Vigtige nyheder

[Vania af Naxen]

Murray af Naxen

5. januar, 528 M.T.

Vania satte sig ved bordet, mens hun hørte Murray komme gående mod spisestuen. De havde ikke set hinanden hele dagen og hun glædede sig til at se ham og høre om hans dag.

Tjenerne nåede dog at sætte maden på bordet, inden han dukkede op og hun smilede varmt, mens der blev øst suppe op til hende. "Murray. Har du haft en god dag?" Hun tog sin ske i hånden og spiste roligt, mens tjeneren gav sig til at øse op til Murray også, nu hvor han var ankommet.

[Murray af Naxen]

Duften af mad mødte ham allerede ude i hallen, da han kom ind efter en kort ridetur. Efter grev Astors besøg havde dagen taget en dårlig retning, så til sidst havde han følt behov for at få noget frisk luft. Nu var han dog sulten, så humøret blev lidt bedre, da han trådte ind i spisestuen og blev mødt med synet af et varmt aftenmåltid og hans hustru. ”Ikke ligefrem.” Han fnøs ved tanken og gik over for at tage plads. Tjenerne viftede han ud, og så skænkede han selv op i deres glas. ”Og du?” Hun virkede i det mindste til at være i godt humør.

[Vania af Naxen]

Hun hævede et bryn og ventede på, at han skulle uddybe, men affandt sig alligevel med, at han foretrak at høre om hendes dag først. Hun trak på skuldrene og smilede. "Den har såmænd været udmærket. Jeg har været til te ved Hertuginden af Meagmarsk og har endelig fundet en ny afløser til Karoline's datter i køkkenet." Hun smilede stadig, men talte ikke mere, fordi hun mest af alt ventede på, at han skulle fortælle hende, hvad det var, der gik ham på.

[Murray af Naxen]

Han nikkede lidt. Det var godt, at hun plejede forholdet til Meagmarsk. Det ville forhåbentlig hjælpe lidt på det, når han selv skulle tale med hertugen. Han burde nok opsøge ham frem for at vente på, at han hørte rygterne. ”Det lyder hyggeligt,” brummede han og smagte på suppen. Han kunne godt fornemme, at hun sad og ventede på at høre, hvad problemet var, men han tog sig nogle øjeblikke til at finde ud af, hvordan han burde sige det. ”Ermelia er flyttet ind i hos sin søster.” I sidste ende bestemte han sig bare for at få det sagt. Der var vel ingen grund til at pakke det ind, når nu tjenestefolkene var sendt ud af rummet. "Jeg talte med greven i formiddags."

[Vania af Naxen]

Hun ventede tålmodigt, men begyndte langsomt at blive nervøs. Der måtte være noget virkelig galt, når han havde så svært ved at få det sagt. Da det endelig kom, holdt hun dog også en forfærdet hånd op foran sine læber. "Åh nej da! Hvad har den forfærdelige mand, nu gjort?!" Hun havde fået fortalt, hvad der var sket med Caelie under og efter rundrejsen og hun havde den dybeste medlidenhed med pigerne.

[Murray af Naxen]

Han trak på skuldrene. ”Det han nu plejer at lave.” Han fnøs misfornøjet ved tanken og tog endnu et par skefulde suppe. Det gjaldt om at få det ned, før det blev koldt. Onklens opførsel var stadig et problem, men han var også nødt til at tage sig lidt tid til at vurdere, hvad han ville gøre. ”Jeg ville have foretrukket at have Ermelia her, men Caelie ville sikkert blive ked af det så. Jeg vil have, at du sender en anstandsdame over til hende i aften.” Vania havde mere styr på tjenestefolkene end ham, så det var bedre, hvis hun udvalgte en kvinde, der ville kunne bære opgaven.

[Vania af Naxen]

Hun sukkede tungt og fik blanke øjne et øjeblik. "Men.. Ermelia er så ung." Hendes hjerte blødte for den unge kvinde og hun fik en voldsom lyst til at slå manden ihjel. "Selvfølgelig. Det skal jeg nok sørge for. Men.. Er du sikker på, at hun ikke bør bo her?" spurgte hun så i en undrende stemme. "Caelie er hendes søster ja, men hun bærer ikke længere Naxen's navn. Hun er vores ansvar." Hun tyggede lidt ned i sin underlæbe - hensunken i tanker - og glemte helt at spise.

[Murray af Naxen]

Han kunne ikke modsige hendes argument, men nu var beslutningen trods alt truffet. ”Jeg er heller ikke glad for det. Men jeg ved, at hun nok vil foretrække at være hos Caelie. Jeg ser ingen grund til at gøre Ermelia mere ulykkelig, end hun allerede er.” Det kløede stadigvæk i fingrene efter at slæbe hende hjem til Naxen-boligen, hvor hun hørte til, men det ville ikke gavne nogen i sidste ende. ”Men det ville være godt, hvis du inviterer hende over af og til, når hun er hjemme fra Klosterskolen. Hun skal trods alt oplæres i sine fremtidige pligter.” Caelie var selvfølgelig grevinde, men det var bedre, hvis Ermelia kunne lære fra en hertuginde, siden det var den status, som hun selv ville få en dag.

[Vania af Naxen]

Vania nikkede og holdt omgående op med sine indvendinger. "Naturligvis har du ret. Der er ingen grund til at gøre det sværere for hende, end det allerede er. Naturligvis skal hun være hos sin familie." Hun fik gang i suppen igen og nikkede til hans spørgsmål. "Det kan du tro. Hendes oplæring ligger også mig på sinde." Hun smilede og rakte over for at give sin mands arm et klem. "Hvordan har du det?"

[Murray af Naxen]

Der blev heldigvis ikke nogen længere diskussion om det. Nu var tilladelsen jo også blevet givet. Han nikkede lidt til resten. Det ville være godt, hvis Vania kunne tage sig af oplæringen. Der ville gå lang tid, før Ermelia fik brug for en hertugindes færdigheder, men det ville stadigvæk få hende til at se bedre ud i sin svigerfamilies øjne. ”Jeg har det fint.” Han trak på skuldrene. ”Jeg skal bare have taget hånd om min onkel.”

[Vania af Naxen]

Hun var ikke helt sikker på, at hun troede på hans svar. Hun kunne da i hvert fald mærke, at hun selv var påvirket af tanken om, hvor uretfærdigt det var, at de havde så svært ved at undfange, når der fandtes forældre i denne verden, som kunne finde på at opføre sig på den måde over for sine børn. Hun sagde ham dog ikke imod. "Hvad vil du gøre?"

[Murray af Naxen]

Ja, det var vel et godt spørgsmål. Han sukkede irritabelt ved tanken om alt det besvær, som onklen gav ham. ”Sende ham til Carthak. Det er planen indtil videre.” Lige nu ville han bare af med den mand, så han ikke behøvede have alle de problemer med ham. ”Og så flytter vi resten af familien herhen, så der er kompetente folk til at tage sig af dem, når de er i Corus.”

[Vania af Naxen]

Hans svar fik hende til at gøre store øjne, men kun et kort øjeblik. Så så hun hen på ham med et lille overrasket smil. "Det synes jeg ærligt talt, der er en vidunderlig idé, Murray. Men har du tænkt på, hvad pigernes moder vil sige til det? Og hvad med pigerne selv?"

[Murray af Naxen]

Han lod spidsen af skeen stryge rundt i suppen. ”Jeg er ligeglad. Hun var en inkompetent moder, så hun kan følge med ham, hvis hun teer sig over det.” Han havde intet til overs for Georges kone. Hun kunne blive i Corus eller forsvinde med sin mand. Pigerne var det selvfølgelig lidt vanskeligere med. ”Jeg har afholdt mig fra at handle mod George af hensyn til Caelie før. Det hjalp ikke ligefrem, så nu har jeg ikke andet valg.” Han gad ikke tage alle de hensyn længere. Manden skulle væk.

[Vania af Naxen]

Hun nikkede og sagde ikke mere. Hun kunne sådan set kun give ham ret. "Jeg er sikker på, at du vil tage den rigtige beslutning. Jeg håber bare, at han en dag får, hvad der bekommer ham," sagde hun vredt og spiste det sidste af sin suppe.