Nye traditioner

[Prunella af Trebond]

Følelsen af morskab boblede i hendes hjerte og hun lo let. "Nej, det kan jeg så sandelig ikke," svarede hun ærligt. "Nogle ville endda kalde mig temmelig vedholdende omkring det." Hun havde altid haft svært ved at nøjes, svært ved at gå på kompromis med sine ønsker og ikke mindst drifter. De var stærke i hende. Med tiden var hun blevet bedre til at vente, men helt at fjerne et behov. Det stod hende så godt som umuligt.

Hun ventede tålmodigt på svar, og hun skød et øjenbryn i vejret ved hans svar. Hun kendte godt navnet, men det fortalte hende stadig ikke, hvad de skulle se. Hun lod ham dog beholde sin hemmelighed, og blev faktisk en tand mere spændt af det. Hun følte sig glad og egentlig også taknemmelig over, at han havde i sinde rent faktisk at give hende - og måske sig selv - fornøjelsen af at blive overrasket. Det oplevede hun ikke så tit.

[Kieran af Stenbjerg]

Læberne trak sig tilbage i et næsten drenget smil der gjorde hans fortænder synlige et øjeblik "Så har De Deres svar der.. Jeg kan ligeså lidt være upartisk med hvad jeg mener jeg fortjener. Hvis ikke jeg mente jeg fortjente det, ville jeg aldrig have spurgt." konkluderede han og tav, for at betragte hende et langt øjeblik, før han komplet skiftede emne "Jeg håber Deres ophold på Trebond var behageligt."

[Prunella af Trebond]

Prunella bed tænderne sammen og forhindrede det smil, der meldte sig på hendes læber. Det for dog videre til hendes øjne og afslørede, at hun fandt ham charmerende. Hans smil formildede hendes bestræbelser på at yde modstand, men hun var også nysgerrig. og det var en stærk impuls.

"De er overbevisende," konstaterede hun, men uden give ham et svar. Hun greb i stedet ud efter hans emneskift og trak let på skulderne. "Det var det, tak. Måske lidt begivenhedsløst. Jeg havde forventet en større anledning til at bede mig om at vende hjem, men det var det bestemt rekreerende med al den ro." Hun var fræk nok til at himle med øjnene. Hun var stadig irriteret over at have brugt måneder på at sidde brak til sin moders store fornøjelse. Men det var vel netop meningen, hun ledte efter.

"Livet går jo videre i Corus, det venter ikke ligefrem..." Hun havde meget at skulle indhente.

[Kieran af Stenbjerg]

Hans blik var indgående, men stadig diskret menst han hårdnakket forsøgte at læse hendes ansigt, hendes kropssprog. Kunne det virkelig passe, hun endnu ikke var blevet informeret? Eller måske kun delvist var blevet det. Hun måtte kende til aftalen, men måske... Han lagde hovedet lidt på sned, mens hans skarpe hjerne fortsatte med at opsummere muligheder "Livet er hvad der sker, mens man har travlt med at lægge andre planer." det var et fortærsket ordsprog, men ikke desto mindre bar det et gran af sandhed med sig "Så hvilke planer har De lagt for Deres ophold i Corus? Bliver det langt?"

[Prunella af Trebond]

Prunella fornemmede hans afsøgende blik på sig, men forstod det ikke. Hun smilede blot og skød hagen let frem uden helt at være klar over det. Hans ord fik hende til at bremse op og blive helt til stede i nuet. Vognens vuggende bevægelser og udsigten til teateret gled helt i baggrunden. "Hvad sagde De?" spurgte hun. Ordene gav genklang i hende. Hun havde godt hørt ham og fortsatte trods sit spørgsmål. "Jeg har endnu ikke planlagt mit ophold. Det er ganske vist mit håb, om jeg kunne påbegynde nogle studier eller måske engagere mig i en diskussionsgruppe for ligesindede..." Det uddybede hun ikke. "Jeg må tilstå, at det er en smule trivielt for tiden. Vinteren er altid lang, sommeren må - guderne forbyde det - ikke blive det også."

[Kieran af Stenbjerg]

Hans bryn trak sig let sammen, næsten ikke synligt, men hendes reaktion på hans ord, fik alligevel noget til at falde på plads og han var ikke i tvivl om, at han havde ramt et, om ikke ømt punkt, så i hvert fald et vigtigt. Et der var godt at kende, i forsøget på netop at lære hende at kende.

Hans tanker fortsatte på den måde mens han lyttede til hendes svar og hans eget lå lige for, selvom det overraskede ham mildt at høre sig selv sige det "De ville synes om min svigerinde, hertuginden, tror jeg." hans eget forhold til Myrilla havde hele tiden været.. anstrengt, i mangel på et bedre ord, men havde ændret sig på det sidste. Ikke meget, men nok til at forskellen kunne mærkes.

[Prunella af Trebond]

Prunella løftede et øjenbryn, halvt-halvt af ægte og påtaget skepsis. "Ja så?" hun så spekulativt på ham. "Det tager jeg som en kompliment," svarede hun og smilede skævt. Hun havde vist aldrig mødt hertuginden under omstændigheder, der tillod hende at kende hende mere indgående. Alligevel følte hun, at der lå noget dybere bag hans pludselige ord. "Men jeg vil da meget gerne høre, hvorfor De mener det, nådigherre Stenbjerg," hun smilede drilsk og håbede, at han ville tage udfordringen op.

[Kieran af Stenbjerg]

Hans mundvige sitrede igen svagt under det allerede tilstedeværende smil og han nikkede svagt, uden dog at be- eller afkræfte, hvorvidt det havde været ment sådan.

Han trak på skuldrene med et spillende blik "Kald det en fornemmelse, om De vil." var det eneste han gav hende og lænede sig frem, netop da kusken holdt hestene an og vognens fart aftog "Måske De selv finder ud af det en dag." han havde holdt øje med hvor de var, selv med sin fulde opmærksomhed på hende og havde timet sine ord passende. Den lille dør blev åbnet og han smøg sig ud af vognen før hun nåede at sige mere, kun for at vende sig da han stod på gaden og tilbyde hende sin hånd.

[Prunella af Trebond]

Prunella så igen på ham i et langt øjeblik. Eller det føltes i hvert fald sådan. Så trak hun på skulderne. Meget vel. Han ville ikke lege med, så måtte det blive sådan. Forventningens glæde slettede hurtigt det skuffede udtryk, da vognens fart aftog. Hun studsede kort over hans mystiske formulering, men havde ikke tid til at dvæle ved det. Døren gik op, og Kieran var ude af vognen, som var det hele velplanlagt. Hun så efter ham, rejste sig så og tog imod hans hånd. Luften var frisk, og hun smilede nu. "Endelig," smilede hun bredere og så oprigtigt glad ud. Hun var forventningsfuld nu. Irritationen havde forladt hendes krop, og hun lod ham føre sig ind i teateret, mens hun afventede hans næste træk.

[Kieran af Stenbjerg]

Han hævede brynene let over et underholdt blik ved hendes udbrud "Har turen herned været så ulidelig?" spurgte han mens han i stedet bød hende sin arm, så snart hun stod sikkert på gadens sten "Jeg ved ikke om jeg skal være fornærmet eller tage det som en udfordring." han førte hende med sig ind ad porten i en glidende strøm af andre mennesker, hovedsageligt af samme stand som de. Ikke fordi borgerskabet var forment adgang, men de havde deres egen indgang på den anden side af bygningen.

"Denne vej.." han slog ud med den ene hånd og ledte hende videre med sig op ad en trappe, til pladserne på svalegangen, i læ for både regn og vind.

[Prunella af Trebond]

Prunella fnyste muntert. "Nej da," hun standsede op og så på ham, før hun tog hans arm. "Kan De dog være i tvivl om min glæde ved teateret og spændingen ved, at jeg endnu ikke ved, hvad jeg skal se?" Hendes stemme var lys og munter. Så smilede hun bredere. "Men hvis jeg skal vælge, så håber jeg på udfordring." Hun lod ham føre sig gennem mængderne med en følelse af at være i kontrol med situationen. Hun så et par gange op på ham for at aflæse hans ansigt. Var det forventning, hun kunne ane? Hun kendte ham ikke godt nok til at gøre sig klog på, hvad der foregik inde bag ved hans iagttagende øjne, men hun sugede alt til sig og lærte hurtigt. Hun var sikker på, at han skjulte noget, men om det blot var forestillingen eller noget mere, vidste hun ikke. Han virkede bare så ovenpå - men det gjorde han nu tit. Hvis hun ellers overhovedet kunne påkalde sig at kalde sit bekendtskab med ham noget i den dur. Hun smilede for sig selv, som de gik og mørket omsluttede hende. Hun skulle nok finde ud af det hen af vejen.

[Kieran af Stenbjerg]

Smilet spillede igen i både hans blik og hans smil da han rystede på hovedet "Nej, jeg er ikke i tvivl." han gjorde en lille pause på vej op ad trinnene "Spændingen klæder Dem." tilføjede han så, og for en gangs skyld, var komplimentet ærligt ment. Hun kunne svare for sig, så meget havde han allerede lært og det gjorde ham nysgerrig efter at lære mere. Efter at udfordre hende.
Tanken der flettede sig sammen med hendes egen kommentar, fik ham til at slå en lille latter op mens han førte hende med sig ind på en bænk, helt nede ved rækværket "Kanske De ender med at få Deres ønske opfyldt." hans medbragte tjener lagde to puder på bænkens træ og Kieran selv lod armen falde fra Prunellas, og slog opfordrende ud mod den ene "Tag plads." udsigten var god, men han ville heller ikke acceptere mindre.

[Prunella af Trebond]

Prunella smilede et slet skjult smil af glæde. Hun morede sig i Kierans selskab, og han lod til i det mindste at give sig et øjeblik til at snige sig ind på hendes person. Om det så var for egen vindings skyld eller ej, så smigrede det hende, og hun mindede sig selv om at være hans udfordring værdig. Han skulle mærke sit eget hemmelighedsfulde spil, hvis det stod til hende. Alligevel smøg hans ord ind mod hende og tillod hende at føle sig.. frigjort. Fornemmelsen af smigre var ægte, og de havde på en eller anden måde forladt flosklerne og høflighedsfraserne og var nået et nyt sted hen, hvor større ærlighed udspillede sig. Det gav så blot andre udfordringer, såsom at bibeholde facaden og den standsmæssige afstand, som de var tvunget til at lægge. Hun var klar over, at hun måtte være forsigtig i hans selskab. Det var for nemt at overgive sig til udfordringerne, som han tilpas diskret stak ud. Han vidste, hvad han lavede, men det gjorde hun også. Hun så ned og foregav bly taknemmelighed.

"Nu må De ikke få mig til at rødme, nådigherre Stenbjerg," sagde hun kækt og hendes øjne strålede af den spænding, han netop havde påtalt. Hun løftede et øjenbryn, da han lo. Det havde overrasket hende, men hun sagde ingenting. Hun tog blot plads og så ham an. "Udsigten er... fortrinlig," sagde hun anerkendende. Hendes ord var dobbelttydige med vilje, og hun lagde dårligt skjule på det som hun satte sig med et skævt blik mod ham. Nu var hendes blik fikseret mod scenen.

[Kieran af Stenbjerg]

Han smilede skævt og ganske klædeligt over hendes spøgende anklage og granskede hende med et blik der afspejlede smilet "Det var ellers det mål jeg havde sat mig for aftenen, komtesse." erklærede han frejdigt og tog selv plads ved siden af hende.

Blikket gled ud over teateret, de mange mennesker der var til stede. Det var et imponerende syn - også selvom han havde set det adskillige gange før. Alligevel vendte hans blik tilbage til hende med et uudgrundeligt glimt "Ja.. det er den."

[Prunella af Trebond]

Prunella så sødmefyldt mod ham og trak så på skulderne i en piget gestus. Hun vædede læberne og spidsede dem i en stiltiende udfodring. Hele hendes mimik oste af overdrevet fortielse. Det morede hende tydeligt. Han skræmte hende ikke. Hun lo let. "Det ser jeg frem til, nådigherre Stenbjerg," smilede hun frimodigt og kunne ikke lade være med at skyde hagen en lille smule frem.

Hun trak vejret dybt ind, da hun landede på sit sæde og hele hendes opmærksomhed vendte mod rummet. Mod stemningen og masserne, der strømmede ind for at fylde det op med larm og snak og dufte. Det kunne dog ikke overdøve det gamle teaters tunge puls, der allerede begyndte at slå gennem hende i forventningen om, hvad der skulle udspille sig oppe på scenen. Hun elskede at være her og kom her alt for lidt. Hun var taknemmelig for Kierans indbydelse og håbede, at det ikke var sidste gang. Han var en fin tilføjelse til stedet her. Et drilsk smil spillede i mundvigen.

Hun hørte hans dobbelttydige bemærkning og på en eller anden måde, trængte den ind efter et par sekunder og bød stedets stærke tiltrækningskraft. Hun så på ham et par sekunder før det rigtigt gik op for hende, hvad han havde sagt og så samlede nåede taknemmeligheden endelig hendes øjne, før hun igen blev mere påpasselig. Han var god til komplimenterne. Det skrev hun sig bag øret, men var alligevel smigret. Hun så længe på ham.

"Nu må De ikke sige, at De allerede har set stykket, så jeg bliver alene om at opsluges helt?" spurgte hun undvigende. "Jeg mister altid en lille bid af mig selv til forestillingen," hun smilede og følte sig revet med. Hun havde ikke for vane at give slip på den slags informationer om sig selv, men hvis der var nogen steder at få adgang til dem på, så havde han valgt helt rigtigt. Men omvendt ønskede hun også at vide mere om manden foran sig. Hvor mon hans svage punkt befandt sig?