Tilfældigt møde

[Gilbert af Meagmarsk]

Ermelia af Naxen

Gil havde efterhånden hold i nakken. Rejsen fra Frølund til Dunlath havde allerede været fyldt med spændende ting. Han var ikke helt uvant i det nordlige landskab, men samtidig var det første gang, at han satte fod i Gudernes By. Niklaus og de andre riddere havde bestemt, at der skulle skaffes noget bryllupsgave til den yngste baronsøn og dennes hustru. Gil var hverken magiker eller pige, så han havde aldrig været i byen før. Derfor var han hele tiden ved at vride hovedet af led for at kigge rundt.
Det var en lille by. Langt mindre end han havde forventet. Til gengæld var her fyldt med magikere. Han så nærmest folk over alt, der rendte rundt med bøger, skriftruller eller ting, som han ikke anede, hvad var. Der var også en masse købmænd. Flere end han havde troet man ville finde i sådan en lille by.
Gad vide om han ville spotte Zoia et eller andet sted? Hun havde nu sikkert travlt med at læse eller studere ... Gil var ret sikker på, at han ikke kunne tillade sig at bede om tid til at besøge hende. Måske kunne han finde nogen, der kunne overbringe hende en hilsen fra ham i stedet?
Han fulgte troligt Niklaus og havde i det hele taget gjort sit bedste for ikke at rende for meget i hælene på Jamie under rejsen. Niklaus havde ikke virket særlig glad for, at Gil brugte så meget tid hos den anden ridder, så nu gjorde han et ihærdigt forsøg på at komme tilbage på sin ridderherres gode side. ”Hvad har du tænkt dig at give værterne?” spurgte han nysgerrigt, da de sad af hestene. De var udenfor Mithranerklosteret med udsigt til Klosterskolen, der lå i nærheden. Gil gjorde sit bedste for at tøjle nysgerrigheden, der ville have, at han konstant gloede derover.

[Ermelia af Naxen]

Der var ikke længe tilbage til midvinter nu og nervøsiteten havde efterhånden vokset sig til en lille klump is, der havde taget permanent bo i hendes maveregion. Hun skulle møde sin forlovede inden længe. Tanken var næsten ikke til at bære og de porcelænsvide fingre rystede ganske let, da hun efter dagens gøremål søgte ud mod gården for at få noget luft til hovedet.

Den kolde efterårsluft hjalp omgående og hun trak kappen lidt tættere om sig, før hun søgte ud for gården. En gruppe mennesker fangede hendes blik og hun genkendte straks en af dem. En hånd blev hævet i en værdig hilsen, som hun vinkede sin granfætter tættere. Hovedet sænkede hun straks i respekt, da hun nejede for dem. "Niklaus," hilste hun og stemmen var lys og høflig.

"Ermelia," blev hendes hilsen gengældt og hun hævede igen blikket, mens han fortsatte. "Gil, dette min grankusine Ermelia af Naxen. Ermelia, min væbner Gilbert af Meagmarsk." Hendes øjne spiledes op i reel overraskelse for et øjeblik, før hun igen genvandt den evige kontrol over sit mimik. Omgående trak hun kappen lidt tættere om sig for at dække over den simple mørkeblå kjole. Det var ikke sådan, hun skulle have set ud første gang, hun mødte ham. Omgående nejede hun. "Væbner Gilbert."

[Gilbert af Meagmarsk]

Han nåede ikke at få udspurgt Niklaus meget, før ridderens fokus blev stjålet væk af noget. Gil fulgte hans blik og spottede en mørkhåret pige, som stod og vinkede. En smule forvirret gik han efter Niklaus, da manden sluttede sig til pigen. Hun så ud til at være på Gils alder, så hun måtte være en af de mange komtesser på Klosterskolen. I takt med at de nærmede sig, bemærkede Gil, at hun var virkelig pænt. Hendes hår skinnede, og hendes ansigt var virkelig ... fint.
Gil var allerede højrød i hovedet, før Niklaus overhovedet fik præsenteret dem, og så stirrede han næsten rædselsslagent op på ridderen. Hvad?! Var det Ermelia?! ”Øhm ...” Hils! ”Komtesse Ermelia.” Han skyndte sig at bukke for hende og forsøgte at få kontrol over farven i ansigtet.

[Ermelia af Naxen]

Væbneren så ud til at være noget pinligt berørt, men Ermelia tænkte ikke nærmere over det, da det pludselig gik op for hende, hvem han var. Det var hendes forlovede. Hun blev stående lidt, stadig lidt nede i knæ, før hun igen fik samlet sig nok til at rejse sig. Hendes blik fæstnede sig ved Niklaus' ansigt, der så ud som om, han havde opfanget noget.

Og selvfølgelig havde han det. "I kender måske allerede hinanden?" Hun fandt et høfligt, om end noget reserveret smil frem. "Væbner Gilbert er..." Hun tøvede et ganske kort sekund. "Min forlovede." Stemmen var noget mere spinkel, som sætningen blev afsluttet. Niklaus blik gled lidt mellem de to, tilsyneladende vurderende. "Hov, det lader til, de har behov for mig." Før hun kunne nå at komme med indvendinger, var granfætteren drejet rundt på hælen og havde sat tilbage mod de andre riddere. Panikken flammede op i hendes bryst, mens hun endelig vendte blikket tilbage mod Gilbert.

[Gilbert af Meagmarsk]

Det hjalp ikke meget på farven i ansigtet, da Ermelia informerede Niklaus om deres relation. Det hjalp slet ikke, da Niklaus spontant bestemte sig for at efterlade ham. ”Vent! Niklaus!” kaldte han forfærdet, men havde ikke en chance for at stoppe sin ridderherre. Nej, nej, nej! Tøvende vendte han sig tilbage mod komtessen, der heller ikke så ud til at finde situationen videre behagelig. Ingen af dem havde vist regnet med at møde den anden så pludseligt. Gil havde ikke engang nået at overveje, hvordan han skulle håndtere mødet. ”... øhm ...” Hvad burde han sige? De kendte slet ikke hinanden ... uh! ”Tak for brevet!” udbrød han pludselig og rømmede sig så en smule. ”Det ... øhm ... kom meget præcist ... Det var kun en dag efter ...” Vent, var det ros eller kritik? Burde han bare have sagt, at det kom lige til tiden? Kunne han tillade sig at stikke af?

[Ermelia af Naxen]

Akavetheden blev bestemt ikke mindre, da Gilbert som en eller anden forskræmt dreng gav sig til at råbe efter Niklaus. Åh, ved Gudinden, hvad skulle hun stille op? Det var rædselsfuldt! I det mindste begyndte han at tale. Eller.. Det var vel mere et kvækkende udbrud, men det var bedre end den horrible tavshed.

"Det glæder mig at høre," svarede hun og sænkede blikket i taknemmelighed, før hun igen så op på ham. Et honningsødt smil lå over hendes læber. "Havde De en god dag?"

[Gilbert af Meagmarsk]

Det her løste vel på sin vis hans problem med, hvad han skulle skrive til hende. Nu var det så blevet til et problem med, hvad han skulle sige til hende. Han havde det, som om al etikette havde forladt hovedet og var faldet ud af ørerne. ”Den var fin ... Meget stille og rolig ... Vi var på patrulje og sådan ...” svarede han tøvende. Hvordan kunne hun være så rolig? Han syntes selv, at alt han sagde lød dumt og usammenhængende, hvilket det vel også var ... "Og ... ehm ... Hvordan har De det?"

[Ermelia af Naxen]

Det var ganske uimponerende, hvordan Gilbert måtte kæmpe for at formulere sine ellers temmelig simple sætninger? Derfor forholdt hun sig blot tavs. Der var ingen grund til at tale Hvad skulle hun også sige? Hun vidste intet om patruljer eller at være ridder. Til gengæld kunne hun nævne alle ægteskabsalliancer mellem familierne.

"Jeg har det ganske udmærket, tak," svarede hun, stadig med et sødt smil, der ikke afslørede hendes bagvedliggende irritation. Det var et underligt spørgsmål. "Hvad har bragt jer til Gudernes By?" Normalt tog ridderne til Corus, når de tog hjem for vinteren.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han var allerede ved at løbe tør for emner – ud over ’småkage’ emnet – så det var en lettelse, at Ermelia holdt samtalen kørende. ”Åh, vi ... ehm ...” Han skævede efter Niklaus og de andre riddere. Desværre var der ingen, som kaldte ham over eller gav ham en undskyldning for at smutte. ”Vi rejser forbi Dunlath på vejen tilbage til Corus. Niklaus og de andre ville have nogle gaver med til den yngste baronsøn og hans nye hustru.” Han trak på skuldrene.

[Ermelia af Naxen]

Det var ganske tydeligt, hvordan han skævede længselsfuldt mod de andre riddere og hun kunne ikke lade være at mærke irritationen vende sig i hende igen. Hvis hun var så kedeligt selskab, kunne han jo bare gå. I det mindste kunne han da prøve at byde ind i samtalen. "Interessant," hvis hun ikke mente det, var det i hvert fald ikke tydeligt. "Med en af komtesserne fra Linden, ikke sandt?" Det var immervæk ikke længe siden, hun havde været hele listen igennem.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han grublede et kort øjeblik. Jo, det var vist en af ridder Rolands søstre. ”Så vidt jeg ved,” nikkede han. Han havde aldrig haft særlig meget at gøre med den yngste baronsøn. Den ældste søn og baronen havde af og til været på besøg, men der havde han heller aldrig været særlig involveret. Det var jo officielle møder og sådan. Der blev atter stille mellem dem, og Gil var splittet mellem at stikke af og forsøge at fortsætte samtalen. Han var ikke sikker på, hvad han burde gøre. Hvad var det rigtige? Blikket faldt ned på kjolen, som hun forsøgte at skjule med sin kappe. Den var blå. ”Den er pæn.” Han gjorde en svag gestus mod den med øjnene. ”Den passer til dine øjne.” Måske var det derfor, hun havde valgt den? Han havde ikke meget forstand på mode, men han havde da hørt sin mor kvidre løs om at ting skulle matche, når de havde besøg af skrædderen og skulle have nyt tøj. Han burde nok være kommet på noget bedre, for man kunne ikke rigtig føre samtalen videre fra det her. Men han kunne ikke komme på andet end at påpege et eller andet åbenlyst.

[Ermelia af Naxen]

Det var ikke meget, han vidste om det emne heller og tavsheden var alt for hurtigt tilbage mellem dem. Denne gang var hun dog løbet tør for ting at sige. Hvad vidste han mon noget om? Det virkede temmelig risikabelt at vælge et emne, hvis nu ikke Gilbert ville kunne byde ind med noget.

Hendes øjne blev store, da han valgte at kommentere på kjolen og igen gjorde hende hyperbevidst om det faktum, at hun var håbløst simpel i forhold til, hvordan hun gerne ville møde ham. Håret var ikke kunstfærdigt snoet med massere af sløjfer og smykker i, kjolen var simpel og hverken udstyret med blonder eller andet. "Tak, det er meget sødt af Dem," hun belønnede ham med endnu et sødt smil. "Jeg havde dog håbet, at det ikke var sådan, De skulle se mig første gang." Hun sænkede blikket i forlegenhed.

[Gilbert af Meagmarsk]

Farven vendte straks tilbage i kinderne ved synet af hendes forlegne mine og bemærkning om sin påklædning. Havde han gjort noget forkert igen? Men hun takkede da! Ligesom Ermelia endte Gil også med at sænke blikket og se forlegent væk. ”Det var ikke min mening at overraske Dem ...” Han var virkelig nødt til at komme væk, før han fik ødelagt det her endnu mere!

[Ermelia af Naxen]

Endelig vovede hun at se op igen, kun for at se Gilbert med samme forlegne mine, som hun selv netop havde gemt væk. "Men tro ikke, at det ikke er mig en fornøjelse endelig at møde Dem, Væbner Gilbert," forsikrede hun ham i et forsøg på at redde hele situationen. Aldrig i livet om hun ville havde det siddende på sig, at hun ikke var en dygtig samtalepartner. Hun var en Naxen og meget bevidst om dette. Det havde hendes fader sørget for.

[Gilbert af Meagmarsk]

”I lige måde.” Han var lige ved at bukke igen, men lykkedes med at holde det ved et enkelt nik. ”... Men lidt overraskende.” Han sukkede svagt. ”Jeg har slet ikke fået forberedt mig.” Han rodede lidt op i håret med en ærgerlig mine. Ærlig talt havde han nok mest af alt brug for sine bedsteforældre eller forældre. Brug for at de sad og førte en samtale hen over hovedet på ham med Ermelias familie. Så var han fri for at forsøge at finde hoved og hale i samtalen. ”Det må De undskylde.” Han sendte hende et lille, undskyldende smil. ”Komtesser er ikke dem, som jeg har talt mest med ...”