Stress og tristhed

[Gisela af Condia]

Hendes rødmen blev stærkere, da hun hørte hans drillende tonefald. Den tåbelige mand... Hvordan kunne han få hende til at rødme sådan? Hun forsøgte at skubbe det fra sig, men nåede det ikke. I stedet mærkede hun hans bløde læber mod sine. Et svagt suk undslap hende, som hendes krop instinktivt pressede sig ind mod hans, og hun uden tøven gengældte hans blide kys.

[Raoul af Condia]

Han lod sin hånd, som ellers havde lagt på hendes skuldre glide ned, så den lå på hendes lænd og hun dermed ikke kunne trække sig tilbage, nu hvor hun selv havde presset sin bløde krop ind mod ham. Han lod sin fri hånd glide ind i hendes hår og holde hende tæt ind til sig, mens han fortsatte sit kys. Det var så meget lettere at distrahere hende, end at tale om det virkelige problem.

[Gisela af Condia]

Hun troede, at det blot ville blive et kort kys. Men intet af det, som Raoul gjorde, indikerede han havde tænkt sig at slippe hende foreløbig. Det skræmte hende fra vid og sans, men det dragede hende også. Havde hun taget fejl af ham? Kunne han være en stærk mand, sådan som hun altid havde ønsket sig, at hendes mand skulle være? Hun skød tankerne væk og måtte til sidst trække sig tilbage for at kunne få vejret. Hendes øjne hvilede dybt i hans, mens hendes brystkasse hævede og sænkede sig i et hurtigt tempo.

[Raoul af Condia]

Han fortsatte med at distrahere hende, indtil hun selv trak sig lidt væk og han smilede skævt til hende. "Har du det bedre nu?" spurgte han drillende og lod hånden fra hendes hår glide ned og kærtegne hendes kind i stedet. Han overvejede, om han skulle fortælle hende, at det var om uge allerede, men besluttede, at det kunne hun vente med at få at vide, til han var sikker på, hun var kommet over chokket.

[Gisela af Condia]

Hun blev rød i hovedet over hans spørgsmål og slog straks blikket ned, mens hun nikkede forsigtigt. "Ja," svarede hun hæst og vidste ikke, om hun skulle trække sig væk, eller om han blot ville trække hende tættere på, hvis hun forsøgte. Det var nok bedst for dem begge to, at blive liggende sådan her. Selvom de ikke burde gøre noget af dette, før de var blevet mand og kone, hvilket var tættere på end nogensinde.

[Raoul af Condia]

Han smilede og lænede sig ned for at kysse hende på kinden i stedet, nu hvor hun åbenbart mente, at hun havde brug for luft. "Det var godt. Jeg er ked af, at det er endt sådan her," fortsatte han ind mod hendes hud, mens han kyssede ned, så han ramte siden af hendes hals. "Og jeg lover, at jeg nok skal give dig noget til gengæld for alt den hast, jeg sætter dig igennem." kyssene blev mere dvælende.

[Gisela af Condia]

Hun sagde ikke noget. Hun tvivlede på, at hendes stemme ville være meget mere end en hæs hvisken, hvis hun åbnede munden. Og hvad skulle hun dog også svare ham? Der var jo ikke noget at gøre ved det. Brylluppet var rykket frem og... Og... Åh. En lille lyd undslap hendes smalle læber, da hans mund rørte et følsomt sted på hendes hals. Hun følte sig en smule omtåget, men ikke som når hun skulle besvime. Det var svært at samle tankerne, og hun krummede sine fingre sammen, så hun havde et fast tag i hans skjorte. "Raoul... H-hvad gør du ved mig?" Hviskede hun spørgende, mens hendes øjne langsomt gled i for hvert af hans kys.

[Raoul af Condia]

Hun var bestemt ikke upåvirket og han kunne godt lide det. "Ikke noget farligt," svarede han drillende og fortsatte med at kysse hende på halsen. "Jeg forsøger blot at distrahere dig nok til, at du ikke får panikanfald igen, når jeg fortæller dig, at brylluppet er om en uge." Han nappede hende let i halsen.

[Gisela af Condia]

Hun blev brat revet ud af sin omtågede tilstand og blinkede et par gange med øjenvipperne, mens hun blot så på ham i dyb stilhed i et par sekunder. "E-en uge?!" Udbrød hun så og mærkede igen panikken brede sig i hendes spinkle krop. Hvordan kunne han dog byde hende den slags! De skulle... De skulle giftes om en uge!

[Raoul af Condia]

Han havde tydeligvis ikke distraheret hende nok. Men hun blev da ikke dårlig denne gang. Han smilede undskyldende og lænede sig ind, så han kunne kysse hende i mundvigen. "Jeg beklager, min egen. Det kan ikke være anderledes. Hvis vi kunne få det hele passet sammen, så vi kunne blive gift i morgen, ville vi have gjort det. Men det kunne ikke lade sig gøre med mindre tid end en uge." Han lagde en hånd på hendes kind og nussede den blidt. "Jeg lover dig, at det nok skal gå."

[Gisela af Condia]

Hun virrede på hovedet, så blonde hårtotter gled ud af den ellers så nydeligt opsatte frisure. "Men Raoul..." Sagde hun og fik våde øjne, mens hun så op på ham. "Hvordan skal det dog altsammen gå?" Spurgte hun og rystede endnu en gang på hovedet, inden hun trak sig tilbage. Hun forsøgte at få styr på sin frisure, mens tankerne glad gennem hendes hoved. "Du lover at være blid... Ikke?"

[Raoul af Condia]

Der var de tårer igen. De fik ham til at ønske, at han kunne beskytte hende fra hele verden. Han smilede og lod hende trække sig tilbage, inden han nussede hende lidt på kinden. "Har jeg ikke altid været det?" spurgte han i stedet for at svare hende. "Du betyder noget for mig, Gisela. Jeg ville aldrig gøre dig bange eller ked af det, hvis jeg selv kunne vælge."

[Gisela af Condia]

Hun rejste sig op fra sofaen, mens hendes hjerte hamrede hårdt i hendes brystkasse. Hun var sikker på, at det enten ville stoppe om lidt, eller hoppe ud af hendes krop. Men naturligvis skete ingen af delen. Hun drejede rundt og så ned på ham. "Lover du det Raoul? Lover du, at du aldrig vil gøre mig bange eller ked af det?" Spurgte hun og holdt en hånd op mod sit hjerte i et forsøg på at mindske dets fart.

[Raoul af Condia]

Han rejste sig op, da hun gjorde det og fulgte efter hende. Hendes ord fik ham til at smile varmt og han lagde en arm om hende igen og trak hende ind til sig. "Så længe det står i min magt. Det sværger jeg ved både Mithros og Gudinden." Han smilede stadig varmt og søgte hendes læber igen.

[Gisela af Condia]

Hun havde forventet at han fulgte efter hende. Naturligvis gjorde han det. Han var jo tiltrukket af hendes skønhed. Hun gjorde derfor heller ikke modstand, da han trak hende ind til sig igen. Hun sukkede mod hans læber, inden hun overgav sig til hans favn. Hendes hænder lå på hans brystkasse, så hun kunne mærke den hæve og sænke sig, hver gang han trak vejret. Langsomt lod hun dem glide op ad, for til sidst at lægge dem omkring hans hals.