Det der med hoffet [R]

[Blake af Jesla]

Lyanna af Genlith

Det var snart flere uger siden, at han for alvor fik sænket sine kløer i Lyanna og Blake nød sin nyfundne frihed til fulde. Der var mere elskov og mere intimitet, end han havde været vant til, men han var efterhånden træt af at snige sig rundt hele tiden.

De sad på hendes værelse denne tidlige morgen igen og han sukkede let ind mod hendes hår. Han sad med ryggen mod sengegærdet og han havde hevet hendes nøgne skikkelse op at sidde på sit skød, så hun sad sidelæns med hovedet hvilende på hans skulder. Det hele var meget afslappet og intimt og han nussede hende let på kinden fra tid til anden. "Har din far nævnt noget om, hvornår du skal meldes ved hoffet?" spurgte han lavmælt efter en lille tid.

[Lyanna af Genlith]

Et lavt, skrøbelig suk fik ben at danse gennem værelset på og Lyanna strakte sig, så hun kunne lægge et lille kys mod hans hals. På det seneste havde det være tættere på hver nat end hver anden, at Blake var hos hende, holdt om hende gennem natten. Hun kvalte et gab og puttede sig mere ind i hans favn. Det var præcis, som det skulle være. Trygt, varmt, velkendt.

Hun vendte ansigtet op mod ham, da han talte og smilede så. "Ja, tilgiv mig, det har jeg helt glemt at fortælle dig," hun lød undskyldende. Blake var væltet ind af hendes vindue efter en noget intens aften, så hun havde koncenteret sig mere om at søge tryghed i hans favn end at tale. Desuden var det en festlighed, der efterhånden var blevet rykket en del. "Min fader har skrevet rundt og indbudt alle ugifte mænd af passende familie til festligheder her. Jeg mener, han gav besked for et par uger siden, for det er allerede om fem dage."

[Blake af Jesla]

Hendes svar fik ham til at løfte et øjenbryn og han mærkede en ubehagelig afmagtsfølelse brede sig i maven. "Han finder mig tydeligvis ikke til at være af passende familie så," brummede han med et hint af noget såret, mens han lod sin frie hånd lægge sig om hendes bryst og stryge det let. "Jeg tvivler på, at min invitation blot er blevet glemt af kureren." Hvor var det irriterende, at han var nødt til at arbejde under disse forhold! Hvorfor kunne Hertugen ikke bare se på, hvor meget Lyanna tydeligvis var forelsket i ham?!

[Lyanna af Genlith]

Lyanna havde været mere optaget af hans duft og så derfor først op, da alarmklokkerne begyndte at ringe. Han lød såret. "Har han ikke inviteret dig?" spurget hun overrasket og trak sig lidt ud fra hans varme krop for at kunne se hans ansigt. "Blake, det vidste jeg ikke." Hun ville for alt i verden ikke såre ham yderligere på det område, når hun jo udmærket godt vidste, hvordan han havde det. Hvor usikker, han var.

En lys hånd lagde sig over hans skæggede kind. "Jeg lover dig, at du er velkommen den aften," forsikrede hun ham oprigtigt. Selvom hendes far var streng, var hun hans svage punkt, hans lille øjesten, og hun vidste, at hun sagtens ville kunne få sit vilje på det punkt, hvis bare hun lod ham vide, hvor vigtigt det var, at Blake også var der.

[Blake af Jesla]

Han lod et trist ansigtsudtryk finde frem, da hun så op på ham og han undgik hendes blik, for at undstrege, hvor såret han var. Han strøg dog videre over hendes bryst, som hun forsøgte at trøste ham. "Det er sikkert en dårlig idé," fortsatte han, selvom han allerede havde hende i sin hule hånd. "Hvis din far ikke vil have mig der, kan jeg måske gøre mig uvenner med ham, ved at komme alligevel." Hans hånd faldt fra hendes bryst og kærtegnede i stedet hendes lår, der hvor halskæden altid sad om hendes ben. Han fandt hjertet med sine fingre og strøg en tommelfinger over det et par gange.

[Lyanna af Genlith]

Hendes krop begyndte at vågne igen under hans kærtegn, men hun prøvede at skubbe tanken i baghovedet. Han havde jo tydeligvis behov for hendes omsorg og forsikring. "Det er ikke en dårlig ide," vedblev hun og lagde nu også den anden hånd om hans kind, prøvede ihærdigt at fange hans blik. "Jeg elsker dig og det er kun retfærdigt, at du skal være der, når jeg vil leve resten af mit liv med dig." Det måtte han da forstå. Hun prøvede så hårdt - hvad mere kunne hun gøre?

[Blake af Jesla]

Han sukkede let og så hende så i øjnene med et lille håbefuldt smil. "Så gør jeg det. For din skyld." Han lagde sin pande mod hendes i et lille intimt øjeblik og lod så den hånd, som var på hendes ryg, finde op og glide ind i hendes hår, så han kunne trække lidt i det og vinkle hendes hoved, så han kunne finde hendes læber. "Jeg er så heldig, at jeg har dig, musling." Han smilede ind mod hendes læber og kyssede hende igen, mens hans anden hånd gled fra smykket og op mellem hendes ben, hvor den lagde sig over hendes køn.

[Lyanna af Genlith]

Endelig lod det til, at han igen lukkede hende ind og et lille lettelsens smil indtog hendes læber. "Godt," hviskede hun og strøg næsetippen mod hans næseryg, før hans hånd greb fat om hendes hår. Hun fulgte villigt hans bevægelse og tog imod hans kys med et lavt suk. Det var hende, der var den heldige. Hver dag beæret med ham i sit liv. Det gav et gib i hende, da hans fingre fandt op mellem hendes ben igen. Hun gav et lille ryk i hovedet, der dog ikke flyttede sig sig meget, holdt i spænd som det var mellem hans læber og store hånd.

[Blake af Jesla]

Hans fingre gav sig til at kærtegne hende, mens han vedblev at kysse hende ømt. Han vidste godt, hvad det gjorde ved hende, men han var ligeglad. Efter en tid, blev han mere direkte i sine kærtegn, men trak sit ansigt lidt tilbage fra hendes. "Hvordan skal vi... Overtale din fader? Hvad skal jeg gøre, for at han vil se mig som en seriøs kandidat? Hvad kan du gøre?" Hans ene finger fandt ned og blev fugtet i hende, inden den lagde sig på hendes lystknop.

[Lyanna af Genlith]

Hun skælvede, splittet mellem at ville fortsætte deres samtale og give sig hen til hans kærtegn. Efter lidt stoppede hendes lår med at spænde sammen, men spredte sig i stedet for hans kælende fingre. Så brød han kysset. Hun glippede lidt med øjnene, prøvede at vende tilbage til samtaleemnet, men det blev gradvist sværere under hans berøringer. "Jeg..." Hun sukkede lavt og lænede hovedet mere ind mod ham. Rummet syntes pludseligt meget varmt. "Jeg kan tale med ham."

[Blake af Jesla]

Han var måske mere direkte, men han var stadig rolig i sine bevægelser og koncentrerede sig mest om at gøre hende mere afhængig af sig med de blide berøringer og den ømhed, han udstrålede for hende. "Tror du.. Tror du, at det vil hjælpe?" spurgte han med en lille usikkerhed, inden han fandt hendes læber igen til at varmt kys, inden hun kunne svare. Efterhånden lå hun mere ned mod hans arm, end hun sad op.

[Lyanna af Genlith]

Hvorfor gjorde han det, når de havde været i gang med en samtale? Hun prøvede at samle sig om hans ord, netop som han fik strejfet hende på en virkelig god vinkel. Hun sank under nogen besvær og nikkede, skulle til at svare, da hans læber igen lå mod hendes. Ikke at hun modsagde ham. Det gjorde hun sjældent efterhånden. Hun prøvede at slynge armen om nakken på ham i en halvhjertet bevægelse, der bragte hendes hånd til hvile på hans brystkasse i stedet.

[Blake af Jesla]

Han nød til stadighed, hvor villig hun var i hans arme og han strammede grebet lidt om hende, mens hun gav sig hen til ham. Han havde fået det svar, han ønskede sig og som så mange andre gange, blev han overrasket over, hvor meget han havde lyst til hende hele tiden. Han havde ikke tid til mere snak og der gik temmeligt længe, inden der var plads til ord igen. Da lå de ved siden af hinanden i sengen og han havde armene omkring hende. "Der er ikke længe, til jeg burde gå," brummede han lavmælt.

[Lyanna af Genlith]

Et gab sluttede ud i et tilfreds suk, mens hun puttede sig tættere ind til ham. Selvom hun egentlig havde følt sig frisk og godt tilpas, da de vågnede, følte hun sig nu dvask. Det sidste, hun havde lyst til var, at han skulle til at gå og hun strammede grebet lidt om ham, selvom hun godt vidste, at hendes lange, slanke lemmer intet kunne stille op mod ham. "Jeg vil ikke have, du går," mumlede hun og skubbede ansigtet ind mod hans, kyssede den blidt. "Ikke nu, ikke nogensinde."

[Blake af Jesla]

Han skjulte et tilfreds smil over hendes trang til at være i hans nærhed. Med et fast greb, fik han lirket en arm under hende og trukket hende op, så hun lå oven på ham med hovedet på hans skulder. Med sine hænder, arrangerede han hendes ben, så de gled ned langs hans hofter og hun åbnede sig for ham, hvorefter han lagde armene omkring hendes lille skikkelse og holdt hende tæt ind til sig. "Jeg har heller ikke lyst til at gå. Hvis jeg kunne, blev jeg her hos dig hele dagen. Gjorde dig glad om og om igen." Han lod den ene hånds fingre finde op i hendes hår og kyssede hende på panden.