Vindblæst hverdag

[Aeldra af Masbo]

Jamon af Wellam

Det var en af den slags dage, hvor man ikke burde bevæge sig udenfor. Overhovedet. Det blæste en halv orkan og Aly var udpræget tilfreds med, at hendes undervisning foregik tæt på hendes lille kammer.

På vejen skulle hun dog en enkelt gang udenfor og det var i netop dét øjeblik, da døren gik op, at hendes pergamentrulle røg ud af hænderne på hende og tog en flyvetur lige i ansigtet på en forbipasserede.

[Jamon af Wellam]

Siden Jamons ridderherre var blevet Kommandant for Rytterne, havde han tilbragt rigeligt med tid i hovedstaden, og derfor var hans undervisning startet igen. Det bragte ham ofte til universitetet, hvor hans underviser tilsyneladende mente, at en orkan ikke var grund nok til at aflyse deres aftale.

Han var på vej hen mod underviserens kammer, da en dør lige foran ham blev åbnet, og han blev nødt til at afværge en kollision ved at holde den ene arm frem, mens noget fløj direkte ind i ansigtet på ham. "Hvad i...." Mumlede han, men ordene druknede i pergamentrulle, og han febrilsk med den anden og frie hånd, forsøgte at fjerne den uvelkomne ansigtsdækning.

[Aeldra af Masbo]

Aeldra gispede, da hendes fulde oversigt over elementerne i genstandsmagi tog en flyvetur og landede uelegant midt i ansigtet på en stakkels mand. Hun var dog allermest bekymret for sin oversigt.

"Nej!" Hun tog hurtige skridt over imod ham, imens hun skreg. "Du må ikke ødelægge den!"

[Jamon af Wellam]

Jamon var ærlig talt ved at miste tålmodigheden med det forbandede pergamentpapir, og hans ene hånd begyndte at lyse mosgrøn, da han overvejede bare at brænde det i stedet for.

Men et eller andet skrig standsede ham, og han slap taget i døren. "Hvad...?" Mumlede han og fik endelig fjernet papiret, der endte ganske krøllet i hans store bjørnelab af en hånd. "Mener De dette her?" Spurgte han og rakte kvinden overfor ham det flyvske papir.

[Aeldra af Masbo]

Det var et temmeligt tykt stykke pergament, men det betød ikke, at en ubesindig ikke kunne rive det i stykker. Da manden i stedet krøllede det sammen og stod overfor hende med hendes værdifulde ark i hånden, åndede Aly lettet op og standsede med et udtryk af afværget panik.

"Tak," skyndte hun sig at sige, før hun tog imod det og forsigtigt rullede det sammen, selvom vinden hev i hende. "Undskyld... Væbner." Det tog hende lige et øjeblik at identificere hans tunika, men ikke mere end det. Viksøs farver kendte hun så glimrende. Det betalte sig at vide hvem ens naboer var, selvom hun knapt selv havde været i Masbo. "De har netop reddet mig fra rettergang hos min læremester. Mange tak."

[Jamon af Wellam]

Da den unge kvinde foran ham sagde tak, kunne Jamon ikke lade være med at ranke sig lidt, så hans brede skuldre kom endnu mere til sin ret i den stramme væbneruniform. "Så lidt... Nådigfrøken," kom det fra ham i en dyb stemme.

"Deres læremester? Er De sikker på, at det ville være så galt?" Spurgte han, og vidste at hans egen læremester nok aldrig ville opføre sig på den måde. Men det hang nok sammen med den aftale han havde med Baronen af Wellam.

[Aeldra af Masbo]

Aeldra gav et let nik over den korrekte tiltale, før hun trak modvilligt på smilebåndet og øjeblikket senere på skuldrene. Hun bakkede selv ind imod muren for at undgå vinden, der hev i hendes nydeligt opsatte hår.

"Noget i den stil. Sløseri er ikke noget mange mennesker sætter pris på og at smide dyrt pergament væk er absolut sløseri, mener De ikke det?"

[Jamon af Wellam]

Det var næsten en lettelse for Jamon i det mindste at komme med den korrekte tiltale af kvinden foran ham. Ved hendes spørgsmål trak han dog på skuldrene.

"Det har jeg ikke tænkt over," svarede han. Pergamentruller var ikke lige det, han arbejdede mest med til hver dag. "det er sjældent min tid er til at benytte mig af dem," forsøgte han at uddybe. "Hvad læser De?"

[Aeldra af Masbo]

Aeldras kendskab til hvad væbnere lavede var en del mere indgående end så mange andres. Hendes tvillingebror var trods alt netop blevet ridder. Og måtte næsten kende denne, unge mand. Ved den naturlige konklusion trak hendes mundvige lidt op og hun studerede ham, næsten for at se om hun kunne regne ud om hun selv havde hørt om ham før. En væbner til en Viksøridder...

"Jeg studerer min gave," svarede hun simpelt. "Objektmagi, med tiden. Men jeg er stadig novice." Præcis som den hvide kåbe tydeligt talte sit sprog om. "De er Viksøs væbner," konstaterede hun selv efter et øjeblik. "Ridder Neilans?"

[Jamon af Wellam]

Jamon nikkede blot langsomt til hendes svar på det spørgsmål, som han havde stillet. Han gjorde dog intet forsøg på at stille uddybende spørgsmål til hende. Det var der heller ikke behov for, da hun i stedet stillede ham et spørgsmål.

En meget svag trækning viste sig ved hans mundvige, men forsvandt næsten sekundet bagefter. "Kommandant Nestor," svarede han. "Tidligere Ridder Nestor." Det var lidt af en tilvænning.

[Aeldra af Masbo]

Begge de kraftige bryn fik et ekstra ryk opad og hun nikkede imponeret. Absolut en ridder, der var værd at tjene. Ikke at hun kendte ham personligt. Hun havde dog set ham og han var en lækkerbidsken.

"Så må De være en dygtig væbner," medgav hun. "Kender De Arlen af Masbo? De kan ikke være yngre end seksten...?"

[Jamon af Wellam]

Jamon så ned på kvinden, og en svag rynken med næsen afslørede, at han ikke helt var tilfreds med hendes bestemmelse af hans alder. Han lignede ikke en eller anden nyudvalgt væbner.

"Jeg kender Ridder Arlen, ja," svarede han med en til reserveret stemme. Hvilken interesse kunne hun dog have i at vide, hvem han kendte? "Hvorfor?"

[Aeldra af Masbo]

Han så ud som om en dårlig lugt havde nået hans næse og det gik - sent - op for Aly, at han måske ikke var udpræget glad for at stå og fryse udenfor, imens han sniksnakkede med en fremmed. Hun rødmede en anelse og klarede halsen.

"Undskyld. Jeg taler bare så sjældent med hans kammerater. Og han ville nok sige, at det er en god ting, sådan som jeg stjæler Deres tid. De skal endelig ikke lade mig holde på Dem, Væbner."

[Jamon af Wellam]

Jamon rømmede sig lidt. Kammerater. Det var måske at strække den. Han kendte til den nye ridder, men ligefrem at kalde dem for kammerater.

"Hvorfra kender De Ridder Arlen?" Spurgte han, og løftede sit ene øjenbryn, mens han så i den retning, hun øjensynligt skulle. "Vi kan følges?" Den kølige vind generede ham ikke. Det var jo en af de gode ting ved at have Gaven, at man kunne brug den til at varme sig.

[Aeldra af Masbo]

Fra at smile beklagende, gik Aly over til at nikke let og tage en dyb indånding. Hun gestikulerede let i den retning hun skulle og håbede, at han ikke ville være akavet og sige, at han skulle et helt andet sted hen.

"Fra vores moders mave," svarede hun efter et par øjeblikke med et skævt smil. "Vi er tvillinger, Arlen og jeg. De synes ikke jeg er hans perfekte spejlbillede?"