På vejen igen

[Jessamine af Ravntoft]

5. maj, år 525 M.T.

Det var uforståeligt, at de ikke længere var i Rodlund. Et yderst begrænset selskab bevægede sig af en af de mindre hovedveje igennem Tyra med kurs mod Tortall. De havde kun været afsted en enkelt dag og Jessamine var i den tid blevet mindet om præcis hvorfor hun ikke brød sig om hele dage på hesteryg. Hun klagede sig dog ikke. Ikke et eneste pip forlod hende i virkeligheden den dag. I det mindste ikke før de nåede den første landevejskro på deres vej.

Hun fik hestene i stald og hjalp Emmet ind på selve kroen, før hun vendte tilbage til både Bæst og de andre, for at strigle dem og belønne dem med et æble hver. Måske blev hun længere i stalden, end det egentlig var nødvendigt. I hvert fald var hendes ridder ikke længere i krostuen, da hun trådte derind igen. Hun spiste et hurtigt måltid bestående af brød og stuvning, før hun fik udpeget et værelse. I stedet for at slæbe sig hen til det og falde om, gik hun hen til døren umiddelbart ved siden af, lænede sig kort imod døren og rettede sig op med en dyb indånding. Hun bankede på, før hun forsigtigt tog i dørhåndtaget og gik ind. Hendes hænder blev samlet bag ryggen, så snart hun havde lukket døren efter sig. ”Har du alt hvad du skal bruge?”

[Emmet af Vårfos]

Det var nok nogenlunde det mest ydmygende Emmet af Vårfos havde været udsat for. Han havde protesteret højlydt, da helbrederne informerede ham om, at den eneste løsning var at sende ham tilbage til Corus. Emmet blev sjældent rigtigt vred, men i det øjeblik havde trangen til at flå hele bygningen fra hinanden, været så stor at han havde ødelagt sine fingernegle ved at borde dem ned i sengens træskelet. Først da Hertugen af Vårfos, Emmets far, var trådt ind på lazarettet med en klar ordre, havde Emmet bidt sine protester i sig.

Siden havde han mere eller mindre befundet sig i konstant stilhed. Det var den eneste måde, han i øjeblikket kunne håndtere situationen. Det var nedværdigende at sidde i vognen, mens hans væbner og de få mænd, der fulgte dem, red ved siden af. Sandsynligheden for at han aldrig ville kunne bruge sit ben normalt igen, gav ham en dominerende trang til at sætte en knytnæve igennem vognens træopbygning, skønt han vidste at det intet ville nytte.

Han havde i nogle dage været i stand til at distancere sig selv for situationen, druknet i bekymringer for den rødhårede kvinde, han ind i mellem kunne skimte igennem det lille vindue. Men så var hun vågnet og det uundgåelige havde ikke længere kunne udsættes. De havde knapt udvekslet et ord siden brevet fra Elissa af Disart, men noget havde alligevel ændret sig indenfor de sidste dage. Han kunne mærke det, selv i den stilhed der omsluttede dem, da vognen endelig stoppede og Emmet med hendes hjælp, kom ind på kroen.

Hans mave knurrede sultent, men han havde alligevel ingen appetit. Han åbnede kun munden for at give en kortfattet ordre til en af mændende og inden længe, lå han i en ukomfortabel seng bag en lukket dør. Han havde ikke lyst til at sove, men det føltes i øjeblikket som det eneste, han kunne foretage sig. Hele sit liv, havde han udfoldet sig fysisk, når han ikke vidste, hvad han skulle foretage sig, men den mulighed fandtes ikke længere. Et tungt suk undslap den nyttesløse ridder, som han lukkede øjnene og håbede på at søvnen ville gribe fat i ham.

Han nåede dog aldrig meget længere end til tanken, før det bankede lavmælt på døren og han hørte den gå op. Jessas stemme fik noget i hans mellemgulv til at trække sig sammen og han havde lyst til at dreje hovedet, for at se på hende. Alligevel gjorde han det ikke, men nøjedes blot med en tør kommentar, der manglede den munterhed, der burde have hørt til den. "Udover manglen på værdighed og et velfungerende ben, så ja."

[Jessamine af Ravntoft]

Jessa havde ikke ligefrem forventet, at Emmet var sit tidligere, muntre selv, da hun trådte ind på hans værelse. Hun var til gengæld overrasket over ligefremheden i hans tørre svar og hendes ansigt fortrak sig trist. Det var absurd og uvirkeligt at tænke på, at han aldrig ville blive den samme, men for hende var der andet end hans ben, der gjorde det hele sammenknudret, besværligt og smertefuldt.

Hun ignorerede det, der kunne betragtes som en afvisning. For første gang siden den dag, hvor hun sidst læste et brev op for ham, havde hun ham for sig selv. Hendes mave trak sig hårdt sammen, da hun gik over gulvet og satte sig forsigtigt ned på kanten af sengen. Der var en hvis mulighed for at blive bedt om at gå sin vej, men hun havde brug for at tale med ham og han var, det måtte hun konstatere, rent fysisk ude af stand til at tvinge hende væk. ”Emmet...”

Hun tog en dyb indånding og lagde forsigtigt en hånd på hans arm, imens det sitrede i hendes fingre. Alarmklokkerne ringede i hendes hoved, men hun kunne ikke holde kæft og tage sig sammen. Ikke når han nær var død. Ikke når de var på vej hjem med al den virkelighed, der dermed trængte sig på. ”Hvis... Jeg tror, at du bliver nødt til at sætte mig fra som væbner, når vi kommer hjem fordi... Jeg kan ikke være din væbner, når du bliver gift med hende. Jeg vil ikke være din væbner, når du bliver... Gift. Det er ikke retfærdigt.”

[Emmet af Vårfos]

Emmet så ikke på Jessa, selvom han kunne høre hende krydse rummet. Han ville ønske, at han ikke ville have at hun var der, men det ville være løgn at påstå andet. Tværtimod var trangen til at være tæt på hende større end nogensinde før, men han turde ikke overskride barrieren, der havde holdt dem adskilt i hvad der føltes som evigheder.

Blikket var fokuseret mod en knast i loftet og han var ulideligt bevidst om, at hun satte sig i sengen. Han var nogenlunde sikker på at han kunne været blevet ved med at lade som om, at hun ikke var til stede, hvis det ikke havde været fordi, hendes hånd øjeblikket efter lagde sig på hans arm.

Det var fjollet, men i et øjeblik føltes det som om, at et stød gik hele vejen op igennem den og fuldstændig instinktivt, drejede han hovedet mod hende. Han var med det samme klar over, hvorfor han havde forsøgt at undgå det. Mellemgulvet trak sig hårdt sammen igen og han måtte knuge fingrene ned mod stråmadrassen, til stor protest fra hans i forvejen ødelagte negle.

Der var hundrede ting han ville sige til hende, men ingen af dem kom ud. Snart var det heller ikke længere en mulighed og han betragtede hende i stilhed, skønt hvert eneste ord føltes som en lussing. Da hun var færdig, rettede han blikket mod loftet igen, med en kæbe, der var spændt som en flitsbue. Fingrene krummede sig hårdere sammen, og han vidste ikke hvordan han skulle finde rundt i de mange modstridende følelser. Af samme grund var der ikke andet at gøre, end at hvæse den ene, dominerende tanke ud. "Jeg vil ikke giftes med Elissa af Disart, men der er intet jeg kan gøre ved det, Jessa! Jeg..." En frustreret lyd undslap ham, og før han vidste af det, havde han slået siden af sin knyttede hånd imod væggen. "Jeg elsker dig, men det betyder ingenting."

[Jessamine af Ravntoft]

Jessamines mellemgulv trak sig hårdt sammen, da Emmet så hende i øjnene. En kuldegysning rejste ned langs hendes rygrad og hun måtte tage sig gevaldigt sammen for at færdiggøre sin sætning. Det føltes egentlig heller ikke retfærdigt at sige det hun gjorde, men hun blev nødt til at rable sandheden af sig og hun vidste, at hun ikke ville kunne holde det ud.

Da han tog til genmæle, sank hendes hjerte og hun løftede hånden i et halvhjertet forsøg på at stoppe ham. Det gjorde næsten ondt på hende selv – i hvert fald indtil hans næste ord. Hun vendte hovedet væk med hånden for munden og forsøgte at få styr på det virvar af følelser, der vældede op i hende. Det lykkedes ikke rigtig. Til gengæld så hun tilbage på ham med blanke øjne og rømmede sig. ”Jeg elsker også dig,” svarede hun spagt. ”Det er jo derfor...”

Hendes stemme knækkede over og hun snøftede hårdt ind. Nu skete det igen. ”Det er derfor jeg ikke kan... Fordi jeg... Skal det absolut være hende?”

Den sætning kunne hun ikke fortsætte. Det kunne hun simpelthen ikke. Alligevel undslap en hvisken hende sekundet efter. ”... Det burde være mig.”

[Emmet af Vårfos]

Emmet var tør i halsen og han var sikker på, at han kunne høre sit eget hjerteslag. Faktisk havde han en lille smule kvalme, men det havde muligvis noget at gøre med den konstante smerte i knæet. Han var ikke rigtigt sikker i øjeblikket. Til gengæld var trangen til at trave cirkler i gulvet overvældende stor, til stor frustration.

Ridderen var ulideligt bevidst om alle ord, der forlod væbneren, men han anede ikke hvad han skulle svare. Ikke et ord undslap ham og han bevægede i øjeblikket ikke en muskel. Han så blot på Jessa, med et lettere forpint udtryk. "Jessa..."

Udtrykket i hans øjne var spørgende, næsten bedende. "Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre."

[Jessamine af Ravntoft]

Det gjorde fysisk ondt, da den sidste sætning havde sneget sig over hendes læber. Hun skulle aldrig have sagt det, men det var sandt. Alligevel vældede skyldfølelsen op i hende og hun rejste sig brat op fra sengen med et frustreret udbrud, uden at kunne møde Emmets blik. Alligevel føltes det som om det brændte i hendes bevidsthed. Hun kørte en hånd igennem de røde krøller og tog en dyb indånding, uden at det hjalp det store på noget som helst.

”Hvad skal jeg sige til dig?” Hun var selv overrasket over hvor rolig hendes stemme lød. Hun følte sig alt andet, som hendes hjerte hamrede af sted. ”Der er ikke noget at gøre, vel? Du er bundet på hænder og fødder. Det kunne bare have været rigtig rart, hvis jeg havde tænkt på det, inden jeg blev... Pisse forbandet forelsket.”

Med tænderne bidt hårdt sammen, vendte hun sig om imod Emmet. Reel vrede kunne hun dog ikke mønstre. Han var ikke mere skyldig end hende selv. ”Jeg har ikke lyst til at forlade dig, Emmet... Virkelig, virkelig ikke. Du ved godt, hvor taknemmelig jeg er for at du tog mig som væbner. Men jeg kan ikke se dig blive gift med hende. Jeg vil ikke.”

[Emmet af Vårfos]

Emmet sukkede tungt. Hans blik var igen rettet mod loftet, og han havde i rungende stilhed lyttet til hvert eneste ord Jessa havde sagt. Han vidste simpelthen ikke, hvordan han skulle forholde sig til det, hvordan han skulle kunne rumme alt det hun lige havde sagt, oveni alt andet. Det virkede som en komplet umuligt opgave og i virkeligheden havde han lyst til bare at tie, og lade som om at intet nogensinde var hændt.

Han var dog klar over, at det kun ville forværre situationen, så af samme grund endte han med - lettere besværet - at skubbe sig op i siddende position. Det dunkede ubehageligt i det sårede ben, men for nu kunne han ignorere smerten delvist. Der var intet kommanderende eller vredt over udtrykket i hans blik, da han fangede Jessas. I øjeblikket kun en overvældende håbløshed, før han slog det væk og gned sin ene tinding. "Vær sød at stoppe.

Endnu et suk undslap ham, før han satte hænderne i madrassen og skubbede sig op at stå på det ene ben. Han måtte dog støtte den ene hånd på stolen tilhørende det lille arbejdsbord i værelset. "Jeg kan ikke... Jess, jeg vil ikke miste dig, men jeg kan ikke give dig nogle løfter. Ikke nu. Jeg ved ingenting om, hvad der kommer til at ske, hvordan verden overhovedet vil se ud, når vi når Corus. Jeg ved intet om Elissa, jeg ved ikke hvornår krigen ender og min far vender hjem og jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til at kunne gå ordentligt igen." Em modstod trangen til at løfte den ene hånd og gnide sig i de forræderisk sviende øjne. "Alt hvad jeg lige nu ved er, at du er vigtig for mig og tanken om at du også går din vej, er helt..."

En frustreret lyd undslap ham, og han endte med brat at vende blikket bort, for at gnide sig over panden.

[Jessamine af Ravntoft]

Jessa var flere gange ved at forsøge at stoppe Emmet fra at rejse sig op. Hun knyttede dog hænderne og formåede at blive stående med armene krydset over hinanden og et udtryk der mere var uroligt end det var vredt eller såret.

Hun synes selv hun prøvede at være rationel og fornuftig, men så snart Emmet gik i gang med at tale, gik det op for hende hvor urimelig hun var. Hun havde forventet svar – selvom hun ikke reelt havde krævet dem. Hendes tavshed blev brugt på at gnave i en stigende rød underlæbe og hun klarede ikke at se ham i øjnene, som han nævnte sit ben. Til gengæld løftede hun brat hovedet da han vendte hovedet væk. Hendes bryn var sammentrukne og hun var i tvivl om hvorvidt hun havde skimtet våde øjne. Forsigtigt trådte hun nærmere, før hun tøvende lagde en hånd på hans arm. ”Em...” Hendes stemme føltes tyk og hun rømmede sig. ”Undskyld. Vil du ikke nok sætte dig ned? Jeg ved ikke... Jeg ved ikke hvordan man gør det her. Jeg har ikke lyst til at gå min vej. Hverken som din væbner eller...” Hun stoppede brat og skar en yderst karakteristisk grimasse. ”Mithros. Lad os starte forfra her... Vær sød at sætte dig ned?”

[Emmet af Vårfos]

Musklen spændtes tydeligt i Emmets arm, da Jessamines hånd lagde sig på den. Der gik et øjeblik før han tog sig sammen til at se på hende, med en dyb fure mellem øjenbrynene. Han åbnede munden for at sige noget, men fortrød tydeligvis og gav i stedet efter med et tungt suk.

Lettere klodset gled han ned på sengen at sidde igen og måtte i svag frustration trække en hånd gennem krøllerne på toppen af hovedet. "Der går måske en måned, før vi overhovedet kan se Corus i distancen. Tror du vi indtil da kan... Lade som om, at der ingen konsekvenser er ved det vi gør? At det her, at... Os, rent faktisk kunne være?" Ridderen så op på sin væbner og udtrykket på hans ansigt ville ikke være forkert at sammenligne med en trist hundehvalp. Han følte sig i øjeblikket decideret hjælpeløs, både mentalt og fysisk. Der var ingen gode løsninger at finde, ikke nu i hvert fald.

[Jessamine af Ravntoft]

Jessa smilede svagt og uoverbevisende, da Emmet satte sig ned. Hendes skuldre faldt til gengæld en anelse og hun løsnede sine arme fra hinanden, uden at kunne finde ud af hvad hun skulle stille op med sine hænder. Hans blik op på hende løste det problem ganske effektivt, da det fik hende til at glemme at hun overhovedet havde hænder. Hun så håbløst på ham, sank en klump og nikkede langsomt, før hun snøftede en smule ind og dumpede ned ved siden af ham på sengen.

”Ingen konsekvenser. Ligesom i Rodlund?” Hendes blik hvilede på hans ansigt og de røde bryn forblev sammentrukne, imens det sitrede i hendes fingre efter at række ud efter ham. Hun modstod og flettede dem i stedet sammen, rastløs og underligt til mode.

[Emmet af Vårfos]

Emmet drejede hovedet mod Jessa, da hun satte sig i sengen. Hendes accept lettede en smule af byrden, der havde syntes at tynge ham ned i løbet af den sidste uge og for nu, var det en løsning han kunne leve med. I hvert fald næsten...

Emmet rynkede på panden. "Ja... Nej. Jeg vil ikke bare... Dét. Ikke helt som i Rodlund." Han løftede den ene hånd og rakte frem, for flygtigt at stryge en rød hårlok væk fra hendes ansigt. "Det her er alt sammen meget forvirrende, Jess. Men det er bedre end ikke at snakke overhovedet og lade som om, at der intet er sket. I hvert fald ikke når her bare er os... Som nu. Jeg vil hellere være sammen med dig, så meget som jeg kan, uden det... Uden nogen..."

[Jessamine af Ravntoft]

Jessa var ikke helt sikker på, om hun testede Emmet. I hvert fald ikke før han bestod og i det samme fik en kuldegysning til at løbe op langs hendes rygrad med det overfladiske kærtegn. Smerten i hendes maveregion var midlertidigt forsvundet og hun havde det lidt som om hun befandt sig i en uvirkelig verden. Et mystisk sted, hvor hun rent faktisk kunne tale med Emmet. Uden at være ved at bryde sammen. Det havde ikke været realiteten i adskillige uger efterhånden, men han fik det til at lyde som om det var muligt.

Hun rakte forsigtigt ud efter hans hånd og tog den med blikket på den, frem for hans ansigt. ”I Rodlund... Var jeg ligesom de kvinder du har... Du har sovet med.” Hendes ører gav sig så småt til at ulme. ”Men vi kan holde op med at lade som om intet er hændt, når vi kun er os. Tale sammen?” Hun tvang sit blik op og smilede prøvende. ”Jeg savner min ven. Jeg er virkelig, virkelig ked af alt hvad der er sket. Dit knæ... Vil du tale med mig om det?”

[Emmet af Vårfos]

Et svagt smil viste sig på Emmets læber og han lukkede villigt fingrene omkring Jessas hånd, da den lukkede sig om hans egen og han nikkede til hendes spørgsmål, skønt hendes blik ikke var rettet mod ham. Smilet falmede dog snart en anelse og et lydløst suk undslap ham. Det var nemt at være vred på verden, men nu, med Jessa ved siden af en anelse mere afklaring, var det også lettere at lade være. "Jeg ved ikke, hvad de kommer til at ske. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, hvis helbrederne har ret. Det er hele mit liv.." Emmet følte sig tør i halsen og havde et pludseligt behov for vand... Og også gerne frisk luft. "Hvem er jeg, hvis ikke jeg er en ridder?"

[Jessamine af Ravntoft]

Jessamine klemte fast om Emmets hånd og så bestemt op på ham. ”Du er stadig en ridder, Em. Uanset om du kan slås eller ej, så er du stadig en ridder. Du er Vårfos' arving, en kommende Hertug og en intelligent, stærk, vidunderlig mand, som kommer til at træffe tusind gode beslutninger og kun halvtreds dårlige.”

Hun smilede svagt og halvhjertet, uden at løsne grebet om hans hånd. ”Jeg ved ikke hvordan jeg selv ville have det. Jeg aner ikke hvordan det føles, men du må ikke tro, at alt du er er en ridder eller fodsoldat. Du er en af de bedste mennesker jeg kender og du kommer til at betyde så meget for så mange.”

Og hun mente det. Uanset hvad i alverden der skete med dem, om så han giftede sig med Elissa og hun tog tilbage til Tyra, så ville det stadig være sandt.