Afklaring og udredning

[Silas af Hamin]

16. November 528 M.T.

Tristen af Piratklippen & Alycia af Piratklippen

Silas havde modtaget et brev fra Ridder Tristen af Piratklippen, en besked om at møde op i deres hus i Højager. Hvad det drejede sig om stod der intet om, men efter som det var underskrevet Ridder Tristen, kunne det ikke være gode tegn. Hans arm var stadig ikke helt i orden, skønt den virkede til t have det bedre. Alligevel havde han fået besked på, at han fortsat skulle holde den i slynge og få masser af hvile til den.

Men han fornemmede hurtigt på Tristens besked, at det ikke var en han kunne blive væk fra. Han måtte derfor kæmpe sig i tøjet og afsted. Vejret var ikke så slemt den dag, og han besluttede sig for at gå, frem for den irriterende vogn. Han kunne endnu ikke selv ride. Han forsøgte at holde sig diskret, så ikke hans onkel så hvor han var på vej hen, men Braden var sikkert alligevel optaget på slottet af alt muligt vigtigt.

Han nåede frem til Piratklippens hus, bankede på og blev straks lukket ind. Da døren var blevet lukket, fik han moslet kappen af sig, og givet den til en tjener, før han gik længere ind, og blev vist ind i en stue, hvor Tristen ventede. Han så ikke for godt ud, sorte render under øjnene fortalte han ikke fik nok søvn og for uden det havde han div. nyanlagte ar.
Silas mærkede frygten løbe ned ad ryggen, hvor var Alycia, og hvordan havde hun det?! Han prøvede dog at holde sig rolig og bukkede i en hilsen. "Ridder Tristen."

[Tristen af Piratklippen]

Tristen havde svært ved at sove, han lå hele tiden og tænkte på deres rejse og hvad der var sket. Kunne han have gjort mere for at beskytte Alycia? Hun var hårdt tilredt, og ville hvert fald komme til at bruge noget tid hvor hun ikke kunne så meget. Hun havde fået nogle ordentlige slag og det ene øje var hævet op omkring kindbenene. Tristen bebrejdede sig selv for de skader hun havde fået, men samtidig valgte han også at reagere på hvad søsteren havde sagt. "Hamin.." Hvad end Ridder Silas havde at gøre med dette her, skulle det løses nu!

Tristen ville til bunds i det! Om han så selv skulle klare det eller om han var nødt til at søge hjælp og støtte hos sin tidligere Ridderherre Jemima.
Nu sad han i en af husets stuer, og ventede på at Ridder Silas kom, som han havde sendt bud efter. Det syn der mødte ham, da Ridder Silas ankom fik ham til at undres. Hvad havde han nu lavet? siden armen var i slynge? Han rejste sig dog og gengældte ridderens hilsen "Ridder Silas. Vi må tale sammen." Startede han ud og viste så Silas hen til en stol og satte sig selv efterfølgende. "Hvad kender De til et overfald af vores vogn, på vej tilbage til Corus?"

[Silas af Hamin]

Silas stod et øjeblik og inspicerede Ridder Tristen med øjnene, men satte sig, da han blev tilbudt en stol. Det var tydeligt at mærke den tunge og alvorlige stemning, der lå i rummet og heldigvis afslørede Ridder Tristen hurtigt, hvad det hele drejede sig om. "Overfald?!" Lød det fra Silas, der straks fik en bekymret rynke i panden, bare der ikke var sket Alycia noget alvorligt.

"Er komtesse Alycia kommet noget til?" spurgte han straks og glemte egentlig alt andet. Han var ikke længe om at gætte, hvem der kunne have sine fingre i dette her, men hans første prioritering var Komtessen.

[Tristen af Piratklippen]

"Overfald." Slog han fast, med sikker stemme og hårde øjne der hvilede på Ridder Silas. "Vi blev som sagt overfaldet på vej tilbage. Alycia nævnte Deres navn, som noget af det sidste. Hvad foregår der?" Det var tydeligt at se Tristen var oprevet over episoden og påvirket af nu at tale med den mulige bagmand.

[Silas af Hamin]

Det måtte helt sikker være Braden værk! Frustreret slog Silas ud med sin arm, hvilket kun resulterede i et stød af smerte op gennem den dårlige arm, som han straks tog til sig. Hvad skulle han dog sige? Det duede ikke, at han sagde for meget, også for deres skyld. "Tristen, Jeg har intet med det at gøre. Jeg ... Jeg ville aldrig gøre Deres Søster ondt." Han var tæt på at sige noget andet, men fik det rettet i sidste øjeblik.
Så kiggede han bekymret over på Tristen. "Hvordan har hun det? Komtesse Alycia? Er hun kommet tilskade?" Han ville aldrig tilgive sin onkel, hvis han havde gjort skade på hende.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen så afmålede på Ridder Silas, han troede nu for alvor heller ikke på at Silas kunne finde på den slags. Godt nok var han selvoptaget og mester i at knuse komtessers hjerter, men fysisk skade, ned det kunne Tristen alligevel ikke forestille sig. "Jeg var nødt til at spørge. De har ikke det bedste ry, må de give mig ret i, og Alycia nævnte som sagt Deres navn." Hun havde sagt "Hamin, det var han sikker på, og hvilken Hamin skulle det ellers være hvis ikke Silas?

Tristen så overvejende på Ridder Silas, da han spurgte til Alycia. "Hun har fået nogle hårde slag." Han knyttede en næve i frustration. "Hun hviler en del, døjer med hovedpine og smerter."

[Silas af Hamin]

Ubevidst kiggede Silas ned på den brækkede arm. Kunne dette være Bradens værk? Havde han alligevel fundet frem til den komtesse, der havde knust Silas' hjerte? Det gjorde ondt lagt ind i ham, han var skyld i at hun var kommet til skade, og ganske slemt lød det til. "Hun er ikke så dum Deres søster." sagde han så med et skævt imponeret smil. "Men nej det er ikke mig, Jeg kan dog være bange for om det har været andre i min familie." Han nævnte dog ingen navne, det stolede han ikke nok på Tristen til.
"Kan jeg se hende? Komtesse Alycia mener jeg?" Han forventede næsten et nej efter, hvad han havde udsat hende for og hvordan deres veje var skiltes.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen rynkede brynene i en undren. Han forstod ikke, hvor Silas ville hen med det han fortalte. Det var Hamin-familien? Det var som Alycia havde sagt så? hvad drejede alt dette her sig om?
Han så derfor også skeptisk på Ridder Silas, da han spurgte om han måtte se Alycia. "Jeg vil lade det være op til hende. Men De må acceptere hvis hun siger nej." Derpå kaldte han en tjenestepige hen og bad hende om at informere Alycia om at Ridder Silas var her og spurgte efter hende. Han tilføjede med lav stemme, at Tjenestepige gerne måtte informere komtessen om hun selv valgte om hun kom ned. Derpå sendte han tjenestepigen op.

[Alycia af Piratklippen]

Alycia var igen faldet i staver. Det havde hun gjort meget siden hendes slag til hovedet. Eller, oftere end normalt. Det gav derfor et chok i hende da der blev banket på døren og et spædt "Kom ind" kom der fra hende. Hun blinkede overrasket over beskeden, men i sin lettere døsede tilstand nikkede hun bare og rejste sig.

Der gik et par minutter, før hun havde fået slæbt sig ned i stuen. Hun var simpelt klædt og håret hang løst i et forsøg på at dække det hævede øje. Hun gik forsigtigt ind i stuen, ikke helt sikker på hvad hun skulle gøre at sig selv. Tristen fik et lille smil før hun rettede blikket mod Silas. "De ville se mig?"

[Tristen af Piratklippen]

Så snart Alycia kom til synes i Stuens dør, rejste Tristen sig og gengældte hendes smil. Så han kunne gå hen og støtte Alycia, hun havde ikke virket helt sikker på fødderne. Ha lod hende sidde i sin stol og gik selv lidt væk, så de to kunne få lov at tale. Det var vidst nødvendigt på flere måder. Han blev dog tæt ved så han kunne overvære samtalen.

[Silas af Hamin]

Silas så fra den ene til den anden, da Alycia viste sig i stuen, hun så mørbanket ud. Hun havde slet ikke sin sædvanlige ynde og glæde. Det gjorde kun smerten i brystet værre. Han ventede til hun var kommet ned at sidde. Så kort efter Ridder Tristen, for at vide hvor han ville være. Så rettede han sig igen mod Alycia.

Først kiggede han bare, dette her var noget rod. Han havde forsøgt at beskytte hende, men havde fejlet. Da han kiggede på Alycia var det vante charmerende ydre væk. et havde ikke været der længe. "Komtesse Alycia, Jeg vil gerne undskylde for al den harme jeg og min familie har være skyld i." startede han ud ganske oprigtigt. "Jeg forsøgte at holde Dem ude af det. Holde Dem skjult, det lykkedes ikke kan jeg forstå." måske havde han ikke sin charmerende jargon, til gengæld var han meget høflig, næsten for meget når man tænkte på deres fælles fortid.

[Alycia af Piratklippen]

Alycia sendte ham bare et svagt smil imens han talte. Hun prøvede at huske hvorfor han skulle undskylde.. Minder gled noglegange lidt fra hende. Hun rettede lidt på sit skørt og lænede sig tilbage i stolen. "Det går nok.. Selvom jeg ikke helt forstår hvorfor de undskylder..." havde de ikke bare været på diverse skovture? Noget sagde der var noget mere til det, men hun kunne virkelig ikke huske det. Hun kunne heler ikke helt forklare hvorfor hun følte sig trist til mode i hans nærhed. "Men det er vel ikke Deres fejl at vi blev overfaldet.. Hvad prøvede de at holde mig skjult for?" forvirringen var tydelig i den unge komtesses ansigt, selvom der også var noget nysgerrighed at spore i de noget blanke/tågede øjne.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen hævede et overrasket øjenbryn af ridderens undskyldning. Han lød virkelig til at mene det, og hvor var den facade han altid havde haft oppe? Hans øjne hvilede ned på armen i slynge, hvad var der sket? Han sagde dog intet, han ville ikke afbryde.
Heldigvis stillede Alycia de spørgsmål han gerne ville have svar på.

[Silas af Hamin]

"Min ..." Han var tæt på at fortælle sandheden, men det var for farligt for nu. Det kunne han ikke udsætte dem for. "Nogen i min familie er utilfreds med mine valg og hvordan jeg har opført mig siden... Siden jeg skræmte Dem væk sidst." Han kunne lige så godt være så ærlig som der var mulighed for. Han ville dog ikke nævne onklens navn. Det var for usikkert. "jeg gjorde hvad jeg kunne for at holde tand for tunge, men han må have fundet ud af det andre steder fra. Jeg forsøgte at advare Dem." åh det var frygteligt. Hun virkede så anderledes, slet ikke den glade komtesse han havde mød.
"Undskyldningen var både for overfaldet, men også for alt det Jeghar udsat Dem for. Jeg fortryder sådan, at jeg ødelagde det og sårede Dem." Det var den mest ærlige og dybtfølte undskyldning han nogensinde var kommet med.

[Alycia af Piratklippen]

Alycia rynkede panden. Såret hende? Det var generelt meget at tage ind. Desuden var det da noget af en påstand at sige han havde skræmt hende væk.. Hvis hun nu bare kunne huske... Men så smilede hun bare til ham og trak på skuldrene. "Sket er vel sket. De er vel næppe ansvarlig for hvad andre i Deres familie gør.. " hendes øjne flakkede over mod Tristen. Hun kunne mærke svimmelheden komme tilbage.