Et offentligt arrangement

[Jonthair af Macay]

Kayleigh af Linshart

Jonthair havde aldrig så meget som overvejet, at han ville få muligheden for at deltage i Prinsens bryllup, men endnu engang blev han bekræftet i, at han havde taget den rigtige beslutning i at forlove sig med Kayleigh. Og det gjorde det kun bedre, at hun ikke var inviteret til brylluppet på grund af sin stand, som næsten alle andre gæster. Nej. Hun var en personlig veninde af Prinsen selv og som sådan, var både hun og Jonthair selv inviteret. Og han elskede det.

Da han fik besked om dette, øjnede han dog også en mulighed. Han havde ikke set meget til Kayleigh i de forløbne uger og han var så småt begyndt at mistænke, at hun forsøgte at undgå ham. Han havde naturligvis annonceret et par besøg i Linshart-huset, men hun havde ikke selv taget initiativ til at se ham ellers. Og han havde på fornemmelsen, at det var mere hertugen end hende selv, der havde besluttet, at hun skulle invitere ham med til brylluppet. Alt dette var dog udelukkende spekulationer, men spekulationer, som han ikke kunne lade være med at have i hovedet.

Da muligheden således bød sig, accepterede han invitationen med et smil og en brusende forventning i årerne. Kjolen, som han havde købt af den unge skrædder, havde været færdig længe og havde blot lagt og ventet på den rigtige anledning. Og det var det nu. Han havde derfor sendt den til hende samme morgen med en lille besked om, at han ønskede, at hun havde den på om aftenen. Det var ukonventionelt. Han burde retteligt havde sendt den mindst en uge i forvejen, så Linshart-slægten ikke lagde penge ud for en anden kjole, men han inkluderede en undskyldning om, at han ikke havde været sikker på, at den kunne nå at blive færdig i tide. Pure opspind naturligvis. Han ønskede blot at skubbe hende lidt ud af balance, nu hvor hun havde undgået ham på det sidste. Og så ønskede han at se så meget som muligt af den reaktion, kjolen fik ud af hende, uden at hun kunne vænne sig til den først. Det var det mindste, han kunne forlange, nu hvor han ikke selv kunne være til stede, mens hun tog den på.

Selv ventede han nu i paladsets indgangshall, hvor Kayleigh ville dukke op sammen med sine forældre, som i sagens natur også var inviterede. Han snakkede lidt med et par gæster og nød deres overraskelse, da de opdagede, at han var inviteret, selvom han var så godt som lavadel i deres øjne. De ville alle sammen snart få en anden opfattelse af ham.

[Kayleigh af Linshart]

Det gav rigtig god mening, at Kayleigh skulle følges med Jonthair til Raouls bryllup. Også selvom hendes fader havde taget beslutningen for hende... Jonthair var hendes kommende ægtemand, ræsonnerede hun – og brylluppet var så nært forestående, at de med al rimelighed kunne antage, at de var de næste i rækken med et socialt arrangement, der samlede adelen. Hun vidste det, men benægtede det stadig. Hun havde trukket sig tilbage på det seneste. Hun havde knap vænnet sig til at være i nærheden af ham, for ikke at nævne hans mange diskrete finesser, der pirkede til hendes selvbeherskelse, så hun havde forsøgt at skåne sig selv for ydmygelsen af sin oprørte sind i hans selskab. Han havde ganske vist italesat, at øvelse gør mester, men det udviklede sig ikke helt så hurtigt, som hun ønskede det. Fandt hun nogensinde roen i hans nærhed? Hendes bankende hjerte gav hende hurtigt svaret.

Det var startet med at slå allerede hjemme i hendes kammer. Det var startet med kjolen, der var dukket op i sidste øjeblik og havde kastet et prekært valg i armene på hende. Skulle hun holde fast i sine planer for påklædning og stil eller skulle hun eftergive ham hans betænksomhed? Hun vidste godt, at hun egentlig ikke havde et valg, og det gjorde det svært for hende. Kjolen var helt anderledes end alt, hun havde ejet før. Hun følte sig tiltagende nøgen, som den blev trukket på hendes hud, og hun havde skælvet flere gange, som var det hans hånd, der personligt førte den på. Den var ikke vulgær, men faktisk utroligt enkel. Dens skønhed talte for sig selv, en slet skjult hentydning, tænkte hun… Hun vidste på forhånd, at den ville skille hende ud fra mængden. Hvordan skulle den kunne andet, når den komplimenterede hende sådan? Hun følte en synderisk fryd, da hun så sig selv i spejlet.

Hun havde ikke sagt et ord på vej hen til paladset. Hendes overtøj havde givet hende et øjebliks fred fra andres blikke, og hun fik tid til at få styr på sit lille hjerte. Hendes far havde kigget en ekstra gang, da hun trådte ned af trappen, men han havde efterhånden overgivet hende helt i sit hoved og måske hjerte. Der var ikke megen hjælp at hente, om end han tilkendegav hendes skønhed og stolthed for slægten. Det havde hjulpet hende godt på vej ud af en dør, der ellers var umådeligt svær at krydse. Det var den følelse, hun klamrede sig til, da hun ankom til paladset og forlod vognen. Da hun trådte ind i indgangshallen og måtte trække vejret dybt ind, da hun så ham stå og vente på sig. Hun var glødende smuk trods en smule bleg.

[Jonthair af Macay]

Jonthair havde måske talt med andre ventende gæster, men han havde hele tiden haft en del af sin opmærksomhed fokuseret på indgangen, så han undskyldte sig med det samme, da han så Linshart-familien ankomme. En tjener var der hurtigt til at tage deres overtøj og et selvtilfreds smil spillede om hans læber, da han så hendes skikkelse i den røde kjole. Hendes hud var påfaldende bleg, men han havde på fornemmelsen, at det nok skulle ændre sig, når hun kom tættere på ham. Det plejede det i hvert fald.

Han gik hen til familien og bukkede respektfuldt for Hertugen og Hertuginden, inden han gjorde det samme for Kayleigh. Forskellen var, at her tog han også hendes hånd i sin og placerede et enkelt, kysk kys på hendes håndryg. Han smilede og tilbød hende så sin armkrog. Hertugen virkede tilfreds og som de gik ind, lod han dem lige så stille glide en smule væk fra hendes forældre, så de ikke kunne overhøres. Her stoppede han op og så hende ind i øjnene med et varmt smil. "De er smukkere end Gudinden selv i aften." Hans stemme var lavmælt og næsten intim.

[Kayleigh af Linshart]

Kayleigh følte sig anspændt, da hun skulle aflevere sit overtøj, men mønstrede sit sædvanlige smil i mundvigen. Det nåede ikke hendes øjne, men hendes stand tilgav i rigelige mængder en vis distance til tyendet. Det betød ingenting. For den mere observante var hun en smule på vagt, hvilket man vel egentlig ikke kunne holde imod hende. Hendes fader synes ikke at bemærke det – eller også ignorerede han det fuldstændigt. Hun fornemmede tingene skifte balance som hendes ægteskab var nærmere sig. Det gav hende en vis styrke. Slægtens forventninger. Selvom et enkelt blik på hans ansigt, truede med at vælte det hele i gruset.

Hun mærkede den næsten velkendte varme brede sig i hende, da han tog hendes hånd og kyssede den fjerlet. Hun følte sig ikke tæt nok til give hans hånd et klem eller lægge sin hånd på hans, men hun var derimod tilstrækkeligt intimideret til at virke en smule stiv. Hun kunne ikke skjule det og gjorde heller ikke forsøget. Alligevel tog hun hans arm og forlod sin trygge havn hos sin far. ”Tak, Jonthair, De er alt for venlig,” svarede hun og genfandt sin sædvanlige varme tone. Hun forsøgte at holde ham en smule for livet og så ned. Kjolen var rigeligt at håndtere lige nu som hun måtte affinde sig med flere blikke end hun brød sig om. ”Jeg håber ikke, De har ventet for længe?”

[Jonthair af Macay]

Han smilede og strøg en fingerspids fra hendes håndled og op til hendes albue uden på stoffet, mens han rystede på hovedet. "Ikke spor. Jeg har blot stået og glædet mig til at se Dem i den kjole. Indtil nu har jeg jo kun kunnet se det billede, jeg havde forestillet mig. Og De slår det med flere længder i virkeligheden." Han smilede skævt og lagde sin frie hånd over hendes, som de fortsatte ind igen.

Henne ved bordene fandt de deres pladser og han holdt stolen ud for hende og hjalp hende ind til bordet. Måske en anelse tættere på bordet, end det var behageligt, men han måtte tilstå for sig selv, at han godt kunne lide at have lidt styr på hende. Dernæst satte han sig ned ved hendes side og hilste pænt på de omkringsiddende gæster, som dog hurtigt vendte tilbage til deres egne samtaler igen. Han drejede sig en anelse i stolen, så han kunne se på hende uden at dreje nakken unaturligt meget. "Kan De lide den?" spurgte han så. Hun var lidt for balanceret for hans smag og han irriterede sig igen over, at han ikke kunne have været der til at opleve hendes reaktion, da hun åbnede for pakken.

[Kayleigh af Linshart]

Kayleigh blev på et splitsekund anspændt, da Jonthair rørte ved hende. Hun havde ikke været forberedt på så direkte en berøring, og den brændte sig ned igennem hendes hud, som han tog sig tid til rejsen fra håndled og op over underarmen. Kjolen føltes så tung på hendes krop, som de gik der, og på mærkværdig vis blev hun ført tilbage til øjeblikket, hvor hun havde åbnet pakken med den i.

Hun havde gispet.

Hendes naive kammerpige havde tolket det som begejstring og var troskyldigt faldet i svime over det prægtige stof og ikke mindst farver, mens Kayleigh følte, hun skulle besvime. Den var ikke uanstændig, det var ikke det, men… Hun følte sig provokeret. Det var ikke, fordi den var ankommet så sent, tanken var god nok, men… Åh, han legede med hende. Han var en løve, og hun var musen.

Hendes byrd gav hende modstridende følelser. Hun var opdraget traditionelt og med henblik på at blive en god hustru. Hun var opmærksom og lydhør - men det lå også i hendes blod at være stolt og frihedselskende. Meget mod sin vilje så aktiverede så enkelt en gestus som denne kjole alle følelser på én gang. Hun havde vidst med det samme, at hun ville iføre sig den, det passede sig at lyde sin kommende husbonds ønske og venlighed, men hun havde ikke været forberedt på den fysiske reaktion, hun fik.

Det var det samme, som når han rørte ved hende. Det var primitivt instinkt og bragte hende ud af fatning. Han skræmte hende, betog hende og alle hendes alarmklokker ringede højlydt samtidig med at hun følte sig draget mod ham på måder, hun ikke helt forstod. Hun følte sig sanselig sammen med ham, men hun strittede imod af alle kræfter, og hendes instinkter skreg også på flugt. Det var et hæsblæsende følelseshelvede, som hun ingen erfaring havde med at føle.

Kammerpigen havde foreslået, at hun skulle prøve den, men det havde hun afvist… Det var først i allersidste øjeblik, at hun havde ladet sig hjælpe i tøjet og overgivet sig til den lange march gennem så mange følelser og tanker. Hun var næsten helt udmattet, da hun satte sig i vognen og havde været tavs hele vejen hen til paladset. Den friske luft og tiden til at falde tilbage i traditionens fold havde gjort hende godt, men hendes lille hjerte havde banket forræderisk hele turen. Og nu gik de så her…

Hun rømmede sig for at komme tilbage fra dybet. ”De smigrer mig,” sagde hun en anelse blegt, men mærkede varmen sætte sig på sine kinder, da han komplimenterede hende så rigeligt. ”Jeg er glad for, at De er tilfreds med resultatet. Der må utvivlsomt have ligget et stort arbejde bag sådan en omtanke.” Hendes ord føltes som det skrøbeligste porcelæn, som de gled over hendes læber. Om hun omtalte syerskens håndværk eller gavegiverens bagtanker, lod hun klogt stå hen i det uvisse. ”Tak for gaven.” Det sidste blev næsten en hvisken. Hun var ikke helt så snakkesalig, som de gik det – og det var hans værk.

Hun satte sig på stolen, han holdt ud, men blev overrumplet af at blive trængt inde. Det føltes ubehageligt at blive sat til vægs, og hun tabte mælet et øjeblik, før hun præsterede et fejlfrit smil til de øvrige gæster i hendes nærhed. Hun hilste varmt, men kortfattet på de mest nærliggende, hvorefter hun trak sin opmærksomhed tilbage til sin egen plads, uden at få lov til at være alene længe nok til at finde ordene til at glide af på samtalen, han tog op igen. Han sad så tæt på.

”Kjolen er Dem bestemt værdig, Jonthair,” svarerede hun ærligt. ”Den tager lige som selskabet pusten fra mig,” hendes stemme var så rolig, som hun nu kunne mønstre, men hendes kinder blussede og hendes hænder var iskolde. Hele hendes krop var utilpas ved situationen. Hendes fader havde insisteret på invitationen, og hun havde godhjertet accepteret, men i denne stund fortrød hun og var bange for, hvad hun havde rodet sig ud i til et offentligt arrangement. Det føltes ikke mere sikkert af den grund. ”Fortæl mig: Har De selv valgt kjolen eller har De en hemmelig sammensvorne? ” spurgte hun ind. Hun ville vide, om hun havde flere til at lege med sig.

[Jonthair af Macay]

Han havde klaret at få hende skubbet ud af balance og han var godt tilfreds med sig selv. Morede sig endda dejligt. Hendes spørgsmål fik ham til at smile skævt og han lænede sig ind mod hende og talte lavmælt, så ingen kunne høre hans svar. "Jeg er glad for, at De kan lide den, Kayleigh," svarede han og lagde hovedet let på sned. "At sige, at jeg har sammensvorne må være at strække sandheden en smule," indrømmede han drillende. "Men jeg har bedt Deres kammerpige om deres mål." Det var det mest voldsomme, der kunne siges om dét emne. "Men farven og formen har jeg valgt, fordi jeg ønskede at se Dem i det."

[Kayleigh af Linshart]

Kayleigh følte irritation midt i det hele, da hun så Jonthair selvtilfredse ansigt. Hans smil afslørede hans følelser, og hun tog det personligt. Hun vidste godt, at han legede med hende, men hans ro provokerede hende, som de sad her sammen. Trods det storslåede arrangement, så føltes det meget intimt. Hun vovede ikke helt at se rundt, selvom hun meget gerne ville hilse på flere af gæsterne og ikke mindst brudeparret, som hun holdt meget af. Lyden af hendes navn holdt hendes opmærksomhed slavebundet til bordet. Hans drillerier fik dog den uventede – måske utilsigtede? – effekt, at hun slappede lidt mere af.

”Det kender jeg Dem slet ikke godt nok til at kunne vide,” smilede hun og mødte endelig hans blik. De grønne øjne, der så alt. ”Ind til da må De leve med spørgsmål.” Og muligvis temmelig mange af dem. Hun nikkede. Naturligvis havde han fået hendes mål, men resten var hans værk. Det var i sig selv imponerende, at han satte sig sådan et projekt for og rent faktisk præsterede så ypperligt at omsætte sine tanker til denne kjole. Det fangede hendes interesse. Måske endda respekt, selvom hun mest af alt var vred og bange for ham.

”Den er særlig. Jeg kan ikke sætte fingeren på, hvad der gør den så storslået, men den er meget smuk.” Indrømmede hun. Hun ønskede ikke at analysere nærmere på den og afsløre for mange af sine følelser omkring den. Det ville hun ikke give ham. Hun kunne næsten ikke vente med at få den af og glemme den kropslighed, der tvang ned over hende. Det gjorde det svært at glemme, at han sad ved siden af hende.

Hvis det stod til hende, så slæbte hun ham igennem en helt traditionel middag med samtaler tværs over bordet. Hvor grænsen helt gik, vidste hun ikke helt, hun kunne jo næppe ignorere ham, men måske de øvrige gæster kunne bringe hende ud af hans fokus. Hun var trods alt temmelig bevidst over, at han var en mand, hun skulle være forsigtig med at gøre vred. Men lige nu voksede ilden indeni hende.

[Jonthair af Macay]

Hun var hurtigt tilbage i sit rette element og han var nødsaget til at overveje, at han måske slet ikke ville kunne få samme hold på hende offentligt, som han havde privat. Her blandt hele adelen kunne han jo ikke godt trække hendes hånd til sig og sidde og tegne mønstre på den, som han havde gjort hjemme i haven. Han trak mentalt på skuldrene og besluttede sig for, at han ville bruge aftenen på andre ting så. "Vil De fortælle mig lidt om Deres barndom? Jeg tror slet ikke, jeg har haft fornøjelsen endnu." Han smilede skævt og lagde sit blik på hendes ansigt, mens han ventede på et svar. Hvis han ikke kunne klæde hende af med øjnene, kunne han gøre det med ord. Og komme helt ind til den kerne, som ethvert menneske bar inde i sig. Den som indeholdt deres sande jeg.

[Kayleigh af Linshart]

Kayleigh fandt stille og roligt vejen til ro ved at hvile i stemningen fra rummet og de begrænsninger, der lagde på Jonthairs adfærd. Her kunne han ikke træde for langt over grænsen, men måtte holde sig til bittesmå finesser, som hun med nød og næppe kunne tackle. Der ville blive set skævt til det, hvis han blev for nærgående, og det gav hende fred. Han var dog ikke mere kæphøj end at hans omdømme betød noget. Hvorfor skulle han ellers have valgt at indgå alliance med hendes far? Hun så frem for sig og tog lidt at drikke. Hun følte sig lidt tung om hjertet, men smilet blev siddende på hendes læber i dagens anledning.

Spørgsmålet kom bag på hende, og hun så på ham et øjeblik. ”Min barndom?” gentog hun, ”Er der noget specifikt, De er interesseret i? Min opvækst har været ganske stilfærdig med de pligter, som passede sig til den fremtid, mine forældre havde udtænkt sig… Jeg har et tæt forhold til min brødre, selvom vores veje hurtigt løb i forskellige retninger…” Hun holdt lidt igen, men var faktisk villig til at tale med ham om sit liv. Nu håbede hun blot ikke, at de ville ende der, hvor han fandt grund til misbilligelse… Som sidst hun åbnede munden om sine friheder. Det huskede hun sig selv på. Hun var blevet mere forsigtig.

[Jonthair af Macay]

Hun blev tydeligt overrasket over hans ord og han ventede tålmodigt på, at hun samlede sig. "De kunne måske fortælle mig Deres lykkeligste minde?" foreslog han. Han var ikke videre interesseret i, hvad hun havde lavet eller lignende. Han ønskede mere at indsamle flere informationer, som han kunne bruge til noget. Hans blik veg ikke fra hendes og han var meget opmærksom på alle hendes reaktioner lige nu.

[Kayleigh af Linshart]

Kayleigh måtte løfte et øjenbryn, da han præciserede sit spørgsmål. Hendes lykkeligste minde… Hun tænkte sig om og følte sig nervøs igen. Hendes sind søgte flere afkroge, men måtte konstatere et vist besvær med at nå dybere ind. Hun følte sig ikke tryg ved situationen eller spørgsmålet, selvom det syntes uskyldigt. ”Jeg er ikke sikker på, at mit liv har været spændende nok til at tilfredsstille Deres nysgerrighed, Jonthair,” sagde hun ydmygt. Hun vidste godt, at han ikke ledte efter floskler som gode resultater eller en stolt fader, men hvor i hendes liv havde tingene handlet om andet? Så gik et strejf af et længe glemt minde over hendes ansigt, og hun lyste op.

Hun så forsigtigt på ham. ”Jeg kom til at tænke på, da jeg fik min første hest. Torden. Den faldt ikke i min faders smag, men jeg fik lov til at beholde den med løfte om, at han ikke blev et problem. Det gjorde han heller ikke…” sagde hun. Hun smilede ægte og fik en særlig glød i sit ansigt. Det livede helt op. ”Nu har jeg flere heste, og jeg elsker dem alle, men Torden har altid været noget særligt.” Han var hendes tilflugtsted, hendes ven og fortrolige. Hun havde grædt mange tårer i hans mørke man og leet ud i vinden.

Hun samlede sig lidt og så på ham. ”Hvad holder De af, Jonthair?”

[Jonthair af Macay]

Han hævede blot et øjenbryn og fortsatte ufortrødent med at afvente et svar, da hun forsøgte at tale udenom. Alle havde et minde, som var lykkeligere end andre og nu hvor han havde spurgt, så forventede han også at høre svaret. Mens han ventede, slog det ham, at hun måske ikke havde levet et særligt lykkeligt liv. Det skete jo for adelsfrøkner engang imellem og det var ikke umuligt, at der var sket det samme for Kayleigh. Måske havde alt den frihed, hun havde nydt godt af spoleret hendes barndom for hende.

Langt om længe så det dog ud til, at hun kom i tanke om noget og han nødede hende til at fortsætte med et hævet øjenbryn og et interesseret smil. Hendes historie var om en hest. Hendes lykkeligste minde var om en hest. Han rystede mentalt på hovedet, men det støttede op om hans tanker omkring hendes lykke. En hest havde altså taget pladsen for hele familien og han skrev sig bag øret, at han skulle sørge for, at hun inkluderede ham, når hun var ude blandt sine heste, så hun ikke ville få held af at erstatte ham også.

"Jeg forstår Deres kærlighed til heste. Det er prægtige dyr," svarede han derfor og lod et lille skævt smil finde frem. "Man føler sig så fri, når man sidder på ryggen af dem, ikke sandt?" Han smilede stadig, da hun stillede ham sit eget spørgsmål og trak tiden et lille øjeblik ved at nippe til den vin, der var sat foran ham. "Hvad jeg holder af? Mine studier, selvfølgelig." Svaret faldt med samme ro som altid og uden den mindste form for entusiasme omkring emnet. Lige indtil et ægte smil faldt på hans læber og han fortsatte. "Og så naturligvis Adele. Min hund."

[Kayleigh af Linshart]

Keyleighs følelser skiftede hurtigt fra nervøsitet til lettelse, da Jonthair reagerede positivt på hendes snak om sin hest. Han lod tilmed til at have en dybere forståelse for, hvad det handlede om. ”Ja, netop,” svarede hun og smilede til ham. Måske var det endda første gang, at det var sket, hvor det ikke var sket en smule forceret. ”Det giver mig en særlig glæde gennem hele mit væsen, når jeg har vinden i håret og mærker hans styrke under mig. Det var en sejr for mig at beride ham. Han er iltert gemyt.” Hun tav, da hun fornemmede, at hun blev revet med. Hun havde ikke lyst til at fortælle om, hvordan hun følte en snert af oprør, da hun fik tilladelse til at eje sådan en hest og overvandt betingelserne for at beholde ham. Hendes moder havde måske nok mærket den ild i hende, men havde hendes fader vidst det? Hun var i tvivl. Desuden var det temmelig personligt at sidde og fortælle Jonthair om det, idet hun stadig ikke var sikker på, om han ville bifalde sådanne træk i en hustru. Styrke passede sig ikke så godt på en kaminhylde.

Hun glemte hurtigt den snigende melankoli, da han talte igen. Hun drak også, da han gjorde og nød vinen. Hun nikkede og følte sig enig. Det slog hende, at det var længe siden, at hun havde talt med nogen om sin gave eller studierne af den, og det gjorde faktisk Jonthair interessant, at han var en del af en verden, som hun kun havde sin læremester af drøfte den med. Hans manglede entusiasme i stemmen svarede dog dårligt til, at han havde nævnt studierne som noget afholdt. Derfor faldt det også så meget mere i øjnene, da han nævnte sin hund. ”Åh, De har hund?” gentog hun. ”Det er et smukt navn; har De selv navngivet hende?” spurgte hun og var egentlig interesseret i, om det gik tilbage til hans barndom, var en gave eller hvor dette særlige smil kom fra. Det var beroligende at se, at det også fandtes i ham.

[Jonthair af Macay]

Han smilede venligt, da hun greb ud efter den fælles interesse og kastede sig ind i beskrivelsen af sin kærlighed til heste. Han kunne dog også høre ting i hendes fortælling, som hun ikke sagde med rene ord. Og det var, at hun rent faktisk var en fyrig og passioneret kvinde, som var blevet puttet ned i rollen som en traditionel komtesse. Og det undrede ham, at han faktisk fandt dette tiltalende. Men måske var det ligesom hendes egen kærlighed til sin hest. At der var noget mere udfordrende i at undertvinge sig et sådant væsen. "Jeg nyder selv en god ridetur," svarede han derfor bare og skjulte et smil over den dobbelte betydning, han ikke kunne lade være med at lægge i det.

Han smilede stadig, da hun spurgte ind til Adele. "Ja, jeg har navngivet hende selv. Jeg fik hende af en bekendt, da hun kun var en hvalp. Det var et års tid før, jeg stoppede i min riddergerning faktisk og det var ganske heldigt. Havde jeg vidst, at jeg ikke skulle fortsætte med at være på farten, så havde jeg sikkert ikke fået hende."