Alfaderlige alvorsord

[Baird af Bugtvig]

Midvinter, år 526 M.T. med Elisia af Bugtvig

Det var ikke tit Baird så sin datter længere og selvom han udmærket vidste, at det var sådan det var fat med alle væbnere, så var han ikke så køligt et menneske, at han ikke tillod sig selv at savne hende. Da hun havde været page havde de ofte haft kontakt, selvom hun ikke boede hjemme. Det hjalp selvfølgelig, at han var underviser på væbnerskolen.

Da han løb på hende på paladset ved midvinter var han derfor ikke sen til både at byde hende velkommen hjem med et tæt kram og insistere på, at hun indfandt sig hjemme den næste aften hendes ridderherre ikke skulle bruge hende. Nu var måltidet i mellemtiden afsluttet, de yngre børn sendt i seng og Baird sad og slog mave, imens han betragtede sin datter alvorligt.

"Fortæl mig hvordan det går dig, Elisia," bød han roligt.

[Elisia af Bugtvig]

Det var efterhånden længe siden, Elisia havde været en lille pige, der savnede sine forældre. Og så alligevel.. For når hun lå i mørket på sit værelse i Frølund og ømmede sig over muskler og blå mærker, kunne hun godt af og til tænke på duften af sin mor og få lettere fugtige øjne. Ikke at hun nogensinde ville indrømme det.

Derfor var det også med barnlig glæde og et forsøg på voksen balance, at hun søgte ind i sin fars favn på paladset og straks efter sine pligter søgte direkte hjem til sin familie. I gadedrengehop. Fløjtende. Men det kunne der jo selvfølgelig også være mange årsager til!

Hendes mave var rund og struttede under den ellers løstsiddende skjorte, da roen faldt over stuen og de lyse hænder lagde sig om den, som sikrede hun sig mod et uventet slag. "Hvordan det går?" gentog hun og overvejede straks, om hun havde nogle vilde bedrifter at fortælle om. "Altså.. Det går fint. Rundrejsen er meget spændende at se, men det er lidt kedeligt bare at stå vagt rundt omkring." I Frølund havde der i det mindste været patruljer.

[Baird af Bugtvig]

Bairds lyse øjne betragtede datteren, som hun lagde hænderne over maven og han et øjeblik næsten kunne se hende være rund med et barnebarn. Han blinkede en enkelt gang og forviste dét billede. Elisia var kun femten år gammel og havde flere år tilbage som væbner først og ridder siden, før han ville lægge pres på, at hun skulle blive gift.

Hans mundvige blev strukket lidt over konstateringen om rundrejsen og han nikkede langsomt. "Mm. Det er et spektakel, men det er ikke det samme som at være i aktiv tjeneste," bekræftede han i sin dybe stemme. "Jeg har ikke hørt om du selv har deltaget i turneringerne?"

[Elisia af Bugtvig]

Elisia nikkede enigt og tog en dyb indånding. Bevægelsen fik det til at trække lidt i hendes alt for udstrakte maveskin.

"Jeg fik lov til at deltage i bueskydningskonkurrencen i Drotvig, hvor jeg kom helt til finalen." Hun rankede ryggen en smule, som hun talte og helt automatisk blev brystet også skudt lidt frem. Siden hun var langt yngre, havde hun nydt at tage med sin far på jagt og det havde gjort hende ret skarp med en bue. "Jeg slog endda Gavin." Hun grinede ved mindet om hans splittelse mellem stolthed og irritation.

[Baird af Bugtvig]

Bairds alvorlige mine var mere eller mindre udslettet, som Elisia fortalte om sin næsen-sejr og mundvigene strak sig længere op i et smil, der kun kunne beskrives som stolt. Han nikkede en enkelt gang og fnøs lidt over, at hun havde slået sin ridderherre.

"Meget flot," roste han reelt. "Du deltog ikke i nogen dystløb?" Måske var der for meget vægt på dem, som den ultimative demonstration af ridderlighed, men Baird havde selv været en ganske ferm dystløber som ung ridder og tilpas arrogant til gerne at ville vise alle sine evner.

[Elisia af Bugtvig]

Rosen gjorde hende adskillige centimeter højere og fik pustet lidt op i brystkassen, der nu blev bredere end maven. Hendes far havde aldrig været en mand for skamros, men når det var fortjent, var hans ord også tusind gange mere værd.

"Øh.. Jo." Hans ord fik ganske effektivt punkteret hende og blikket fandt en lille ridse i bordet. "Altså.. Det har jo aldrig været min stærkeste side," padlede hun udenom og trak på skuldrene.

[Baird af Bugtvig]

Brynene trak sig lidt sammen ved svaret, ærligt som det var. Baird betragtede sin datter med svag bekymring, omend han ikke ligefrem var ved at vælte ned fra stolen over at høre, at tingenes tilstand ikke havde ændret sig så dramatisk endnu.

"Det bør din ridderherre udfordre," konstaterede han efter et øjeblik. "Jeg regner med, at jeg en dag kan få fornøjelsen af, at blive slået i en dyst af min egen arving. Gerne inden jeg er så gammel, at de skal surre mig fast til sadlen." De lyse øjne spillede i deres sokler, som de hvilede på Elisia.

[Elisia af Bugtvig]

Elisia nikkede og først dér så hun op på sin far igen. Det var jo ikke reel skæld ud, det vidste hun jo godt. Alligevel krævede det lidt mere at sidde med ret ryg nu, end det havde for blot få minutter siden.

"Selvfølgelig," svarede hun alligevel med et skævt smil, der forhåbentlig skjulte hendes usikkerhed.

[Baird af Bugtvig]

En stor hånd rakte frem og lagde sig tungt på Elisias skulder, før Baird gav den et solidt klem og trak hånden til sig igen.

"Du gør mig meget stolt, Elisia," bemærkede han, ikke uden at mene det. "Og det ved jeg, at du vil blive ved med."

[Elisia af Bugtvig]

Alene faderens hånd var stor nok til at gå næsten fra kraveben til under skulderbladet, og hun følte sig pludselig meget lille. Så talte han og følelsen forsvandt omgående.

"Tak, far." Hendes ansigt føltes varmt, men hun prøvede at lade være at tænke på det. Blikket flakkede ikke. Elisia vidste, hun måtte mande sig op og holde kontakten, så det gjorde hun. Det var ikke altid lige let at gå i forældrenes fodspor, men kommentarer som den gjorde det det hele værd.

Ordene stod nærmest i kø. Løfter om, at hun ville gøre alt for Bugtvig og en lille pige i hendes indre, der bare gerne ville fortælle sin far, at hun elskede ham. Ingen af dem slap ud. "Og jeg af dig. Nu har du fået os alle til at vælge ridderlivet." Hun smilede skævt.

[Baird af Bugtvig]

Bairds smil afspejlede et øjeblik komplet hans datters og familieligheden var en kort stund slående, før et muntert fnys fulgte hendes konstatering og han himlede med øjnene over hende.

"Jeg ved ikke hvad jeg og din mor tænkte på," svarede han. "Det fører kun til problemer med tre, stridslystne børn, der ovenikøbet kan sætte en klinge ind for det de tror på..."

[Elisia af Bugtvig]

Elisia fnøs i morskab og rystede lidt på hovedet. Når han ikke var den strenge væbnerunderviser eller arvingen til Bugtvig, havde de altid været i stand til at hygge sig sammen. En kvalitet, havde hun fundet ud af, der ikke var så normal blandt alle familierne.

"Vi har vel mødt nogle riddere, der har haft inspireret os." Smilet var stadig skævt, men denne gang flakkede blikket en anelse over det kompliment, der alligevel lå i ordene.

[Baird af Bugtvig]

Baird smilede, omend hans blik endnu var alvorligt. Han svarede ikke på komplimenten med andet end et lille nik, men tog det nu alligevel til hjerte.

"Skal du op til paladset igen i aften? Jeg kan følge dig på vej." Hans datter skulle ikke ride alene gennem Corus om aftenen, heller ikke selvom hun var ridder om få år. Hun var endnu kun femten.

[Elisia af Bugtvig]

De røde lokker dansede om hendes skuldre, da hun rystede på hovedet. "Jeg skal på jagt med Gavin i morgen, så jeg sover på mit værelse i Trebond-huset."

Desuden var hun alt for gammel til at blive fulgt som et lille barn. Hun var væbner og om kun to år ville hun være ridder. "Det er jo heldigvis ikke så langt væk," beroligede hun ham alligevel.

[Baird af Bugtvig]

Han nikkede, men blikket over bemærkningen var en anelse skarpt. Han svarede dog ikke, men tog blot en dyb indånding og løftede bægeret med vin foran sig, for at tømme det for de sidste rester.

"Nuvel. Nu hvor min datter ikke længere vil lade mig følge hende hjem, vil hun så i det mindste tage et spil skak inden afgang?"