Udfordringer undervejs

[Myrilla af Stenbjerg]

Denne gang kunne Myrilla ikke stoppe sig selv. Som havde hendes ben fået deres eget liv, trådte hun et skridt tættere på ham og lagde hænderne mod hans brystkasse. "Du er ligeglad?" gentog hun vantro og lod så hænderne falde.

"Jeg tror ikke på dig," fløj det så fra hende..

[Larkin af Stenbjerg]

”Så du foretrækker skilsmissen?” konkluderede Larkin og skubbede hendes hænder af sig. ”Fint. Jeg skriver et brev til din bror i morgen. Han kommer uden tvivl til at have en del ... holdninger til et så drastisk valg.” Hertugen af Naxen ville sikkert komme stormende herop, så snart han fandt ud af, hvad der foregik. ”Det er vel bedst at tale om det i diskretion, indtil det hele er på plads.” Der var ingen grund til at proklamere en skilsmisse til hele adelen. Især når den endnu ikke var endelig besluttet. Ville de mon få brug for kongens tilladelse? Han måtte rådføre sig med lovgivningen. Skilsmisser var ikke noget, man så tit.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hvert ord skubbede dem længere væk fra hinanden og der var ikke mere Myrilla kunne gøre nu end at se det smuldre mellem hendes fingre. Tavst gloede hun på ham, mens han holdt sin lille monolog om skilsmissen. "Du er en lille, uværdig mand," vrængede hun med næsen foldet i afsky over ham.

"En lille, usikker, rædselsfuld mand." Hun spyttede ud efter ham og kunne så ikke holde sig tilbage mere. Hårdt skubbede hun ham i brystet, før hånden blev kuplet og også slog ud efter ham.

[Larkin af Stenbjerg]

Hendes vrængen var han vant til. Spytteriet var dog noget nyt, der fik ham til selv at vrænge på næsen i afsky og træde et skridt tilbage. Da hun så endda vovede at slå ud efter ham igen, fik han nok. Han greb hendes hånd med sin egen og gav hende en lussing med den anden. ”Så er det vist nok, Myrilla,” sagde han køligt. At slå hende var et tegn på tab af kontrol, men det var en skilsmisse også, så hvad forskel gjorde det i sidste ende. ”Fra nu af kan du forvente, at hver gang du vover at slå efter mig, slår jeg tilbage.”

[Myrilla af Stenbjerg]

Hendes smalle håndled blev mødt af et jerngreb og før hun kunne gøre nogen modstand eller forsøg på at vride den tilbage, ramte slaget hende. Der gik et øjeblik, så satte den svidende smerte ind og hun rev hånden til sig igen.

Tårerne fyldte de grønne øjne. "Er det virkelig det, vi er nået til?" spurgte hun og lidt af vreden var gået af. "Er det her virkelig det, du ønsker?"

[Larkin af Stenbjerg]

I det mindste begyndte hun ikke at hyle. Faktisk så hun ud til at hidse sig selv en smule ned. Hm ... Måske skulle han have brugt den her teknik meget tidligere? ”Nået til? Du har allerede slået mig to gange,” nøjedes han med tvært at påpege. Hun havde været voldelig længe. ”Men ja, det er det her, jeg ønsker.” Selvfølgelig ville han have foretrukket, at Myrilla bare fra starten af var faldet ordentlig ind i sin rolle og ikke konstant prikkede til ham for at få alverdens følelser hevet ud af ham, men det skænderi orkede han ikke mere. Der var kun skilsmissen tilbage. ”Jeg kan ikke se andre løsninger.”

[Myrilla af Stenbjerg]

"Og du har slået mig med ord meget længere," indvendte hun uden overhovedet at give ham tid til at færdiggøre sætningen. Hun nægtede at finde sig i mere fra hans side. Hun havde ikke gjort andet end at forsøge at falde til for ham og give ham alt, han ville have.

Myrilla lagde armene om sig selv. "Ikke andre løsninger? Larkin, jeg har vendt hele min verden på hovedet for din skyld." Hun mødte hans blik igen. "Du bad mig afbryde mine studier, jeg gjorde det. Du bad mig blive en bedre hertuginde, det gjorde jeg også. Du bad om et barn.." Hun lod ordene hænge i luften.

[Larkin af Stenbjerg]

”Og imens du gjorde alle de ting, råbte du, slog du, smækkede du,” hvæsede han tilbage. ”Du fik mig til at være ærlig og begyndte selv at lyve! Du forfulgte mig herop, når du udmærket godt vidste, at jeg ikke ville se dig!” Han slog ud med armene. ”Så nu går jeg. Jeg vil være i fred. Fri for de her uendelige diskussioner, der altid bare ender med at gå i ring.” Han puffede hende til side og forlod værelset. Han gad intet af det her mere, og lige nu ville han allerhelst bare tale med Kieran, som befandt sig alt for langt væk i øjeblikket. Så i stedet lukkede han sig inde på sine egne værelser for at dulme sine følelser med sprut.

out