Forbandede forældre

[Elise af Ravntoft]

Galeron af Ravntoft

Det var uretfærdigt. Bare fordi hun var en kvinde, skulle hun allerede gives væk. Elise sad og sydede ude på en bænk i haven. Det var koldt og nattehimlen var blottet for skyer. Stjernerne trådte kraftigt frem, og hun gøs lidt. Selvom hun var godt pakket ind i sin kappe, var det noget køligt. Hvilket nok var meget godt, for hun havde ærlig talt brug for at køle lidt af.
Efter aftensmaden havde hun haft endnu et skænderi med far, og det havde ikke gjort meget gavn. Hun var bare blevet endnu mere rasende. Greven insisterede stadigvæk på, at hun skulle giftes, og hun var nået op i tonefald, som kun hunde kunne høre. Så nu sad hun herude og surmulede. Det var urimeligt, at hun knapt nok nåede at være ridder, før hun skulle giftes.

[Galeron af Ravntoft]

Galeron havde ikke direkte lyttet, men det havde været svært at overhøre Elises opgør med deres far, når man nu var i den del af borgen. Han lod hende få lidt tid, mens han selv vendte det hele med Ravenna, før han tog sin kappe og gik udenfor. Månen var kommet frem og oplyste haven, selvom det reelt set ikke var en have som man måske ellers ville have den. Det var simpelthen begrænset hvad der kunne gro i den stenede jord og den salte vind ved Ravntoft.

Hans blik søgte automatisk det gamle egetræ, der havde overlevet årtier - og sikkert mere end det - i de ubarmhjertige omgivelser og smilede svagt for sig selv, da han som forventet kunne ane en langhåret skikkelse på bænken under det. Uden et ord gik han nærmere, ikke helt så ubesværet som han plejede og stadig støttet til en stok, og satte sig ved siden af hende, med kappen godt trukket omkring sig.

[Elise af Ravntoft]

Elise skulle lige til at råbe igen, da en skikkelse nærmede sig. Heldigvis opdagede hun, at det var Galeron, før hun begyndte. Hun fnøs tvært og lod ham sætte sig. Hun var kun tavs for en stund, før hun gav sig til at vrisse: ”Nå, har han sendt dig ud for at få mig ’på bedre tanker’?” Hun var stadigvæk sur, og far var ikke i nærheden, så det måtte gå ud over storebroderen i stedet. Hun trak benene op til sig på bænken og trak kappen om dem for at lune sig lidt.

[Galeron af Ravntoft]

Hendes spørgsmål kom ikke bag på ham. Tværtimod fik det et svagt smil til at kruse sig på hans læber mens han rystede på hovedet "Nej.." han vendte hovedet mod hende med et spørgende blik og fortsatte "Men jeg fik ikke alle detaljerne.. dørene er for tykke. Pokker tage tortallansk egetræ." brummede han roligt, selvom der gemte sig et muntert glimt i hans blik, der var synligt selv i månelyset "Vil du tale om det, eller skal jeg bare sidde her og fryse uden grund?

[Elise af Ravntoft]

Hun surmulede og lagde hagen mod sine knæ. ”I Frølund sendte vor kære farmand mig et brev, der pænt informerede mig om, at han er gået i gang med at finde mig en ægtemand.” Armene strammede deres greb om knæene, og hun skulede frem for sig i mørket. ”Og han har netop understreget, at det i hvert fald ikke er en holdning, han har tænkt sig at ændre på. At jeg er 19 år, og at det bliver svære at afsætte mig om et par år.” Selvfølgelig vidste hun godt, at greven ikke var helt galt på den i den optik, men kvindelige riddere blev jo ofte gift sent! ”Han vil sikkert have fat i en eller anden arving ... Og så skal jeg bare pænt droppe alt mit arbejde. Galeron, jeg har knapt nok oplevet ridderlivet, og nu vil han bare tage det fra mig!” Stemmen dirrede lidt, imens øjnene blev blanke ved tanken om alt hendes spildte arbejde. Hun havde brugt så lang tid på at blive ridder, og så fik hun ikke engang lov til at være det.

[Galeron af Ravntoft]

Galeron nikkede blot til hendes første konstatering. Det vidste han allerede, men det var der ingen grund til at sige højt. Det kunne ikke længere komme bag på søsteren, at han fik mange ting at vide, netop fordi det engang i fremtiden, var ham der skulle stå for den daglige drift af Ravntoft. Så han lod hende tale videre og sad lidt med en tænksom panderynken efter hun tav ”Uanset om du bliver gift eller ej, er du stadig ridder og har en pligt hvis Kronen kalder dig ud. Det kan hverken fader eller et ægteskab ændre på, Lis.” ræsonnerede han lavmælt, mens han listede en arm ud under kappen og lagde den omkring hendes skuldre ”Og du kan umuligt sige på forhånd, om din kommende mand vil være imod det. Hvis han prøver at forhindre dig i at gøre din pligt, er det opsætsighed mod Kronen.”

[Elise af Ravntoft]

Hun fnøs. ”Måske.” Selvfølgelig var det rigtigt, at hun havde beskyttelse i form af Kronen. Man kunne ikke bare lige tvinge hende til at stoppe ... ”Men hvis far får sin vilje og giver mig væk til en eller anden arving, ved vi jo godt, hvad der sker. Hvis jeg ikke er gravid indenfor en måned eller sådan noget, skal sladderen nok løbe. Når jeg så endelig er gravid, kan jeg ikke bare tage af sted for ’Uha, nej, du bærer jo på den kommende arving!’, og et par måneder efter det første barn er der så et nyt barn på vej, og så skal jeg bare rende rundt og passe børn.” Hun sukkede opgivende, før noget andet gik op for hende, og hun skar en grimasse. ”Eller endnu værre! Far kan ikke få mig afsat til en eller anden ung mand, så jeg ender med at blive gift med en eller anden ubetydelig 60 årig, der ikke har noget hår tilbage på hovedet og ikke kan gå nogen steder uden en stok!” Hun gøs ved tanken. Ew, det ville hun i hvert fald slet ikke ende med! Hun ville i det mindste giftes med nogen, som hun kunne holde ud at se på.

[Galeron af Ravntoft]

Igen lod han hende tale ud og havde på fornemmelsen, at det allermest var det hun havde brug for. At lukke damp ud, ovenpå endnu en diskussion med deres far. Han kunne ikke fortænke hende i det, men var også fuldt ud klar over, hvad der lå i grevens spekulationer. Det var svært nok at afsætte en kvinde der havde passeret tyve og når den kvinde tilmed var ridder... Løvinden havde måske nok banet vejen for kvinder i det regi, men det betød ikke, at hele verden pludselig havde accepteret det "Ikke hvis jeg får et ord at skulle have sagt." konstaterede han roligt til hendes sidste mulighed og gav hendes skulder et forsikrende klem "Desuden er jeg sikker på du selv får noget at skulle have sagt. Som jeg fik med Enna. Det kan godt være de foreslog hende, men valget var i sidste ende mit." de så nok ikke helt ens på netop det og han vidste ikke helt selv hvad greven ville have sagt, hvis Galeron selv havde afslået Ravenna, men det var sagen uvedkommende lige nu.

Han var tavs en stund og bare tog de velkendte omgivelser ind. Han kunne ikke se havet over murene der omkransede dem, men han kunne høre bølgerne slå mod klipperne og lugte salaten i vinden der smøg sig omkring dem "Er du virkelig overrasket over han tænker sådan?" spurgte han til sidst og vendte ansigtet mod hende "Du ved han bare har ventet på du fandt ud af ridderlivet alligevel bare var en fiks idé. Giv ham lidt tid til at acceptere, at du mener det alvorligt, i sær nu."

[Elise af Ravntoft]

Et lille smil kæmpede sig endelig frem ved Galerons løfte. Det var rart at vide, at han i det mindste ikke ville forære hende væk til hvem som helst. Hun kommenterede ikke på snakken om hans egen forlovelse. Hun var ærlig talt lidt i tvivl om, hvorvidt Gal bare lige kunne have sagt nej, og at far så ville have accepteret det. Ravenna var jo en Gyldensø. Hun tippede lidt til siden, så hun kunne læne sig op ad sin storebror og hvile hovedet mod hans skulder. ”Men hvad nu hvis han først indser det, når han allerede har forlovet mig med en eller anden klaphat?” spurgte hun opgivende med blikket rettet frem for sig. Hun sukkede opgivende. ”Ridder Gavin foreslog, at jeg kunne finde en mand selv – altså før far finder en. Så kunne jeg måske lave en aftale med vedkommende om, at jeg kan være fri til at passe mine ridderlige pligter ... Jeg har bare ikke fundet nogen endnu ...” Gavin havde nævnt, at han kendte en person, som hun måske kunne bruge, men der var ikke rigtig sket mere på den front.

[Galeron af Ravntoft]

Antydningen af et smil trak svagt i hans ene mundvig, mens han, en smule ukarakteristisk lænede hovedet til siden, og lod kinden hvile mod hedes lyse hår. Ikke at han var bleg for at uddele knus eller ros hvor den var passende, men de var begge voksne og det var ikke så ofte de sad som nu. Det gav ham en god følelse i mellemgulvet at vide, at hun trods alt lod til at have brug for ham endnu "Tag nu en dag ad gangen.. du ved slet ikke hvem han måske har i tankerne." formanede han mildt før han løftede hovedet og så på hende med rynkede bryn over den sidste udtalelse "Hvordan ville du nogen sinde kunne være tilfreds med det?" spurgte han med åbenlys skepsis. Det var noget magtliderlige, pengehungrende komtesser gjorde. Elise var ingen af delene.

[Elise af Ravntoft]

Hun vrængede på næsen. ”Det er vel sandt ...” Men med fars skepsis over for hendes erhverv frygtede hun noget, at han ville vælge en mand, der ville forsøge at trække hende over i en mere komtesseagtig retning. Masser af børneopdragelse og pligter som lensfrue og sådan noget ... Hun havde ærlig talt ikke meget tiltro til greven i øjeblikket. Ved Gals spørgsmål sukkede hun og trak på skuldrene. ”Hvis valget står mellem, at far vælger en for mig, eller at jeg laver en aftale med nogen, som jeg i det mindste selv har valgt, tager jeg den sidste mulighed.” Hun kunne ikke lide det. Selvfølgelig ville hun foretrække at forelske sig hovedkulds i en eller anden flot mand, der ikke ville have nogen som helst problemer med hendes arbejde, og de ville ride lange ture i solnedgangen sammen. Men nu ... Det kom næppe til at ske, og så ville hun i det mindste bare gerne have en smule kontrol over sin skæbne. "Og ja, ja, far lod dig møde Ravenna og sige god for hende og sådan, men tror du virkelig, at han ville have lyttet, hvis du sagde nej? Hvis alliancen er god, tvivler jeg på, at han interesserer sig for vores mening." Nu var hun så heller ikke videre objektiv i sin holdning til deres far i øjeblikket.

[Galeron af Ravntoft]

Galeron trak den halvdel af kappen der var på modsatte side af Elise tættere omkring sig. Den kunne næsten nå over. Uanset om han var vant til lange dage på vejene og overnatning i det fri, så var vinden kold, når den kom i stød hen over murene, duftende af tang og nattefrost "Så du vil ofre din mulighed for måske at få dit lykkelige ægteskab, som du har pludret om siden du var lille, blot fordi far kigger på mulige partier til dig? Før du overhovedet har mødt nogen af dem?" spurgte han, reelt undrende og uden at svare på det spørgsmål hun havde stillet ham.

[Elise af Ravntoft]

Hun rullede med øjnene og surmulede lidt. ”Han skal ikke tro, at jeg har tænkt mig at gøre, som han siger,” fnøs hun. Hun var alt for stædig til bare at lade far bestemme et eller andet for hende. ”Og hvad nu hvis jeg møder dem, og jeg ikke mærker noget som helst? Så har jeg forspildt min chance for at vælge selv. Det kunne jo også ske, at jeg faktisk selv kan nå at finde en, som jeg elsker.” Det tvivlede hun dog lidt på. Hun havde svært ved at se, hvordan hun skulle kunne nå den slags. Hun havde også en tendens til at forelske sig i folk, som hun ingen chance havde for at få.

[Galeron af Ravntoft]

Galeron smilede skævt, mens blev siddende med armen omkring hende ”Tror du Enna og jeg blev forelskede ved første øjekast?” spurgte han retorisk og drejede igen hovedet for at se på hende ”Ting tager tid.. men man kan ret hurtigt sige, om det er en person man har lyst til at lære at kende.” han klappede hende let på overarmen ”Jeg kan bare ikke forestille mig, at du nogensinde ville kunne blive tilfreds med næstbedst. Far gør som han føler det er rigtigt. Sådan er han opdraget og det er svært at ændre på. Hvis du i det mindste ville gå med til at møde nogle af hans forslag, så ville der uden tvivl blive lidt mindre pres igen.”

[Elise af Ravntoft]

Hun sukkede lidt. Hun kunne langt bedre lide forestillingen om kærlighed ved første øjekast. Men det var vel sandt, at kærlighed nogle gange blomstrede frem over en længere periode. ”Det er vel rigtigt.” Det var meget modstræbende, at hun indrømmede det. Desuden var hun lidt uenig med Galerons næste mening. ”Eller også får han bare blod på tanden og presser endnu mere på, fordi jeg endelig gav mig.” Hun lod benene synke ned igen og krydsede tvært armene. Der var ikke meget, broderen kunne sige for at gøre hende glad for far i øjeblikket.