Endelig samlet

[Charlotte af Hamin]

Nora af Stacine

Det var efterhånden noget tid siden, at Charlotte havde forladt maskeballet, efter at have afleveret Natalie til sin storebror. Hun var ikke som sådan bange, men en smule bekymret kunne man ikke undgå at blive, når Herredømmets Juvel var blevet stjålet. Så at ses med Nora var absolut ingen dum idé. Hun trængte til at tænke på noget andet.

Som altid var der dækket op i stuen til, når veninden kom på besøg. Der var en liflig frugtte på kanden, samt en lille krukke honning til at søde den yderligere med. Et par tørkager var bragt ind på et fad, nu manglede kun hendes elskede gæst.

[Nora af Stacine]

Det var virkelig tiltrængt at se veninden. De sidste par uger havde bestemt ikke været begivenhedsløse og der var mere end rigeligt, hun ville vende med Charlotte. Derfor havde hun også glædet sig over invitationen.

Uden at skænke tjenestefolkene megen opmærksomhed, søgte hun ind til veninden. Et varmt smil hvilede allerede over hendes læber, før hun trykkede sig ind til hende og plantede et kys på hver af hendes kinder. "Charlotte," hilste hun og gav hendes hånd et klem, før hun tog plads. Der duftede sødt. Mh, det var godt med en veninde, der delte hendes smag for søde sager.

[Charlotte af Hamin]

Synet af Nora var altid noget, det kunne muntre Charlotte op. Og i dag var ingen undtagelse. "Nora," hilste hun tilbage og gengældte hendes kys på kinderne, inden hun satte sig ned ved siden af veninden.

Hun rakte ind over det lille bord og begyndte at skænke te op til dem begge to. "Fortæl mig så, hvordan det gik med Enkegrevinden?" Det var det emne, som Charlotte var aller mest interesseret i at høre om.

[Nora af Stacine]

Det var så dejligt ukompliceret med Charlotte. Intet behov for at holde former og facader oppe. Smilet blev større. "Nå, der er nok én, der er nysgerrig," kommenterede hun spøgefuldt, mens deres kopper blev fyldt med te. Hun skuppede en god skudefuld honning i den i forvejen søde te og rørte lidt rundt, lod skeen stryge over koppens kant i en blød, lydløs bevægelse, mens de sidste dråber slap, før hun lagde den fra sig på underkoppen.

"Hun var skeptisk, det er der vel ingen grund til at lægge skjul på. Alt, vi har hørt om hendes stramme mine er sandt, hvis ikke en direkte underdrivelse, men jeg fik hende da til at overveje mig som en mulighed, hvilket vist var det største og sværeste skridt." Det håbede hun i hvert fald.

[Charlotte af Hamin]

Hun så over på Nora, og smilede drillende. "Naturligvis. Jeg er altid nysgerrig, når jeg ved du har nyheder," sagde hun i et lige så spøgefuldt toneleje.

Hun rynkede lidt på sin lille næse, da Nora begyndte at fortælle. Enkegrevinden af Maloris Tinde lød lidt som Martin, inden hun lærte manden at kende. Måske det ville være det samme for Nora. Hun håbede det. "Jeg håber virkelig, at hun vil tage dig i betragtning. Du vil være den fødte Grevinde," det var i hvert fald Charlottes mening. Nora kunne alle reglerne til fingerspidserne. De fleste langt bedre end Charlotte selv kunne.

[Nora af Stacine]

Hun trak på skuldrene i høflig beskedenhed og samlede koppen op, før hun pustede lidt til den varme te. Det var rart, nu der stadig var så koldt udenfor. "Hun er sikkert bare en streng olding, der gerne vil holde al magten for sig selv," kommenterede hun og rystede på hovedet, "Jeg tror slet ikke, Julian rent faktisk har nogen indflydelse lige nu." Men det skulle alt sammen nok ændre sig, hvis hun fik sin vilje... Når hun fik sin vilje.

"Men nok om hende. Hvordan går det med dine udfordringer?" Hun vidste godt, at forlovelsen med Greven af Meron ikke just havde været Charlottes drømmescenarie.

[Charlotte af Hamin]

Hun var ikke i tvivl om, at Nora havde ret omkring Enkegrevinden. Eller omkring Julian. "Så vidt jeg husker, så havde hun ikke meget at sige, da Grevens søster levede," hun huskede Uline som en ret stædig kvinde.

Da emnet faldt på Martin, blev hun en smule stram i masken. Noget der var meget ulig Charlotte, når hun var i selskab med Nora. Men forholdet til Martin var rent ud sagt en prøvelse mellem at holde balancen i hans selskab eller falde ud over kanten. "Han kyssede mig på kinden, dagen inden kroningen," fortalte hun, og genkaldte følelsen af hans læber, der flygtigt rørte hendes kind. Det gav hende en lille hjertebanken.

[Nora af Stacine]

Blikket blev vurderende et øjeblik. Så nikkede hun. Det var da egentlig også rigtigt. "Så er det jo bare et spørgsmål om, at Maloris Tinde har brug for en kvindes faste hånd." Tonefaldet efterlod ingen tvivl om, hvem hun mente, den kvinde burde være.

Smilet ville gerne vokse. Måske det var hendes fars tendens til at være skadefro, hun havde arvet, men der var noget ved den måde, Charlottes mine strammedes på, der morede hende. "Det lyder da ikke så slemt," kommterede hun drilsk og blinkede til veninden.

[Charlotte af Hamin]

Hun smilede lidt af Noras selvsikre måde at udtrykke sig på. Men hun kommenterede ikke videre på det. De vidste begge to, at Nora i sidste ende garanteret ville få det, som hun gerne ville have det.

Til gengæld faldmede smilet ved Noras drillende kommentar. Charlottes læber blev til en smal streg, mens hun genkaldte sig hvad der efterfølgende var sket. "Nej, hvis ikke det var fordi, han lige bagefter beordrede, at jeg fik en anstandsdame med hver gang jeg tilbragte tid sammen med ham," sagde hun og kunne ikke lade være med at knytte sin lille hånd. "Han fik mig til at skamme mig."

[Nora af Stacine]

Smilet blegnede omgående, da Charlotte fortsatte. Han havde.. Hvad!? Indignationen rørte på sig på hendes vegne. "Det er ikke i orden, kære," skændte hun med en strenghed, der på ingen måde var rettet veninden, men i stedet dennes forlovede. "Hvem tror han lige, han er?" Hun fnøs i forargelse. Vidste han ikke, hvilken skøn og intelligent kvinde Charlotte var?

[Charlotte af Hamin]

Hun nikkede, da hun hørte at Nora var mindst lige så forarget over det, som Charlotte var. For hun havde på ingen måde indladt sig på Martin. "Han er forkælet," sagde hun med en kølighed i stemmen, der var blevet en del af den måde, hun talte omkring Martin på. "Jeg troede, at vi var kommet frem til en form for forståelse," hun slog blikket ned, mens et dybt suk gled over hendes læber. Hun var nok mest af alt trist over det.

[Nora af Stacine]

Endnu et fnys. Flere forkælede mænd i adelen. Perfekt. Hun rystede bedrevidende på hovedet og nippede til teen igen, før hun stillede koppen fra sig. "Mænd er simple.. Du skal sikkert bare give ham noget tid, lade ham se at du er nødvendig for ham." Hun trak på skuldrene. Alle mænd var vel bare mænd i sidste ende, så hun kunne ikke se, hvorfor Charlotte ikke skulle kunne gøre noget ved den udfordring.

[Charlotte af Hamin]

Hun rakte frem og løftede den spinkle tekop op til sine læber med den ene hånd, mens Nora talte. Hun nippede ganske let til den nu drikkeklare te, inden hun satte den ned på sin underskål. "Det er også derfor, at jeg ikke har set ham siden kroningen," fortalte hun, og havde det egentlig ganske godt med det. "For han skal ikke tro, at mit liv slutter, blot fordi vi er forlovet. Jeg har dig, mine studier og min familie," og de tre ting var hun ganske stolt over.

[Nora af Stacine]

Selvom hun kun få øjeblikke forinden havde været helt bestyrtet over Grevens adfærd, ville hun nok aldrig selv nå til den konklusion, Charlotte på en eller anden måde havde fundet frem til. Hun tav lidt, vurderede hvordan hun bedst kunne ytre sin bekymring uden at stille spørgsmålstegn ved venindens dømmekraft. "Det er selvfølgelig sandt," svarede hun med et lille nik og smilede blidt, "Men er det den bedste fremgangsmåde, kære?"

[Charlotte af Hamin]

Hun vidste godt, at når hun var vred, så handlede hun irrationelt. Derfor slog hun også bare opgivende ud med armene. "Jeg aner det virkelig ikke," sagde hun og sukkede igen dybt. "Det er slemt nok, at han ikke er villig til at lade mig studere færdigt, men at han opfører sig sådan..." Hun rystede på hovedet. "Jeg går hele tiden fra at være vred til skamfuld, til rent faktisk at kunne lide ham, for så at starte forfra," det var en følelsesmæssig udfordring at være omkring Martin.