Nytårsbal

[Aeldra af Masbo]

Det passede Aly glimrende, at dansemesteren introducerede en dans, der mest af alt foregik i par, selvom ringdansene var så populære. Hun var bekendt med alt der var på mode ved hoffet og selvom de dygtigste danselærere kunne koste det hvide ud af øjnene, så kunne en kyndig danser lære uden at vende vrangen ud på sin pung.

Hun lærte også nu, med Ian af Veldine, og trak på smilebåndet over spørgsmålet, men lige så meget over hans smil. "Så ofte som jeg kan komme til, Nådigherre," svarede hun, da hun fandt tilbage til ham efter en kort rundtur. "Nyder De også dansen?"

[Ian af Veldine]

Ian dansede roligt med den unge komtesse og fulgte rytmen i musikken mens har svingede hende rundt. "En dans er altid en god beskæftigelse" kommenterede han og gav slip på hendes hånd, så hun kunne dreje omkring, som det netop passede i musikken. Da hun igen stod foran ham, uddybede han alligevel. "Det er i sandhed værd, når dansepartneren både er yndig og kan danse."

Han havde før oplevet komtesser, der var ved at vælte over deres egne ben, eller endnu være trådte ham over tæerne.

[Aeldra af Masbo]

Alys læber skiltes kortvarigt over komplimenten. Hun hverken sænkede blikket eller rødmede, selvom det uden tvivl var den adfærd hun burde udvise. Til gengæld så hun ham lige i øjnene.

"Det tillader jeg mig at tage som en kompliment," svarede hun med et smil i mundvigene. "Må jeg spørge hvad De laver i Corus?"

[Ian af Veldine]

Han Gjorde et lille nik med hovedet. Ian var ikke glad for komtesser med for høje tanker om sig selv, men i dette tilfælde, var det jo netop hvad det havde været. En kompliment, og så var der ikke meget han kunne sige til den sag, skønt lidt ydmyghed, ville klæde nådigfrøkenen. "Det skal De have lov til." lød svaret derfor bare.

[Aeldra af Masbo]

Mørke bryn røg et øjeblik mærkbart op og det var nok meget udmærket, at Aly en kort stund skiftede partner, før hun var tilbage hos ham. På den tid nåede hun at glatte ansigtet lidt ud.

"... Så hvad laver De i Corus?"

[Ian af Veldine]

De skiltes et øjeblik i dansen, og da komtessen igen tog hans hænder stillede hun samme spørgsmål igen, men sådan var det somme tider med danse, så blev samtaler afbrudt. Han overvejede sine ord lidt inden han svarede. "I det lange løb, så vil jeg stifte med en god fremtid for mit len, men lige nu er jeg bare ude for at opleve Corus."

Det måtte være en fin måde at sige det på, uden at give nådigfrøkenen tanker i hovedet. Det var både for tidligt, og han var slet ikke sikker på om hun var noget for ham. "Og De Nådigfrøken?"

[Aeldra af Masbo]

Aeldra kunne nærmest se sveddråberne forme sig på mandens pande og hun trak en anelse på smilebåndet over det, selvom hun hurtigt fik bidt det i sig igen og helligede sig dansen. Det spillede dog endnu i hendes øjne.

"Deres len?" Hvorfor ikke se om hun kunne gøre ham helt uden af den? "Er De lensherre? Undskyld, det vidste jeg slet ikke."

[Ian af Veldine]

Han fnøs let ved hendes spørgsmål, magen til uvidenheder. Men hun så selvfølgelig ikke ud til at være så gammel, Måske var hun først lige vendt tilbage til byen og vidste ikke andet end hvad næste modes farve ville være.
"Veldine, Ja." Forklarede han hende derfor. "Min Fader er lenherre." måtte han altså forklare hende.
Havde han alligevel taget fejl af komtessen? et øjeblik havde hun virket næsten interessant, men nu? Kedelig og ikke synderlig velvidende.

[Aeldra af Masbo]

Aly tog imod reaktionen med et enkelt, hævet bryn og skjulte sine tanker bag et kønt smil og et let nik. Det var nemt nok, for dansen førte hende væk fra lensherren, før den også førte dem sammen igen.

"Hvor dejligt, at De tager ansvar så tidligt," konkluderede hun, da først det skete. "Men jeg forstår ikke. Tilgiv mig min uvidenhed. De er ude for at opleve Corus? Har De ingen beskæftigelse?"

[Ian af Veldine]

Ian svingede hende rundt endnu engang før han igen kiggede på hende. Selvfølgelig tog han ansvar. Han var arving til lenet, alt andet ville være forkert og sende et dårligt billede.
Hun var altså en lidt speciel komtesse, og virkede ikke til at være til helt at snakke med. "Jeg er ridder. Planen er at tage mig en væbner til foråret." Hvis hun da endelig ville have den kedelige version, så skulle hun få det. Han havde tid til foråret og den tid håbede han på at kunne bruge på egne interessere og interessen for sit len.

[Aeldra af Masbo]

Aly nød at danse. Hun nød normalt også at tale, men sjældent med en partner, der enten ikke svarede eller svarede som om hun burde kunne læse tanker.

Til sidst nøjedes hun med at smile og tav selv. Mange mænd foretrak deres kvinder stille. Sådan en mand kunne hun aldrig leve med.

[Ian af Veldine]

Dansen fortsatte, skønt komtessen blev stille. Havde hun måske mistet pusten og kunne ikke holde til begge dele? Nej det kunne ikke være det, så hurtigt var tempoet i dansen da ikke.
Ian kiggede ned på hende, afmålende for at se hvorfor hun mon var blevet så tavs. Måske interesserede hun sig bare ikke for ridderlivet. "Hvad med Dem, Hvor laver De her i Corus?" Han krydsede fingre for at der ikke kom en lang svale om det ene og det andet.

[Aeldra af Masbo]

Aeldra kunne heldigvis ikke læse adelsmandens tanker, selvom det sikkert ville have gjort det nemmere at føre en samtale, hvis det var så simpelt. Hvad han forsøgte at gætte sig til kunne hun dog ikke vide. Hun mødte hans blik over spørgsmålet og smilede pænt.

"Jeg studerer," nåede hun at svare, før musikken tonede ud og fratog grunden til at fortsætte. Trods sine manglende evner ud i tankelæsning talte hans kropssprog tilpas tydeligt og hun nejede, absolut uden at bede om mere. "Tak for dansen, Ridder Veldine."

[Ian af Veldine]

Hun afgav et kort svar, det var godt. Men det blev dog også for kort. Hvad hun studerede fortalte hun ikke. Det generede gam, og lige som han skulle til at spørge, sluttede musikken og hun nejede og gik.

Han var overrasket over hvor hurtigt hun forsvandt, men indhentede hende så i nogle lange skridt. ”Hvad studere De?”

[Aeldra af Masbo]

Aeldra havde kun lige lagt an til en høflig afsked, da ridderen trådte ind foran hende og afskar hende vejen. Hendes kinder fik lidt farve, men hun tyggede ned om sin naturlige respons og tog en enkelt, dyb indånding.

"Min gave, Sir," svarede hun simpelt - og sandfærdigt - men uden detaljer.