Det må ikke ske

[Joreth af Condia]

Joreth fik ikke lov at komme ind i sovegemakket igen, men for en sjælden gangs skyld, var han ganske tilfreds med at overlade situationen til andre. Han sad i sit arbejdsværelse, i den bløde stol ved pejsen, og havde måske en smule mistet overblikket over, hvor mange gange han havde fyldt sit glas igen, mens han lyttede til det rend af mennesker, der var gennem forrummet. Jordemoderen var kommet til kort efter helbrederen og han havde kunnet høre Pendrimas gråd og smertensudbrud.

Nu var de stoppet, men hvor der i stedet skulle have været barnegråd til at fylde stilheden, var der kun ildens knitren i pejsen. Han sad urørlig og stirrede ind i flammerne og så ikke op da der blev banket på døren der allerede stod på klem "Deres Højhed..?" han tømte sit glas og vinkede jordemoderen ind i samme bevægelse. Han så aldrig på hende mens hun forklarede ham, at hertuginden var i live, men stadig i fare. At hans førstefødte, en dreng, aldrig ville få lov at tage sit første åndedrag. Hvor længe hun talte vidste han ikke, kun at han ikke helt registrerede da hun gik.

[Pendrima af Condia]

Hun kunne snart ikke mere. Hun havde det som om, at hendes verden var gået i stykker. Hun havde mistet Joreths første barn, og dermed også sin pligt som hans hustru. Fødslen havde været mere smertefuld end noget andet, hun nogensinde havde oplevet. Det havde været rædselsfuldt, og hun havde været i panik hele vejen igennem. Samtidig med at hun var sikker på, at Joreth ville hade hende for dette her, og skyde skylden på hende. For det kunne jo kun være hendes skyld, at hans førstefødte søn aldrig ville trække vejret, eller få lov til at sidde på skødet af sin fader.

Hun registrerede ikke, at jordmoderen gik. Helbrederen havde fået hende bedøvet så meget, at hun nu lå i en tilstand mellem søvn og feber. Hendes krop var vasket nogenlunde ren, men det kunne man ikke længere se. For hun havde næsten allerede gennemvædet det nye natkjole, på grund af sved. Hendes krop værkede, hendes hjerte gjorde ondt, og drømmene… Hun begyndte at græde igen. Hun vidste naturligvis ikke, at det var på grund af drømmene. For det føltes fuldkommen virkeligt. Joreth. Hvor var Joreth? Han havde forladt hende… Naturligvis havde han det. Hvorfor skulle han være sammen med en, som ikke engang kunne skænke ham en søn? Hun begyndte at bevæge sig hvileløst i sengen, mens hun gentagne gange kaldte på ham.

[Joreth af Condia]

Han mistede føling med hvor længe han sad og stirrede ind i ilden. Glasset i hans hånd var tomt, men han satte det ikke fra sig eller gjorde anstalter til at fylde det igen. Det havde allerede været fyldt flere gange. Nok til at han følte en behagelig ligegyldighed, men ikke nok til at forhindre helbrederens ord i at genspille sig i hans sind, blandet med lyden af Pendrimas smerte. Ingen af delene var velkomne. Han vidste han burde gå ind til hende, men tanken om at skulle ind i soveværelset igen, fik hans mave til at krumme sig ubehageligt sammen. Der havde været så meget blod. Sikkert også mere, end Pendrima selv havde været klar over. Eller måske havde han forestillet sig det. Han skar en grimasse og i en brat bevægelse slyngede han det tomme glas ind i pejsen, hvor det splintredes og de sidste dråber alkohol gnistrende op et kort sekund.

Han lænede sig frem og gemte ansigtet i hænderne et langt øjeblik før han rejste sig, langsomt som en gigtplaget olding. Det tog endnu nogle lange minutter hvor han blot stod og.. stod, før han forlod sit arbejdsværelse og tvang sine fødder til at gå. Han skubbede døren til soveværelset op uden at banke på. Helbrederen så op, så tilbage på Pendrima i sengen og forlod så rummet med en kort besked om, at hun ville blive i nærheden og at hertuginden skulle have ro og hvile. Han nikkede blot og blev stående for enden af sengen og så på sin hustru. Skulle hun være så bleg?

[Pendrima af Condia]

Sekunder, minutter og måske timer gik, mens Pendrima hele tiden blev fugtet med en kold klud på panden, der blev luftet ud i rummet. Helbrederen forblev inde i rummet, så meget kunne hun da trods alt registrere. Men meget andet gik ikke igennem til Pendrima, som blot lå og havde stærke smerter.

Hun hørte en dør blive åbnet og en blive lukket bagefter. Hun forsøgte at reagere. Men alt der kom ud af hendes mund var en besværet mumlen og en forkrampet bevægelse. Og så gled hun væk i feberen igen. Så da hun endelig fik åbnet øjnene, var der intet fokus i dem, som hun så på manden foran sig. "Her... Er meget... Varmt," mumlede hun fraværende, og ville have skubbet dynen til siden, men hendes krop reagerede ikke, og i stedet fortrak hendes ansigt sig i smerte.

[Joreth af Condia]

Joreth blev stående da helbrederen forlod rummet. Hans fødder lystrede igen ikke, fordi han ganske simpelt ikke havde lyst til at være der. Det havde alt og intet med Pendrima at gøre og grunden til hun lå i sengen. Han kunne ikke fornægte noget når hun lå lige der og han stadig havde helbrederens ord rungende i ørerne, men fik den uvelkomne virkelighed, tværet i ansigtet.

Han stivnede da hun talte, selvom han knap kunne høre hvad hun sagde og rystede på hovedet mens han med tvungne skridt gik hen på siden af sengen "Det er feberen der gør dig varm. Her er ikke varmere end der plejer at være." konstaterede han simpelt og uendeligt mere roligt end han følte sig.

[Pendrima af Condia]

Hun kunne ikke rigtig se ham ud af sine halvt lukkede øjne. For hvert åndedræt truede feberen med at tage hende væk, men hun forsøgte at stå imod. Hun nikkede ganske simpelt til hans ord. Feber. Varm. Ja. Naturligvis. Det virkede fornuftigt.

Hun tog en dyb indånding, som for at sige noget, men hun opgav til sidst. Hun havde ærlig talt ikke kræfterne til det. I stedet forsøgte hun sig med et smil. "Jo...reth..."Lød hendes stemme, som var hæs, ru og føltes helt forkert i hendes mund. Men så snart hun havde sagt ordet, lukkede hun sine øjne, og hendes ene arm faldt slap ned langs siden på sengen.

Tråd afsluttet