Farvestrålende besøg

[Amina Syerske]

Keon Keglekaster

Det var en solskinnende dag, så Amina valgte at bruge den på at se om, der skete noget spændende i området. Gaderne virkede dog underligt tomme, hvilket de ellers normalt aldrig ville være i det vejr. Amina mærkede hvordan nysgerrigheden begyndte at røre på sig, hvor kunne folk være henne? Forsigtigt gik hun rundt i gaderne til hun endelig hørte nogen snakke, der var kommet gøglere til byen. Amina havde ikke set gøglere siden hun var otte og mærkede straks trangen til at se, hvordan de var.

Hun satte sin ilder Iggy ned på jorden, han havde som så ofte før siddet i nakken på hende, så satte hun i løb med Iggy piblende om benene. Hun sørgede for hele tiden at holde et tempo, så han kunne følge med, men det var heller ikke langsomt.
Til sidst nåede de engen, hvad der var en kødrand af folk der kiggede på gøglerne, der netop var ankommet og skulle til at slå lejr. Amina maste sig igennem små huller mellem folk, så hun til sidst stod i forreste række. Undervejs fik hun tømt nogle enkelte lommer for deres værdigenstande. Hun endte lidt ovre ved den en side, det gjorde dog bestemt ikke noget. Foran hende, nogle meter fremme, stod en ung gøgler med et stort krøllet mørkt hår, travlt igang med at arbejde.

Det begyndte at tynde lidt ud i folk, da der var gået en times tid eller to, og Amina fandt en lille høj, hvor hun fortsat kunne sidde og kigge på gøglerne. Hendes øjne var bestemt ikke mætte ende. Der var smukke klare farver over det hele, folk der alle så lidt anderledes ud, dyr af forskellig art; mest heste dog. Dem kunne Amina nu godt undværre og så var der ham, den unge gøgler som var den første Amina havde fået øje på. Hendes øjne blev ved med at falde tilbage på ham, bare for hele tiden at se, hvad han foretog sig.

[Keon Keglekaster]

Det var det samme hvert år. Når truppens iøjnefaldende vogne kørte gennem hovedstaden, trak de et nysgerrigt følge med sig. Ikke fordi de var de eneste gøglere, bevares, men de var tilbagevendende - og de var gode. Året på rundrejsen havde kun gjort deres samlede ry bedre. I Keons optik var det både en godt og skidt. Mange mennesker var lig med smør til grøden hver morgen, og utallige andre små luksusgoder, som de fleste tog for givet, men han kunne godt undvære, at der var øjne på konstant.

Han var dog født ind i det og sprang adræt ned fra vognen, landede i knæ og kvitterede til den nysgerrige mængde, med et buk og et charmerende smil. Hvis de ville glo på flok der slog vogne ud og satte telte op, så fred være med det. Det var måske nok hverdag for ham og for alle andre i truppen og alle arbejdede lige effektivt - tilskuere eller ej.

Efterhånden tyndede det dog ud. Folk havde pligter, eller fandt ud af der ikke ville blive nogen spontan forestilling den dag. Lejren var efterhånden slået op, midlertidigt, men de skulle være samme sted mange måneder nu, så der var tid til at gøre det mere permanent over de næste uger inden efterårsjævndøgnet. Han svingede spaden han havde i hånden i nogle hurtigt manøvrer fra den ene hånd til den anden, og fløjtede muntert imens. Der var altid mulighed for at øve sig - på den ene eller den anden måde og han fortsatte lidt endnu, før han satte spaden i jorden og begyndte at grave ud til et bålsted til sin egen familie.

[Amina Syerske]

Amina sad roligt og fulgte med i det hele, mens hun glemte alt om tid og sted. Det var så spændende og opslugende at se på, hvordan de bevægede sig rundt. Hver bevægelse blev gjort med en helt særlig afbalanceret frihed som virkelig fangede Amina.

Stadig var det dog den unge mand, som da også viste lidt kunstner, der fangede hende mest. længe sad hun og kiggede og hendes kiggen blev næsten til en lille stiren. Hendes fornuft fortalte hende efterhånden, at hun burde vende hjem ad, men lysten til at blive bare lidt mere overvandt hele tiden. Først da hun sad næsten helt alene, blev hun enig med sig selv om, at det nu var tid.

Hun kom på benene og kaldte Iggy op på hendes venstre skulder som altid, men da hun skulle til at gå, ville hendes ben ikke lystre. Den unge gøgler var begyndt at fløjte, og hun besluttede sig for at det nok ikke ville skade, bare at høre en enkelt sang mere. Da der kom et ophold i hans fløjtet, klappede Amina i hænderne uden helt selv at være klar over det. "Undskyld jeg... Det lød flot" sagde hun så bare, måske bundede det i at hun altid beundrede folk der kunne fløjte, fordi hun kun selv kunne få en pustende lyd over læberne.

[Keon Keglekaster]

Keon lagde ikke for alvor mærke til nogen af folkene der ikke hørte til hans egen udvidede familie. Ikke før nogen klappede. Da havde han lige sat spaden fra sig med et nyt, kunstfærdigt sving. Han så op, lokaliserede hvem der havde klappet og hævede spørgende et øjenbryn, som altid fulgt af et muntert træk i den ene mundvig. Det blev ikke mindre udtalt da hun undskyldte og de lyse øjne, der stod i kontrast til det mørke hår, spillede spøgefuldt før han bredte armene ud til hver side og bukkede.

Han rettede sig op med en glidende smidighed, der vidnede om mange timers øvelse og pustede hårdt opefter, for at fjerne en mørk krølle, der havde forvildet sig fri af lædersnøren hans hår var bundet tilbage med "Hun er nem at underholde.. den unge frøken." hans accent var svær at placere. Han talte fællessproget flydende, men der var alligevel noget anderledes i hans udtale. Som om han var vant til at tale adskillige sprog, og endte med at blande dem lidt sammen.

[Amina Syerske]

Hvor var det dumt at stå her og klappe som anden anden... ja hun vidste det faktisk ikke, tosse? Det var som sådan ikke fordi der var noget at klappe over, hun blev bare så betaget af både ham og hans fløjten.
Hun fik en fin lille rynke over næsen, da han talte. Hun var nødt til at koncentrere sig for helt at forstå ordene. hun strøg en af de små fletninger om bag øret, nok egentlig mest for at trække tiden. Hun anede ikke hvad hun skulle sige, og hun blev en smule forfjamsket over nu at snakke med manden, hun havde kigget på hele dagen, den unge gøgler kun iført bukser. Hun kiggede rundt på hele deres lejr, der var så meget at se. "Kalder du det nem? Jeg har ikke set noget lignende siden... " Hun stoppede sig selv, han ville selvfølgelig ikke høre hele hendes livshistorie. "Måske er det bare fordi du fløjtede en smuk melodi, og fordi jeg ikke kan fløjte." Det sidste blev sagt med næsten uhørlig stemme.

[Keon Keglekaster]

Han rakte op og skubbede den insisterende krølle væk fra panden, selvom den faldt tilbage øjeblikket efter da han drejede hovedet og så ud over lejren der havde taget form. Det var da nemt, men måske kun fordi han og de andre havde gjort det utallige gange før.

Hans blik vendte tilbage til hende, nu med hovedet lidt på sned da hun fortsatte, kun lige højt nok til at han kunne høre hende. En smittende latter gled over hans læber og afspejlede sig i det igen spillende blik "Vi alle har forskellige talenter, mhm?" svarede han, og purrede op i det lyse hår på en lille pige, der lagde en favnfuld brænde ved siden af det udgravede bålsted. Hun sendte et nysgerrigt blik mod den ukendte kvinde, eller måske i sær det lille dyr der sad på hendes skulder og forsvandt så igen mellem vognene "Du er her fra byen, ja?" spurgte han på samme ubestemmelige facon som før, mens han satte sig på hug og begyndte at lægge an til bålet.

[Amina Syerske]

Amina kunne ikke lade være med at betrakte manden foran sig. Han var så anderledes, så spændende. Hun kom dog til at grine lidt af hans kommentar omkring talenter. "I så fald må mit talent være... Det ved jeg faktisk ikke." endte hun så med at sige med et skuldertræk. Hun kiggede op på Iggy, selv han havde flere talenter end hun selv havde. Men det kunne selvfølgelig også være ligemeget, det var ikke sådan hun skulle tjene sine penge uanset.

ved hans næste spørgsmål måtte hun ryste på hovedet. "Jeg flyttede hertil sidste sommer." Man kunne altså ikke ligefrem sige hun var fra byen. Hun kiggede indgående på ham igen, hun havde virkelig svært ved at placere, hvad han var for en type, og det hjalp bestemt ikke at han ikke havde mere tøj på end han havde. Den del ville hun dog ikke indrømme.

[Keon Keglekaster]

Han blev siddende på hug og fremtryllede en lille læderpung fra en skjult lomme i de løse bukser "Alle har talenter, ja." erklærede han, med et skævt smil, men også med overbevisning i stemmen mens han lagde en lille bunke fyrsvamp og andet letantændeligt materiale klar og ved siden af den strimler af birkebark og tynde stykker træ "Ah.. så hvad kom du her for?" han lagde hovedet på sned og så over på hende med et spørgende blik "Hvor var hjem før Corus?" hjem.. det var et underligt klingende ord for ham. Folk havde det med at mene, der krævedes et fast punkt for at kunne kalde noget for hjem. For ham havde hjem altid haft mere med mennesker, end med ejendom at gøre. Hans hjem havde altid været på hjul og sjældent været længere tid noget sted.

[Amina Syerske]

Forstod han hende ikke? Hun havde jo lige fortalt ham at hun ingen talenter havde. Ikke noget nævneværdigt hvert fald! Jo hun var da efterhånden god med knive, men både Serena og Amos var stadig bedre, hun kunne hverken fløjte, danse eller synge, tegne helt sikkert heller ikke. Nej hun kunne ikke komme på, hvad hendes talent skulle være. "Nej. Beklager, men i mit tilfælde tager du altså fejl." hun sendte ham et lille smil, det var okay ikke at have et talent, det behøvede hun ikke, og hun ville ikke fremtrylle et eller andet bare for at give ham ret i alle havde talent.

Han var svær at forstå både i udtale og ordvalg. Hvad hun kom her for? mente han her her, eller mente han her, Corus? Mon ikke det var det sidste. "Jeg ledte efter min familie." sagde hun så bare mens hun tog fat om ilderen på hendes skulder og satte ham tilbage i græsset, hvis hun alligevel skulle snakke med denne gøgler, kunne han godt få lov til at rende rundt. Hun havde øjnene på Iggy lidt, før hun igen kiggede over på manden. "Som barn boede jeg i Maren. Men jeg har strejfet om i 2 års tid mellem Maren og Corus." fortalte hun. Det kunne hun vel nok. Han kunne vel ikke være farlig når han først lige var kommet til byen. "Er i tit i Corus?" spurgte hun nysgerrigt af flere årsager.

[Keon Keglekaster]

Han så op fra sit bålbyggeri da hun sagde ham imod og ganske kort trak hans mørke øjenbryn sig sammen over næseryggen "Nej.. ingen fejl." bedyrede han uden usikkerhed i stemmen og sendte hende et ligeså selvsikkert smil tilbage igen, før han tog et ildstål frem fra læderpungen og begyndte at skrabe noget af belægningen af ned i fyrsvampen og spånerne mens hun fortsatte.

"Hver vinter." var det simple svar på hendes spørgsmål, før han selv stillede et tilbage "Gjorde du held, ja?" han skævede op igen uden at stoppe sit forehavende "At finde familie." med erfaringens lethed slog han gnister med ildstålet og efter få forsøg begyndte optændingsmaterialet at ryge og ulme. Han bøjede sig helt ned og pustede forsigtigt. En spæd flamme sprang frem og han lagde hurtigt nogle strimler tør birkebark på og, så snart de fængede, nogle tynde stykker træ.

[Amina Syerske]

Hun rystede lidt på hovedet og afgav et lille fnys. "hvis du har ret, hvad skulle mit talent måskeså være?" Der var ingen, og sådan var det bare. Der generede hende faktisk en smule at han ikke ville acceptere at det var sådan.

Det var svært at forstå hvad han spurgte om, og hun måtte vende det nogen gange i hovedet før det gav mening. "arh ja. Jeg fandt min far, havde jeg ikke fundet ham, ville jeg stadig lede" hun smilede til ham og bukkede sig så ned også nussede Iggy bag øret. "Jeg mødte så også Iggy her på vejen." hun var opmærksom på omIggy pludselig kunne finde på at hoppe for tæt på ilden, eller på ham.

[Keon Keglekaster]

Han så op igen, mens pindebrændet fængede og betragtede hende uudgrundeligt et langt øjeblik før han trak på skuldrene med et skævt smil "Jeg kender dig ikke." konstaterede han ligefrem og tilføjede med lige så meget overbevisning som før "Men alle har talent for noget, mhm. Guderne gør det sådan." han blev siddende på hug mens hun fortsatte og hans blik endte på ilderen ved hendes fødder "Iggy.." gentog han med samme fremmedartede accent, rakte den ene hånd indbydende frem og slog lokkende med tungen. Mellem hans fingre var nu et stykke æble, der egentlig havde været til overs fra tidligere, da han skulle lokke en af truppens heste.

[Amina Syerske]

Nej selvfølgelig kendte han hende ikke, de var jo først lige mødtes. Han var dog ikke let at få til at skifte mening, så hun endte med at lade det ligge. Han kunne få lov at få ret hvis han så gerne ville, skønt han nok bare ville blive skuffet.
Hun kunne ikke helt lade være med at smile, da han kaldte Iggy hen til sig med et stykke æble i hånden. Den lille ilder der pilede hen til den udstrakte hånd, blev noget skuffet over gaven deri. Hvilket fik Amina til a grine. "Så Iggy vær sød ved... ved..hmm" Hun kiggede på ham igen "Jeg har slet ikke fået dit navn endnu?" En lille smil viste sig på hendes læber og så kiggede hun strengt på Iggy "Du kan godt tage imod det, selvom det ikke er brød eller kød" Det var Iggys to livretter, frugt spiste han generelt sjældent.

[Keon Keglekaster]

Hans smil blev underholdt over det lille dyrs tydelige skuffelse "Sært barn har mange navne.." svarede han og så kort op på hende, før opmærksomheden igen hovedsageligt lå på ilderen, som han nu i stedet lokkede med et stykke tørret kød fra en anden lomme "Keon er det mest brugte." fortsatte han og stoppede selv æblestykket i munden "Har dit menneske også et navn, Iggy, hmm?"

[Amina Syerske]

Han var en underlig person, måske var det det, der trylleband Amina så frygteligt? Hun havde svært ved helt at forstå ham, men det var kun med til at gøre ham mere charmerende.
Hun hævede det ene øjenbryn, da denne Keon nu tog et stykke kød op ad lommen. Hvor meget havde han egentlig i de lommer? Iggy blev dog straks ellevild, da der nu var kød fora ham og straks var han over det og gumlede løst.
Amina sukkede for sig selv, "Typisk" nåede hun lige at tænke, før Keon spurgte Iggy efter hendes navn. Forventede han virkelig at Iggy ville svare ham? Hun lod det stå på lidt og gentog så hans ordvalg."Tja jeg er blev kaldt mange ting, men navnet er nu Amina." Hun kiggede nysgerrigt på Keon, fra top til tå og så til tops igen. Der var så mange spørgsmål hun gerne ville stille ham. "Så dit talent, er det så... at..." hun skulle til at sige ".. At tryllebinde folk?" men nåede da heldigvis at stoppe det inden ".. At tale med dyr?" fik hun i stedet rettet det til.