Festlig stemning

[Isabel af Linshart]

Valor af Havjen
Den 21. december 528 M.T.

Udenfor lå sneen i fine lag på tagene og i den kongelige have, der strakte sig udenfor vinduerne. Sneen skinnede i de enkelte stråler af lys som slap ud inde fra salen, hvor der var varmt og livligt. Adelige var mødt op til fest i deres nyeste skrud og svang sig nu rundt til det lille orkesters musik.
Isabel havde selv brugt aftenen under et striks opsyn fra først sin far og derefter en anstandsdame. En ældre kvinde der bestemt ikke var lige så let at håndtere som de yngre tjenestepiger, der alt for let fik medlidenhed for hende. Det var kun blevet til et fåtal af danse, så hun var ikke lige frem i det bedste humør, imens hun sad ude ved væggen, hvor mange komtesser sad, når de ikke lige var ude at danse. Hendes fine, nye - og ganske dyre - grønne kjole var slet ikke blevet luftet så meget, som den burde.
Det her var virkelig ikke måden, hun ville nyde sin Midvinter, men med den her anstandsdame, kunne hun ikke slippe særlig let væk fra selskabet. Desuden var far her jo også et eller andet sted. Hun sukkede opgivende for sig selv og nippede til sit glas.

[Valor af Havjen]

Valor tilbragte naturligvis aftenen på Paladset sammen med sine forældre. Hans lillesøster var... Et eller andet sted. Hun havde jo sin anstandsdame med, så han havde ingen intentioner om at være hendes barnepige.

I stedet bevægede han sig rundt mellem gæsterne sammen med sin fader, hvor de talte med mange af de mænd, som slægten Havjen havde alliancer eller handelsaftaler med.

Det var på denne runde, at de to mænd, kom gående i retning af Komtesse Isabel, der tilfældigvis havde sat sig i nærheden af Valors moder, Grevinden af Havjen. Han løftede overrasket det ene øjenbryn ved at se hende, og han rømmede sig ganske let, for at få hendes opmærksomhed. Hans blik havde godt opfanget den ældre selskabskvinde, der nærmest vågede over komtessen som en høg.

[Isabel af Linshart]

Isabel sad og surmulede for sig selv – med al den værdighed og ynde, som en komtesse naturligvis altid skulle være i besiddelse af. Først da nogen rømmede sig, fjernede hun blikket fra de dansende adelige, som hun fraværende havde iagttaget, og så på Valor, der stod i nærheden. Hun bemærkede hans moder, der sad få stole fra hende, men fokuserede dog på ridderen, som hun sendte et let smil. Det burde være i orden at tale med ham, selvom far sikkert ville blive irriteret over det.

[Valor af Havjen]

Valor brummede et svar til sin moder, der havde sagt noget, som han ikke havde hørt. Hans opmærksomhed lå på sin afdøde hustrus kusine, da denne smilede til ham.

Uden yderligere ord, trådte han nogle få skridt til siden, så han kunne stå næsten ud for Isabel, og have fronten til hende. Hans brede ryg ville skygge for hende, hvis nogen ville se på dem ude fra dansegulvet. Han mente, at det var ganske uskyldigt, at han ville føre en samtale med sine børns grandkusine. "Komtesse Isabel," hilste han og bukkede efterfølgende for hende. Så rettede han sig op igen. "Må jeg sætte mig?"

[Isabel af Linshart]

Det var en opmuntring, at han forlod sine forældres side for i stedet at slutte sig til hende, og hendes smil blev straks koket, da han talte til hende. ”Naturligvis, ridder,” svarede hun uden videre og ignorerede anstandsdamen, der vågede over hende med sit falkeblik. ”Sikke en dejlig aften – og en skøn fest, synes De ikke?” spurgte hun smilende. Det var selvfølgelig indlysende, at festen ville være fantastisk. Det var trods alt kongefamilien, der stod for den.

[Valor af Havjen]

Da Isabel havde givet Valor sin tilladelse til at sætte sig ned på stolen ved siden af hende, gjorde han det i en langsom bevægelse. Han sørgede omhyggeligt for, at der var en passende afstand mellem dem.

"Nu synes jeg den er skøn," svarede han med et skævt smil og drejede hovedet for at se på komtessen. "Hvad synes De bedst om i aften? Udsmykningen, musikken eller kjolerne?" Det var vist den slags ting, som kvinder godt kunne lide at tale om. Hans egen datter gjorde i hvert fald. Og han ville komme hjem til to utålmodige krudtugler senere.

[Isabel af Linshart]

Hun lo ved den slet skjulte kompliment. ”Det glæder mig. De må undskylde, at jeg var nødt til at aflyse vores forrige aftale.” Far havde desværre ikke brudt sig om, at hun ville til fest med en mand, hun havde plejet privat omgang med. Selvom Isabel stadig syntes, at det var fjollet at tro, hun ville have forsøgt sig med noget som helst, når mandens væbner var i nærheden. Så løssluppen var hun ikke. ”Åh, det er et farligt spørgsmål. Jeg må hellere sige udsmykningen og musikken,” svarede hun med et drillende smil. Hun kunne ikke lige frem fremhæve kjolerne som værende mere interessante end den musik og udsmykning som de kongelige værter havde stillet op til festen. ”Umiddelbart nyder jeg dog det hele. Stemningen, som det hele til sammen skaber.”

[Valor af Havjen]

Valor trak på skuldrene. "De behøver ikke at undskylde, det var ikke Deres skyld," bemærkede han. "Næste gang må det vist hellere foregå odentligt," tilføjede han, og var ikke helt uvidende om, at han dermed havde åbnet op for endnu et møde. Han lo til gengæld dybt over hendes svar på hans spørgsmål. "Og får De udnyttet den gode musik til danse?" Selv havde han kun en enkelt gang været på dansegulvet.

[Isabel af Linshart]

”Bestemt,” nikkede hun. Hun kunne næppe slippe af sted med flere af den slags rideture, medmindre hun var villig til at ryge i et kloster bagefter. ”Jeg har fået danset lidt,” svarede hun med et skævt smil. ”Med de mænd, som min kære fader har sagt god for.” Hun rystede opgivende på hovedet for sig selv. ”Han vil ikke risikere flere udskejelser fra min side af,” sagde hun med et undskyldende smil. ”Hvordan går det med Deres væbner?”

[Valor af Havjen]

Valor lænede sig tilbage i stolen, der stod op mod væggen, mens hans blik gled rundt på de dansende par foran dem. "Jeg kan fornemme, at han ikke har sagt god for mig, tiltrods for slægtsskabet," lød det fra Valor. Han var ikke bitter, det var en konstatering. "Teddy? Han... Er ved at blive en ung mand. Og har vist oplevet kvindernes lune lidt for meget på det sidste," lød det en smule muntert fra den store ridder.

[Isabel af Linshart]

”Ikke ligefrem, men det er ikke Deres skyld,” sagde hun med et lille smil. Det var hende, der var taget ud at ride med ham uden opsyn. ”Lidt for meget?” Hun lo underholdt og rystede på hovedet. ”Findes der sådan en ting, som at opleve for meget af en kvindes lune?” spurgte hun med et glimt i øjet. ”Men det er vel kun godt, at han for gjort sig den slags erfaringer?” Hvem gad dog en ridder, der ikke havde den fjerneste forstand på kvinder. Riddere var tiltalende på grund af deres selvsikkerhed og styrke. De skulle gerne have fået en masse erfaring som væbnere.

[Valor af Havjen]

Valor smilede til hende. "Måske jeg en dag kan formilde hans tanker omkring mig," svarede han en anelse kryptisk, måske uden selv at vide, hvad han mente. I det mindste vidste han, at dene gang kunne hertugen ikke sætte en finger på Valors adfærd. Hans egne forældre sad lige ved siden af ham, og Isabels anstandsdame holdt tydeligvis et skarpt øje med dem. "Hvis man ikke vil have den, så går jeg ud fra, at det findes," konkluderede han. "Så længe det ikke påvirker hans pligter som væbner og hans eget omdømme, så kan han skaffe sig de erfaringer han vil." Men han havde godt lagt mærke til Teddys humør på det sidste.

[Isabel af Linshart]

Hun smilede skævt til ham. ”Måske. Fader kan dog være ganske stædig.” Man fik ham ikke sådan lige til at ombestemme sig. At have en væbner bragte vist mange bekymringer med sig. ”Er det begyndt at påvirke hans pligter?” spurgte hun og lagde hovedet på skrå. ”Siden du lyder til at være en smule bekymret om det?”

[Valor af Havjen]

Valor brummede lavmælt. "De skal se, det går nok i sidste ende." Han var optimistisk, hvorfor være andet? Til spørgsmålet omkring Teddy rynkede han panden ganske let. "Hans tanker lader til ofte, at vandre. Og hans fokus følger samme vej," han havde set det i væbnere før. Også dem han selv havde haft. "Men det er naturligt, når de er i den alder. Jeg tvivler ikke på, at jeg selv var sådan."

[Isabel af Linshart]

”Det har vi vist alle prøvet,” medgav Isabel. Forelskelsens sødme ramte som regel en før eller senere. ”Hvad gør De så som ridderherre, når drengens tanker begynder at svæve til vejrs?” spurgte hun nysgerrigt. Det var ikke lige frem en problem, hun selv måtte bøvle med. Der var ingen komtesser, der skulle gå og oplære andre i at være komtesser.