Formildede omstændigheder

[Charlotte af Hamin]

Martin af Meron
21. december 527 M. T.

Når man deltog i et bryllup, så begyndte de fleste ugifte kvinder selv at drømme om sit eget. Charlotte var en undtagelse. Det bryllup, som hun ude i fremtiden skulle deltage i, var absolut ikke noget, som hun havde lyst til at drømme om. Manden der skulle være en del af det, var ikke en, hun havde lyst til at tænke på mere end højest nødvendigt.

At hendes mor så oven i købet havde fået lavet en kjole til hende i Merons røde farver, gjorde hende vred og irriteret. Hun ville ikke sende et signal om, at hun havde overgivet sig. For det havde hun ikke! De havde naturligvis ikke fulgtes ad, eftersom hun var inviteret sammen med sine forældre. Hun havde heller ikke endnu kunne få øje på hans rimelig genkendelige stive holdning og flammende rødt hår efter maden.

Derfor tillod hun sig selv, at more sig sammen med sine veninder. De fleste ville nok have brugt en hver mulighed for at finde deres forlovede. En vildfaren lys lok havde sneget sig ud af hendes frisure, og hun fjernede den med et irriteret fnys. I samme øjeblik, gled en netop velkendt og frygtelig irriterende rød håret herre ind i hendes synsfelt. Godt nok ovre på den anden side af dansegulvet. Men han var der. Og det var mere end rigeligt.

[Martin af Meron]

Martin havde holdt Enkegrevinden med selskab under middagen og han havde været oppe at lykønske brudeparret bagefter og brugt lidt tid på at mengelere rundt mellem de andre gæster. Nu kunne han dog ikke så godt udsætte det længere, så han begyndte at se sig om efter Charlotte.

De havde ikke set meget til hinanden i den forgangne måned. Især ikke, fordi deres sidste møde var sluttet ret brat. Da han fandt hende, gik han stille og roligt hen mod hende med et venligt smil og bukkede for hende. "Må jeg byde Dem op til dans?" spurgte han roligt og tilbød hende sin arm.

[Charlotte af Hamin]

Hun sukkede tungt indvendigt, da hun opdagede, at han kom over imod hende. Hun forsøgte at finde et indskud til, at bevæge sig i den anden retning. Men der var intet hun kunne foretage sig. I stedet tog hun en dyb indånding, og klistrede sit mest venlige smil på læberne. "Deres Nåde," hilste hun og nejede for ham. Ved hans forespørgsel løftede hun det ene øjenbryn i skepsis. "Åh, De kan danse? Lad mig se, om De kan følge med," sagde hun og lagde meget forsigtigt sin hånd på hans arm. Hun sørgede for, at hun kun lige knap nok rørte ham, mens de bevægede sig ud på gulvet.

[Martin af Meron]

Hendes udfordring irriterede ham. Her havde han venligt tilbudt en dans og så skulle hun svare så flabet? "Mon ikke De bliver overrasket?" sagde han derfor bare med et hint af nonchalance. Han skjulte det dog hurtigt igen og førte hende blot ud på dansegulvet, hvor han uden problemer tog hende i sine arme og gav sig til at følge musikkens rytmer. Han var efter alle standarder en glimrende danser. Han var blevet oplært længe inden sine pageår og på dansegulvet bevægede han sig med langt mindre stive bevægelser, end han gjorde i andre sociale sammenhænge.

[Charlotte af Hamin]

Hun kæmpede mod trangen til at himle med øjnene. Og heldigvis vandt hun. I stedet lod hun ham lægge sine hænder på hendes hofte, mens hun holdt omkring den anden. Naturligvis med silkehandsker på, så de ikke rigtig rørte ved hinanden. "Jeg tvivler ikke på, at De kan overraske mig, Deres Nåde," svarede hun roligt, mens hendes fødder med lethed fejede henover det polerede gulv. Hun dansede så snart hun fik muligheden for det. Og hun elskede det. "Er Deres smidighed naturlig? Eller er den indøvet under Deres pageår?" Spurgte hun og lagde hovedet ganske let på skrå, mens hun hentydede til Martins evne på et dansegulv.

[Martin af Meron]

Hun var lige så dygtig en danser, som han selv var og han kunne ikke lade være med at være en lille smule lettet over, at hun trods alt ikke var helt umulig i rollen som grevinde. Det var da én mindre ting, han skulle opdrage hende i. "Jeg har danset siden før jeg kan huske, så det vil sikkert være svært at definere," svarede han roligt til hendes kommentar, som han ærligt talt mest så som endnu en spydighed. Hun var ikke den første til at kalde ham en stivstikker.

[Charlotte af Hamin]

Hun lod sig fortsat føre rundt på gulvet af ham. Det var absolut ikke noget hun nød. Dansen jo, men ikke den herre, som hun dansede med. "Jeg vil tro, at den er evne er medfødt hos Dem," sagde hun og bevægede sig rundt. "Det er kun ganske få mænd, der danser lige så godt som Dem, Deres Nåde," hun drejede hovedet og lod sine mørke øjne mødes med hans. Om han ville tage det som et kompliment eller en fornærmelse, det måtte han selv om. Han skulle ikke forvente, at hun ville øse ud af dem.

[Martin af Meron]

Nå, så hun var faktisk også i stand til at være høflig. Det var trods alt gode tegn og han nikkede som svar til hendes ord. "Tak skal De have," svarede han. "De er også selv ganske dygtig til at danse." Han kunne også give komplimenter. "Jeg kan godt lide Deres kjole," fortsatte han så efter en lille tid. Hun var faktisk dukket op i Meron's farver. Det var en god ting.

[Charlotte af Hamin]

Hun nikkede venligt til hans ord. "Tak Deres Nåde. Mange års øvelse er altså ikke spildt," sagde hun og forsøgte sig med et lille smil. Da han nævnte kjolen lagde hun hovedet ganske lidt på skrå igen. "Jeg må indrømme, at jeg tog den på under tvang. Min moder har vist sig at være en udspekuleret kvinde de sidste par uger," fortalte hun, og holdt stadigvæk fast i øjenkontakten. "Det er kommet mig for øre, at denne kjole ikke er den eneste af sin slags. Jeg er dog ked af den lidt stærke farve. Jeg følte, at den fik mig til at se... Bleg og underernæret ud. Mit blonde hår har ikke samme udstråling som Deres flamme hav," hun slog i et kort sekund sit blik ned, inden hun rettede det op mod ham igen.

[Martin af Meron]

Han besvarede mest bare hendes ord med et løftet øjenbryn. "I så fald har Deres moder god smag," svarede han roligt og med et lille smil, der et kort nu var mere underholdt, end det var høfligt. "Og jeg mener absolut ikke, at De ser underernæret eller bleg ud. De er meget køn i den." Han fik nok af øjenkontakten og brød den igen, fordi han følte sig for udstillet. I stedet lod han blikket glide ud over salen. "Desuden vil det sikkert hjælpe på den følelse, når først De kommer til at tilbringe mere tid i ørkenen. Solen i Meron har det med at ændre folks hud."

[Charlotte af Hamin]

Det kunne så diskuteres. Moderen havde i hvert fald fået snøret Charlotte, og det brød hun sig bestemt ikke om. Men hun fangede godt undertonen i hans smil. Morede det ham ligefrem, at hun var blevet narret? "Jeg takker for Deres kompliment Deres Nåde," sagde hun og fandt det irriterende, at han brød øjenkontakten med hende. "Jeg er bange for, at jeg vil få svært ved at tåle den skarpe sol," kommenterede hun, samtidig med at melodien de havde danset til stoppede.

[Martin af Meron]

Han nikkede let som svar på hendes kommentar, men talte ikke yderligere om hendes kjole, når nu hun ikke brød sig om den selv. I stedet trak han på skuldrene af hendes næste ord. "Min hud er heller ikke ligefrem beregnet til solen. Som De ser, er jeg stadig næsten uden farve på trods af, at jeg tilbringer halvdelen af året i ørkenen. Men vi har udviklet en slags skærmende creme, som vil beskytte Deres hud mod solen, indtil den dag, hvor De måske kan tåle den." Han havde desværre aldrig selv kunnet lægge den fra sig.

[Charlotte af Hamin]

Hun så op på ham, mens hun med en håndbevægelse gjorde tegn til, at de skulle gå udenfor. Der var varmt inde i den menneskefyldte stue. "Det har strejfet mine tanker, hvorfor De efter så mange år, endnu ikke har fået et strejf af sol," sagde hun og løftede lidt op i kjolen, da de forlod dansegulvet. "Men denne creme, den skal vel smøres på alle de steder, der bliver blotlagt for solen, ikke sandt?"

[Martin af Meron]

Han kom rent faktisk til at smile lidt af hendes spørgsmål. Det var da også noget at spørge om. "I hvert fald alle de steder, som De ikke ønsker at blive solbrændt på," svarede han med en lille klukkende latter, som han førte hende ud af dansegulvet. "Men jeg vil foreslå Dem at bruge den alle de udsatte steder, jo." Han smilede igen og bukkede let som tak for dansen. "Enten det, eller også skulle de tage at anskaffe Dem en amulet mod solskoldning, som jeg har. Det er for besværligt at blive ved med at bruge cremen, når ens hud aldrig tilpasser sig."

[Charlotte af Hamin]

Hun så overraskende på ham, da han ligefrem kom med en klukkende latter. Et glimt af forvirring og tvivl afspejlede sig i hendes mørkebrune øjne, indtil hans latter forstummede. "Har De et ønske omkring, hvordan den amulet skal se ud? Jeg har hørt, at mange mænd helst ser Deres hustruer med smykker, som mændene har valgt," der var ingen udfordring i de ord. Blot ren nysgerrighed, som hun samtidig nejede for ham.