Gode miner

[Vivienne af Genlith]

Travis af Hamin

Fægteturneringen - 30. januar 528 M.T.

Vivienne havde måske nok aldrig selv haft et ønske om at få et sværd i hånden, men hun havde altid nydt en god turnering. Ikke mindst fordi det var en helt legal anledning til at se på veltrænede mænd der pressede sig selv til det yderste. Man var vel kun en kvinde og ikke blind for de herligheder guderne (og års træning) havde givet.

Hun havde taget plads på bænkene blandt de andre adelige, sammen med sin familie, selvom hun ville have foretrukket at kunne sidde sammen med sine veninder. At kommentere lavmælt på de forskellige kombattanter med sin mor, var bare ikke helt det samme, men ikke desto mindre var hun underholdt. Hele ugen havde været fyldt med festligheder og var et velkomment afbræk fra hverdagen, især når hun ikke for tiden var udsendt i andre ærinder og hun havde alle intentioner om at nyde det i fulde drag. Hvem vidste hvornår man igen fik chancen? Tanken fik hende til at skæve diskret til rækken foran, hvor Hamin-familien meget strategisk var placeret, eller var det hendes egen far der havde placeret dem strategisk? Uanset var det Travis's mørke hår hun kunne se ned i når hun sænkede blikket.

[Travis af Hamin]

Travis var ikke ligefrem glad i dag. Delvist fordi han kunne se den forhadte krykke, som stod inden for komfortabel afstand af hans plads, og delvis fordi han var blevet tvunget med ud til turneringen. Eller... Tvunget var måske så meget sagt. Han var jo godt klar over, at det var en nødvendighed. Men siden han var kommet hjem fra Maren, havde hans skader været så svære, at han ikke følte sig sikker i så åbne områder, som til denne turnering. Og slet ikke blandt så mange mennesker. "Hvor sidder hun så henne? Vivienne?" spurgte han lavmælt sin sidemand - hans fætter, hertugen af Hamin.

[Vivienne af Genlith]

Viviennes opmærksomhed havde været på den igangværende dyst, hvor en særligt.. talentfuld yngre ridder var godt på vej mod endnu en sejr. Lyden af hendes eget navn i en ukendt stemme, fik hende dog til at se ned og et smil sitrede i hendes mundvige.

Hun lænede sig lidt frem, før manden ved siden af Travis nåede at svare på spørgsmålet og svarede for ham "De behøver kun dreje hovedet for at finde ud af det, Ridder Travis." det morede hende lidt at være mere velinformeret end han tydeligvis var, men det havde sine fordele, at have kontakter.

[Travis af Hamin]

Travis sad lænet let ind mod sin fætter, mens han ventede på svar fra ham og det gav derfor et let sæt i ham, da svaret pludselig kom fra en anden retning, end han havde forventet. Han drejede hovedet i en hastig bevægelse for at se ejermanden til stemmen og han kunne fornemme, at da hans blik faldt på Vivienne, var hans pupiller lidt for store og hans vejrtrækning for hastig, fordi hun havde forskrækket ham. Med en kraftanstrengelse fik han styr på sig selv igen og tvang sin krop til at følge trop. "Nådigfrue," hilste han venligt, omend med behersket entusiasme. "Det undskylder jeg. Jeg var ikke klar over, at De befandt Dem så tæt på."

[Vivienne af Genlith]

Vivienne sendte den ældre ridder et klædeligt smil, der plantede et glimt i hendes blå øjne "Intet at undskylde for. Jeg burde måske have givet mig til kende noget før." undskyldte hun høfligt og benyttede denne første chance til diskret at studere hans ansigt.

Han var yngre end hendes afdøde mand og vel egentlig en pæn mand. Han slog hende dog som frygtelig alvorlig, men man kunne jo tage fejl "Nyder De turneringen?" noget sagde hende han ikke gjorde. Noget hun ikke kunne sætte fingeren på, men mest en følelse af, at han var helt godt tilpas. Måske var det dog fordi hun havde overrasket ham og overhørt noget der ikke havde været meningen hun skulle høre.

[Travis af Hamin]

Hun tog i det mindste pænt imod hans undskyldning, selvom hun havde overrumplet ham og han slappede lidt mere af. Han drejede sig lidt mere i sædet, men kunne ikke rigtigt komme til at sidde komfortabelt, hvis han også skulle se på hende for alvor. I stedet faldt hans blik på et tomt sæde ved siden af hende, som han besluttede sig for at sætte sig på i stedet. Det måtte han vel godt kunne tillade sig, når de nu rent faktisk var her for at møde hinanden?

Han rejste sig op med en del besvær, som han dog skjulte så godt, han kunne, inden han fangede krykken og bevægede sig det korte stykke om til hende. Der var jo ingen grund til at skjule, at han gik med krykke. Det risikerede han bare, at hun lagde ham til last. Da han endelig var kommet på plads, svarede han også på hendes spørgsmål fra før. "Nyder den, kan jeg ikke ligefrem påstå, at jeg gør. Jeg ville ønske, at jeg selv kunne deltage."

[Vivienne af Genlith]

Vivienne skjulte mesterligt sin overraskelse, da Travis rejste sig. Et øjeblik troede hun han var på vej væk, men overraskelsen blev til mild undren, da han tog plads ved siden af hende i stedet. Hun rykkede sig let for at give ham plads, mens hun diskret betragtede krykken og hans besværede gang - selv med den. Det var en detalje ingen havde fortalt hende "Åh.." begyndte hun, kastede et blik mod de næste kæmpere der var ved at stille op og drejede så lidt i overkroppen da hun vendte hovedet for at se ham i øjnene "Så under andre.. omstændigheder.." hun nikkede let, så diskret at det næsten var usynligt ned mod hans ben mens hun talte videre uden at pause "..ville De have stillet op?" hun var reelt interesseret i at finde ud af mere om den mand der måske skulle ende som hendes ægtemand nummer to.

[Travis af Hamin]

Han så ikke hverken afsky eller medlidenhed i hendes ansigt og det gik langt for, at han begyndte at synes om hende. Han trak let på skuldrene og så ud over arenaen et øjeblik. "Jeg kan godt lide lidt skærmydsler fra tid til anden," svarede han med skyggen af et smil. I hvert fald, når det var i en situation, hvor han ikke var fjenden underlegen for alvor. "Måske næste gang." Det håbede han inderligt.

[Vivienne af Genlith]

Hun lagde hovedet lidt på sned over hans svar og de smalle bryn trak sig en smule sammen. Hans ord kunne dække over meget. Var hans en slagsbror? Eller havde han været i felten? Det var dog hverken tiden eller stedet til de spørgsmål og hun nøjedes med at betragte ham indgående et langt øjeblik.

Så rankede hun sig, selvom hun egentligt allerede naturligt sad rankt. I bevægelsen skød hun ubevidst brystet lidt frem og smilede klædeligt "Og hvad andet end fægtningen ville De gerne have deltaget i?" spurgte hun, for at fortsætte samtalen, der reelt set var hendes første chance, for at finde ud af hvem han var. Hvordan han var.

[Travis af Hamin]

Hans blik gled ubevidst ned til hendes udskæring, da hun nu selv fremhævede den, men han hev hastigt blikket tilbage på hendes ansigt. Det var vanvittigt uhøfligt af ham, men han var nu alligevel ret tilfreds med, hvad han så lige dér. Hun var en smuk kvinde, det måtte man sige. "Jeg er ikke det store talent på dystløbsbanen, selvom jeg synes, det er ganske sjovt," indrømmede han med skyggen af et skævt smil. "Men maskeballet må jeg indrømme, at jeg er ked af at undvære." Han så undersøgende på hende og hævede et bryn. "Deltager De selv?"

[Vivienne af Genlith]

Hvis der var noget hun altid var opmærksom på, var det kropssprog og hun var god til at læse det. Efterhånden mange års træning lå på rygraden og hun fangede de fleste små ændringer uden at behøve anstrenge sig for det. Hans faldende blik var nemt at fange, men hun lod som ingenting, opretholdt det høfligt, klædelige smil - og tog en dyb indånding "Jeg ville ikke gå glip af det." bekræftede hun og blottede et kort sekund hvide tænder da smilet blev bredere "Men selvom De måske ikke ville kunne danse, er der så andet der afholder Dem fra at deltage i middagen og ballet alligevel?

[Travis af Hamin]

Det kom egentlig ikke bag på ham, at hun ville være glad for maskeballet. Hun lignede en kvinde, som syntes om sociale sammenhænge. Det gjorde han trods alt også selv normalt og hendes spørgsmål fik ham til at føle sig lidt ødelagt igen. Før krigen ville han have kunnet klare ballet uden mindste anstrengelse, men nu var han ikke så sikker. Han havde dog ikke lyst til at fortælle hende om den frygt, han havde pådraget sig over for mange mennesker. Det var alligevel en frygt, han havde besluttet at overkomme så hurtigt som muligt. "Nej, De kan have en pointe. Jeg føler mig bare så udstillet ved at gå rundt med den kaos-stok dér," svarede han med en mellemting mellem et skævt og et trist smil.

[Vivienne af Genlith]

Hun rynkede brynene ganske lidt. Så lidt at det næsten ikke var synligt ”Jeg havde ellers håbet at se Dem der..” erklærede hun lavmælt og sendte et kort blik mod stokken og hans ben før hun rakte ud og et kort øjeblik lagde en hånd let på hans underarm ”Uanset hvad man gør, så vil folk altid hviske i krogene. Kunsten er at lade det prelle af.” hun smilede igen ”Det er selvfølgelig nemt at sige, når jeg aldrig har oplevet hvad De har, men jeg har dog prøvet at være genstand for snakken. Det har De utvivlsomt allerede hørt, længe før vores.. arrangement.” hun gjorde en lille pause og endte igen med hovedet let på sned ”Jeg håber De skifter mening.” det var ærligt ment, men måske af andre grunde end hvis hun havde været ti år yngre.

[Travis af Hamin]

Han kunne ikke helt lade være med at føle, at hun ynkede ham, da hun gav sig til at tale i opmuntrende toner. Det var langt fra første gang, han havde hørt den slags kommentarer, men han vidste også godt, at han selv havde inviteret hende til det. Derfor holdt han også blot et høfligt smil, indtil hun var færdig og trak let på skuldrene. "Jeg skal tænke over det," svarede han så og skiftede emne næsten med det samme. "Hvad tænker De om postyret under kroningsceremonien?"

[Vivienne af Genlith]

Vivienne kunne næsten fornemme ubehaget bag det høflige smil, men hun var ikke overrasket. De fleste mænd havde et ret stort mål af stolthed, i sær når noget havde kompromitteret deres evne til at gøre deres pligt eller bare forsvare hvad de følte skulle forsvares ”Det håber jeg virkelig De vil.” sluttede hun emnet med et indbydende smil, før en skygge et splitsekund passerede over hendes ansigt, men var væk før den nåede at træde frem for alvor ”Åh.. jeg ved ikke mere end alle andre, men der må være stærke kræfter på spil for at kunne forstyrre noget så sikret som en kroning.” musede hun. Hun havde allerede til opgave at holde øjne og ører mere end almindeligt åbne - især omkring magikere og udenlandske besøgende.