Et problem?

[Murray af Naxen]

Vania af Naxen

Det var morgen, og dagens vante rutiner skulle startes. Som altid havde Murray og Vania spist morgenmad sammen på værelset, og nu var de i gang med at gøre sig klar til dagen. Murray gik og brummede lidt utilfreds, fordi han stadigvæk var i Corus og langt længere ville være i Naxen. Efter dronningens død var det dog blot blevet udskudt yderligere.
Det var dog ikke dronningens død, der nagede ham mest denne morgen. Heller ikke afsavnet til Naxen. Nej, det var Vania. Da han var kommet i tøjet, satte han sig derfor på sengekanten og sad for en stund helt tavs. Det her var et ufattelig ømt emne, men de var jo nødt til at tale om det før eller senere. ”Bør jeg tale med helbrederen? Om vores situation.” Vania var ikke gravid endnu. Han havde ikke været bekymret i starten – mest fordi han var overbevist om, at hun ville være gravid før det nye år startede. Det var dog ikke tilfældet, og han var begyndt at blive bekymret for, om der var noget galt.

[Vania af Naxen]

Vania var ikke i det bedste humør for tiden. Hun havde hørt et og andet omkring de rygter, der løb om hende og Myrilla ude i byen og selvom hun udadtil havde taget det med stoisk ro og forklaret den veninde, der havde fortalt hende om dem, at hun ikke var nervøs, så havde rygterne ramt hende alligevel.

Da Murray derfor bragte det op nu, stivnede hendes skuldre let og hun vendte sig ikke for at se på ham. I stedet så hun stift på sig selv i spejlet, mens hun kørte en børste igennem sit hår igen og igen. "Hvis du mener, at det er for det bedste," svarede hun blot i en tone, som måske var en anelse for monoton.

[Murray af Naxen]

Murray – værende den asociale mand han nu engang var – havde intet hørt om rygterne. Han var derfor blot fokuseret på problematikken, der lå i den manglende arving, og hvordan det kunne blive løst. Vanias tone bekymrede ham dog. ”Jeg siger det ikke for at gøre dig oprørt, Vania, men vi er jo nødt til at finde en løsning. Ikke sandt?” Hun måtte da være enig med ham i, at tingene ikke gik så let, som de havde regnet med. Hele hendes mimik indikerede dog, at hun langt fra var glad for emnet. Det kunne hun vel egentlig heller ikke bebrejdes.

[Vania af Naxen]

Hun fortsatte med at børste sit hår, mens hun kun en enkelt gang skottede over til Murray i spejlet. "Nej, du har ret. Vi skal ikke have flere..." Hun afbrød brat sig selv og skyndte sig at sige noget andet. "Vi skulle gerne snart have noget at vise frem." Hun sank en enkelt gang og fortsatte med at børste sit hår i næsten mekaniske bevægelser, selvom det forlængst var uden knuder.

[Murray af Naxen]

Murray løftede et øjenbryn. Hvad i alverden var der dog galt? Han rejste sig fra sengen og gik over bag Vania. Han tog børsten fra hende og lagde den ned på bordet. ”Vania, hvad er der galt?” spurgte han lige ud og lagde hænderne på hendes skuldre. Hun virkede ... oprevet? Måske. Han var ikke helt sikker. ”Det er ikke vigtigt at have noget at vise frem. Det er vigtigt, at vi har vores arving.” Det var jo et spørgsmål om, at de gjorde deres arbejde. Ikke om at have et eller andet skinnende at vise frem til hoffet.

[Vania af Naxen]

Hun følte sig næsten tom i kroppen, da han tog børsten fra sig, så hun ikke længere havde noget at tage sig til. Hun kunne ikke få sig selv til at se på ham i spejlet, selvom han nu stod lige bag hende. I stedet så hun på sin forræderisk, flade mave i spejlet. "Ikke noget," forsøgte hun at slå det hen. "Der er bare begyndt at løbe nogle rygter om os," fortsatte hun, da hun forstod, at hun ikke ville kunne slippe af sted med så vagt et svar. "Det er ikke noget," sagde hun igen og rejste sig op for at gå hen og finde den kjole, hun skulle have på.

[Murray af Naxen]

Rygter. Det forklarede det. ”Det skal nok gå, Vania,” forsøgte han sig og strøg hende en enkel gang over ryggen, før hun gik over for at tage tøj på. Det var vel sådan set ikke mærkeligt, at der ville opstå rygter om den manglende arving nu. Han fulgte hende tavst med blikket, imens hun gik hen for at skifte. Han håbede ikke, at hun lod rygterne komme under huden på hende, men det virkede, som om det allerede var tilfældet.

[Vania af Naxen]

Hun havde ikke noget at sige til hans trøst. Det var et problem, der ikke ville forsvinde, førend hun var gravid. Og hvornår det skete, var fuldstændigt ude af hendes kontrol og det gjorde hende bange! Hun stod med kjolen mellem fingrene og stirrede ned på de fine broderier, der var deri. "De kalder mig for et råddent æble, Murray," hviskede hun så med en klump i halsen og en insisterende prikken i øjnene.

[Murray af Naxen]

Han gik over og trak hendes lille krop ind til sig. Han hadede at se hende være ulykkelig, men der var muligvis kun én måde at gøre hende glad lige nu. Han kyssede hende i det mørke hår og strammede grebet om hende. ”Hvem kunne dog drømme om at sige sådan noget om dig?” brummede han utilfreds. Sådan skulle folk ikke omtale hans hertuginde! Hun skulle skam nok blive gravid og føde den smukkeste, mest perfekte lille arving. Det var der ingen tvivl om!

[Vania af Naxen]

Hun sukkede let og lænede sig ind i Murray's stærke omfavnelse. Her følte hun sig i det mindste sikker. Hun rystede lidt på hovedet. "Det var nogle af de unge komtesser fra lensfamilierne. De sagde det samme om Myrilla." Denne gang var hendes stemme mindre såret og mere vred. "Skøger hele bundtet!" vrissede hun vredt og en enkelt tåre fandt vej ned over hendes kind.

[Murray af Naxen]

At de samme rygter flød rundt om Myrilla gjorde ham kun mere irriteret. Søsteren havde allerede gået i gennem rigeligt på grund af sin abort, og hun fortjente ikke den slags rygter. ”Værre end skøger. Skøger har i det mindste noget at tage sig til. Rygtesprederne er sikkert blot misundelige på dig og leder efter enhver lille ting at kritisere, fordi de ikke selv er blevet gift endnu.” Han strøg hende blidt over håret og knugede om hende. Hun var ked af det, og så skulle han være her. ”De kan aldrig få den magt, som du har fået. Du skal nok få din hævn over dem.” Når hun først havde født deres arving, kunne hun rigtig tvære det i fjæset på de komtesser, der havde set ned på hende.

[Vania af Naxen]

Hun snøftede ind og tvang så resten af tårerne tilbage. Han havde jo ret. Hun rankede rykken og trak skuldrene lidt tilbage. "Du har ret. De burde slet ikke kunne ramme mig på denne måde. Men det er altså både usselt og ækelt at lytte til!" Hun var lige ved at stampe i jorden, men gjorde det ikke. I stedet trak hun vejret dybt ind og holdt det, indtil hun var nødt til at puste det ud igen. "Jeg vil gerne, hvis du vil tale med en helbreder. Jeg... Der må gerne snart ske noget."

[Murray af Naxen]

Han brummede underholdt, da hun blev hidsig. Det var altid at foretrække frem for, når hun blev ked af det. Hidsig var det lettere at forholde sig til. ”Det er det bestemt. Kun en kvinde uden ordentlig dannelse ville tale sådan om en hertuginde,” medgav han og kyssede hende i håret igen. ”Jeg taler med ham i morgen, og så skal du se – så får vi hurtigt vores arving.” Der var sikkert en masse, der kunne gøres for at hjælpe dem lidt på vej.

[Vania af Naxen]

Hun kunne kun give ham ret og det gjorde hende straks bedre tilpas at vide, at han mente det samme som hende. For sig selv indrømmede hun, at hun måske havde været en smule bange for, at han ville være af samme holdning som komtesserne, men nu hvor hun var i sikker forvisning om det modsatte, så havde hun det meget bedre. "Du har ret. Hvad er dine planer for i dag?" spurgte hun så for at skifte emne.

[Murray af Naxen]

Han brummede lidt af spørgsmålet og gik over for at rode gennem nogle papirer på bordet. ”... Møde med ...” Han fandt et par af papirerne frem. ”Hertugen af Prinshold om nogle timer, og så ...” Han tjekkede det andet papir. ”Møde med nogle folk fra Carthak i eftermiddag ... De bliver muligvis til aftensmad.” De kom jo langvejs fra, og de serverede bedre mad i det her hus end på en simpel kro.