At lære hinanden at kende

[Clarisse af Drotvig]

Hun nikkede forsagt og følte sig en smule lukket inde i den trange vogn. Var de dog ikke snart fremme, så hun kunne få lidt luft?? Anne-Marie rakte over og gav hendes hånd et beroligende lille klem og Clarisse smilede taknemmeligt til hende, uden at hun dog følte, at hun for alvor fik fodfæste.

Hendes øjne faldt på Valon igen, da han bevægede sig og spurgte, hvad hun tænkte på og inden hun kunne nå at reagere på anden vis, skød rødmen op i hendes kinder, så det næsten brændte. Hun rystede let på hovedet - uvillig til at tale om det og usikker på, om hun overhovedet havde stemme lige nu. Var de der ikke snart??

[Valon af Prinshold]

Imponerende hvordan det lignede den ellers så stærke og fornuftige kvinde var ved at miste masken. Valon så fascineret til, over at en lille kommentar om ægteskab og børn kunne få hende til at gå helt i baglås. Han bemærkede kort anstandsdamen gav hendes hånd et klem, og formodede nu først at det var tanken om børn.
Ydermere blev hendes ansigt helt rødt, hun havde måske haft uvelkomne tanker? Tanker hun ikke havde haft før?
Valons fingre var foldede og igen lod tommelfingrene snurre rundt om hinanden. "Skal jeg...." Valon nåede ikke at sige færdig, før de hørte kuskens stemme informere om de var ankommet. Hans blik hvilede på dømmende øjne på Clarisse, inde han åbnede døren uden at færdiggøre sin sætning, og gik ud.
Valon stilte sig høfligt klar til at hjælpe Clarisse ned, men at hun ikke svarede var en fornærmelse. Dårlig opdragelse.

[Clarisse af Drotvig]

Han skulle netop til at bore i det, det var hun sikker på, da vognen stoppede og han blev afbrudt. Clarisse sukkede lettet og tog en dyb indånding af den friske luft, da døren blev åbnet. Hun tog hans hånd til hjælp for at komme ud, men hvis sandt skulle siges, så havde hun foretrukket at undvære den. At røre ved ham lige nu var en prøvelse i selvkontrol og hun var sig pinligt bevidst om, at hun ikke klarede det særligt godt.

Kinderne var derfor stadig røde, du hun lagde sin hånd i hans armkrog og de begyndte at gå. Anne-Marie sendte hende et formanende blik. Det så ud til, at også hun havde bemærket Valon's dømmende blik. Anstandsdamen sendte hende endnu et blik og en lille håndbevægelse og lod sig så falde tilbage, så hun ikke kunne høre, hvad de to talte om. Clarisse følte sig pludselig meget alene. Og særdeles presset.

Hun sank hårdt et par gange for at få stemme til at tale. "Undskyld," mumlede hun så endeligt, mens hun så ret frem for sig - undgik meget bevidst at se på Valon. Hun hadede at undskylde.

[Valon af Prinshold]

Valons blik gled væk fra komtessen, i takt med hun kom ud af døren og greb fat om hans arm. Roligt gik de begge sammen afsted mod templet, som de havde aftalt de skulle ind og se, hvis Valon ikke tog meget fejl ville hun nok også gerne bede i dem.
Valon selv havde ikke meget til overs for guderne, han troede på dem, men han kunne virkelig ikke lide dem. De var guder af en grund, de var uden nåde og uden følelser for de mennesker som gik rundt hernede.

Valon bemærkede godt hendes ord. undskyld. "Undskyldningen er accepteret." lød det frysende fra ham. "Jeg ser dog frem til at vi rejser til Prinshold." brummede han imens han gik med hende.

[Clarisse af Drotvig]

Hendes hjerte havde været ved at springe ud af brystet på hende over det lille ord, men da han godtog hendes undskyldning, kunne hun trække vejret igen. Og da han skiftede emne, begyndte hun så småt at falde til ro. "Også jeg," svarede hun roligt og klarede endda at smile lidt til ham. "Selvom det er en lang rejse, så er det dét værd for at komme til at se det sted, som jeg skal kalde 'hjem' i fremtiden." Hun havde ikke været på Prinshold før. Hun havde været for ung til at deltage i rundrejsen og ellers havde hun hverken haft tiden eller muligheden for det.

[Valon af Prinshold]

De to vagter som havde fulgt med dem på hele turen, gik et godt stykke bag dem og observerede om der skete noget, om nogle folk havde dårlige intentioner. Dog var de stille og man bed ikke mærke til de to skikkelser.

Valon derimod kiggede meget stift lige nu, og observerede de folk som gik forbi dem. En ældre mand, en ældre dame, ung, tyk, tynd. Der var mange skikkelser i dette område. Han lyttede dog med det ene øre til Clarisse, og trak hovedet i noget der kunne ligne et anerkende nik.
"Giver mening, du bliver Hertuginde af det en dag. Det vil blive dit hjem." sagde han monotont. "Du kommer til at nyde det." konstaterede han, inde han lod blikket glide over på hende.

[Clarisse af Drotvig]

Hun så forbløffet over på ham - usikker på, om han mon drillede hende igen. Det gjorde han åbenbart ikke og hun så frem igen med en tænksom mine. "Ja, det var det, jeg mente," svarede hun og tænkte ved sig selv, at manden virkelig ikke var ret god til at føre en almindelig, høflig samtale. "Og jeg håber da, at jeg vil nyde mit besøg." Ellers kunne hun også føje "god vært" til listen af de ting, hun skulle lære ham i fremtiden.

[Valon af Prinshold]

Det var underligt, hvordan hun havde formået at få ham til at snakke om deres fremtid, var det normalt? Valon brød sig i bund og grund ikke om det, men han havde lovet sig selv, at de skulle være uvenner som det første i deres forlovelse. Han tog en dyb indånding og lod øjne hvile ud mod målet de gik imod.
"Jeg er sikker på, at du kommer til at se det som dit hjem. Ydermere når først vi har fået et barn, så vil tilhørsforholdet vokse. Din søn vil blive Hertug af Prinshold, og hans efter." sagde han roligt, og smilte lidt med tanken om hun måske ville nervøs igen, han måtte teste hende for at se om hun også blev det i offentligheden.

[Clarisse af Drotvig]

Hun nikkede let og håbede i sit stille sind, at han havde ret. Selvom hun havde brugt mange år på klosterskolen, så var det aldrig blevet hendes 'hjem'. Det havde altid været Drotvig. Selv byhuset i Corus var blot en midlertidig bolig.

Det var disse tanker, hun gik med, da han pludselig talte om børn igen og en let rødmen igen fandt frem til hendes kinder. Dog på ingen måde lige så stærk som før. Hun forviste bestemt alle tanker om bryllupsnatten og nøjedes med at tænke på det lille barn, som hun skulle give ham. En dreng åbenbart. Tanken om det, var sådan set også rigeligt og hun forsøgte at styre samtalen væk igen, så hun ikke kom i problemer ligesom før. "Prinshold har klausul om mandlig arving?" spurgte hun derfor, halvt konstaterende, halvt spørgende.

[Valon af Prinshold]

Skridtene blev langsomt gået, så de havde tid til at tale sammen. modsat hende som spurgte hvordan man havde det, så ville han hellere snakke om praksis. Bryllup, var en god start - det havde tydeligvis skræmt hende, men ikke mere end hun stadigvæk var der.

Valon var en mand som forventede at hans førstefødteville være en dreng. Det lå i kortene, det lå i familien. Derfor regnede han naturligvis også at Clarisse gav ham en søn, som førstefødte. Hendes spørgsmål vendte han hovedet mod hende, med sine kølige øjne og smilte tilfreds.
"Godt du har interesse i dit kommende hjem." sagde han med en yderst kølig stemme, som ville kunne få hårene til at rejse sig.
"Vi har tradition for at drenge arver, men skulle der ikke være nogen dreng og kun døtre. Så arver den ældste datter naturligvis." blikket hvilede på hende imens han ventede på hendes reaktion. "I Prinshold får vi som regel et par stykker." sagde han og sendte hende et smil, som enten kunne fortolkes som lumsk, ubehagelig eller drillende... Kommentaren dog var en hentydning til de ofte fik flere børn.

[Clarisse af Drotvig]

Hans toneleje gav hende en følelse af ubehag og hun fik en distinkt følelse af, at hun faktisk ikke anede, hvor hun havde ham som person. Da hans tone skiftede igen, lød den dog igen næsten drillende og hun skottede op til ham, mens han talte. Hendes øjne mødte hans, netop som han talte om flere børn og et kort nu - mens hun kun fokuserede på hans ansigt - gled tankerne tilbage i de forbudte løbebaner. Hendes kinder blussede rødt og hun så hastigt lige frem igen, mens hun koncentrerede sig voldsomt om at få vejret. "Na-naturligvis," svarede hun med tydeligt påvirket stemme. Det var farligt kun at have en arving. Hvis der skete vedkommende noget, ville arvefølgen være kompromitteret. Hun kæmpede for at holde de forbudte tanker på afstand. I det mindste, indtil hun var alene.

[Valon af Prinshold]

Valon havde godt fanget, at den uerfarende unge komtesse blev påvirket af snakken. Dog fandt han det underholdende at drille hende, med tanken som hun ikke burde. Valon regnede med at hendes tanker om børn, førte hende til tanker om deres bryllupsnat. Han havde skam selv tænkt på det, og var egentlig ganske komfortabel ved tanken, dog var han ikke ligeså ny som hende i feltet. Hun var en køn, attraktiv kvinde og de skulle gøre deres pligt som mand og kone. Producerer nogle unger, som de kunne gifte bort og en enkel som kunne arve det hele.

"Det vigtigste i Prinshold.." sagde han og holdte en pause.. "uden tøven, og er vigtigere end alt andet. Det er familie." forklarede han med den samme kølige stemme. "Vi sætter familie over alt." hans blik hvilede afventede på hun gav ham et forstået udtryk.

[Clarisse af Drotvig]

Han skiftede emne igen og hun sukkede lettet. I hvert fald et kort øjeblik, inden en let irritation indfandt sig. Det virkede næsten, som om han legede med hende. "Jeg har allerede lovet dig min loyalitet på dét område," mindede hun ham spidst om. Det havde været en af de ting, de havde talt om, sidst de havde mødtes. Hemmeligt var hun dog glad for emneskiftet. Hun vidste ikke helt, hvad det var, der bragte hende så ud af fatning over det andet emne, men det var rart at bevæge sig væk fra det.

[Valon af Prinshold]

Valon nikkede anerkende, at hun kunne huske hvad de havde aftalt. Han gav hans fulde loyalitet, mod hendes fulde loyalitet. Det var vigtigt, at man satte Prinshold foran alt. Familie var alt. Valon ville gå i krig for sin familie, og ikke mindst starte krige for dem. Det samme skulle hans børn lære, familien foran krone og alt andet. Det næst vigtigste var pligter..

Valon lod dog tankerne glide væk, og rettede opmærksomt blikket mod bygningen de gik imod. "Er de troende?" spurgte han, og rettede hans blå øjne mod hendes.

[Clarisse af Drotvig]

Hun faldt mere til ro og så frem, da Valon talte igen. "Naturligvis," svarede hun selvfølgeligt. "Gudernes eksistens er tydelig overalt omkring os. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan man ikke kan være troende." Hun lød en lille smule overrasket over emnet og så så op på ham med store øjne. "Er du da ikke?" kom hun så til at sige - usikker på, hvorfor han ellers skulle bringe det op.