Bare os to [R]

[Gilbert af Meagmarsk]

James af Perlegab
d. 24. december 527 M.T.

Niklaus var knapt nok rejst med sin familie, før Gil satte kursen over til Perlegab-boligen. Ivrig efter at udnytte så meget tid som muligt hos ridderen i disse to uger. Han havde endda fundet på en god undskyldning!
Da han blev vist indenfor af en tjener, tog han en dyb indånding og rankede sig lidt. Det var ved at være lidt tid siden, at de sidst havde haft tid til hinanden. Så snart Jamie dukkede op, lyste han derfor op i et smil. ”Undskyld, jeg trænger mig på.” Han bukkede kort. ”Ehm ... min ridder er netop taget til Legan, og jeg skal først slutte mig til ham om to uger, så ... jeg tænkte – siden du ikke har en væbner – om du måske havde tid til at træne med mig?” Han smilede forsigtigt til ham. Det måtte da være en god undskyldning for, at de kunne ses oftere, ikke? Han håbede det virkelig.

[James af Perlegab]

Jamie sad inde i stuen og bladrede igennem nogle breve, som hans fader havde overladt til ham at besvare. Det var ikke ligefrem et arbejde, som han var helt vild med og han var mere end tilfreds med at blive afbrudt i sit forehavende. Især af Gil. Det var snart længe siden, de for alvor havde haft tid til hinanden og Gil var stadig ikke helt overbevist om, at de skulle tage deres forhold til det næste trin, selvom Jamie glædede sig til det.

Han rejste sig op og bukkede let i respons. Da døren lukkede sig bag tjeneren smilede han dog bare skævt og trådte hen til den unge væbner. "Du glemmer, at det ikke er træning, jeg har mest lyst til, når jeg er sammen med dig," svarede han drillende og lagde en finger under Gil's hage for at kysse ham. "Jeg har savnet dig."

[Gilbert af Meagmarsk]

Så snart de var alene, ændrede stemningen sig straks, og varmen skød op i hans kinder, da først Jamie trak ham ind til sig. ”Det ved jeg da godt,” mumlede han med et lille smil og blev så afbrudt af kysset, som han glædeligt fordybede sig i en rum tid. Så trak han dog alligevel ansigtet lidt væk igen. ”Men jeg er jo nødt til at komme på en officiel undskyldning.” Niklaus havde understreget, at han skulle være forsigtig, og det ville han altså gøre sit ypperste for at være. Ved tanken om ridderherren blev han dog pludselig lidt usikker og så ned. Skyldbetynget.

[James af Perlegab]

Han smilede og kyssede Gil et par gange mere. "Det lyder fornuftigt," sagde han bare til Gil's forklaring og var allerede ved at læne sig ned for at kysse ham igen. Men Gil så væk og han virkede pludselig usikker. Knægten var at læse som en åben bog og han kunne godt lide at have så let en tilgang til Gil's følelser. Derfor lænede han sig bare ned og hviskede han ind i øret. "Hvad er der i vejen?" spurgte han lavmælt og lidt drillende. Han gik automatisk ud fra, at det var noget, han selv havde gjort, som pludselig havde gjort Gil genert.

[Gilbert af Meagmarsk]

Som sædvanlig så Jamie lige gennem ham, og Gil så op på ham med et par store brune øjne. ”Det er bare ... Niklaus ...” Han trykkede sig ind til Jamie, som for lige at bekræfte sig selv. Det var jo Jamie, han kunne lide, så hvorfor kunne Niklaus så også gør ham så forlegen? ”Jeg ... Det ... Jeg er virkelig ked af det,” undskyldte han ind mod Jamies brystkasse og knugede sig ind til ham. Han burde slet ikke lade sig påvirke af andre på den måde.

[James af Perlegab]

Svaret fik ham til at rynke på brynene. Det var ikke just sådan, han havde forventet, at Gil ville starte sin forklaring og han ventede derfor utålmodigt på fortsættelsen, men den kom ikke rigtigt. Havde han nu igen fortalt sin ridderherre om hans hemmeligheder?! Han mærkede en lille skuffelse indsætte sig på forhånd. Han forsøgte dog at presse den i baggrunden og lagde så en finger under Gil's hage igen, så han kunne se ham i øjnene. "Hvad er der nu med Niklaus?"

[Gilbert af Meagmarsk]

Han så modvilligt op på Jamie igen og knugede stadig om ham. Det føltes så forkert at sige det. ”Altså ... Det ...” Han trak noget på det, før han endelig tvang det frem: ”Nogle gange når han smiler er det sådan virkelig ... charmerende ... og jeg ...” Han blev igen rød i hovedet. ”Og jeg rødmer og kan ikke se på ham ... Det er virkelig ikke med vilje!” Det sidste blev sagt lidt højere, imens han bekymret studerede Jamies ansigt. Ville han blive vred? Gil gøs svagt ved tanken. Han havde allerede kvajet sig rigeligt over for Jamie.

[James af Perlegab]

Dette var virkelig ikke, hvad Jamie havde forestillet sig og rynken mellem hans bryn blev dybere, mens han tænkte sig om. Bare tanken om, at Niklaus overhovedet kunne være charmerende var fuldstændigt absurd for ham og han måtte da nok indrømme, at tanken om, at Niklaus forsøgte at være charmerende over for Gil, generede ham. Han vidste jo godt, hvad mandens type var. Det var netop de små, kønne yndlinge. Men vidste Gil..? Han gik et par skridt hen til sofaen og trak Gil ned at sidde ved siden af sig dér. "Har du og Niklaus... Talt mere om... Mænd?" Han havde ikke tænkt sig at fortælle Gil noget, som denne ikke vidste i forvejen. Men derfor kunne han dog godt mærke ham efter på tænderne.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han fulgte med over og satte så lydigt, selvom han meget hellere ville sidde på Jamies ben. Hvilket nok var let at læse på ham, da han trykkede sig tæt ind til mandens krop. Når de var sammen, ville han bare gerne være så tæt på som muligt og mærke Jamie. ”... En smule,” svarede han tøvende, dog ikke villig til at afsløre Niklaus. ”Han har venner, der er ... ligesom mig.” Han hvilede hovedet mod Jamies skulder. ”Han synes, at jeg skal skynde mig og blive forelsket i min forlovede og droppe min forelskelse i dig.” Han vrængede på næsen, som tegn på hvad han mente om den holdning. Jamie var skøn, og der var slet ingen grund til at rende efter andre.

[James af Perlegab]

Jamie nikkede for sig selv. Gil var blevet bedre til at holde på en hemmelighed og det var kun godt at se. Men Jamie havde også en uretfærdig fordel, fordi han i forvejen kendte til Niklaus' hemmelighed. Derfor forsøgte han også at presse lidt mere. "Ja, det ved jeg," svarede han mildt og lænede sig lidt tilbage i sofaen. Han tog også ved Gil's hofter og løftede ham op, så han kom til at sidde overskrævs på ham i sofaen. Det var langt fra første gang. "Alexander for eksempel." Ham vidste de trods alt begge, der var Niklaus' ven. "Men har han fortalt dig noget... Om sig selv også?" Han havde sådan på fornemmelsen, at det var tilfældet, at han ikke var særligt forsigtig med at hinte. Især fordi Niklaus tillod sig at bede Gil om at lægge deres forelskelse på hylden.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han nikkede instinktivt lidt, da Jamie nævnte Alexander. Det var jo ikke en hemmelighed, at han var en bekendt af Niklaus. Et smil bredte sig atter på hans ansigt, da Jamie tillod ham at komme til at sidde henover ham, og han trykkede sig straks ind til ham og kyssede ham på hagen. Det næste spørgsmål var meget sigende, og Gil tøvede igen et langt øjeblik. ”... Har han talt med dig om sig selv?” Han vendte spørgsmålet om i et forsøg på ikke at svare for direkte.

[James af Perlegab]

Han lagde armene tæt om Gil, da han søgte ind til et knus og han lod sin ene hånds fingre finde ind i det mørke lokker og nusse ham lidt. Han havde sgu ærligt talt savnet knægten, måtte han indrømme for sig selv.

Han lo lidt af spørgsmålet, som Gil stillede i forsøget på at skjule, at han vidste noget. Det skjulte dog absolut ingenting og derfor lo han lidt. "Det var han sgu nødt til," svarede han så og kyssede Gil let på halsen. "Kan du huske i Dunlath? Den første aften? Da jeg sneg mig tilbage til mine egne værelser? Der stod jeg ude på gangen og så Alexander forsøge at gøre det samme." Han lo igen lidt og ventede så for at se, i hvor høj grad, Gil ville blive overrasket.

[Gilbert af Meagmarsk]

Nødt til? Gil rynkede undrende på panden, men da Jamie først forklarede, hvad der var sket, begyndte han at grine. ”Det er løgn.” Så Jamie havde kendt til Niklaus siden da? Det var da også næsten den mest direkte måde, man kunne opdage den slags. Og så gik de lige ud på samme tid ... Han rystede smilende på hovedet. ”Så var det godt eller skidt, at I endte med at komme ud på samme tid?” Han løftede et øjenbryn. Måske var Jamie ikke glad for selv at være blevet opdaget på den måde.

[James af Perlegab]

Han trak på skuldrene og grinede lidt med. "Tja, du havde jo allerede fortalt ham om mig," svarede han med kun et lille hint af ærgrelse. "Så jeg var egentlig ganske godt tilfreds med, at jeg lærte det om ham også. Desuden... Ellers ville jeg jo ikke have haft muligheden for at bede Alexander om at tale med dig." Han trak lidt på skuldrene igen og skiftede så retning. "Når han smiler til dig på den der charmerende måde... Hvordan ser det så ud?"

[Gilbert af Meagmarsk]

Han kyssede Jamie langs kæben, da han nævnte, at Gil allerede havde afsløret ham. Det ærgrede han sig stadig over. ”Det tror jeg også, at vi fik snakket ud om ... eller råbt ud om ...” Han skar ansigt ved tanken om det enorme skænderi, som han havde haft med Niklaus. Det var virkelig eskaleret, og han ville meget gerne undgå, at det skete igen.
Da Jamie spurgte ind til smilet, rettede han sig lidt op. ”Jamen sådan ... ligesom når du gør det ...” svarede han forlegent, imens fingrene fumlede lidt ved kanten af Jamies skjorte. ”Sådan lidt skævt ... Det virker afslappet og ... selvsikkert ...” Han blev langsomt højrød i hovedet igen og så ned. ”Undskyld.”