En ny veninde

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Ea Constantine

Det var kold i Corus efterhånden, og var det ikke fordi Rosetta havde bestemt sig for at finde den helt rette midvintergave til Liam, var hun nok ikke gået på markedet en dag som denne. Men selvfølgelig skulle Mester Liam have en gave og fordi hun ville være helt sikker på at det blev den rigtige, tog hun med mellemrum til markedspladsen for at se hvad det kunne være.

Som hun gik, trak hun sjalerne tættere omkring sig. Det var koldt og også ganske tåget. Hun blev en smule utryg og mindes dengang hun lige var kommet til byen, hvor hun i uvejr var faret vild. Hun havde dog heldigvis lært at finde vej i det mere borgerlige gader. Den Nedre by satte hun ikke sine fødder i.

Så der gik hun, fra bod til bod. Flere af dem var igang med at lukke ned og hun overvejede da også at smutte en og få sig et varmt måltid mad.

[Ea Constantine]

Hælene slog mat mod brostenenes overflade da Constantine bevægede sig ned af den brede gade. Frakken i mørk uld holde hun tæt omkring sig, for at holde varmen i det kolde vintervejr. Længere fremme kunne markedspladsens flakkende lys ses gennem tågen. Det var hendes mål i dag.
Selvom der stadig var godt to uger til midvinter forsvandt dagene alt for hurtigt op til festdagen. Og hun vidste dagene kun ville blive mere travle jo tættere de kom.
Boderne begyndte at stå tætte på begge sider af hende og tempoet der havde været højt for at holde varmen blev sænket så det sølvblå blik kunne nå at opfange hvilke genstande de forskellige boder, hun nåede forbi enkelte der var tillukkede og sukkede svagt for sig selv. Igen var hun for sent ude. Hun måtte simpelthen forsøge at komme tidligere afsted i morgen.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Hun gik mellem boderne. Hvad skulle hun dog finde på? Skjorter havde hun lige givet ham for kort tid siden. Nipseting virkede ikke rigtig som ham. En bog måske? Hun gik til en bod, hvor der var lidt bøger.
Men stod og kiggede på titlerne så hun en ung kvinde, nogenlunde på hendes alder og så og nærstudere hver en bod. Rosetta kom til at grine lidt for sig selv. Så kiggede hun over på kvinden. "Undskyld Frøken. De skulle vel aldrig være ud og lede efter midvintergave til en særligt udkårende?"

[Ea Constantine]

Ea havde fundet en bod der kunne være ganske interessant, der var simple smykker af sten og læddersnørre, det kunne måske være en ide? Hun bemærkede ikke at en fremmed kvinde kom nærmere, der bevægede sig så mange rundt omkring hende. Men da en blød stemme lød ganske nær rettede Ea sig op og trak blikket fra smykkerne.
Smilet gled med det samme over hendes læber ved kvindens spørgsmål.
"Intet at undskylde. Men det har De skam helt ret i. Den særligt udkårende er dog min bror." Svarede hun med venlighed i blikket, "Hvad med Dem?" Udtrykket var mildt nysgerrigt mens hun undersøgte kvindens træk.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Rosetta smilede, da kvinden responderede hendes tale. "Deres Bror siger De?" Hun tænke kort på sin egen bror. Hun havde ikke hørt en eneste lyd fra ham de sidste to år. Hun tænkte slet ikke på ham længere overhovedet. "Det var mit håb at finde noget til.. ja" Hvad var de egentlig? hvad skulle hun kalde Liam? ".. Til en meget god vend"
Hun kiggede over boden. Nej det var bare ikke det rigtige der var at finde nogen steder. Det skulle være helt særligt.

[Ea Constantine]

Ea nikkede til kvindens spørgsmål, men kunne se hvordan blikket kort gled ind af, måske til nogle tanker der kom lidt for tæt på? Hun kommenterede det ikke, folk plejede at blive lettere fornærmet når hun kom for nær med sine spørgsmål.
Smilet krusede svagt i mundvigen ved ordene.
"Jeg håber De finder det, jeg syntes personligt altid det perfekte dukker op når man ikke leder." sagde hun og en kort melodisk latter gled over læberne.
Så slog hun let hånden ud i en gestus på at de kunne forsætte. Hendes bror værdsatte ikke smykker alligevel, det var bare noget Ea håbede på en dag ville ske, det ville gøre det nemmere når han skulle have noget jo.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

"De har måske ret. Men tiden går jo." hun kiggede igen over bordene, det skulle være det helt rigtige. Det var sikkert. Så kiggede hun igen på kvinden og rakte hånden frem " Mit navn er forresten Rosetta, jeg tror ikke jeg er stødt på dig før"

[Ea Constantine]

"Det er grunden til jeg er ude nu" svarede hun og lod blikket glide over de forskellige boder. Der var ikke mange åbne efterhånden, men det var også sidst på eftermiddagen og mørket havdenlangsomt opslugte de sidste spor af dagslys. "Det må de undskylde!" udbrød hun og rakte kvinden hånden "Ea Constantine" præsenterede hun sig "Det har de ret i, men jeg er heller ikke så tit ude desværre"

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Rosetta tænkte igen på sin bror, hun hørte aldrig fra ham og han heller ikke fra hende. Godt nok var de af samme familie, men deres liv og veje var splittet. "Er De tæt med Deres bror siden De leder efter gave til ham?" Hun gik langsomt videre mellem de åbne boder og kiggede. tog ting op mellem hænderne hist og her, men intet føltes helt rigtigt.

[Ea Constantine]

Hun fulgtes med Rosette og lod tempoet passe med hvad der var interessant at kigge på ved boderne. "ja det er jeg, han er den eneste familie jeg snakker med. Har De nogle søskende?" spurgte hun sig forsigtigt ind med. Der var jo nogle gange en hvis interesse for et emne man selv kendte lidt til.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Rosetta fulgte med, og for første gang i længe savnede hun faktisk sin bror. Måske hun skulle sende ham et brev i anledningen af midvinter? "Jeg har en bror, men jeg har ikke set eller hørt fra ham de sidste 2 år" Hun havde det egentlig fint nok med de ikke snakkede sammen. Det havde de aldrig rigtig gjort, så han var ikke en hun gik og savnede.

[Ea Constantine]

de mørke øjenbryn skød kortvarigthøjere op indmaden "to år? Var i ikke tætte eller er der sket noget?" ordene løb fra hende og hun skyndte sig ar ryste på hovedet "jeg beklager mine spørgsmål de er ikke passende. De behøver ikke svare" sagde hun undskyldende , kinderne var blevet lyserøde, men om det var på grund af ordene eller kulden omkring dem var ikke helt til at sige.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Rosetta trak let på skuldrene "Vi har aldrig rigtig været tætte. Måske beskylder han mig for, hvad der skete med vores hjem. Jeg ved det ikke." Hun tav. Det var måske lidt for meget at fortælle en fremmed, hvis ikke hun ønskede at skræmme hende helt væk.

Så kiggede hun over en ny bod de var ankommet til. Hun løftede en lille fugl udskåret i træ op for at tage den bedre i øjensyn. Mon det var noget for Liam. Men så igen, det var bare lidt for oplagt og alligevel ikke den rigtige fugl. Hun satte den igen og kiggede på Ea "Det er længe siden nu. Jeg er vant til det"

[Ea Constantine]

Ea blev lidt overrasket over kvindens ord, og åbnede munden for at spørge ind til det, men skyndte sig at lukke den igen, det kunne være hun bare havde talt over sig. Det virkede som nogle personlige ting "Det jeg ked af at køre, det burde ikke være sådan mellem søskende" sagde hun i stedet. Det virkede mere passende. "Det er et smukt håndværk" komme Terese hun i stedet da den lille trækfugle blev løftet op. Det var klart kvinden var meget søgende omkring den gave hun skille finde. Selv vidste Ea at hun ikke ville finde hvad hun søgte ved denne bod.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Rosetta smilede til kvinden. Hun var nu ganske høflig "Det skal De ikke tænke på. Jeg har det godt, som jeg har det." Hun kiggede endnu engang på fuglen og kiggede så på de andre ting "ja, bestemt et godt håndværk. Bare ikke det rigtige. Det er for oplagt med en fugl. "