Kroningen

[Gudinden]

Tronsalen - d. 28. januar 528 M.T.

Tronsalen var fyldt til bristepunktet med mennesker, men på trods af de mange mennesker, var der stille. De sagte lyde af åndedrag, raslende skørter og fødder der blev flyttet under bænkene og spredt hvisken, blev overdøvet af en mand og en kvinde i smukke ceremonirober, der talte på skift. Gudindens ypperstepræstinde og Mithros's ypperstepræst, de selvsamme der ugen forinden havde sendt den nu afdøde Dronning Lianokami til den Sorte Gud, skulle nu krone hendes ældste søn.

Jonathan sad allerede på tronen i sit stiveste puds, selfølgelig ganske nyt til lejligheden.Der var ikke sparet på noget og han tog sig ud nøjagtigt som man ville forvente. Han lignede en konge, allerede før kronen blev sat på hans hovede på trods af han havde været vågen hele natten og havde mødt Prøvelsens Kammer for anden gang i sit liv samme morgen.

Første del af den lange ceremoni var overstået og kun det vigtigste var tilbage. Da ypperstepræstinden bad ham, rejste han sig og trådte de få trin ned fra den forhøjning tronen stod på og knælede i stedet på en lav, polstret skammel der var sat frem til formålet. Præsten og præstinden tog plads på hver side af ham og lagde en hånd på hver af hans skuldre "Jonathan af Condia, er du rede og villig til at aflægge Eden?" Jonathan tog en dyb, men diskret indånding og nikkede, stadig med blikket rettet lige frem for sig "Jeg er rede." svarede han formelt og præstinden tog over "Sværger du at regere retfærdigt over Tortalls folk og over Bazhirernes folk?" et lille nik igen "Det sværger jeg." "Vil du med de beføjelser en konge har, opretholde lov og orden med barmhjertighed og klarsyn?" "Det sværger jeg." "Vil du gøre dit ypperste for at opretholde de love Guderne har sat for mennesket?" "Det sværger jeg." begge tog nu hænderne af hans skuldre igen og han rejste sig langsomt, uden at vise hvor tung den ceremonielle kåbe med det lange slæb egentlig var. Hvordan hans mor i sin tid havde klaret det var ham en gåde "Alt hvad jeg her har sværget, for mit folk, for mit land og for Guderne, vil jeg gøre, med Guddommelig hjælp."

Han vendte sig nu og gik tilbage til tronen, hvor han med hjælp fra adskillige lakajer fik sat sig med den lange kåbe på plads omkring sig. Imens bar en laverestående præst en pude med den skinnende krone i sølv til Mithrospræsten, der tog den og stillede sig foran tronen hvor han holdt kronen hen over hovedet på Jonathan "Store Mithros. Milde Moder. Velsign denne krone og han på hvis hovede, den nu skal hvile. Skænk ham visdom og styrke til at regere retfærdigt som I ville ønske det. med de ord sænkede han højtideligt kronen ned på kongens mørke hår og trådte et skridt tilbage.

Der gik et øjeblik. Ikke mere end et sekund eller to, men i de få sekunder ville man have kunnet høre en nål falde til stengulvet. Så lyste kronen op i et blændende, hvidt lys, da Jonathan magisk blev bundet til hele det land og det folk han nu skulle regere. Som på kommando rejste hele salen sig op og et rungende, fælles "Guderne bevare Hans Majestæt Kong Jonathan d. 5." genlød i den store sal.

Tortall har en ny regent, og det er nu I har muligheden for at lade jeres adelige karakterer reagere på begivenheden. Det er udelukkende adelige, med få undtagelser, der har adgang til sele kroningsceremonien. Ønsker I at reagere med jeres andre karakterer, bliver der rig mulighed i den kommende uge.

[Vania af Naxen]

Vania sad ved siden af Murray og fandt sig en lille smule bevæget ved synet af Jonathan, der fik kronen på og blev erklæret konge. Hun havde aldrig følt noget særligt tilhørsforhold med den gamle Dronning. Hun havde været gammel så længe, hun kunne huske. Tanken om en ung konge, som oven i købet var fætter til Murray, fik hende til at føle både håb og nervøsitet.

[Josepha af Bavera]

Josepha havde fået lov til at sidde med ved Kroningen, på trods af, at hun ikke havde tilknytning til et len. Mest fordi hun stadig blev anset som en gæst på Paladset. Selve kroningen interesserede hende dog ikke meget. Det var mere interessant at se ud over de fremmødte. Det var en enestående måde at få et overblik over mulige bekendtskaber på.

[Charlotte af Hamin]

Charlotte var ikke inviteret til kroningen på baggrund af sin egen slægt, da hun ikke var barn til et lensoverhoved. Hun var kun med i kræft af sin forlovelse med Martin. Som hun sad ved siden af, iført en kjole i Merons farver. Hun kunne ikke undgå at føle sig bevæget af hele stemningen, der lå over de tilstedeværende. Hendes hænder rystede, som de lå i hendes skød, og i et kort øjeblik, fik hun vristet sig blik fra Kongen, for i et enkelt sekund at se på Martin, inden det igen hvilede på Kongen.

[Gisela af Condia]

Gisela sad ved siden af sin mand, Raoul, på den forreste række, sammen med resten af den nærmeste familie. Hun havde en ambivalent følelse i kroppen med hele arrangementet. Hun havde ikke følt noget for den afdøde dronningen, og hendes bekendtskab med hendes svoger, kongen, var på et minimum. Hendes øjne var på selve kroningen, men hendes ene hånd hvilede omkring Raouls ene, og gav den jævnligt at lille klem. Hun var ikke et sekund i tvivl om, hvor bevæget hendes mand ville være af hele ceremonien.

[Pendrima af Condia]

På anden række nød Pendrima udsigten til kroningen. Hun var endnu ikke fuldkommen kommet til hægterne, men at blive væk, ville næsten være en forbrydelse. Det ville hun ikke have siddende på sig. Hun kunne mærke stemningen påvirke sig, og kunne ikke undslå sig for, at have vand i øjnene, mens den nye konge sværgede eden. Hun trak vejret overfladisk imens, og hendes stemme rystede, da de efterfølgende hyldede den nye konge.

[Emmett af Gyldensø]

Emmett var mødt op til kroningen på baggrund af ren og skær viljestyrke. Det var ikke meget overskud han havde for tiden, men ikke tale om, at han havde været Hertug i så mange år og så ikke skulle se Tortall's nye konge blive kronet! Han sad med Christina til sin ene side og Francine til den anden, sammen med hendes familie. Snart ville det være hende, som hele ansvaret hvilede på. Præcis ligesom det nu var Jonathan. Han sukkede lavmælt og fokuserede op på kroningen igen.

[Larkin af Stenbjerg]

Der var noget ganske fascinerende over at se en kroning. Det magiske aspekt af ceremonien var interessant at observere. Ærlig talt langt mere interessant end den mand, som kronen skulle sidde på. Larkin sad sammen med Myrilla under ceremonien, som altid med ansigtet lagt i venlige – og i dag også alvorlige – folder. Hverken den afdøde dronning eller den nye konge sagde ham alverden. Men det var trods alt nyttigt, at Myrillas fætter endelig havde besteget tronen. Det gav jo lidt mere prestige.

[Marcus af Naxen]

Det var spændende for Marcus at være med til kroningen. Han havde ikke været med til en før, og nu besteg hans fætter tronen, og blev kronet til konge. En stolt følelse over hans familie, bredte sig i hans krop. En beroligende følelse. Han var afslappet, dog bevæget på en god måde. Han sad sammen med Murray og Vania, hvor han befandt sig godt. En ny tid og æra skulle til at begynde for Tortall.

[Murray af Naxen]

Murray sad som altid rank og sørgede for at holde en alvorlig mimik – hvilket var let, siden det var sådan han så ud det meste af tiden. Det var en stor dag, og han så frem til at lykønske fætteren for ikke at være snublet i kåben på vej op til tronen. Lidt skulle han jo drilles. Han gav Vanias hånd et blidt klem og så frem til at alt det her var overstået, så han kunne komme hjem igen. Med alle de adelige samlet på et sted, så han ikke ligefrem frem til den efterfølgende fest.

[Aric af Macay]

Aric sad ved siden af Cynthea, men hans gyldne øjne var rettet mod ceremonien, kroningen og Jonathan der sværgede sin troskab. Han havde haft sine møder med Jonathan de sidste par måneder, og var bestemt ikke i tvivl om, at den nye konge ville være kronens vægt værd i guld. Kompetance flød gennem kongefamiliens årer. Et smil hvilede i hans mundvige, da de hyldede den nye konge.

[Hugo af Harise]

Hugo var alene til kroningen. En han absolut ikke havde haft lyst til at gå til. Ikke så meget på grund af den nye konge, men mere på grund af den store forsamling af adelige. Han sad tilbagelænet med en rolig og alvorsfuld mine, der ikke røbede hvilke tanker der gik gennem hans hoved. Han havde ikke besluttet sig, om hvorvidt han brød sig om den nye konge. Det måtte tiden vise, når der skulle afholdes møder.

[Elise af Ravntoft]

Elise sad sammen med sine forældre. Siden det var sådan en officiel begivenhed var hun i ført kjole og var stadset ud som en komtesse. Derfor så hun også frem til at de efterfølgende dage, hvor hun kunne komme til at lave noget ordentligt. Det var dog heller ikke helt skidt at sidde her. Tortalls nye konge var jo en ganske tiltalende mand, og Elise fik helt lyst til at genopfriske sin gamle forelskelse i ham. Han var virkelig så smuk og uopnåelig, når han sad på den trone.

[Julian af Maloris Tinde]

Nervøsiteten var tydelig at se i Julians ansigt, som han sad ved siden af sin mor og overværede hele ceremonien og kroningen. Han var glad for, at det ikke var ham, der skulle være så stort et ansvar. Han havde nok med at kunne klare pligterne som greve. Han håbede, og så frem til, at opleve den nye konge på tronen.

[Katrina af Legan]

Katrina sad med hænderne fint foldet i skødet og fulgte kroningen med ophøjet ro. Det var en smuk ceremoni, og den første, som hun havde oplevet. Blikket skiftede mellem at følge kroningen og at studere de andre tilstedeværende gæster. Den kommende uges festligheder blev uden tvivl storslåede, og hun kunne ikke lade være med at glæde sig lidt over atter at være i Corus igen. Hun glædede sig til at se, om dynamikken ved hoffet ville begynde at ændre sig nu.