Til bal som en ny kvinde

[Christine af Jesla]

Marcus af Naxen

Som sagt så gjort. Dagen efter, at Christine havde talt med Cahaya kom skrædder og skomager for at tage mål og vælge stof til kjole, og hurtigt var en ny kjole klar til Christine. Den var meget smukkede end, hvad hun længe selv havde været vant til, og hun følte sig bestemt både ældre og smukkere, end hun havde gjort i de skrud, hendes mor troligt havde proppet hende i.
Ligeledes havde Cahaya sørget for at finde et bal, hvor Christine kunne vise sin nye side frem. Inden hun var taget afsted, havde de snakket lidt omkring, hvordan hun skulle gebærde sig og Cahaya havde belært hende om en masse ting oveni.

Nu var hun der. For første gang i længe føltes det intimiderende at gå ind i salen, hvor alle de adelige var samlet. Hun blev derfor stående i døren, iført sin nye kjole og kiggede ind på festlighederne. Det føltes underligt pludselig at være usikker, når nu hun altid havde haft så høje tanker om sig selv til disse forsamlinger, men hun følte sig en del mere udsat i aften. Ikke at hun lignede en der var ved at stikke halen mellem benene, hun var blot mere rolig og en anelse tilbageholden.

Så tog hun endelig mod til sig, med et skridt foran det andet, gik hun mod Saften, for at få sig en lille forfriskning inden hun helt skulle vise sig og forsøge at fine en spændende mand at tale med, som Cahaya elelrs havde rådet hende til.

[Marcus af Naxen]

Baller var absolut ikke noget af det, som Marcus deltog mest i. Men ved flere lejligheder, var han tvunget til det. Ikke af sin far, derimod af Murray. Som familiens ældste ugifte mand, så de det åbenbart som en pligt at vise den lærde og studerende mand frem i håb om, at nogen så sit snit til at få øje på ham. Heldigvis var han sluppet udenom disse kvinder indtil videre.

Han havde fået et glas serveret af en tjener efter middagen, som havde været ganske lang. Hans borddame havde været en ældre grevinde, som forsøgte at tale med ham om mode. Noget han bestemt ikke interesserede sig for. Ikke at han var uvidende på det punkt. Med to familiemedlemmer der var lidt tilbage på det punkt, havde Marcus pådrage sig færdigheder, som opvejede deres manglende interesse.

[Christine af Jesla]

Med et glas i hånden, gik det hele lidt nemmere. Hun kiggede på de par der dansede, alle så så glade ud, hvilket fik hende til at smile. Så besluttede hun sig for at se om hun kunne finde nogen hun kendte, som hun kunne snakke med. Måske nogen af pigerne fra klosterskolen. Ikke at de rigtig havde været nære venner, men det var da et forsøg værd.

Hun kiggede længe rundt, da hun fik øje på en ung mand, der heller ikke helt så ud til at være i det gladeste humør. Han virkede en smule træt eller opgivende måske? Ham kunne hun da forsøge sig med. Hun fugtede ganen med lidt saft og gik så hen til ham, mens hun huskede Hvad Cahaya havde fortalt hende.
Henne ved ham smilede hun, nejede og hilste så "Godaften. Nyder De ballet?" Det lød dumt. Den måde ville Cahaya bestemt ikke have åbnet en samtale, det var sikkert. Hun kiggede på ham med et lidt undskyldende smile "Christine af Jesla" præsenterede hun sig så "Jeg tror ikke jeg er stødt på Dem før?"

[Marcus af Naxen]

Måske han rent faktisk kunne tillade sig at gå tidligt? Han havde mange ting der skulle ordnes. Han havde et studie, som han skulle passe, og det nyttede ikke noget, at han hang foran sine forsøg hele dagen, og i stedet måtte arbejde om natten.

Han var lige ved at tage en tår af vinglasset, da en ung kvinde henvendte sig til ham. Han drejede hovedet, så hans halvlange hår, bølgede omkring hans ansigt. "Hmm?" Spurgte han først, fordi han ikke havde hørt hendes første spørgsmål. Han formåede dog at bukke for hende. "Marcus af Naxen," præsenterede han sig og tillod sig at tage en tår, før han svarede hende. "Vi er i hvert fald ikke blevet præsenteret for hinanden før nu," sagde han med et venligt smil.

[Christine af Jesla]

Der var noget interessant ved ham. også selvom han virkede til ikke rigtig at være tilstedeværende rent mentalt. Måske havde han det på samme måde som hun havde haft det til baller når hun var blevet tvunget afsted af sin moder. Hun smilede og kiggede så på ham "Så kan det kun være på tide." Hun forsøgte sig med at være frisk og spændende i sin tale og lyde glad, selvom sandheden var at hun var pokkers nervøs. "Tillad mig at sige det, men De ligner en der er blevet tvunget afsted i aften og helst ønsker at være et andet sted?" Hun havde selv tit været til bal med den følelse og vidste efterhånden, hvilke tegne man skulle sørge for at skjule.
Bare han nu ikke blev sur over at hun kommenterede på det, men hvis hun skulle gøre sig bemærket blandt alle de smukke unge kvinder, måtte hun jo skille sig ud på den ene eller den anden måde. Det var et sats.

[Marcus af Naxen]

Han smilede, men kommenterede ikke på det. Normalt var det fædre eller brødre der præsenterede deres døtre og søstre. Men det lod til, at Komtesse Christine var overladt til sig selv. "Hverken min broder eller søster kunne være her i aften," sagde han og trak let på skuldrene. "Hertuger og Hertuginder har pligter, der er vigtigere end et bal. Så, det er min pligt at være her på vegne af Naxen-slægten," det var den skinbarlige sandhed. Og Marcus var sjældent typen der løj.

[Christine af Jesla]

Da han igen åbnede munden bekræftede han kun hendes teori om, at han ikke ønskede at være der. Hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulle sige og om hun overhovedet burde sige noget. Hun drak blot lidt mere og forsøgte sig så igen. "Så hvad havde De lavet, hvis deres broder eller søster havde haft tid til at deltage i dette bal?" han havde med garanti ikkeværeg tilstede her så.

[Marcus af Naxen]

Han trådte et skridt tilbage, så et par kunne gå forbi dem, uden at han blev danset over tæerne af begge personer. "Jeg havde nok stået i mit arbejdsværelse og forsøgt at forbedre formlen til de himmelfarver, som Hertugen af Macay fik fremstillet til sit bryllup," svarede han ærligt og var ret stolt over at have været med til at fremstille det. Sammen med troldmænd naturligvis. Det havde dog også taget flere måneder. Heldigvis havde hertugens storebror klaret det meste af arbejdet inden manden døde.

[Christine af Jesla]

En fin lille rynke fandt vej mellem Christines øjenbryn, og undren stod malet tydeligt i øjnene på hende. Himmelfarver? Hvad var det lige det var? Det lød da ganske spændende men hun mærkede også et stik af tristhed over at hun ikke selv havde noget at byde på. Men det måtte hun gemme væk, hvis han skulle på krogen. "Det lyder ganske interessant omend lidt svært for mig helt at forstå." Hun kunne ligeså godt være ærlig hvad det angik, men så havde hun også mulighed for nysgerrigt at spørge ind til det. "Hvad er det for noget? Altså, jeg tænker på, hvordan virker det?" Hun lød egentlig ganske interesseret.

[Marcus af Naxen]

Han forventede ikke, at nogen udover dem der havde været med til at udvikle det, kunne forstå hvad han talte om. Han havde heller ikke helt forstået konceptet i starten. "Himmelfarver er noget, der eksploderer på himlen i forskellige farver, og daler langsomt ned til jorden bagefter," svarede han og havde bestemt ikke noget imod det. "Det er ganske simpelt. Man blander nogle magiske ingredienser i en lille beholder, som en troldmand sender til himmels, hvorefter han med et enkelt ord, kan få den til at eksplodere," akkurat ligesom det virkede med de ildkugler, som mange troldmænd kunne fyre afsted.

[Christine af Jesla]

"Det lyder lidt indviklet. Men resultatet er virkelig smukt" Hun tænkte tilbage på det bryllup, hvor de alle havde set det. Det havde været ganske enestående. "Hvem skal De bruge det på denne gang så? Jeg mindes da ikke der er noget bryllup lige om hjørnet?" Christine smilede til ham, drak lidt af sin saft og skrev sig bag øret at hun ville have himmelfarver til sit bryllup. Godt nok skulle hun lige finde sig en ægtemand først, men hun havde vel lov at drømme lidt om, hvordan hun ønskede sig at det ville blive. Så kiggede hun på ham igen "Er de så troldmand eller hvad laver De?"

[Marcus af Naxen]

Han havde bestemt også syntes det var smukt. Det var helt anderledes at se det udenfor, og ikke inde i et lukket lokale med lyset slukket. Nattehimlen gjorde noget ved farverne, som ikke kunne fremstilles kunstigt. "Det er ikke mig, der ejer opfindelsen. Jeg er blot ansat til at forbedre den," sagde han undskylde og smilede venligt til hende. "Det er Hertugen af Macay, som bestemmer, hvem der må bruge den," det var trods alt hans slægt, der først havde beskæftiget sig med den slags. "Nej, jeg er desværre ikke blevet æret med Gaven. Jeg studerer ganske almindelig alkymi," noget de fleste ville betragte som dødkedeligt. Men med det projekt han havde kørende nu, så var det mere spændende end nogensinde!

[Christine af Jesla]

Hun lyttede til, hvad han fortalte og syntes egentlig det hele lød meget spændende. Så kiggede hun igen ud over de dansende par, mon denne Marcus var til at få lokket med ud i en lille dans? Men det skulle ikke være lige nu, først måtte hun snakke med ham, så han alligevel fik lyst til at være her, også selvom han hellere ville være i sit arbejdsrum med sine himmelfarver.
"Alkymi er vel sikkert også ganske spændende er jeg sikker på. Men er det ikke farligt?" Alkymi var da sådan noget med væsker og pulver, som sydede og boblede og sommetider sprang i luften? var det ikke? Hun vidste ikke meget om det. Hun havde aldrig rigtig haft behov for egentlig at interessere sig for ting der krævede hjerne. Men som de stod her og snakkede lød det hele nu ganske fascinerende. Eller også var det bare for at skubbe den plagende fornemmelse af hvor latterlig og ligegyldig hun selv virkede.

[Marcus af Naxen]

Han trak let på skuldrene af hendes spørgsmål. "Mjah... Måske. Lidt. Jeg er endnu ikke kommet ud i uheld. Men jeg har hørt om ulykker der har været ganske alvorlige," svarede han og forsøgte at pakke det lidt ind. At fortælle hende, at de fleste ulykker sommetider havde resulteret i, at en person var død, det følte han ikke lige et behov for. Hvor skrøbelig hun var, det anede han ikke.

[Christine af Jesla]

Det begyndte at blive svært at holde samtalen gående. Det var svært at blive ved med at spørge ind til et emne hun ikke havde den fjerneste forstand på, også selvom hun synes det var ganske spændende. Alligevel formåede hun dog at skjule sin usikkerhed ved at smile til ham. "Det glæder mig at høre, at De endnu ikke har været uheldig." Så tog hun en chance og ledte samtalen mere tilbage mod ballet "Men sig mig engang, når De så endelig kommer afsted til Bal, hvad ønsker De så helst at lave?" Måske var hun heldig at få en lille dans med ham. Det gjorde altid noget særligt at danse.