Katten og musen

[Alessandra af Tameran]

Alessandra havde savnet at være i hovedbyen. Liver her var noget andet, noget man oftes ikke fandt når man forblev på Tamerens gods. Nu kunne hun også både nyde godt af andres selskab, men trak sig af og til også for i stedet at samle sig om sine tanker alene.

Hun lå så lang hun var på sofaen i den lille stue, med et fugtigt klæde om sine øjne. Natten havde været ung og fuld af liv, et liv som Alessandra så absolut skulle være en del af. Men det havde sin pris. Hun ømmede sig ikke, men nød den stilhed der kunne snige sig ind med store mellemrum.

Til Nomalla af Tameran

[Nomalla af Tameran]

Det var ikke en stor hemmelighed, at Mallie fandt sin svigerinde noget... Besværlig. Af flere grunde var de to aldrig kommet godt ud af det med hinanden og selvom hun og Lorcan nu havde været gift i flere år, så var det ikke forandret. Det var anstrengende, at se et menneske, der lavede så lidt og havde så lidt taknemmelighed, at give af.

Da hun kom ind i stuen og så sin svigerinde ligge der, var hendes instinkt da også at vende om og forlade den. Hun var dog Tamerans grevinde og havde ikke tænkt sig, at vige tilbage for Alessandra. Hun gik derfor ganske roligt ind med sit sytøj og slog sig ned tættest på pejsen, før hun gav sig til at vikle den seneste trøje ud af stofbunken.

[Alessandra af Tameran]

Alessandra lagde godt mærke til at døren til stuen gik op. Hun havde ganske få gæt til hvem det kunne være, men da personen fortsatte ind i stuen uden en lyd kunne det snart kun være én. Brynene trak sig sammen og hun kvalte den grimasse der truede på hendes læber. I stedet for at ignorere hende som hun først havde haft lyst til rettede hun sig langsomt op for at sætte sig bedre til rette i sofaen. Klædet foldede hun sammen og lagde på bordet.

"Nomalla" hilste hun og bøjede hovedet en anelse. Hun lå altid og vippede mellem at opfører sig godt til dårligt, og man kunne derfor direkte klantre hende for ikke at forsøge sig. Nomalla havde taget noget fra Alessandra som ikke var faldet i god jord hos den unge komtesse, noget hun ikke kunne tilgive den unge kvinde for, og det var nok derfor hun aldrig havde sat tid af til at lærer hende at kende.

[Nomalla af Tameran]

De lyse øjne flyttede sig først til svigerinden, da hun udtalte det fornavn, der tydeligt viste, at de ikke var tætte. Mallie smilede dog høfligt og nikkede let.

"Alessandra," svarede hun. "Jeg håber ikke jeg forstyrrede din skønhedssøvn."

De sidste ord var en anelse giftige. Hvem havde brug for så meget hvile? Havde hun nogensinde involveret sig i husets mange gøremål?

[Alessandra af Tameran]

Alessandra accepterede sin svigerindens tilstedeværelse, men havde efter så mange år ikke vænnet sig til tanken om at det nu var hende der skulle være Lorcans fortrukne, hvilket nok var det der irriterede hende mest. Men måske de to kvinder også bare var for forskellige til at gøre noget godt for hinanden?

"Nu smiger du vist" hun var udmærket klar over at det var ord i forklædning. Men lige som hende så holdte hun forestillingen kørende. Hun kiggede rundt i det lyse rum, svagt irriteret, det krævede noget tilvænning.

[Nomalla af Tameran]

Det var forunderligt. Både Alessandra og Lorcan havde bedre uddannelser end hende. Og alligevel slog det hende ofte som om de var temmelig dumme på nogen helt basale punkter. Det var lige før hendes blik var medlidende, som det mødte den ældre kvindes.

"Hvordan går dine studier?"

[Alessandra af Tameran]

Alessandra havde det godt i andres selskab når hun selv valgte hvem hun ville tilbringe tid sammen med. Hendes sind var lettere forskruet men det så hun som normalt, og at det var alle andre omkring hende der måtte være noget i vejen med. Hun blinkede et par gange med sine øjne inden hun hvilede den ene arm mod sofaens ryg.

"Glimrende. Det er vel gået din næse forbi at jeg klare mig glimrende" Hun udåndede tungt. Hun tog sig dog ikke af hvad andre tænkte, så længe hendes læremester roste hende, men også fortalte hvad hun kunne gøre bedre behøvede hun ikke andres ord. Hun behøvede ingens.

[Nomalla af Tameran]

Tonen var så fjendtlig, at Mallie et øjeblik så reelt overrasket ud. Hun rankede sig en smule, uden at misse sit sigte på sytøjet, hvor en nål bevægede sig øvet og mere eller mindre konstant.

"Ja," svarede hun efter en kort stund, som hun så op fra sit arbejde igen. "Det er gået mig forbi. Lorcan har ikke nævnt det, imens vi har været på Tameran." Hun nikkede let. "Men det glæder mig, at høre, at du klarer dig godt her i Corus."

[Alessandra af Tameran]

Alessandra kunne vel lade som om at hun godt kunne lide hende? Nu så de ikke hinanden særlig tit da hun brugte det meste af sin tid på universitetet. Hun udvekslede hun breve mellem Lorcan og Koramin, sidstenævnte var kun for at få at vide at Emry havde det godt, hvem andre end barnets mor vidste det?

"Jeg savner Tameran af og til, jeg regner med du passer godt på mit barndomshjem?" hun lagde hovedet lidt på skrå og holdte kort opmærksomheden på Nomalla før de gled ned på hendes arbejdende fingre. Alessandra ville ikke tage skade af at få genopfrisket sin brodering, men tiden havde ikke været der, eller rettere, prioriteringerne havde været anderledes. Men måske hun alligevel skulle gøre sig forsøget.

[Nomalla af Tameran]

Grevinden rettede sig lidt op. Hun var ikke hverken grisk, ærgerrig eller videre overbærende, men hun var stolt over sit nye hjem og sit eget arbejde der, selvom det var begrænset hvilken anerkendelse hun fik for det.

"Selvfølgelig passer jeg godt på Tameran," konstaterede hun derfor også, en anelse bestemt. "Det er mit hjem. Hvis du en dag bliver lensfrue er jeg sikker på, at du også vil arbejde hårdt på, at gøre det et bedre sted at være."

[Alessandra af Tameran]

Alessandra holdte et stift blik på sin svigerinde. Hun havde så absolut ikke tænkt sig at blive nogen lensfrue, det eneste sted hun ville opholde sig var i nærheden af Lorcan, hendes plan var efter hendes uddannelse at vende tilbage til Tameran hvor hun hørte hjemme. Først efter et stykke tid rykkede det blå blik sig fra Nomalla; og i stedet sank hun sammen i sofaen og kiggede frem for sig.

"Naturligvis" Hun følte ikke at Nomalla var berettiget til at lægge ører til Alessandras egentlige drømme om det liv hun gerne ville leve. I stedet sendte hun blot den anden kvinde et smalt smil - og skulle det gå imod hende var hun ikke et sekund i tvivl om at hun ville være dygtig inde for faget. "Sover du dårligt om natten?" nød det så fra den mørkhåret kvinde.

[Nomalla af Tameran]

Hvis. Mallies ører hørte godt selv brodden i ordene, men hun ønskede sig bestemt, at svigerinden fandt en mand. Det ville betyde, at hun aldrig kom til Tameran. Og hvilken lettelse det ville være.

Hun hensank i tavshed, men lydene fra hendes syarbejde døde aldrig ud. Hun var produktiv som altid. Modsat Alessandra.

Da svigerinden brød stilheden igen, løftede hun kort blikket og hævede begge bryn en anelse i reel overraskelse. "Nej? Jeg sover glimrende. Hvorfor spørger du?"

[Alessandra af Tameran]

Alessandras øjne blev en smule smalle, og smilet trak sig bredere som blikket flakkede omkring svigerindens lyse ansigt. De var komplet modsætninger, af udseende og af natur, det forblev en gåde for den mørkhåret kvinde at hendes bror havde set sig varm på den anden. Hun holdte vejret da tanken igen strejfede hende.

"Siden du ikke er med barn" påpegede hun med rolig stemme.

[Nomalla af Tameran]

Det burde ikke have overrasket hende, at svigerinden valgte at bringe det op, men Mallie blev hvid i ansigtet og stirrede et langt øjeblik på hende, før hun genoptog sit arbejde med hamrende hjerte.

"Når guderne ønsker det, vil det ske," svarede hun slet og ret, med den dybeste overbevisning, selvom den ikke var fast forankret i hende. Hun var ikke sikker på, om guderne for alvor var indblandet eller om Lorcan slet og ret var syg. Han talte kun sjældent om det og emnet gjorde ham vred, vidste hun.

[Alessandra af Tameran]

Alessandra blev klar over hvor et stort problem det var - hun havde haft sin mistanke - og havde endda også frydet sig over de tænkelige muligheder til Nomallas barnløshed. Hun havde dog ingen anelse om den egentlige grund. For hende holdte hun fast i at det var den lyshåret kvindes fejl.
"Naturligtvis, guderne" Alessandra nikkede roligt med hovedet. Hun vidste dig bedre end at puste mere til ilden. Man vidste aldrig om man fik et høre for det andre steder fra.