En lille smule pip

[Daniella Stjernestøv]

Dani kunne ikke lade være med se over på fuglen, da den kvidrede ivrigt igen. Og da Ria oversatte, blev hendes øjne store igen. Et kort nu sad hun og overvejede, inden hun rakte hånden ganske forsigtigt frem og knækkede en lille smule af det brød, som Ria sad med. Hun smulrede det mellem sine fingre og rakte det så op mod fuglen med flad hånd. Inden længe var den hoppet ned på hendes hånd og hun sænkede den langsomt, så hun bedre kunne se den. Et overvældet og lykkeligt smil bredte sig på hendes ansigt, mens hun bare stirrede ned på fuglen uden at svare på noget af alt det, som Ria havde sagt.

[Rianne Salmalín]

Rianne sagde ikke mere, for nu, selvom det sjældent lå til hende at holde mund ret længe ad gangen. I stedet betragtede hun Daniella og musvitten med et lille, vidende smil, der kun voksede over Daniellas næsten henførte ansigtsudtryk, da hun endte siddende med den, nu vældigt tilfredse musvit på den ene hånd.

Den huggede ivrigt i sig af brødkrummerne og i mellem mundfulde kvidrede den højlydt til de andre småfugle, hvilket til sidst fik en underholdt latter til at trille over Riannes læber "Din fjollede fjerbold." skændte hun med en hovedrysten mens blikket spillede af latter "Hun følte lige det var nødvendigt at alle de andre skulle vide, at hun nu har en fjerløs med mad, helt for sig selv." oversatte hun, hvis det da kunne kaldes at oversætte.

[Daniella Stjernestøv]

Dani sad lidt med fuglen i sin hånd og følte sig som den heldigste kvinde i verden imens. Da Ria grinede, kom Dani også til det, da hun først fik forklaret hvorfor. "Jeg har aldrig prøvet at have en fugl i hånden før," svarede hun med et lille lykkeligt smil. "Jeg elsker dyr."

[Rianne Salmalín]

Riannes smil voksede igen, mens hun betragtede Daniella og musvitten, der pirkede videre i brødkrummerne, så fornøjet at krummerne fløj ud til siderne og alligevel kom småfuglene på jorden til gode "Der er en første gang for alting." konstaterede hun muntert og tog selvet nyt stykke brød, som hun begyndte at smuldre mellem fingrene "De er nemme at elske.." hun smilede skævt "De er ikke lige så komplicerede som mennesker. Det er et dyr jeg aldrig helt lærer at forstå.."

[Daniella Stjernestøv]

Daniella kunne ikke lade være med at smile skævt til svar. "Nej, det har du ret i." Det var helt mærkeligt at høre, at hendes stemme slet ikke indeholdt bitterhed eller ærgrelse over det liv, hun havde levet med sin familie, som den havde gjort i månederne efter, at hun havde forladt Carthak. Hun mærkede et lille håb spire frem over, om hun måske havde lagt det bag sig for evigt. "Studerer du her?" spurgte hun så med endnu et lille smil.

[Rianne Salmalín]

Rianne nikkede mens hun børstede håndfladerne fri for brødkrummer og så drejede sig lidt sidelæns på bænken "Mhm.. eller.. " hun trak det ene ben op på bænken, så hun endte næsten med front mod Daniella, lænende sig med siden ind mod bænkens ryg "Mine forældre bor her nu. Og min fætter er her også for tiden, så jeg overbeviste min lærermester om, at det var et godt sted at være." forklarede hun med et muntert glimt i øjnene mens hun fortsatte "Jeg læser filosofi ved universitetet i Corus når jeg ikke er her, men jeg er snart færdig."

[Daniella Stjernestøv]

Daniella hørte interesseret efter, mens en lille rynke dog formedes mellem hendes bryn og et lille "O" kom frem omkring hendes læber. "Hvordan... Ja, undskyld jeg spørger, men hvordan kan det være, at du ikke læser magi?" spurgte hun interesseret. Det virkede helt forkert i hendes verden. Men på den anden side, så havde hendes egen moder aldrig givet hende noget valg i den sammenhæng.

[Rianne Salmalín]

Rianne rystede på hovedet uden at have taget det mindste anstød af spørgsmålet "Jeg har ikke Gaven, så.." hun trak på skuldrene før hun fortsatte "Det er pænt svært at finde en læremester der har mere erfaring og viden på lige det jeg kan, end jeg allerede selv ved og kan." hun smilede skævt "Det var farmor der oplærte mig... indtil hun døde for fem år siden." smilet var der stadig, men blikket i hendes øjne blev sørgmodigt. Savnet sad der stadig, hver eneste dag. Hun rankede sig med en dyb indånding "Jeg har altid syntes filosofi var spændende, så jeg søgte ind på universitetet senere det år for at have noget nyt at rive i."

[Daniella Stjernestøv]

Hun forstod det hele, uden at have behov for at stille yderligere spørgsmål. Derfor klappede hun også næsten i med det samme, fordi hun følte, at hun havde trådt i noget, som ikke kom hende ved. "Filosofi er da sikkert også spændende," fortsatte hun derfor også bare i en spag stemme. Det var tidspunkter som nu, at hun virkelig savnede at kunne iføre sig sin fortids facade. Men den var fuldstændigt væk disse dage.

[Rianne Salmalín]

Rianne nikkede, uden at forvente alle andre, inklusiv Daniella, ville have samme fascination for filosofien som hende selv "Det er det.. de fleste dage.. de andre er det kedeligere end min farfars gamle tøfler. Jeg glæder mig til at blive færdig." spøgte hun tørt, uden at virke til at have taget det mindste anstød af Daniellas spørgsmål, eller de minder det havde bragt op, men fangede den anden kvindes beklemte sindsstemning. I stedet smilede hun varmt, et sørgmodigt glimt stadig gemt et sted i hendes blik "Jeg har hende altid med mig.." hun lagde en hånd mod brystet et kort øjeblik "..lige her og jeg glemmer aldrig alt det hun lærte mig."

[Daniella Stjernestøv]

Hun fik det ikke rigtigt bedre af, at Ria forsøgte at forklare hende, hvordan hun havde det. Det bekræftede hende blot i, at hun havde trådt i spinaten og blandet sig i ting, som ikke kom hende ved. Hun sank næsten sammen omkring sig selv i et ubevidst forsøg på at skjule sig lidt, inden hun sendte et lille forsagt smil. "Det. Det var godt... Jeg var egentlig på vej mod mine værelser.." Hun rejste sig og smilede let. "Det var rart at møde dig, Ria." Først da, tænkte hun over, at hun stadig stod med fuglen i sine hænder og han anede rent faktisk ikke, hvad hun skulle gøre for at få den til at flyve sin vej.

[Rianne Salmalín]

Denne gang blegnede Riannes smil lidt, men ikke helt og et langt øjeblik betragtede hun Daniella forvirret før hun rynkede brynene "Sagde jeg noget forkert?" spurgte hun og genspillede hvad hun lige havde sagt "Jeg vil meget gerne have dit selskab. Vi kan tale om noget andet hvis det gør dig mindre ukomfortabel." foreslog hun med et imødekommende smil og klappede på bænken ved siden af sig, så et par af de små fugle lettede med utilfreds kvidren og fandt til rette på ryggen af bænken i stedet "Det er så sjældent der er nogen andre kvinder at tale med heroppe... som ikke er gamle og vindtørre."

[Daniella Stjernestøv]

Daniella stod og trippede lidt, fordi hun følte sig ubehageligt til mode, men på den anden side, så var det jo løgn, at hun havde noget, hun skulle nå. Og Rianne virkede til at være ked af, at hun ville gå. Fuglen i hendes hænder sad der stadig, da hun satte sig tilbage på bænken. "Hvor længe har du været heroppe?" spurgte hun nervøst for at få samtalen hen på noget, som ikke var så ubehageligt.

[Rianne Salmalín]

Rianne lyste op i et glædestrålende smil da Daniella ombestemte sig og satte sig igen "I den her omgang.." begyndte hun, mens hun tog et nyt stykke brød og dryssede nogle krummer ud i Daniellas håndflader "..et par måneder. Jeg var med på noget af rundrejsen tidligere på året og fik lyst til at besøge mine forældre. Min mester var heldigvis med på den plan. Han har selv en del bekendte heroppe." forklarede hun, mens hun for sig selv lagrede nye oplysninger om sit nye bekendtskab. Hun mindede hende lidt om en hund der ikke helt stolede på mennesker fordi den var blevet banket. Dem havde hun i det mindste erfaring med.

[Daniella Stjernestøv]

Hun nikkede let og smilet blev mere naturligt igen, som de langsomt talte om mere dagligdags ting. De talte om vejret i bjergene og hvor forskelligt det var fra både Carthak og Corus og så talte de om Rianna's vilde magi og deres begges kærlighed til dyr. Daniella kunne faktisk rigtigt godt lide hende, selvom hun var en smule flyvsk. Derfor var det også med et beklagende smil, at hun lempede fuglen, som indtil nu tilsyneladende havde fundet sig godt til rette i hendes hænder, ned på bænken. "Jeg bliver nok nødt til at gå tilbage nu. Ellers tror jeg ikke, at min killing er særligt tilfreds med mig."