Efter helbrederen

[Marcus af Naxen]

Murray af Naxen
12. juni 528 M. T.

Det var absolut ikke noget af det mest behagelig Marcus havde oplevet. Tværtimod havde det været en noget mærkelig oplevelse af have besøg af helbrederen. Og nu hvor han havde fået svaret om sin frugtbarhed, så dukkede et andet spørgsmål op. Men det måtte vente. Murray ventede inde på sit arbejdsværelse.

Han tog en dyb indånding og knappede sine bukser og skjorte, inden han rejste sig op fra sengen og forlod sit soveværelse. Han gik ned ad gangen og bankede let på, inden han trådte ind på sin storebrors værelse. Han rømmede sig let. "Murray?"

[Murray af Naxen]

Han havde taget et bad dagen før, og i dag havde han endda formået at skifte tøj, så han så noget mere ordentlig ud. Men det stoppede langt fra drikkeriet. Han drak derfor som sædvanligt, da Marcus bankede på til arbejdsværelset. Der var blevet luftet ud, men gardinerne var blevet trukket for igen, og skrivebordet rodede stadig noget. For hvad var pointen med at rydde det op? Da Marcus trådte indenfor, var han netop blevet færdig med at bunde sit glas. ”Fik du talt med helbrederen?” mumlede han og stillede glasset fra sig.

[Marcus af Naxen]

Han så på sin storebror, der stadigvæk lignede en der havde været indenfor hele sit liv. Men i det mindste lugtede der ikke mere i rummet. Og tøjet så endda rent ud. "Ja," sagde han og nikkede efterfølgende. Han gik hen og satte sig på en stol på den anden side af Murrays skrivebord. "Jeg kan godt," uddybede han og lænede sig tilbage på stolen. "Hvad så nu?"

[Murray af Naxen]

Han var lige ved at ånde lettet ud over svaret. Marcus var stadig i stand til at få børn. Slægten var ikke fuldstændig tabt. Spørgsmålet havde kun ét logisk svar. ”Nu får vi dig gift så snart som muligt.” Han vidste, at lillebroderen hadede det emne som en stormvinge hadede et varmt bad, men der var ikke noget at gøre ved det. ”Hvis det lykkes dig at få et barn, vil det blive arving.” Han overvejede stadig, om han i så fald burde træde tilbage og overlade Naxen til Marcus, men han kendte jo lillebroderens holdning til det emne. Derfor var det bedst blot at tale om det uundgåelige ægteskab.

[Marcus af Naxen]

Han skar en grimasse ved tanken om at skulle gifte sig. Han vidste, at det var den eneste udvej, men alligevel var han lidt tilbageholdende. "Murray," sagde han alvorligt. "Bare fordi jeg er i stand til det, så skal der stadigvæk to til at få et barn," pointerede han. "Og et hurtigt bryllup er ikke ens betydende med at min hustru vil være i stand til det," kvinden skulle trods alt også deltage i processen. "Du bliver nødt til at vælge en der er i stand til af nedkomme og ikke den første og bedste komtesse der er ledig," det gjaldt jo Naxens fremtid. Murray burde kunne se det fornuftige i at vælge med omhu.

[Murray af Naxen]

Han nikkede. ”Selvfølgelig.” De var nødt til at være så sikker som muligt på, at de fandt en kvinde, der var frugtbar. En familie der havde tendens til at få mange børn ville nok være fordelagtigt, men det kunne Vania nok hjælpe med at finde rundt i. ”I første omgang regner jeg med, at det bliver en kvinde, der er ved at blive færdig eller netop er blevet færdig på Klosterskolen.” Lige nu var en ung kvinde vigtig. Jo yngre, des mere frugtbar.

[Marcus af Naxen]

Marcus så på Murray med et rædselslagent udtryk i ansigtet. "Et barn? Vil du have, at jeg skal giftes med et barn?" Udbrød han og rejste sig frustreret op fra stolen. Han kørte en hånd igennem sit halvlange hår. Han kunne da ikke gøre sådanne ting med et barn. De var jo kun femten år, når de kom ud fra den forbistrede skole. Han så hen på Murray. "Hvad med en der er lidt ældre?" Forsøgte han sig. Han kunne ikke ligge med et barn.

[Murray af Naxen]

Han forstod ikke helt, hvorfor Marcus blev så oprørt. ”Vi er alle voksne, når vi fylder 14 år,” mindede han lillebroderen om. Det var kvinder, der kom ud af Klosterskolen, ikke små piger. Måske var det en eller anden universitetetsmentalitet, som han ikke kendte til? ”... Jeg kan vel lede efter en på 16 eller 17 år,” accepterede han dog. Det kunne vel også gå an. De kunne ikke ligefrem tillade sig at være alt for kræsne i øjeblikket.

[Marcus af Naxen]

Han rystede på hovedet af Murray. "Ville du have brudt dig om, at Myrilla var blevet gift i den alder med Hertugen af Stenbjerg?" Spurgte han retorisk. Han ville ikke have brudt sig om det, det var han ret sikker på. Da Murray dog gik med til at kigge på nogen der var lidt ældre åndede han lettet op. Eller så meget som Marcus nu kunne gøre, eftersom han stod foran at skulle giftes flere år før planlagt. "Jeg kommer ikke til at lede selv. Jeg ville ikke ane, hvor jeg skulle starte. Eller med hvem." Det måtte Murray stå for.

[Murray af Naxen]

”Det var mors valg. Hvis hun valgte at arrangere et ægteskab for Myrilla på det tidspunkt, ville jeg ikke have noget problem med det,” vurderede han. Det var jo ikke unormalt for en kvinde at blive gift kort efter at være kommet ud fra Klosterskolen. Myrilla fik så overtalt mor til at lade hende studere frem for at søge efter et parti til hende. ”Jeg skal nok ordne det. Sammen med Vania.” Han følte sig ikke i stand til at træffe rigtige valg i øjeblikket, så det var nok bedst at lade Vania lede, og så klarede han bare de offentlige ting.

[Marcus af Naxen]

Marcus var ikke enig. Han ville have haft et stort problem med det, men han sagde ikke noget yderligere. Ikke til det i hvert fald. "Godt, så er det jo på plads," sagde han i stedet og var lidt tom for følelser. Det var nok bedst. Ikke at føle noget gjorde, at man kunne være mere objektiv. "Jeg tager på universitetet og lader jer snakke," han havde mest lyst til at lukke sig inde og arbejde uden at tænke på virkeligheden. Eller sin egen forbandede fremtid.

[Murray af Naxen]

Murray hældte op til sig selv og nikkede lidt. ”Gør du det. Du snakkede om noget med at hjælpe Macay – det kan du jo også begive dig af sted til.” Det var vist noget med æbleplantagerne eller sådan noget ... Han var ikke helt sikker, siden han var fuld gennem samtalen. Uanset hvad ville det måske være rart for Marcus at komme lidt væk fra huset, imens Vania og Murray ledte efter et parti.

[Marcus af Naxen]

Han så ned på Murray eftersom han jo stadigvæk stod op. "Hvis jeg valgte at hjælpe ham, så ville jeg skulle være væk i flere uger Murray," fortalte han. "Vil du virkelig have det?" Spurgte han og blev stående med et afventende udtryk i ansigtet. "Jeg vil også gerne have en chance for trods alt at se min kommende hustru inden et eventuelt lynbryllup," det kunne gøre mange ting mindre akavede.

[Murray af Naxen]

Han nikkede. ”Det er i orden. Det er vigtigt, at vi ikke viser vores bekymring ud ad til.” Hvis hertugen af Macay ønskede Marcus’ hjælp var der ingen grund til at afslå ham. ”Jeg skal nok sørge for, at der vil være tid til, at du kan møde hende før brylluppet.” Det kunne han trods alt godt unde sin lillebror. Både Myrilla og han selv havde jo også haft mulighed for at snakke med deres kommende ægtefæller før håndfæstningen.

[Marcus af Naxen]

Han sukkede. Men endte med at nikke. "Så er det en aftale, jeg taler med Hertugen i morgen," sagde han og gjorde anstalter til at forlade arbejdsværelset. "Lad mig vide, hvad og hvem du og Vania har i tankerne," bad han, inden han gik hen mod døren. Det var noget af en redelighed de allesammen sad i. I det mindste skulle han da kun frembringe en arving til Murray og ikke en til Myrilla. Det måtte Hertugen af Stenbjerg selv stå for.