Bænkevarmer

[Philip af Dunlath]

Philip havde ikke tid til at rende rundt efter hendes kappe og svang derfor uden tøven sin kappe af og lagde den over hendes skuldre i stedet, så han selv kun stod i den tynde fine kjortel. ”Så skulle det være i orden,” sagde han tilfreds. Han hev hende blidt - men utålmodigt - op fra ottomanen og rakte sin arm ud mod hende. Da hun havde lagt sin arm om hans, trak han hende gennem menneskemængden hen til de fornemme dørene, som førte dem ud til terrassen og haven. En tjener havde set dem komme og åbnede skyndsomt dørene for dem, så de uden videre kunne passere igen.

Det var tusmørke og luften har kold og klar. Philip skuttede sig ubemærket og kiggede op på himlen. Solen var næsten gået ned og et par stjerner tittede allerede frem på den mørke himmel. ”De må sige til, hvis De begynder at fryse eller bliver utilpas – så går vi ind igen med det samme,” sagde han strengt og så på hende med et vurderende blik. Hvid damp kom ud af hans mund, da han talte. Han kiggede igen op på himlen.

”De siger ikke meget Nådigfrøken,” sagde han så efter noget tid i stilhed. ”De fleste kvinder, jeg kender, snakker som et vandfald.” Philip havde fundet ud af, at den bedste måde at lukke munden på den slags kvinder, var ved at kysse dem – ret smart, hvis han selv skulle sige det.
Nu i dette selskab, vidste han ikke helt, hvordan han skulle gribe den uvante stilhed an. Den var ikke direkte akavet, men den gjorde ham rastløs og det måtte være muligt at lokke denne generte pige ud af hendes skal.

[Isabelle af Hvidhorn]

Isabelle gjorde store øjne, da Ridderen gav hendes sin kappe. Hun skulle igen til at protestere mod denne form for venlighed, som hun absolut ikke havde fortjent fra ham. Men hun nåede, igen, aldrig at sige noget. For pludselig blev hun trukket op fra ottomonanen af hans stærke arm, og så gik de ellers i rask gang ud mod terrassen. Hendes korte ben havde svært ved at følge med Ridderens hurtige tempo.

Det resulterede i, at hun var en smule forpustet, da de kom ud i den kølige aftenluft. Hendes brystkasse hævede og sænkede sig, mens hun forsøgte at få styr på sig selv. Forsigtigt nikkede hun, en smule skræmt over den pludselige strenge tone han brugte overfor hende. Akkurat som hendes fader eller moder ville have sagt. "D-det skal jeg nok," hviskede hun lavmælt.

Hun blev tør i munden, da han beskyldte hende for at være stille. Det var ikke usandt. Forlegent slog hun blikket ned, bøjede net i nakken, og trak sin hånd langsomt til sig. Så drejede hun halvt rundt, og stod med fronten ud med hoven. Hun lagde begge sine hænder på gelænderet og lod sit blik glide ud over den mørke have, husets skygge hvilede over den. "Der er ikke meget at sige, Ridder Philip." Hun drejede hovedet og så op på ham gennem sine lange øjenvipper, ganske ubevidst omkring sin ganske uskyldige fremtoning. "Det er første gang, at jeg nogensinde er i Corus. Byen... Har overvældet mig."

[Philip af Dunlath]

Philip lænede sine underarme mod gelænderet, så de stod ved siden af hinanden og spejdede ligeledes ud over den mørke have. En sky gled fra månen, som godt nok kun var halv i aften. Den lyste haven op med et koldt skær og gjorde skyggerne sorte som kul.

”Jeg forstår,” sagde han med et lille nik. Da Philip selv var opvokset i byen, havde Corus aldrig haft den effekt på ham, men han kunne levende forestille sig, hvordan det måtte føles at befinde sig her for første gang. ”Hvad synes De så om at være her?” spurgte han og prøvede bevidst at starte en samtale og få den stille pige i snak. Han drejede hovedet for at betragte hende og lod sine fingre tromme stille på gelænderet i takt det musikken, der svagt hørtes fra huset.

[Isabelle af Hvidhorn]

Isabelles hud blev næsten glas-agtig i månelyset, og hun lagde hovedet lidt tilbage, så hendes øjne kunne hvile på den halve skive, der så på dem oppe på himlen. Den var så smuk, og elegant, at Isabelle ikke kunne tilbageholde det åndeløse suk, der gled over hendes let adskilte læber.

"Corus er som en bikube," svarede hun. "Den evige travlhed, altid i gang med et eller andet," hun trak på skuldrene. "Jeg nyder naturens skønhed, dens stilhed. Jeg er bange for, at jeg ikke har lært at værdsætte hovedstaden endnu. Måske det kommer en dag, når jeg får set den?" Hun havde ikke nået at se mere end familiens hus, Højager og Universitetet. "Jeg kan lide al skønhed." Isabelle kørte en finger rundt på gelænderet, genert over sin egen udtalelse.

[Philip af Dunlath]

Philip kunne ikke lade være med at bemærke, at hun var køn, som hun stod der i månelyset. Hun var meget ung at se på. Havde hun haft lidt mere sul på kroppen, havde de bløde kvindelige former nok været tydeligere og så havde hun måske endda været smuk. Philip kunne i hvert fald snildt forestille sig, at hun ville blive det om nogle år.

Hendes beskrivelse af byen var rammende. Til gengæld nød Philip som regel travlheden. Det fik ham til at føle sig levende. Havde han boet i Dunlath uden at have noget at give sig til, var han nok blevet tosset. Corus var fuld af liv og al slags forlystelse, som kunne tøjle hans rastløshed. Philip var dog ikke sikker på, at en pige som Isabelle ville sætte pris på de samme ting ved byen, som han selv gjorde.
”De har måske hjemve?” spurgte han og smilede lidt til hende. ”Jeg er nu sikker på, at De nok skal finde noget ved Corus som De kan beundre,” tilføjede han forsikrende. Alle de piger han kendte, elskede smukke ting. Sådan var det altid med dem.

[Isabelle af Hvidhorn]

Isabelle rynkede tankefuldt panden i et kort øjeblik, men glattede den så ud, og rystede svagt på hovedet, så et par vildfarve krøller fra hendes frisure, dansede omkring hendes ansigt. "Nej, det tror jeg ikke," svarede hun. "Jeg har blot levet i isolation det sidste årstid. Jeg skal vænne mig til at færdes blandt mennesker igen." Og det krævede en hel del mere tilvænning, end hun havde forventet.

"Jeg er startet på universitetet i sommers. Og det er et smukt sted." Al den lærdom, bøgerne, statuerne og kunstværkerne. Bare duften, når hun trådte ind af dets porte, kunne få hende til at slappe af i sin ellers anspændte krop.