maven mens han stillede sig foran hende og lagde en hånd på hver side af hegnet. Den intime atmosfære fik igen fuglehviskeren til at blive en smule anspændt og hun længdes efter at få luft ud i form af en kæk bemærkning. Hun nåede dog ikke længere end til at åbne sin mund let, mens hun overvejede hvad hun skulle sige. Ingen ord kom til hende, i stedet så hun ham tavst ind i øjnene og måtte opgive at affeje hans undersøgende kommentar med en rap replik. Derfor lagde hun sine hænder på hans skuldre og trådte ned fra hegnet mens hun støttede sig en anelse til ham.
"Jeg kom herned for at være sammen med dig, er det for meget at forlange?" Eda mødte hans blik med et lille, oprigtig smil på læben og havde stadig ikke flyttet sine hænder fra hans skuldre.

[Benek Varrasra]

Benek slap hegnet og lagde i stedet hænderne let mod Edas sider da hun trådte ned fra hegnet, nu med hænderne på hans skuldre. Heller ikke han trak hænderne til sig da hun igen stod på jorden ved hegnet, men trak på skuldrene med antydningen af et drillende smil ”Det skal jeg ikke kunne sige.” hans hænder gled langsomt ned indtil de i stedet hvilede mod hendes hofter.

Med en hurtig bevægelse trak han hende helt tæt på uden at slippe hende med blikket ”Mindre snak så.” brummede han med et blik der var mørkede end sædvanligt, og ikke kun på grund af mørket. Han bøjede hovedet det lille stykke ned mod hendes, men stoppede med en millimeter eller to mellem sine egne læber og hendes og gav hende dermed en sidste chance for at fortryde.

[Eda Fuglehvisker]

Eda holdt ubevidst vejret, mens hun mærkede hans hænder vandre ned på hendes hofter og hun pressede anspændt sine læber mod hinanden. Hendes blik hvilede forsat i hans øjne, mens hun smilede en anelse over hans ord og udåndede inden hun svarede. "Mhm.." Medgav hun, mens en sitren gik igennem hendes krop da han sænkede hovedet mod hendes. Hun lukkede intuitivt sine øjne halvt til og løftede sin hage let, så hendes læber mødte hans og hun endnu engang mærkede et spændt sus i sit mellemgulv. Derefter lod hun sine hænder glide om på hans nakke, hvor hendes fingre fandt frem til hans livlige krøller. Hun trak sig et øjeblik lidt tilbage, smilede lokkende til ham, hvorefter hun strakte sin krop en anelse og mødte hans læber igen.

[Benek Varrasra]

Da først Edas læber strejfede hans, var han ikke sen til at tage opfordringen og lænede sig yderligere ind mod hende. Hans kys var hårdt, men undersøgende. Der var altid en hvis spænding i at kysse en person man ikke havde kysset før. Det var en ny opdagelse hver gang og Eda med det lokkende smil, var en af de bedre opdagelser.

”Mhmm..” gentog han hende brummende anden gang der blev luft i mellem dem. Der var en af smil i hans stemme mens han fulgte hendes eksempel, og lod den ene hånd vandre op over hendes ryg og forsvinde ind under hendes lange hår. Han krummede fingrene og trak ganske let i hendes hård. Ikke nok til det ville gøre ondt, men bestemt alligevel. Da først hendes hals var blottet bøjede han hovedet og plantede et kys tæt ved hendes strube. Derfra fortsatte han op langs hendes kæbe før han igen slap hendes hår og krævede hendes læber.

[Eda Fuglehvisker]

Beneks kys var ikke det første hun havde oplevet, men tæt på. Det var en mindre detalje hun havde undgået at fortælle ham, i tilfælde af det ville skræmme ham væk, men nu var hun kommet så langt at hun begyndt at overveje om hun kunne lade som om hun havde prøvet det før. Hun var ikke helt sikker, men det var forsøget værd, tænkte hun da han trak blidt i hendes hår. Et lille smil spillede på hendes læber, da hun endnu engang mødte hans læber med sine, denne gang lidt mindre blidt end før.
Eda tænkte ikke over at de ikke kunne stå her for evigt, men placerede sine arme tættere omkring hans hals, så han næsten ville løfte hende hvis han rettede sig op. Hun stillede sig op på tå og rynkede sine øjenbryn mens hun fortabte sig selv i hans kys, hvorefter hun trak sig let tilbage for at få vejret og lagde blidt kinden mod hans.