Undskyld? [R]

[James af Perlegab]

Gilbert af Meagmarsk

Det måtte være langt over midnat efterhånden, da Jamie gik ud af sit eget værelse og ned af de tomme gange på Dunlath-borgen. I hånden havde han en lille sammenkrøllet lap, som han havde læst så mange gange, at han følte sig helt skør i hovedet. Han kunne ikke bestemme sig for, om han var vred, såret eller havde ondt af knægten. Og ingen af følelserne var nogen, som han gad at have over en lille flirt. Men samtidig, så vidste han også, at han var nødt til at tale med Gil om dette. Og det var så derfor, han sneg sig gennem borgen, mens alle andre sov. Han vidste, hvilket værelse, Gil var blevet installeret på og selvom det ikke lå langt fra Niklaus', så var der ingen grund til at tro, at nogen skulle høre dem gennem de tykke stenmure, hvis bare de var stille.

Da han stod uden for døren, skulede han ondt til den. Hvis han bankede på, kunne nogen høre ham. Så han tog en rask beslutning og trykkede langsomt håndtaget ned, åbnede døren og sneg sig indenfor. Døren blev lukket igen og låst, inden han satte sig på sengekanten, hvor den sovende Gil lå. Så fredfyldt han så ud. Så lækker! Jamie rystede lidt på hovedet af sig selv og vækkede så Gil ved at lægge en hånd over hans mund, så han ikke kunne skrige, når han opdagede, at nogen var i hans værelse.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han havde forsøgt at finde ud af, hvad han skulle gøre, gennem det meste af rejsen til Dunlath. Først overvejede han, hvordan han skulle fortælle Jamie, hvad der var sket. Han kunne ikke få sig selv til at sige det, så han havde skrevet utallige udkast til breve, der aldrig blev ordentlige. Siden de rejste, var der heldigvis masser af gode undskyldning for at undgå ridderen. Gil havde sin træning på Niklaus og adskillige pligter i forbindelse med at holde lejren ved lige. Der var ikke rigtig tid til andet.
Da de nåede Dunlath, var han dog nødt til at gøre et eller andet. Så han efterlod et brev på Jamies værelse, imens ridderne var optagede af at blive underholdt af deres værter i en af stuerne. Derefter skyndte han sig i seng og bestemte sig for at forsøge at få bare en smule søvn. Mod al forventning faldt han hurtigt i søvn og sov tungt. Rejsen havde udmattet ham, og nervøsiteten måtte derfor vige til side for søvn.
Lige indtil nogen lagde en hånd over hans mund. Skrækslagen slog Gil øjnene op og slog instinktivt ud efter sin overfaldsmand. Som var Jamie. Hvad i ...? Han slappede lidt mere af ved synet af det velkendte ansigt og stirrede mest af alt forvirret op på ham. Han troede egentlig ikke, at ridderen ville gide se mere til ham efter at have læst brevet. "J-Jamie?" mumlede han forvirret ud under hånden.

[James af Perlegab]

Jamie holdt godt fast og dukkede sig for det slag, som han ikke var overrasket over, der ville komme. Da Gil havde opdaget, at det var ham, slap han forsigtigt med en advarende finger over læberne.

Den lille stammen, gjorde udslaget. Han var simpelthen for kær til at være gal på og uden at tænke mere over det, jokkede han sine støvler af og kravlede ned under Gil's dyne, hvor han trak væbneren tæt ind til sig. Han fandt Gil's læber og skubbede en arm under hans hoved. Han kunne ikke helt lade være med at more sig over, at han nu brød Gil's 'ingen senge'-regel, men han var ærligt talt ligeglad. Hvis de kunne på en sofa, kunne de også i en seng. En kold hånd lagde sig på Gil's maveskind og han nød fornemmelsen af de hårde muskler.

[Gilbert af Meagmarsk]

Før han vidste af det, var hånden erstattet af læber, og Gil klyngede sig straks ind til den varme krop. Han var kun lige vågnet, så hovedet forsøgte stadigvæk at regne ud, hvad der foregik. At han havde forbudt sengeaktiviteter var fuldstændig glemt. I stedet var Gil opslugt af at nyde kysset og følelsen af Jamies krop mod hans egen. Han var selv kun i ført et par bukser, så det var uretfærdigt, at Jamie var fuldt påklædt. Han gøs under Jamies hånd, der var så kold modsat varmen under dynen. Med hænderne søgte han selv op under mandens skjorte for at gengælde berøringen. Efter lidt tid var han nødt til at bryde kysset for at få vejret igen. ”Jeg troede ikke, du ville se mig igen ...” mumlede han og puttede hovedet ind under Jamies hage.

[James af Perlegab]

Nu hvor han havde Gil mellem hænderne igen, var Jamie ganske ensporet i sine tanker og han havde ikke lyst til at snakke. "Senere," mumlede han derfor bare til Gil's ord og fangede hans læber igen, mens han nød, at Gil af sig selv bare gik på opdagelse denne gang.

Et godt stykke tid senere, lå de begge mere eller mindre nøgne i sengen og trak vejret i tunge drag. Jamie havde stadig sin arm under nakken på Gil og holdt ham ind til sig, mens Jamie selv lå på ryggen og slappede af. Selvom de kun havde nydt hinandens hænder og kys, så havde han stadig brugt en del energi på det og der gik derfor et øjeblik eller to, inden han sagde noget. Så lod han sin frie hånd stryge Gil over kinden. "Torsk," sagde han bare i en tone, som ikke havde det mindste vrede i sig. Den havde han lige fået afløb for.

[Gilbert af Meagmarsk]

Det krævede ikke meget overtalelse at få Gil til at stoppe med at snakke. Så snart deres læber atter mødtes, sukkede han og hengav sig til kysset og udforskningen af Jamies overkrop. Han var bare glad for, at Jamie ikke hadede ham, så han gjorde sit bedste for at følge ham i alt, hvad de gjorde.

Han hvilede hovedet mod Jamies brystkasse og sukkede tungt. Det her var virkelig rart. Jamies krop var så varm og behagelig mod hans egen. Det var en god hovedpude. Hænderne hvilede også mod ridderens overkrop, imens Gil puttede sig ind til ham. Da han mærkede hånden mod sin kind, så han op på Jamie. En svag latter brød frem. ”Jeg ved det. Undskyld.” Han trak sig lidt op og kyssede Jamie på munden igen som undskyldning. Lidt efter trak han sig så væk og lagde sig med hovedet puttet ind under Jamies hage.

[James af Perlegab]

Jamie besvarede kysset og rystede så lidt på hovedet, da Gil trak sig tilbage igen. "Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op med dig," fortsatte han så i en drillende tone. "Du er så sød og uskyldig, at jeg slet ikke kan blive lige så vred på dig, som jeg burde." Han sukkede let og lo så lidt af sig selv. "Man skulle tro, at jeg snart havde lært det," mumlede han så lavmælt i en munter tone - mest til sig selv - mens han igen rystede lidt på hovedet.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han skar en svag grimasse. ”Jeg er ikke sød og uskyldig,” surmulede han, men blev så snart optaget af at kysse ridderen under hagen og ned ad halsen. Fingrene var allerede i gang med at stryge op og ned over Jamies mavemuskler igen. Selvom han havde været bange for at ende i en seng med Jamie, måtte han indrømme, at det var virkelig rart at ligge her nu. Det var varmt, behageligt og på en eller anden måde isoleret fra resten af verden. Selv hvis der så egentlig lå folk og sov bag væggene.

[James af Perlegab]

Jamie rystede på hovedet igen og lo lavmælt. "Vel er du så," bedyrede han muntert og strøg Gil over kinden igen, mens han knurrede i en tilfreds tone over Gil's kærtegn. "Men det er nu altså ikke en dårlig ting," fortsatte han så og trillede roligt rundt, så han kom til at ligge ind over Gil, hvor Gil lå på ryggen i stedet for ham selv. "Desuden er det ikke det eneste, du er," fortsatte han og kyssede Gil på siden af halsen. "Du er også stærk," han lod en hånd glide over Gil's overarme, som var en hel del større end andre unge mænds på hans alder. "Og du er noget så vanvittig spændende at have på tomandshånd." Han lod en hånd glide ned af Gil's krop og om, så han kunne kuple hans bagdel med sin hånd.

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil fnøs blot, da Jamie holdt på sin mening om ham. Det var altså ikke en særlig maskulin beskrivelse. Men irritationen holdt igen ikke længe, da først Jamie rullede dem rundt og fortsatte med at tale. Denne gang kunne Gil smile mere tilfreds over komplimenterne, der passede meget bedre med de ting, han var vant til at høre blive sagt om mænd. ”Du er også spændende ...” svarede han og blev rød i hovedet igen. På grund af sine ord og Jamies hånd, der igen havde fundet om til hans bagdel.

[James af Perlegab]

Han smilede drillende, da Gil's kinder blev røde for guderne måtte vide hvilken gang og så fandt han hans læber med sine igen. "Det er jo godt, at du synes det," svarede han med et skævt smil. "Jeg har nemlig ikke tænkt mig at lade dig være i fred foreløbigt." Han grinede lavmælt og gav sig så til at udforske Gil igen. De var jo ikke engang ved at være lyst endnu.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han grinede lidt af Jamies ord og lagde veltilfreds nakken tilbage, imens ridderen gav sig til at udforske igen. Han elskede at mærke Jamies hænder på sig. I håret, mod huden, selv deres berøringer af hans brystvorter gjorde ham ikke helt så pinligt berørt, som da de første gang havde ligget sammen på Jamies sofa. Frem for at være genert nød han det hele og forsøgte at efterligne Jamies bevægelser på ridderens egen krop. Den var bredere og mere markeret end hans egen, og han elskede at røre ved den og høre Jamie rose ham eller stønne af velbehag.

Så snart de var færdige med endnu en omgang puttede han sig straks ind i Jamies favn igen. Det var så beroligende at ligge der. Han sukkede svagt for sig selv. ”Tror du, at det bliver vanskeligere for os i Corus?” spurgte han efter at have ligget lidt ind mod ridderens overkrop. ”Der er mange flere folk ...” De kunne nok ikke få et helt hus for sig selv der, og man kunne ikke bare rende på besøg hos hinanden midt om natten, ligesom Jamie havde gjort det i nat.

[James af Perlegab]

Det var noget af det bedste ved en ny betagelse, hvis man spurgte Jamie. At man ikke rigtigt kunne få nok af hinanden. Og nu hvor de igen lå og slappede af, nussede han også Gil på overarmen med afslappende bevægelser. Til hans ord, trak han let på skuldrene. "Både og," svarede han ugideligt. "Vinteren over burde der ikke være andre andre i byhuset end mig. Men vi har jo en del flere i tjenerstaben i Corus." Og de skulle jo helst ikke se Gil i huset alt for tit. Amelia skulle helst ikke høre noget om det.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han nikkede. En bekymret mine indfandt sig på hans ansigt, imens han grublede over deres situation. Han var virkelig ikke meget for ikke at kunne se Jamie. Det her var så rart. ”Jeg vil bare ligge sådan her med dig hele tiden,” mumlede han ind mod mandens brystkasse og sukkede lavmælt af velbehag. Det irriterede ham usigeligt, at det var forbudt. Hvis man ikke behøvede skjule det, ville det være meget lettere. ”Jeg skal bo hos Niklaus, så det er nok ikke det letteste sted ...” Det ville nok være bedst at besøge Jamie frem for den anden vej rundt. Selv hvis tjenestefolkene så udgjorde en risiko.

[James af Perlegab]

Jamie kyssede Gil i håret som belønning for dén kommentar og lo lavmælt. "Nej, det duer ikke hos Niklaus. Den mand ved allerede mere om mig, end jeg bryder mig om." Og selvom det hele var Gil's skyld, så klarede han igen ikke at blive vred på ham. "Men vi finder nok på noget. Ellers ér der også diskrete steder nede i byen, som man kan mødes." Hvis man var villig til at betale for diskretionen, naturligvis.