En mus i forklædning

[Samuel af Groten]

Han blev alligevel noget betænkelig ved om hun kunne klare det. Han kiggede på Jakobine, for at få hjælp og hun smilede betryggende til ham. De fik begge kappe på, og gik så ud i vinteren, her var ganske smuk.

Han lod hende gå lidt med sig i armen, så hun kunne vænne sig til det inden han startede samtalen op igen. "Sig mig så, hvem er De Delora af Tirragen?" hans stemme var blid og venlig og det var tydeligt han søgte lidt om hendes personlighed.

[Delora af Tirragen]

Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige eller gøre, da hun hørte døren bag sig blive lukket. Det føltes som om, at hun blev afskåret fra den eneste tråd hun kunne trække i, når hun ikke vidste, hvad hun skulle sige eller gøre. "Jeg tror ikke, at jeg forstår spørgsmålet, Ridder Samuel?" Sagde hun med to isblå øjne, der flakkede usikkert mellem hans ansigt og vejen foran dem. Hun burde egentlig slet ikke gå sådan her med ham.

[Samuel af Groten]

Han sukkede lidt for sig selv. Dette her blev bestemt ikke nemt og han havde slet ikke tålmodighed til dette. Han blev lovet minimum et år til selv at finde sig en passende kvinde, og så gav hans forældre ham det her?! Han prøvede at bevare roen og smile til hende. "Jeg mener hvem er De? Hvad interessere De Dem for? Hvad er Deres mål i livet?" nu hendes far ikke var her til at svare var Samuel meget spændt på at se hvad hun havde tænkt sig. "Vil De ikke godt give mig et eller andet som beviser mig at De er et rigtig menneske?" det sidste han fik sagt var ikke helt pænt, men han var desperate efter bare et eller andet

[Delora af Tirragen]

"Åh," sagde hun lavmælt, da han uddybede, hvad han mente. Hun sendte et usikkert blik tilbage over skulderen for at sikre sig, at hendes far ikke ville kunne se eller høre dem. Men døren var lukket, og vinduerne skjult bag nogle høje og nøgne buske. "Jeg..." Startede hun usikkert, stadigvæk lidt intimideret af at være så tæt på ham. Hun fortsatte dog ikke sine ord, men vrikkede den ene hånd ud af muffen, og løftede det lidt op. Der lå en bunke blade på jorden foran dem. En flammende rød farve spredte sig fra hendes håndled og ned over hendes næsten mælkehvide fingre. To ord forlod hendes læber, næsten lydløst, hvor efter bladene på stien blev hvirvlet op. "Jeg kan godt lide magi," hviskede hun, som om det var en forbudt ting at interessere sig for.

[Samuel af Groten]

Samuel var ved at opgive håbet fuldstændig. Pigen turde intet gøre selv, hun kunne knap nok sætte to ord sammen, hendes usikkerhed var frustrerende og hun var ikke til at føre en samtale med.
Så pludselig tog hun den ene hånd ud af muffen og utroligt nok, fik hun bladene til at hvirvle op. Delora havde altså gaven! Det var utroligt, særligt fordi det passede så dårligt til hvem han ellers havde set hun var. smilet var dog igen blevet mere ægte "Magi, siger De? Er det noget De studerer?" Han forventede næsten et stort rungende nej lige efter at spørgsmålet havde forladt hans læber.

[Delora af Tirragen]

Så snart han havde stillet sit spørgsmål til ende, faldt bladene til jorden igen og hun rystede på hovedet. "Det passer sig ikke for en komtesse at studere. Hun skal blive hjemme, og gøre som sin mand befaler," sagde hun, og det lød som om hun reciterede en lærebog. I virkeligheden var det dog kun hendes far, som hun reciterede. Hun anede ikke, hvordan hun ellers skulle svare. Hun havde aldrig selv skulle tænke selvstændigt, eller gøre noget selvstændigt.

[Samuel af Groten]

Var der virkelig nogen mænd, der ønskede sig det af en kvinde? at hun skulle være en lille nikkedukke, som ikke var til at føre en samtale med. En let provokerende tanke ramte ham dog og han valgte igen at spørge. Han var åbenbart nød til at provokere hende lidt for at nå ind til hende. "Og hvad så om manden befaler komtessen om at vise lidt personlighed og evt. studere, eller gøre noget der gør hende glad?" Han smilede til hende, så hun kunne se der intet ondt var i det. I øjenkrogen fangede han dog Jakobines let himlende udtryk over hans spørgsmål, hvilket kun fik ham til at smile. Jakobine havde været hans barnepige da han var lille og han kendte udmærket hendes tankegang, og vidste derfor også at grunden til de himlende øjne var, at hun mente han kørte for hårdt på.

[Delora af Tirragen]

Hun så forskrækket op på ham, og kom hurtigt sin hånd ind i muffen igen, da den var begyndt at blive iskold i vinterkulden. "Jeg... Jeg ved det ikke," svarede hun med en usikker stemme, og en bævende underlæbe. "Jeg ved ikke, hvad man kan studere på universitetet," hviskede hun stille og sænkede skamfuldt hovedet. Hun ville gerne indenfor igen, hvor hun kunne finde sine svar på spørgsmålene hos sin far.

[Samuel af Groten]

Samuel kunne ikke lade være med at føle sig skuffet. Hvordan skulle dette her dog gå. Men han ønskede jo heller ikke at pine pigebarnet. "Der er meget at læse på universitetet. Har De fået træning i Deres gave?" Det kunne jo også være en mulighed, måske et sted at starte.
Han mærkede godt, at hun ikke var tryg i hans nærvær, og underligt nok gjorde det ham faktisk en smule nedtrykt. han endte derfor med at stoppe op og kigge direkte på hende "Hør her Nådigfrøken Delora, jeg aner ikke, hvem De er, men De er sikkert en fantastisk kvinde, som gør alt for at følge hvad Deres fader har lært dem. Men nogen gange gør det ikke noget hvis diamanten har en flig eller en revne." Han tøvede lidt, ville hun overhovedet forstå hvad han mente og ville frem til? "Et broderi må gerne have nogle tråde hist og pist. Det er det der gør det unikt." Det var ikke fordi han vidste meget omkring brodering, men et billedsprog kunne han da komme med. Bare hun forstod ham.

[Delora af Tirragen]

Hun nikkede langsomt. "Kun mens jeg gik på klosterskolen," svarede hun forsigtigt.

Da han stoppede op, og pludselig begyndte en lang talestrøm. Jo mere hans sagde, jo mere sank hjertet i livet på hende. Hun trak sin hånd til sig og så ned på jorden foran dem, mens hun forsøgte at holde tårerne tilbage. Hun anede ikke, hvordan hun var, som han gerne ville have. "Jeg... Jeg vil gerne indenfor igen," Sagde hun med en let grødet stemme.

[Samuel af Groten]

Måske havde han alligevel været for hård ved hende, det stakkels pus vidste jo slet ikke hvad ben hun skulle stå på når ikke hun blev det fortalt. Han holdt endnu et suk tilbage, han kunne godt se Delora var påvirket af det hele, så det var måske bedre at tage i små bidder, hvis han da virkelig hang på hende. han løftede derfor en krum fingre op, lagde den under hendes hage og blidt tvang hendes hoved opefter, så han kunne se hende i øjnene "De klare det fint Nådigfrøken. Kom, så går vi ind igen" Så slap han og tilbød hende en arm, så de sammen kunne gå ind.

[Delora af Tirragen]

Hun gispede overrasket efter vejret, da han rørte ved hende. Sådan rigtig rørte ved hende. Og straks veg hun tilbage med et rædselslagent blik i øjnene. Hendes isblå øjne var mere klare, end de havde været under hele samtalen. Hun nikkede stille, mens hjertet bankede derud af i hendes brystkasse og hun forsøgte at samle sig. Hun kunne ikke lade sin far se, at hun havde været ved at græde. Han ville slå hende så. "Tak," hviskede hun lavmælt, mens hele hendes krop skælvede af frygt for sin far og hans reaktion på mødet, når de kom hjem.

[Samuel af Groten]

Indvendigt sukkede han lidt over hendes reaktion, da han rørte ved hende. Det var jo ingenting, hvorfor skulle hun så gøre så stort et nummer ud af det? Der måtte være et eller andet ved denne pige, der havde gjort hende til den forskrækkede mus, der nu stod foran ham, og han havde en kraftig ide om at det nok var hendes fader, baronen. Han kiggede på hende igen og sagde så med rolig stemme "Medmindre De har brug for et øjeblik til at samle Dem?" Han kiggede afventende men roligt på hende, for at se hvad svaret blev. "Måske De gerne vil kunne give din fader et smil, når vi kommer ind. Jeg kan gå lidt væk, hvis De har brug for det?" Godt nok nærede han ikke meget for pigen, men han ønskede da hun havde det godt, det var trods alt ham, der havde trukket hende med ud.

[Delora af Tirragen]

Hun bøjede ærbødigt i nakken og skævede hen mod døren, som førte ind i stuen. Så rystede hun svagt på hovedet. "Det gør ikke noget, ellers tak Ridder Samuel," hun kunne sagtens klare det. Det havde hun gjort i mange år efterhånden. "Jeg skal nok være stærk," sagde hun og hentydede til, at hun nok skulle tage sig sammen, når de trådte ind af døren.

[Samuel af Groten]

Samuel blev alligevel imponeret og det ene øjenbryn hævede sig lidt op. "De er en meget stærk kvinde, kan jeg forestille mig. Det er en kvalitet De må huske" Han smilede til ham, usikker på om han skulle tilbyde hende en arm. Han tog i øjensyn igen, hun var måske ikke så slem, hvis bare hun ikke var så usikker og nervøs hele tiden. Det var lige før det smittede af.
Så tøvede han og gav hende hånden så de kunne gå ind. Før end de trådte helt ind hviskede han til hende "De klarer det ganske pænt Nådigfrøken Delora. Jeg er glad for turen her." Så smilede han beroligende til hende og åbnede døren for hende.