Ung og gifteklar [R]

[Lyanna af Genlith]

Anduo jian Cadao

Mortimer af Genlith var ikke en mand, der var kendt for at gide bruge sin tid eller sine ressourcer på baller eller andre sociale arrangementer. Allerhelst holdt han sig normalt lidt i baggrunden og lod andre om at føre sig frem i pompøs pragt. Han var efterhånden gammel i gårde og når det kom til pissekonkurrencerne, overlod han det til unghanerne.

Da det kom til hans datter, var det dog ikke helt det samme. Introduktionen til hoffet var blevet planlagt og udskudt et utal af gange efterhånden. Først grundet dronningens sygdom, så den forværrede sygdom, så død og nu en kroning. Det kom derfor ikke bag på nogen, at hertugen ikke kunne vente længere og da aftenen faldt på hæld, var Genliths hus og have udsmykket til overdådighed.

Lyannas fingre rystede ganske let. Hun vidste, at alle var blevet samlet og nu stod og ventede på hende. De ville se hendes entre, vurdere hver af hendes træk, måle og veje hende med øjnene. En dyb vejtrækning, så en mere. Og en mere. Blake var dernede, mindede hun sig selv om. Alt skulle nok gå i sidste ende. Den lyse hånd blev lagt på gelænderet, skuldrene skubbet tilbage og holdningen rank. Nu var der ingen vej tilbage.

Genliths dueblå farve var den mest repræsenterede i den tætsiddende kjole, der næsten syntes som syet direkte på den spinkle krop. Med lidt hjælp fra magi syntes den næsten at bevæge sig som vand omkring hende, mens hun søgte ned ad trappen. Sorte silkebånd og blonder sørgede for en komplet repræsentation af Genliths slægtsfarver. Normalt var hun ikke en pige, der bekymrede sig om sin balance, men lige der var hun bange som aldrig for for at snuble og falde. Ikke at det skete og hun trak lettet vejret ind, da hun var nået fodenden af trappen. Hendes blik gled over forsamlingen. Der var godt nok mange mænd, konstaterede hun og mærkede sine kinder blive varme. Et eller andet sted måtte hun da kunne finde Blakes øjne.

[Anduo jian Cadao]

Anduo havde været i hovedstaden i nogle uger efterhånden i forbindelse med den kommende kroning. Han var her på vegne af sin egen konge, som ikke kunne trække tid ud af sin hverdag til at kunne foretage den månedslange rejse frem og tilbage fra Sarain. Det var desuden en udmærket undskyldning til at kunne udvide sit netværk blandt tortallanerne og det var netop også, hvad denne aften handlede om.

Han havde mødt Hertugen til en middag for en uges tid siden og eftersom Hertugen havde hørt, at han hverken var gift eller lovet bort, var han blevet indbudt til selskabets, hvor hans arving skulle vises frem. Anduo havde sagt ja, uden betænkeligheder. Det var trods alt et godt sted at møde indflydelsesrige mennesker og måske var det ikke en dårlig idé at møde den unge hertugarving og se, hvilke muligheder det kunne indebære.

Han stod ikke ret langt fra Hertugen, mens han så den unge komtesse bevæge sig yndefuldt ned af trappen. Tankerne faldt et øjeblik på Mitsuuke, som med sikkerhed ville kunne gå ned af en trappe som denne, med blikket stolt hævet for at se ud over rummet, men denne unge pige, var enten mere genert eller mere nervøs. Køn var hun uden mindste tvivl. Og indflydelsesrig. Han holdt sig dog tilbage, indtil Hertugen gjorde tegn til, at det var hans tur til at blive præsenteret.

[Lyanna af Genlith]

Det var ikke fordi hun var uforberedt. Siden hun kunne gå, havde hun øvet sig i at svæve afmålt og elegant over gulvene og begå sig med den ynde og autoritet, der var passende for en hertuginde. Hun smilede, nejede, bød sin lyse hånd frem og kom fra tid til anden også med lette, spøgefulde kommentarer eller bemærkninger.

"Deres Excellence," hun nejede og bøjede også nakken lidt for ambassadøren, der netop var blevet introduceret. Igen rettede hun sig op og mødte hans blik, et mildt, indbydende smil om hendes læber, som hun havde lært af sin mor. Blidhed, ømhed og balance var måden at tiltrække en mand på i offentligheden. Ikke fordi det var sareneren, hun håbede på at imponere.

[Anduo jian Cadao]

Da han blev præsenteret, bukkede han dybt, men med den ene hånd på brystet, som det var skik i hans hjemland og sendte hende et venligt smil. "Nådigfrøken. Det glæder mig meget at møde Dem." Han så måske et lille smil i Hertugens mundvig, som han lod dem alene i stedet for at stå ved siden af, som han havde gjort ved de andre gæster. Det var overraskende og Anduo begyndte så småt at overveje, om han måske var mere end en almindelig gæst.

Han lod dog hurtigt blikket finde tilbage på hendes ansigt og han smilede stadig. "Tillad mig at sige, at oppyntningen til aftenens festligheder er smukke uden sammenligning. Har De haft en hånd med i anretningen?"

[Lyanna af Genlith]

"Jeg kan forsikre Dem om, at glæden er gengældt," svarede hun blidt, selvom hun ind til for kun ti minutter siden ikke havde taget stilling til hans eksistens siden hun havde lært om ambassadørerne på klosterskolen. Smilet blegnede kun i brøkdelen af et sekund, hvor hendes hjerte sank i maven, men ellers reagerede hun udadtil ikke på, at faderen gik.

Hendes indre var dog splittet. Dette måtte betyde, at denne fremmede ambassadør var et af faderens foretrukne valg. Hun tvang sine skuldre tilbage igen. "Det har jeg, så det varmer mit hjerte at høre, det er faldet i Deres smag. De slår mig ikke som værende en mand blind for kvalitet," takkede hun og foldede hænderne nydeligt foran sig.

[Anduo jian Cadao]

Han smilede og bukkede som svar på hendes kompliment. "Mange tak, komtesse. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan leve op til deres syn på mig, men lad mig forsikre Dem, at jeg forsøger." Han mente sådan set også selv, at han havde blik for kvalitet, men det kunne han jo dårligt stå og sige.

Han rakte hende sin armkrog med endnu et venligt smil. "Tillad mig at ekskortere Dem hen til et glas vin. Der er så varmt herinde, at De uden tvivl vil nyde godt af lidt vådt til ganen? Det vil jeg i hvert fald."

[Lyanna af Genlith]

"Meget gerne, Deres Excellence." Hun smilede blidt til ham og nikkede, tog hans arm, som hun vidste hun burde, selvom hun mest af alt havde lyst til at søge direkte hen til det velkendte ansigt, hun endelig havde fundet. Hendes ridder, hendes Blake. Det var med største modvilje, at hun slap ham med blikket og fulgte Anduo.

"Jeg ville ellers tro, De fandt det lidt køligere her," vurdere hun og fandt hans blik, "Grundet klimaforandringen." De havde endda sørget for at få åbnet dørene ud til balkonen, så der kunne komme bare en smule frisk luft ind. Men der var også kommet flere end hun havde forventet. Så mange mænd. Hendes hjerte sank lidt i maven.

[Anduo jian Cadao]

Han fulgte hende med et smil og nikkede let til hendes spørgsmål. "De tager ikke helt fejl, komtesse. Men jeg har trods alt en varmere garderobe med og jeg har klædt mig efter forholdene." Han smilede med et lille humoristisk glimt i øjet. "Værsgo." Han rakte hende et glas fra den tjener, der kom forbi og tog også et til sig selv. "Tillad mig at sige, at De er utroligt smuk. Især i den kjole."

[Lyanna af Genlith]

"Selvfølgelig," hun smilede. Hvor dumt af hende ikke at tro, at han da selvfølgelig havde taget højde for det anderledes klima i sin påklædning. Det gjorde hun jo også selv, da hun kom hjem fra klosterskolen.

Lyanna tog imod glasset med et sødt smil og hævede glasset, holdt hans blik. Komplimentet kom bag på hende og fik en ufrivillig rødmen til at skylle op i hendes kinder. Hun håbede virkelig ikke, at Blake så det, men hun turde ikke at se hen mod det punkt, hun sidst havde set ham. I stedet holdt hun Anduos blik. "Det er meget venligt af Dem," hun sænkede blikket i respekt, før hun igen så op, "Men jeg mindes ikke, De har set mig i andet, så det kunne jo også være et lykketræf." Smilet spillede stadig klædeligt over hendes læber.

[Blake af Jesla]

Blake havde flere gange låst blik med Lyanna, men de sidste minutter havde hun knap nok set i hans retning. Han vidste, at det ikke burde gøre ham urolig. Dette var en fest for hende og hun var nødt til at tale med alle. Desuden havde hun hans halskæde bundet om det ene ben, som han havde forlangt.

Det var ikke ofte, de var sammen i det offentlige og hvis han skulle være helt ærlig over for sig selv, så fantaserede han hele tiden om at røre ved hende, som kun han måtte. Han havde fundet sig et enligt hjørne, hvor han kunne holde øje med hende, som hun bevægede sig rundt med den der udlænding, som hertugen åbenbart godt kunne lide.

Han nippede lidt til sit glas engang imellem, men pludselig blev knoerne hvide omkring den bløde runding, da han så en rosa farve brede sig på hendes kinder og det øverste af brystet. Hvad var det, han havde sagt?! Hvorfor rødmede hun?! Han bed tænderne hårdt sammen, så kæben kom til at fremstå tydeligere.

[Anduo jian Cadao]

Anduo's smil blev lidt bredere, da han så den røde farve skylle hen over hendes kinder og han rakte en arm frem, så han kunne stryge let over hendes overarm en enkelt gang for støtte. Hun var virkelig bedårende. "Hvis De vil have mig undskyldt, så tror jeg ikke, at De kan have noget på, som ville få Dem til at være mindre smuk." Han ville gerne se, om han kunne få hende til at rødme lidt mere. Det tiltalte ham.

[Lyanna af Genlith]

Berøringen overraskede hende mere end hans søde ord havde gjort og hun følte sig et øjeblik en smule blød i knæene. Hans ord fik hende til at snappe lydløst efter vejret i en bevægelse, der fik hendes halsmuskler til at spille tydeligt frem omkring kravebenet. Hendes bryst var trykket tæt ind mod kjolen, der pludselig virkede alt for stramt. De burde ikke stå så tæt. Blodet føltes brusende varmt under hendes hud, fra kinderne og ned over halsen. Hvad skulle hun sige? Hendes hjerte slog hurtigere. "Om forladelse, Deres Excellence, varmen steg mig lige til hovedet," undskyldte hun sig og prøvede at trække sig et lille skridt tilbage.

[Blake af Jesla]

Hendes rødmen, som kun blev værre, da manden rørte ved hendes arm - hvorfor rørte han ved hendes arm?! - gav Blake en dunkende fornemmelse i blodet. Et dybt behov for at markere sit territorium steg op i ham og det bankede gennem kroppen på ham i takt med hans hjerteslag. Hvorfor tillod hun det? Hun var hans og burde ikke stå og rødme, når der var andre, der talte til hende.

[Anduo jian Cadao]

Rødmen blev dybere og Anduo smilede en smule skævt til hende. "Det skal De virkelig ikke undskylde, komtesse. Som sagt er her virkelig varmt. Mon ikke det var bedst, om jeg fulgte Dem ud på terrassen, så De kunne få lidt luft?" Han lagde hånden på hendes albue igen og påførte et let tryk, som for at vise hende, at han forventede, hun fulgte med ham ud.

[Lyanna af Genlith]

Måske det virkelig var varmen? Men hun havde jo ikke haft problemer, før han var begyndt at komplimentere og endda røre hende! Hans hånd lagde et insisterende tryk mod hendes arm og hun begyndte at gå, selvom hun mest af alt havde lyst til at vende om og søge direkte ind i Blakes beskyttende favn. Hvad ville han ikke tænke, hvis hun gik ud i haven alene med ambassadøren? Tankerne kørte på højtryk, mens hun fulgte ham.

Hun kunne jo ikke bare sige nej. Det ville ikke gøre hendes far glad og nu han havde givet hende lov til at invitere Blake, ville hun ikke være utaknemmelig. "Det var betænksomt af Dem," hun smilede forsigtigt. "Tak." Hun trak armen til sig igen, da de først var nået udenfor. Det føltes ikke rigtigt med al den kropskontakt. "Har De været i Corus før?"