En farlig forespørgsel

[Amos Søfarer]

Serena Løveklo

Amos havde siddet i krostuen de sidste par timer, men da han så, at Serena kom ind af døren, havde han sendt hende et af sine sjældne smil og gjort et kast med hovedet op mod deres værelser. Han regnede med, at hun forstod hans hentydning og derfor blev han selv nogle få minutter, inden han rejste sig og gik ovenpå. De omkringsiddende ville formentlig tro, at han ønskede lidt tid med sin kvinde og det var såmænd heller ikke helt forkert. Men det var også helt bevidst den tanke, han efterlod dem med, som han gik op for at tale med hende.

[Serena Løveklo]

Den ordløse udveksling mellem dem tog kun nogle få sekunder. Hun stoppede ikke op, men ændrede retning midt i et skridt uden det blev for tydeligt og gik ovenpå i stedet for at indtage sin sædvanlige plads ved højbordet i krostuen.

Hun satte sig på bordet, med front mod døren ud til gangen og fingrene lukket om bordkanten og ventede. Hun behøvede ikke vente længe før hun hørte tunge skridt på gangen og døren gik op "Så... hvad kunne ikke siges nedenunder?" spurgte hun med hovedet lidt på sned og et nysgerrigt glimt spillende i de grå øjne.

[Amos Søfarer]

Hun sad på bordet og ventede på ham, da han kom op og han lukkede tilfreds døren bag sig. Med et lille ulvegrin gik han hen til hende og stillede sig mellem hendes ben, mens han kyssede hende sultent. "Der er indtil flere ting," svarede han hemmelighedsfuldt og trak op i hendes skørt, så det ikke var i vejen, da han trådte helt tæt ind til hende. Han satte hænderne i bordet på hver side af hende og skubbede hende med sin brystkasse og sine læber langsomt ned at ligge på bordet. "Men det må vente til lidt senere." Hvorfor han pludselig havde sådan lyst til hende, når han for øjeblikke siden blot ønskede at tale med hende, lærte han aldrig at forstå. Men det behøvede han vel heller ikke?

[Serena Løveklo]

Han smil og ikke mindst blikket han sendte hende, fik som altid varmen til at spire i kroppen på hende. De var måske ikke tåbeligt nyforelskede. Hun ville faktisk forsværge de nogensinde havde været det, men tiltrækningen mellem dem, var kun vokset over tid. Han kendte hende så godt og hun ham. Godt nok til at ord ikke altid var nødvendige for en fælles forståelse.

"Mhm?" mumlede hun spørgende mod hans læber, mens hun dovent lagde anklerne over hinanden, mod hans knæhaser "Hvilke ting?" spurgte hun videre, mens hun slap bordet og i stedet lagde hænderne bag hans nakke og lagde sig tilbage mod bordet uden protester. Hun fik ikke svaret hun søgte, men det hun fik fik hendes læber til at skilles i et flabet smil "Jeg har tid til at vente.." konstaterede hun simpelt, mens hun lod fingrene glide ind i hans hår, strakte hals og krævede hans læber igen.

[Amos Søfarer]

Et godt stykke tid senere, lå de i hinandens arme på sengen og han nussede hende kærligt i håret. At de altid var på bølgelængde, når det kom til elskov, gjorde kun dét, han skulle tale med hende om nu, sværere. "Nå, jeg havde jo noget, jeg ville fortælle dig," sukkede han tilfreds og strøg hende over skulderen med en fingerspids.

[Serena Løveklo]

Serena strakte sig dovent under tæppet der kun halvt dækkede hende og krøb så tættere ind til den varme krop ved siden af sig. Lod det ene ben glide hen over hans, mens hun lagde hovedet mod hans skulder og begyndte at tegne små, usynlige kruseduller mod hans let svedige brystkasse "Mhmm?" hun løftede hovedet lidt for at kunne se ham i øjnene, afventende "Hvad er det?" spurgte hun nysgerrigt og strøg næsen kælent mod hans skæggede kind.

[Amos Søfarer]

Han elskede at mærke hendes krop mod sin og han indsnusede duften fra hendes hår. "Det er en lille oplysning, jeg fik for et par dage siden. Det viser sig, at Perlegab-familien har en halskæde liggende, som kunne være Wandendamm-halskæden," sagde han så med en vis intensitet i stemmen. De havde talt om Wandendamm-halskæden. Det var en halskæde, som efter sigende skulle have en skjult nøgle gemt i sig og som ville kunne give oplysninger om en glemt skat.

[Serena Løveklo]

Hun spærrede øjnene lidt op ved hans ord og skubbede sig helt op på den ene arm "Virkelig?" hendes anden hånd lå stille mod hans bryst nu "Men de er da ikke særligt højt på rangstien, er de? Hvordan har de fået fingre i den? Uden at vide hvad de har mellem fingrene?" måske gjorde de, men havde ikke forsøgt at be- eller afkræfte historierne. Hun anede det ikke, men hendes interesse var vakt.

[Amos Søfarer]

Han brummede bekræftende og lod sine fingre glide gennem hendes lange mørke hår. "Ud fra mine oplysninger, ved de tilsyneladende ikke, hvad de har mellem fingrene. Og det har den tidligere ejer åbenbart heller ikke haft. Den unge baron-søn vandt den efter sigende i et slag terninger. En af mandens heldige dage." Han brummede underholdt.

[Serena Løveklo]

Hun lænede helt naturligt hovedet lidt mod hans fingre i sit hår, stadig med den dovne, behagelige følelse, af tilfredsstillelse i kroppen mens de talte "Et slag terninger.." hun fnøs underholdt, bøjede hovedet og lod læberne strejfe hans skulder før hun igen mødte hans blik "Hvis der var flere af den slags indsatser i spillene hernede, ville jeg tilbringe mere tid ved bordene." spøgte hun tørt og så afventende på ham. Kendte hun ham ret, var der mere end bare formodningen om hvor smykket var.

[Amos Søfarer]

Han brummede selv underholdt og nikkede. "Også jeg. Men det lader til at have været lidt af et lykketræf. I hvert fald for os. De lader slet ikke til at være klar over, hvad de ligger inde med, selvom de naturligvis kan se, at det er værdifuldt." Han nussede hende lidt mere i håret og måtte efterhånden frem med, hvad han helst ikke ville sige. "Man må naturligvis forvente, at det er et smykke, de passer bedre på end de almindelige..." hintede han forsigtigt.

[Serena Løveklo]

Hun fnøs igen og lagde hovedet ned mod hans skulder igen, da stillingen blev en smule ukomfortabel "Jeg kunne forestille mig det er tilfældet med mange af dem." konstaterede hun igen og inkluderede alle med adelstitel i sin formodning "Ja.. andet ville være tåbeligt.." fortsatte hun og løftede alligevel hovedet igen. Hun var ikke normalt en tålmodig sjæl, men lige nu var hun for dvask og veltilpas til at være utålmodig selvom han dansede omkring sagens kerne, som katten om den varme grød "Hvor vil du hen med det?"

[Amos Søfarer]

Han vidste, at han ikke kunne blive ved for længe, men kunne heller ikke få sig selv til bare at springe ud i det. "For tiden er det jo ikke så let for at vide, hvem vi kan stole på," vævede han lidt videre. "Og jeg vil helst undgå alle chancer for, at Gina Hugorm skal få nys om det... Men nogen skal jo lede efter dets gemmested..." Hun måtte være lige på vippen til at finde ud af, hvad han mente.

[Serena Løveklo]

Hun lå tavs og lyttede mens han fortsatte, men selv da han tav, gik der nogle lange øjeblikke, før hendes lidt fraværende tanker, samlede sig i den rigtige retning "Vent.." begyndte hun og skubbede sig brat helt op at sidde, som altid komplet ugenert i afklædt tilstand "il du have mig til at snige mig derind?" hun var ikke vred, men aldeles overrumplet "Jeg har ingen erfaring i den slags, Amos."

[Amos Søfarer]

Der var cirka lige stor chance for, at hun ville blive vred eller overrasket og han kendte hende godt nok til at være lidt nervøs for den mulige vrede. Det blev dog overraskelsen og han løftede sig lidt op og så på hende. "Men du har erfaring som tjenestepige," uddybede han alvorligt og ventede nu igen lidt på vreden. "Og du er en af de eneste, jeg stoler på."