Skørterne luftes

[Astor af Fenrig]

Han nikkede blot let og nød, at han til stadighed havde den effekt på hende. Et øjeblik kæmpede han med trangen til at finde et roligt sted, hvor han kunne give hende noget at skælve over for alvor i forhold til ønsket om at få italesat Fenrig som en del af den kommende karavane.

Han stod kun ubeslutsom et øjeblik, inden han gjorde et kast med hovedet. "Kom med." Det ville ikke tage mange minutter, det han havde i sinde. Og så kunne han tale om karavane bagefter, uden at have denne rastløshed i kroppen. Han førte diskret an ud af stuen og ned af gangen til én af husets mindre stuer. Den var tydeligvis gjort klar til, at gæster kunne trække sig tilbage og tale uforstyrrede, men for øjeblikket var der ingen derinde.

[Caelie af Fenrig]

Hun havde været parat til at gå tilbage til selskabet, og tale mere med nogle af de andre kvinder, da Astor talte til hende igen. Hendes kinder blev endnu mere røde ved Astors ord. Og tonelejet det blev sagt i. Hun nikkede stille og fulgte med ham ud af den stue de var i, og ind i en anden, der var lidt længere væk. Hvor de nok ikke ville blive forstyrret. Hun løftede hovedet og mødte hans blik, spændt på, hvad han ville gøre ved hende.

[Astor af Fenrig]

Han lukkede døren næsten til, så man ikke umiddelbart ville kunne se ind, men så han stadig ville kunne høre, hvis nogen kom ned af gangen. Dernæst gik han hen til hende og lod sin ene hånds fingre glide ind i hendes løse hår, hvor han tog et fast tag og langsomt, men bestemt, trak hendes hoved bagud og ned, så hun var nødt til at se op i loftet. Han lænede sig ind og nappede hende i halsen med tænderne, mens hans frie hånd gled ind i den dybe udskæring på hendes kjole og kærtegnede et bryst.

[Caelie af Fenrig]

Hendes hoved blev tvunget tilbage af Astor, og et kælent smil dukkede op på hendes læber, da hendes blik ramte loftet og hans læber ramte hendes hud. Hun skælvede igen, og et suk flød over hendes læber, da hun mærkede hans kølige fingre ramme hendes varme bryst. Hun trykkede sig instinktivt ind mod ham, inden hun bed sig let i underlæben og klynkede lavmælt. Hun var godt klar over, at hun ikke skulle stønne for højt, hvis folk nu kunne høre hende. Som så mange gange før, løftede hun sine hænder og lod sine fingre glide rundt om bæltet i hans bukser, så hænderne ikke bare hang ned langs hendes side.

[Astor af Fenrig]

Da han hørte den lette klynken, pressede han lidt sammen om spidsen af brystet igen og nappede hende i halsen. Han elskede, når hun lystede efter ham. Og fordi han altid sikrede sig, at det var tilfældet, så havde hun udviklet en lyst til det, som næsten lagde sig op af afhængighed. Og han elskede det. Elskede alle de måder, hun var afhængig af ham på. Efter en tid gik han om bag hende og fik hende til at bukke sig ind over ryggen på en sofa. Og så løftede han op i hendes kjole og kærtegnede hendes køn, som altid var nøgent på hans befaling, til han mærkede hendes lyst stige til tops. Der skulle ikke meget til. Og så trak han kjolen på plads igen og trak hende op at stå ved håret. "Så lad os gå ind igen." Som beregnet havde det ikke taget mere end nogle få minutter. Men han var i meget mere roligt humør nu.

[Caelie af Fenrig]

Hun klynkede igen og igen, mens hun mærkede lysten i hendes krop stige, som den altid gjorde i selskab med Astor. Hun trykkede sin krop endnu mere ind til ham, inden hun blev vendt om, og hun bukkede sig forover. Det var svært at holde de små støn tilbage, men hun mente selv, at det gik. Og han sagde heller ikke noget. At hun ikke fik sin forløsning, men derimod lystede endnu mere efter ham, det var noget hun var vant til. Og derfor glædede hun sig til at de kom hjem i deres soveværelse. Astor tog sig altid godt af hende. Derfor ville hun gøre sit bedste for, at skabe gode forbindelser til Fenrig.

Hun var endnu lidt rød i kinderne, da hun rejste sig op fra sofaen, og hun rettede lidt på håret, så det ikke så uglet ud. Og tjekkede at hårpynten sad der endnu. Hun lagde sin hånd på hans arm og rømmede sig, for at rense halsen, og så sendte hun ham et smil. "Lad os det," sagde hun med en hengiven stemme, og fulgte med ham ud i gangen igen. "Du ville tale med baronens søn ikke sandt? Jeg tænker, at jeg tager mig af hans kone, og måske inviterer hende på te i en af de kommende dage?"

[Astor af Fenrig]

Han nikkede tilfreds og gik ud på gangen. "Måske det er bedst, hvis du nøjes med at opsøge hende. Kom i snak med hende og inviter dem begge til middag eller sådan noget. Så kan vi tale forretninger i enrum." Det ville være alt for åbenlyst, hvis de begge to opsøgte hver deres Masbo.

*Tråd afsluttet*