Når man skal forenes [R]

[Catalina af Vårfos]

De mørke øjne flakkede over Christians ansigt, ude af stand til at aflæse hans tanker. Derfor fæstnede Catalina blikket ved hans øjne, mens hans fingre gik i gang med at løsne kravatten. Hendes vejrtrækning var ujævn igen.

Det lød klinisk og højtideligt, og hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre andet end at nikke. Så det gjorde hun.

[Christian af Vårfos]

Christian havde aldrig nydt denne del, når der lå en i sengen ved siden af ham, som ikke anede hvad der foregik eller hvad der skulle til at foregå. Men han måtte ærlig talt tage sig sammen.

Derfor tog han en dyb indånding, og rakte sin arm ud, blot for at ligge den omkring skuldrene på Catalina og trak hende ind til sig. Med sin frie hånd, løftede han hendes hoved op, så han kunne møde hendes mørke øjne. Langsomt lænede han sig frem og placerede sine læber på hendes i et blidt kys, som han håbede, ikke ville skræmme hende.

[Catalina af Vårfos]

Catalina så opmærksomt på ham, mens hans arm listede sig omkring hendes skuldre. Instinktivt fik hun lyst til at slå den væk, men hun gjorde det ikke. I stedet lod hun sig trække ind til ham.

Det var som om tiden både gik meget hurtigt og meget langsomt, mens Christians ansigt kom tættere og tættere på hende. Og så mødtes deres læber. Det føltes.. Fremmede og underligt, men ikke direkte ubehageligt.

Forsigtigt lagde hun en hånd over hans skulder, som hun havde lært, når hun dansede. Hans hud virkede næsten brændende under den tynde natskjorte.

[Christian af Vårfos]

Christian havde absolut ikke travlt. Det vidste han, ville være en fatal fejl. Derfor tog han sig god tid med at udforske sin hustrus læber, ind til de begge måtte trække sig tilbage for at få luft.

Hans lyse blik betragtede hende undersøgende, i en desperat jagt efter en form for reaktion på det kys, de havde delt.

[Catalina af Vårfos]

Catalina lænede sig tættere ind til ham og tillod ham fuld adgang til sine læber og mund. Han smagte egentlig ganske godt. Det måtte vel også bare være det, der var i det. At påføre læber til læber og så ville der ske ting.

Hendes vejrtrækning var skæv, da kysset blev brudt, og hun så op på ham med store øjne. "Gjorde jeg noget forkert?" spurgte hun forsigtigt.

[Christian af Vårfos]

Det trak lidt i mundvigen på Christian ved Catalinas spørgsmål, og han rystede på hovedet. "Nej, men jeg vil helst ikke dø af mangel på luft på min bryllupsdag," svarede han roligt, men lod hende ikke komme med yderligere spørgsmål eller bemærkninger, før han havde lænet sig ind mod hende igen og lagt sine læber mod hendes. Denne gang mere... Lidenskabeligt.

[Catalina af Vårfos]

Igen strømmede blodet til hendes kinder. Nå ja, luft. Det var jo også en ting, hun skulle huske på. Så var Christian atter tæt på og Catalina kom ikke med indvendinger, da hans læber denne gang nærmere krævede hendes.

Hendes fingre lukkede sig lidt tættere sammen om hans skulder, mens hun trykkede sin lille skikkelse tættere ind til hans. Hans varme var denne gang tydelig, ikke kun på hendes hånd, men på hele hendes torso. Hun gøs let ind mod ham.

[Christian af Vårfos]

Christian var lettet over, at hun trods alt reagerede, som hun gjorde. Derfor lod han også sin anden arm glide omkring hendes lille skikkelse, så han kunne fjerne den luft, der havde været tilbage mellem deres kroppe.

Langsomt, næsten automatisk, gled de længere ned i sengen, efterhånden som deres kys fortsatte. Hans ene hånd forlod sin plads på hendes ryg, og lagde sig i stedet på hendes hofte, hvor hans tommelfinger forsigtigt kærtegnede hendes krop gennem natkjolen.

[Catalina af Vårfos]

En nervøs knude levede stadig i bedste velgående i hendes mave, indtil en stærk arm slyngede sig om hende. Varmen skød ud gennem hende og hun var ikke i tvivl om, at han måtte kunne mærke hendes hårdt hamrende hjerte, hvis han ikke endda kunne høre det i det stille sovekammer.

Madrassen gav sig under hende, som hun kom ned at ligge og hun trykkede sig let op mod ham. Lige indtil hånden bevægede sig om på hendes hofte. Nærmest per refleks slap hun hans skulder og klappede hånden væk.

Overrasket rykkede Catalina sig tilbage fra ham og brød kysset. "Undskyld, jeg ved ikke.." mumlede hun åndeløst.

[Christian af Vårfos]

Christian trak sit hoved til sig, da Catalina ud af den blå luft, skubbede hans hånd væk fra hendes hofte. Han brummede lidt utilfreds over det, og så ned på hende med et alvorsfuldt blik.

"Catalina," sagde han og løftede sin hånd op til hendes hage. Han holdt den bestemt fast, men ikke så fast, at hun ikke ville kunne løsrive sig. "Du skal vide, at jeg vil være den eneste mand, der kommer til at røre dig der. For jeg er din ægtemand."

[Catalina af Vårfos]

Christians hånd var fast og bestemt omkring hendes hage, men Catalina prøvede ikke at vriste sig fri. Der var noget ved hans blik, der nådesløst skar sig ind i hendes, der fik hende til at sidde helt stille.

Langsomt nikkede hun igen. "Det er bare..." Hun tøvede, for hvad skulle hun sige. "Du virker ikke som én, der... Vil?" Blikket studerede ham afventende.

[Christian af Vårfos]

Christian rømmede sig, ganske uforberedt på den konstatering. At det ikke helt var sådan landet lå, måtte han forsøge at forklare hende. "Catalina," lød det roligt fra ham. "Jeg har aldrig brudt mig særlig meget om, at tage en kvindes uskyldighed fra hende," fortalte han ærligt. "Jeg vil gerne. Men det er længe siden, jeg har været den belærende i en ægteseng." Han så undskyldende på hende. "Du må bære over med mig."

[Catalina af Vårfos]

Catalinas blik flakkede for første gang afslørende. Hun havde prøvet at undgå at tænke for meget over, at det jo var det, de var i gang med. Hendes blik fandt hans igen.

"Åh." Hun blinkede tungt med øjnene. "Udmærket." Hvad skulle hun ellers sige? Prøvende lagde hun hånden i hans nakke og trak ham tæt på igen, indtil hendes læber kunne nå hans.

[Christian af Vårfos]

Det glædede Christian lidt, at Catalina kunne være lige så stiv i sine ord, som han selv kunne. Selvom udmærket måske ikke lige var et ord, han fandt passende i den samtale, de førte.

Han fik dog aldrig mulighed for at kommentere på det, før hun selv havde lagt sine læber mod hans og ganske effektivt lukkede munden på ham.

Igen lagde han begge sine arme omkring hendes krop, og trak hende helt ind til sig. Denne gang lod han sin hånd glide op, i stedet for ned, og snart befandt den sig i hendes lange og tykke hår, der bølgede ned over hendes ryg.

[Catalina af Vårfos]

Catalina overraskede sig selv med et lille, vaklende suk, da han lagde armene om hende. Aldrig havde hun hørt sig selv lave en sådan lyd og hendes kinder var nok blevet dybrøde, hvis ikke allerede hun var ret sikker på, at de var det.

Selv prøvede hun at stryge fingerspidserne over hans hovedbund, gennem de tykke krøller. Øjnene gled i, som hun trykkede sig tættere ind til ham.