Forbudte længsler

[Josiane af Fenrig]

Astor af Fenrig

Josiane havde aldrig følt sig ligeså godt tilpas i Corus som på godset i Fenrig. Eller, egentligt holdt hun af at kunne sidde på bænken ved vinduet i sit værelse og se på hestene, vognene, menneskene, der passerede forbi udenfor. De virkede så frie og glade, at hun selv blev lidt det modsatte. Længselsfuld efter at være en del af det, men på samme tid vovede hun ikke engang tænke på hvordan hun skulle kunne klare sig. Hun ville aldrig kunne forlade Astor, og aldrig kunne klare sig uden ham.

Hun sukkede dybt og sænkede igen blikket til rammen med det udspændte stof hun havde på skødet. Nålen fløj ind og ud gennem stoffet og okkuperede hendes forfløjne tanker.

[Astor af Fenrig]

Det havde været næsten, da sammenkomsten, som han og Caelie havde deltaget i, var ovre, at han var blevet bedt om et møde en af de førstkommende dage. Junkeren havde været meget vag omkring emnet, men Astor havde alligevel accepteret, fordi han trods alt sommetider deltog i nogle let lyssky handler, som man ikke diskuterede sådanne steder.

Mødet var netop overstået og han var ganske arrig. Junkeren var nu gået sin vej - med besked om, at Astor ville overveje forslaget - og Astor gik imens op til Josaine's værelse. Han bankede aldrig på - det var trods alt hans eget hus - og han fandt sin søster siddende ovre ved vinduet - sikkert for at se efter junkeren, som netop var gået. Vreden steg en smule i ham. Udadtil kunne det dog næsten ikke ses. Men Josaine plejede at vide besked alligevel.

[Josiane af Fenrig]

Det gav et sæt i Josiane da døren gik op og den spidse nål ramte hendes tommelfinger. Hun fortrak ikke en mine, ikke fordi det ikke gjorde ondt, men Astors ansigtsudtryk fik det øjeblikkeligt til at prikke ubehageligt i hendes mellemgulv "Astor.. har jeg glemt noget?" hun antog helt naturligt, at der var noget hun havde gjort forkert siden han kom og så ud på den måde. En lille, mørk plet spredte sig på det hvide stof omkring de grønne tråde der skabte et blad, men hun så det ikke.

[Astor af Fenrig]

Han var rastløs og vred og han kæmpede indvendigt med trangen til at kaste med noget. En trang, han dog aldrig ville give efter for. I stedet gik han med rolige skridt hen til bænken og ventede på, at hun flyttede sine fødder, så han kunne sætte sig ved siden af hende. "Vil du være så venlig at fortælle mig, hvorfor Junker Emanuel af Lyslund kommer her til mig og beder om din hånd?" Stemmen var lavmælt og kold. Han så ikke på hende, mens han sagde dette, men sad blot foroverbøjet med albuerne hvilende på sine knæ og fingerspidserne presset let mod hinanden.

[Josiane af Fenrig]

Hun havde ranket sig helt automatisk det sekund Astor trådte ind i hendes værelse og måtte lægge gevaldigt bånd på sig selv da han satte sig på bænken, for ikke at presse sig tilbage mod vinduesrammens kølige sten, som en hund der var blevet fanget i et hjørne Hv-hvem? Hvorfor..? Jeg har ikke.?" begyndte hun stammende, uden at få sagt noget sammenhængende, mens en isklump formede sig i hendes mave og fik den smule farve der var i de blege kinder til at svinde bord "J-jeg.. " hun tog en dyb indånding, prøvede at finde en smule ro, men fejlede "Jeg ved ikke hvem han er." fik hun til sidst spagt frem, mens hun så på sin ældre bror med et flakkende blik.

[Astor af Fenrig]

Han brummede irriteret, da hun begyndte at hakke og stamme. Han havde forlængst fortalt hende, at han ikke brød sig om det og at hun skulle tale ordentligt, når hun talte med ham. Hun fik dog næsten styr på det og han lod det løbe. "Vil du virkelig bilde mig ind, at manden kommer her og gør sig til, hvis du ikke har spillet op til ham?" Stemmen var stadig faretruende lav og han drejede ansigtet for at kunne se på hende over sin skulder.

[Josiane af Fenrig]

Josiane krympede sig indvendigt over den irriterede brummen, hun kendte den alt, alt for godt, men blev siddende rank. Fingrene var knuget hårdt omkring trærammen med det udspændte stof og hendes impulsive reaktion på hans spørgsmål var at ryste hektisk på hovedet, selvom det var modsat hvad han nok forventede "Jeg kan ikke erindre jeg har talt med ham overhovedet." forsvarede hun sig og så på ham med et blik der stadig flakkede, men mindeligt bad om hans tillid "Åh, Astor, der har været så mange nye mennesker til banketterne at jeg har svært ved at huske hvem jeg har talt med." hendes øjne var blanke nu, men hun prøvede hårdnakket at holde fortvivlede tårer tilbage.

[Astor af Fenrig]

Om nogen, kendte Astor sin egen søster. Han vidste altid, når hun løj og selvom han var vred, så kunne han tydeligt se, at hun i hvert fald selv mente at fortælle sandheden. Noget af anspændtheden gled ud af hans krop og han rettede sig op og lagde armen om hende, mens han trak hende ind i et skævt knus. "Shh.. Så, så. Jeg tror dig." Han strøg hende blidt over håret og kyssede hende på panden. "Jeg ved, det ikke har været din mening, men du har åbenbart spillet op til den unge junker. Du må tænke mere over, ikke at sætte griller i deres hoveder."

[Josiane af Fenrig]

Josiane stivnede vagtsomt i modsætning til Astor, hvis anspændte skukdre faldt, men da han tyssede på hende, faldt også hendes og hun gemte ansigtet ved hans skulder. Hun trak vejret skælvende en gang eller to mens hun nikkede, uden et sekund at sætte spørgsmålstegn ved hans formaninger "Det lover jeg.." halvt hviskede hun, mens hans varme og familiære duft beroligede hende. Det havde været svært at vænne sig til at dele ham med nogen. Det var stadig svært, selvom hun efterhånden var kommet til at holde af Caelie også.

[Astor af Fenrig]

Hun slappede af og han lod hånden fra hendes hår falde, så han i stedet strøg hende over siden af halsen med fingerspidserne. "Er der en grund til, at du sådan gør oprør?" spurgte han lavmælt og kyssede hende på håret igen. "Er du for meget alene? Føler du dig ensom?" Han holdt hende stadig fast ind til sig og nød, at hun trods alt stadig kunne finde ud af at opføre sig ordentligt over for ham.

[Josiane af Fenrig]

Hun løftede ikke hovedet, men blev siddende drejet ind mod ham, med ansigtet gemt mod hans skulder. Hun havde glemt alt om broderiet hun stadig havde i hænderne og nåleprikket på sin finger. Det var uendeligt ligegyldigt. Det vigtigste var, at han ikke længere var vred på hende. Hun rystede på hovedet og løftede det alligevel lidt, uden dag at se op "Det er ikke min mening, Astor.. undskyld." hans fingre trak et kildrende spor over hendes hals, der fik hende til at skutte sig let. Var hun alene? Følte hun sig ensom? Ja. Men fra tanken til tale, var der lang vej. Hun rystede på hovedet igen, efter en afslørende tøven "Jeg har jo Alanna.." hun faldt aldrig helt til i Corus, heller ikke med den lille hunds selskab. Hun savnede altid Fenrig og haven, hvor man kunne få et pusterum på en måde hun aldrig fandt i huset i Corus.

[Astor af Fenrig]

Han kyssede hende på håret, da hun undskyldte. Hun var nu altså en god kvinde, når det kom til stykket. Han hørte også den lette tøven, selvom hun aldrig ville drømme om at beklage sig. "Jeg har forsømt dig," konstaterede han derfor bare. "Arbejdet med Caelie må have taget mere af min tid, end jeg har indset." Arbejdet havde så også belønnet sig. Hun var ved at blive en dygtig Grevinde. En værdig partner for ham. "Jeg lover at bruge mere tid med dig fremover. Hvad siger du til en dag om ugen, hvor vi laver noget, kun du og jeg?" Han lagde en finger under hendes hage og løftede hendes ansigt, så hun var nødt til at se ham i øjnene, når hun svarede.

[Josiane af Fenrig]

Josianes fingre knugede sig igen om broderiet, da Astor gennemskuede hende uden problemer. Hun burde have vidst det. Hun vidste det jo allerede. Hun kunne ikke holde noget skjult for ham, selv hvis hun virkelig prøvede. Hun rystede på hovedet, eller begyndte på det i en afværgende gestus, mens hun åbnede munden fir at protestere, og gik i stå.

Hun blinkede et par gange, som om hans ord ikke helt nåede igennem i "Men.. dine andre pligter.." begyndte hun tøvende, nu med et blik der flakkede mellem hans øjne "Jeg vil ikke være til besvær, Astor.. jeg ved... " hun gik i stå, prøvede at sænke hagen, men kunne ikke for hans finger og fortsatte så alligevel "Jeg vidste ting ville blive anderledes når du giftede dig.. jeg har bare ikke helt vænnet mig til det endnu.. tror jeg." fik hun frem, uden at have nogen anelse om, hvordan han ville tage hendes ærlighed, men som oftest var ærlighed netop den bedste fremgangsmåde.

[Astor af Fenrig]

Han beholdt stædigt en finger under hendes hage, mens hun talte. Forlangte uden ord, at hun gav ham alle sine følelser. Viste ham dem allesammen. Hendes første indvending, fik ham dog til at smile og ryste på hovedet. "Ikke hele dagen, Mus. Men en dag om ugen, hvor vi laver et eller andet, kun du og jeg. Det tror jeg, vil være en god idé."

Hendes næste ord fik ham til at nikke. "Vi vidste begge, at det ville blive anderledes. Men du er min eneste søster. Hvis jeg ikke ville tage mig af dig, hvem ville så?" Endelig slap han hendes hage og nussede hende på siden af halsen igen. "Du hører til her hos mig. Nu og for evigt." Og enhver junker på frierfødder måtte hellere passe på.

[Josiane af Fenrig]

Hun fik en smule ondt i nakken fordi hun spændte så hårdt mens hun talte, i forsøget på at bekæmpe impulsen til at bøje hovedet og bryde den alt for intense øjenkontakt med ham. Det lod dog til hun havde valgt rigtigt og indvendigt åndede hun lettet op, en lettelse der var tydelig på hendes ansigt og fik antydningen af et forsigtigt smil, til at sitre i hendes mundvige "Det vil jeg se frem til, Astor." sagde hun, og mente det, mens hendes blik stoppede med at flakke under hans forsikringer "Tak.." hun vidste ikke helt hvad hun takkede for, men hvad det end var, fik det hende til at slappe af og læne sig tillidsfuld ind til ham. Hun kunne dog ikke helt slippe tanken om, at nogen havde bedt om hendes hånd. Hvorfor kunne hun ikke begribe, men var blot glad for Astor ikke havde nogen intentioner om at sende hende bort.