Kan de enes?

[Charlotte af Hamin]

Martin af Meron

Det havde været en fremvisning, var Charlotte kommet frem til. Og hun havde absolut ikke været i godt humør lige siden. For indtil for et par timer, så havde hun været en kvinde, der stilede mod en mestergrad, når hendes uddannelse var færdig. Nu var hun en ung kvinde, hvis forældre havde sat en ægteskabs forhandling igang. Med en af Tortalls mest kedelige ungkarle.

Der var ikke blevet sagt meget i det lille hjem mellem Charlotte og hendes forældre. Hun havde været noget nær en tordensky hele tiden. Og meget nødigt var hun gået med til at møde Greven. Igen. Bare tanken om det, fik hende til at kede sig. Men nu stod hun i hallen, iført en fersken-farvet kjole, som fremhævede hendes mørke øjne. Hun kunne ikke undgå at føle sig tåbelig, og tanken om at være en slagsvare, var så utiltalende, at det brændte i hele hendes krop.

[Martin af Meron]

Og så var det sket. Efter den latterlige fest, som hans moder havde afholdt for at finde en kvinde til ham, havde et forældre-par opsøgt ham for at tale om ægteskab. Og eftersom komtessen var kusine til den kommende hertuginde af Genlith, så var det heller ikke nogen, han bare høfligt kunne afvise. Heller ikke, selvom det var dét, han havde mest lyst til. Hun var den komtesse, han havde talt først med til festen og som havde været aldeles uinteressant med sin uddannelse og sit liberale sind.

Hans moder havde dog gjort sin mening ganske klar og havde forlangt, at han i det mindste mødtes med hende og med mindre, der var noget vanvittigt forkert ved hende, så havde han fået direkte ordrer på at indlede ægteskabsforhandlinger. Tanken alene havde hensat ham i en irritation som havde holdt ved det meste af dagen. Og den var ikke spor bedre nu, hvor han sad med sin moder og ventede på, at hun ankom.

[Charlotte af Hamin]

Hun stod sammen med sine forældre ude i hallen og fik overdraget sin pelsjakke til en tjener. Han tog ikke engang imod dem herude. Hvor uhøfligt tænkte hun, og rynkede ganske let på sin næse, i utilfredshed. Da de alle tre var klar, blev de vist ind i stuen, hvor Enkegrevinden og Greven sad ved siden af hinanden. Igen følte Charlotte sig som et udstillingsdyr, da hun nejede for dem begge to på skift.

Så stillede hun sig ved siden af sin moder, som var den der tog ordet: "Det glæder os, at Deres Nåde havde tid til at tage imod os," lød Thyras stemme, mens Charlotte lod sine knyttede næver glide om på ryggen, så ingen kunne se dem. Hun var rød i kinderne, men det var bestemt ikke af generthed.

[Martin af Meron]

Martin rejste sig, da hun kom ind. Charlotte hed hun. Det havde hans mor indprentet tydeligt i hans hoved. Han bukkede i respons, men klarede ikke at smile mere end en let trækning. "Naturligvis. Det er altid behageligt at have Dem på besøg." Han bukkede igen for Charlotte. "Nådigfrøken. Jeg er glad for at se Dem igen." Det passede ikke rigtigt, mens hans moder ville give ham kaos, hvis han ikke opførte sig passende.

De udvekslede endnu nogle høfligheder, inden han viste Charlotte hen til et lille bord, der var sat frem i den ene ende af stuen, hvor der også var forfriskninger sat frem. Hans moder tog hendes forældre med hen i den anden ende, hvor de kunne holde øje med det unge par, uden at være alt for åbenlyse omkring det. Han holdt stolen ud for hende og satte sig så på sin egen.

[Charlotte af Hamin]

Hun formåede da at fremmane et smil, da Greven bukkede for hende. I det mindste rejste han sig da op, og bukkede galant for hende. Noget måtte han have lært på væbnerskolen i sin tid. "Jeg kan kun sige i lige måde, Deres Nåde," svarede hun, dog uden at mene det. Hun havde ikke haft noget ønske om at se ham igen. Overhovedet. Men nu var hun tvunget til det, fordi hendes forældre havde fået den samme syge, som alle de andre forældre havde fået på rundrejsen.

Uden et ord fulgte hun ham hen til det lille bord. Med al den finese og elegance hun kunne administrere, satte hun sig ned på den stol, som han havde trukket ud for hende. "Tak," kvidrede hun, med sin lyse stemme. Hun sad heldigvis halvt med ryggen til forældrene, og havde det ganske fint med det, så kunne hun ikke se deres ansigtsudtryk. Hun foldede dydigt hænderne i skødet og sad med rank ryg på stolen. Stilheden der lå over dem nu, fik allerede Charlotte til at kede sig gevaldigt.

[Martin af Meron]

Han sad et øjeblik og ventede på, at hun ville sige noget, men det gjorde hun ikke og derfor tog han det på sin egen kappe med en martyrs elegance. "Jeg håber, at De har det godt? Nu fik vi jo ikke talt meget med hinanden, sidst vi sås." Han rakte ud og skænkede to glas hvidvin fra den karaffel, der var sat frem. Han tog sit eget glas og nippede til det. "Hvordan har De det med alt dette?" Han gestikulerede rundt i stuen for at inkludere hele scenariet.

[Charlotte af Hamin]

Ikke talt sammen? Det havde virket sidst som om, at ingen af dem havde haft interesse i den slags. "Jeg har det godt, Deres Nåde. Og De selv?" Spurgte hun, og havde ingen grund til at udlevere, hvordan hendes helbred var og hvad hun havde følt siden sidst. Da han skænkede et glas hvidvin op til hende, var hun lige ved at rynke på næsen, som var en så karakteristisk ting for hende at gøre, når hun var utilfreds med noget. Men hun tog sig selv i det. Ganske langsomt rakte hun frem og trak glasset hen til sig, hvor hun blot holdt om den tynde stilk på glasset uden at løfte det til sine læber. "Vil De have sandheden af vide?" Spurgte hun og lagde hovedet ganske let på skrå, mens hendes brune øjne bedømte hans ansigtsudtryk, der stadigvæk ikke havde røbet noget om ham.

[Martin af Meron]

Han kom selv med nogle små høfligheder til hendes spørgsmål, men var ikke spor mere informativ, end hun selv havde været. Da hun spurgte, om han ønskede at høre sandheden, kom der en lille bitte rynke mellem hans bryn, som eneste tegn på, at han ikke var helt tilfreds med hendes svar. Men kendte man ham ikke, var det ikke sikkert, at man bemærkede det. "Naturligvis, Nådigfrøken. Der kan umuligt være en fremtid i at vi udveksler usandheder med hinanden." Og at hun overhovedet overvejede det, gjorde ham lidt utilfreds.

[Charlotte af Hamin]

Hun var lige ved at himle med øjnene over hans svar. Der var forhåbenligt slet ikke nogen fremtid mellem dem, det gjaldt bare for hende om, at få hendes forældre til at forstå det. Og ham. "Dette arrangement er ikke noget jeg bryder mig om," svarede hun med en rolig og behersket stemme. "Og jeg undskylder på mine forældres vegne Deres Nåde, for at de fik det indtryk af, at der var grobund for et ægteskab mellem Dem og jeg," hvilket der jo naturligvis ikke var. Hvordan kunne hendes forældre nogensinde finde på, at sætte hende sammen med så kedelig en mand?

[Martin af Meron]

Og ærlighed fik han da så også for alle pengene. Han holdt dog sine følelser under kontrol, selvom hun ikke var særligt god til at gøre det samme og drejede blot glasset mellem sine fingre et par gange, inden han svarede hende. "Det er såmænd ikke jeg, som har fået det indtryk. De er ikke den eneste med forældre..." Hans stemme var lige så rolig, som den havde været hele tiden, men der var måske kanten af en undertone. "Men jeg er bange for, at jeg ikke kan gøre noget i min ende. Hvis De kan overtale Deres forældre til at tage deres anmodning tilbage, så kan jeg måske også trække min egen interesse. Men indtil da." Han havde ikke sagt med rene ord, at han ikke gad hende. Men under alle de mange lag, så havde han trods alt sagt det.

[Charlotte af Hamin]

Denne gang kunne hun ikke dy sig for at rynke på næsen. Der var noget i hans tonefald, som fik hende til at rejse børster som en kat, der møder noget den ikke kan lide. Og denne Greve kunne hun ikke lide. "Jeg kan love Dem for, at jeg nok skal gøre alt, hvad der står i min magt for at ændre mine forældres beslutning," for hun havde endnu mindre lyst til at blive givet til ham, som en eller anden form for gave. Godt nok var hun ingen klosterskolepige længere, og hun var oppe i årene, men det betød ikke, at sådan en som Greven var det bedste for hende. Hun drejede glasset mellem sine fingre. Kulden mellem dem var ganske tydelig, og det blev kun værre, når der tavshed mellem dem. Hun var bange for, at hvis hendes forældre skulle trække anmodningen tilbage, så var det fordi et vigtigere ægteskabstilbud var kommet dem i hænde.

[Martin af Meron]

Hun var virkelig ikke tilfreds. Og det stødte ham ærligt talt. Hvad kunne hun have imod ham? Det var da hende, der var utilnærmelig! Han løftede sit glas til sine læber og drak en lille tår. "De bryder Dem ikke om vinen?" spurgte han i stedet for at fortsætte en samtale, som de ikke kom videre i. Han havde ikke bemærket, at hun slet ikke havde drukket af den endnu.

[Charlotte af Hamin]

Og så skiftede han emne. Typisk mænd der ikke kunne klare en kvinde med en stærk holdning. Hvad var det for en fremtid hendes forældre forventede, at hun nogensinde kunne få med ham. Ved hans spørgsmål så hun ned på glasset, hvor den klare væske lå urørt hen. "Jeg må desværre skuffe Deres Nåde, jeg har aldrig drukket alkohol i mit liv," og hun havde så sandelig ikke tænkt sig at begynde at gøre det nu. Han skulle i hvert fald ikke komme her, og lave om på hende, blot fordi de måske skulle giftes en dag. "Men jeg er sikker på, at Deres Nåde har valgt en udmærket årgang, og at den ville smage himmelsk på en anden persons læber," kommenterede hun og tillod sig nu at slippe stilken, og i stedet lægge begge hænder i skødet igen.

[Martin af Meron]

Den lille rynke dukkede op mellem hans bryn igen. Hun var 24 år og havde aldrig smagt alkohol? Hvad i alverden havde hun at være bange for? Måske var hendes far faldet til flasken, da hun var lille? Det var vel næsten kun den slags, som kunne afskrække en ung kvinde fra aldrig at smage på det? Hendes svar fandt han dog ærligt talt lidt provokerende og han sendte hende derfor sit pæneste diplomat-smil. "Jeg kan garantere Dem, at jeg har valgt en særdeles god årgang." Han nippede til sit glas igen.

[Charlotte af Hamin]

Ved Gudinden hvor var det her utåleligt. At sidde og skulle holde en kunstig samtale igang med en mand, der tydeligvis ingen interessere havde i en. Og hun havde det på samme måde med ham. Det føltes formålsløst, og hun brød sig virkelig ikke om ting, der var formålsløse. Alt havde i hendes liv havde indtil videre haft et formål. "Åh, jeg tvivler ikke et eneste sekund på, at Deres Nåde har en udsøgt smag indenfor vin," sagde hun og blinkede ganske let med øjenvipperne. Det smil han sendte hende gik ikke hendes opmærksomhed forbi. Hun kunne skam også lege den leg. Derfor var det hendes søde og uskyldige smil, som lagde sig på hendes lyserøde læber, da hun så op på ham.