Maskeballet [ÅBEN]

[Jonathan af Condia]

D. 2. februar 528. M.T.

Balsalen var altid et imponerende rum, alene med sin størrelse, men denne aften, var den overvældende. Store søjler i marmor holdt loftet oppe, højt over alles hoveder. Scener fra gamle eventyr, malet af en for længst glemt maler, ville møde den der lagde nakken tilbage og kiggede derop. I aftenens belysning var de dog ikke helt synlige. Uden dagslys var de delvist henlagt i skygger.

Under eventyrfigurerne var salens blanke gulv så småt ved at blive fyldt med mennesker. De myldrede adstadigt ud og ind imellem hinanden, som farvestrålende myrer i en pompøs myretue. Halse og hænder glimtede af ædelstene, der blev snakket og leet, mens orkesteret i sin skjulte niche, hævet over salen, spillede sagte melodier, mens salen fyldtes af gæster.

Dybgrønne fløjlsgardiner dækkede de massive mosaikvinduer halvt og på væggene hang smukke gobeliner, der fortalte flere historier om svundne tider. Det bløde skær fra magiske lamper på væggene blandede sig med det flakkende skær fra mange hundrede vokslys, hvert enkelt dansende og flakkende sammen med gæsterne.

I den ene ende af salen var en enorm to-delt egetræsdør, i sig selv et kunstværk, med sine smukke udskæringer. Modsat dørene, i den anden ende af den store sal var endnu en forhøjning. Her stod to smukke troner, den ene lidt større end den anden. Her sad kongen, Jonathan d. 5. og ved hans side, Dronning Illunie med deres elegante, ekstravagante masker, derud over at passe til hinanden, også nøje passede til deres tøj. En for en blev gæsterne meldt når de kom ind i salen gennem de store døre, for derefter at passere ned gennem salen og hilse på regentparret.

Det tog sin tid før alle var ankommet, men det var en del af traditionerne og blev håndhævet som netop en del deraf. Det var en chance for Tortalls adel til at vise ansigt og loyalitet overfor den nye konge.

En af lakajerne ved tronen gik efter et nik fra Jonathan frem foran forhøjningen og bankede tre gange hårdt i gulvet med den stav han havde i hånden. Det rungede hult gennem dem store sal og langsomt forstummede al snak og alle øjne vendtes mod tronerne. Jonathan rejste sig elegant og så smilende ud over salen. Så talte han med klar og tydelig stemme, der kunne høres overalt i salen.

”Det varmer mit hjerte at se så mange venner samlet her i aften. Til hver og en af jer skal lyde min dybfølte tak og et ønske om, at vi må få en uforglemmelig aften.” han slog ud med armene og favnede hele salen ”Men nu må det være på tide at vi får os rørt ovenpå middagen, i stedet for at stå stille i hjørnerne.” han vendte sig mod dronningen og bød hende sin hånd med et lille buk ”Vil du gøre mig den ære at åbne dansen med mig, min egen.” spurgte han med et varmt smil, stadig højt nok til at blive hørt i det meste af salen. Sammen skred de majestætisk ned fra forhøjningen til de første toner af en velkendt melodi. Nogle minutter var de to de eneste dansende, men langsomt fyldtes gulvet af andre par omkring dem.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen havde haft godt af sin snak med Jemima og var nu også mere rolig til maskeballet. Han var i sidste ende blevet frarådet den blå jakken af sin søster, der ellers havde været planlagt og havde i stedet fået en der passede ham bedre i farven.
Nu stod han med sin maske på og talte med nogle af sine kammerater fra ridderskolen. Det var rart bare at nyde deres selskab og kunne grine lidt efter den senere tids hurlumhej. Bare at snakke turnering og ridderting. Han sendte dog med jævne mellemrum stjålne blikke mod Cierra, bare for lige at holde øje med, hvordan hun havde det og så for at se hvor smuk hun var denne aften, det havde han været spændt på.

[Christine af Jesla]

Christine sørgede for at komme på det helt rette tidspunkt til ballet. Det var vigtigt der allerede var nogen, når hun kom, så de kunne se hende ankomme. i dagens anledning havde hun fået syet en smuk mintgrøn kjole med tilhørende maske. Hver en muighed for at blive opdaget af en smuk ung arving, skulle udnyttes og hun håbede selvfølgelig på, at det var i aften nogen fik øje på hende.

Da Jonathan åbnede ballet stod hun forventningsfuld og kiggede efter hvem der var på vej i hendes retning for at spørge efter den første dans. Det så desværre bare ikke ligefrem ud til at mændene var ved at falde over hinanden om at komme først, og da hun havde ventet en rum tid, kig hun over for at tage et glas vin, lidt nedtrykt.

[Samuel af Groten]

Hmm Samuel var ikke den store tilhænger af maskebal, men som arving, var det bedst han viste sig. Han havde derfor fået lavet sig en meget neutral maske. Det kunne da lige gå an.
Han fandt et sted tæt ved en af søjlerne, hvor han kunne se det meste af forsamlingen og samtidig høre, hvad Kong Jonathan sagde. Det lød stadig lidt underligt i hans tanker Kong Jonathan, men det skulle nok blive spændende at se, hvordan han ville klare sig.

Han så Jonathan byde sin hustru op til en dans og derved åbne ballet. Det var ganske smuk at se, hvordan flere par begyndte at tage del i dansen. Så trak han lidt på skulderen og gik på jagt efter Delora og hendes fader. De måtte være her et sted. Så kunne han da tage en dans med hende.

[Natalie af Vårfos]

Natalie var kommet tidligt og gik og kiggede lidt på salens gobeliner. De var så smukke og næsten livlige med deres fortællende indhold. Da Jonathan rejste sig for at tale, vendte Natalie sig for at stå med front op mod ham. Hun kunne ikke lade være med at smile ved synet af Jonathan. Han havde virkelig taget pladsen som konge flot og skønt der kun var gået få dage, mente Natalie han allerede klarede sig godt.

Som Jonathan og Illunie officielt åbnede ballet med en dans, kiggede Natalie først på det dansende par, men så kiggede hun rundt i håb om at få øje på Marcus af Naxen, som da også måtte være her et sted. Det var den perfekte mulighed. Med hendes smukke kjole og masken til at gemme sig bag, kunne hun sagtens give det et forsøg og spørge efter en dans. Desværre var han også bag en maske og uden at vide hvilken, var det frygtelig svært at regne ud, hvem af de mange mænd der var Marcus.

Nå ja, hun kunne vel gøre et forsøg. Hun udså sig en ung mand, der stod lidt ude ved siden og på en måde lignede en, der helst ville være et andet sted. Det kunne godt være ham. Eller en af de andre mænd, som ikke var glade for baller, men hun tog mod til sig og gik derhen. Om ikke andet kunne hun få måske få en dans og en hyggelig samtale. "Godaften," Hun smilede og nejede for ham "Er Jeg så heldig at kunne en enkel dans med Nådigherren?"

[Raoul af Condia]

Raoul gik rundt blandt gæsterne og sludrede uformelt med flere af dem. Nu hvor masken var på, kunne folk frit tale til ham, uden at tænke på status eller lignende og det var netop det gode ved arrangementer som disse. Ligesom Jonathan, havde han dog ikke lagt skjul på, hvem han var. Alle ville kunne gætte det, hvis de bare tænkte sig en smule om. Men fordi han spillede sin rolle godt, så virkede det til, at de folk, han snakkede med, alligevel købte præmissen og de talte og dansede, mens de smed nogle af de hæmninger, de normalt ville have over for en Prins af Tortall. Han havde dog indtil nu stadig intet held med at finde Gisela af Condia. Hun havde gemt sig godt i aftenens anledning.

[Blake af Jesla]

Blake var i dårligt humør. Hvilket jo dog ikke rigtigt var noget nyt for ham. Han var blevet forhindret i at møde op ved Lyanna af Genlith's vindue, som de havde aftalt og uheldene var fortsat med at komme, så han ikke havde kunnet se hende. Og han trængte til det. Trængte til at forvisse sig om, at intet havde ændret sig. Trængte til at have hende i sine arme og vide, at det var dét, hun helst ville være. Han havde naturligvis sendt hende en besked med en undskyldning, men ved Mithros, han ønskede virkelig at kunne finde hende i mængden. Men hvis ikke han fandt hende snart, så var han nok nødt til at finde en anden at lade sin irritation gå ud over.

[Vania af Naxen]

Vania var blevet stadset ud i det mest elegante skrud, hun nogensinde havde ejet. Kjolen var stor og pompøs og masken var elegant og direkte smuk. Hun havde siddet i næsten en time og bare beundret den, da den var ankommet. Men netop nu - under en nykronet konge - var det vigtigt at få slået fast, præcis hvor vigtigt et len, Naxen var og dette var en glimrende mulighed.

Aftenen var dog alligevel en prøvelse i selvkontrol, fordi hun følte trang til at græde hele tiden. Tidligere på dagen var hendes månedlige blødning kommet igen og det havde denne gang været et næsten knusende slag for hende. Murray af Naxen var her et sted, men hun var nervøs for at se ham, fordi hun endnu ikke havde fortalt ham om det.

[Gisela af Condia]

Det var Giselas absolut første maskebal nogensinde. Og om det var spændende? Giselas mave havde været fyldt med sommerfugle hele dagen, hvilket nok havde gjort hende en lille smule pirrelig at være i nærheden af. Husbond såvel som tjenestefolk. Intet var overladt til tilfældighederne, nå det om til hendes påklædning og udseende.

Hun morede sig fantastisk. Ikke kun fordi hendes maske faktisk skjulte hendes ansigt, men også fordi folk var lidt mere frigjorte. Hun havde ikke opsøgt Raoul af Condia endnu. Men derimod havde hun danset med et par nydelige unge junkere, som ikke helt frivilligt havde sluppet hende igen.

Hendes bevægelser var glidende, da hun i den lyseblå kjole med guldbroderier, gik over dansegulvet, for at stille sig ved sin mands side. Han var nem at genkende. "Nyder De aftenen?" Spurgte hun i sin honningsøde stemme, som hun havde brugt hele aftenen. Hun havde på vejen fanget et vinglas, som hun løftede op til sine læber og nippede ganske let til.

[Ganiel]

Festsalen var fyldt med talende og dansende mennesker. Alle var fanget af aftenens magi og det var kun ganske få, som lagde mærke til den mørke silhuet, der kunne anes mod vægtæpperne, som en næsten usynlig skikkelse banede sig vej langs væggen gennem salen.

Det tog kun et øjeblik for skikkelsen at bevæge sig gennem mængden og alle, som havde bemærket den, glemte det næsten øjeblikkeligt igen. Eller slog det hen som en form for luftsspejling. Det gav ingen mening, hvad de havde set alligevel.

[Murray af Naxen]

Rummet var fyldt med store kjoler, fintpyntede masker og alverdens farver. Her var folk over alt, og som altid hadede Murray det. Alt det snak og socialisering irriterede ham. Heldigvis havde han ganske let ved at spotte Vania i havet af kjoler og masker. Hendes lille figur og den store, overdådige kjole var let at genkende. Han gik forbi et par håbefulde unge komtesser, der sad og sendte lange blikke efter nogle enlige mænd, og sluttede sig til sin hustru. ”Her er folk overalt,” brummede han tvært, selvom hun vel godt kunne regne ud, at han som sædvanlig ikke gad de her arrangementer. ”Har du talt med nogen?” Han spejdede lidt efter Myrilla og Marcus, men de var som sunket i jorden.

[Lyanna af Genlith]

Balsalen var overdådigt pyntet og Lyannas indre var i vild begejstring, da hun bevægede sig igennem lokalet bag sin far. Det var helt perfekt, som taget direkte ud af en drøm. Eller.. Det kunne hæve været bedre. Det kunne have været Blake, hun var gået ved siden af, men hendes far var i det mindste kommet så langt til at godkende ham som mulig bejler, så længe hun også gav opmærksomhed til den anden bejler med godt ry. Ambassadøren.

Hun strøg fingrene over øret, som prøvede hun at rette på håret, men det sad allerede perfekt. Hun ville bare så gerne have, at alt gik Kjolen var større end hun var vant til at skulle skøjte rundt med, men hun formåede alligevel at bevæge sig nogenlunde glidende. Indtil.. Hun så over mod væggen. Havde det? Nej, det var sikkert bare noget, hun havde bildt sig ind. Forsigtigt smilede hun til Anduo jian Cadao. "Det er helt fortryllende."

[Raoul af Condia]

Raoul vendte sig rundt med et overrasket smil, da han pludselig hørte hendes stemme ganske nær ved. Hun var virkelig så godt som uigenkendelig, men nu hvor han vidste, hvordan hun så ud, kunne han også godt se det. Desuden afslørede hendes stemme hende. "Gisela. Hvor har du gemt dig hele aftenen?" Han smilede og rakte ned, så han kunne lægge en arm omkring hende og trække hende ind til sig - uendeligt mere selvsikker i sin opførsel omkring hende, efter de fik brudt de mange ugers tavshed.

[Gisela af Condia]

Hun lod ham trække sig ind til hans varme krop. Hun lagde sin frie hånd på hans brystkasse, og lod som om at hun rettede på hans påklædning. "Du stod og talte med nogle af de ældre herrer," sagde hun og så op på ham gennem masken. "Og så bød en ung junker mig op til dans. Jeg ville ikke forstyrre dig, hvis det var vigtigt," hun lod sine fingre vandre op ad, så hun kunne stryge pegefingeren over hans kind.

[Anduo jian Cadao]

Anduo havde tilbragt flere eftermiddage i Lyanna's selskab og han var ærligt talt kun blevet mere interessere i hende i den tid. Hun var ung, smuk og petite, forudenved at hun var både kløgtig og sød og en smule naiv. Han smilede og tog hendes arm i sin armkrog, da hun talte til ham. "Ikke nær så fortryllende, som De selv er i aften, komtesse Lyanna." Han smilede og et øjeblik ønskede han, at de var alene, mens han ventede på, at hun skulle rødme, som hun plejede.