Ingen tvivl

[Serena Løveklo]

Denne gang var smilet reelt nok og et lille glimt viste sig i hendes øjne da de mødte hans "Nej.." svarede hun simpelt med en let hovedrysten "Jeg tror du ville gøre det bedre end de fleste af de fædre jeg har oplevet." hun nikkede over hans milde overraskelse og smilet vandt til sidst helt over alvoren, selvom den ikke var væk bag morskaben "Meget endda.. giv det lidt tid endnu, så har hun en hale af knægte i kølvandet." konstaterede hun tørt, før smilet igen blegnede en smule "En kompetent helbreder ville gøre os stærkere." gav hun ham ret, strakte sig let og lod læberne strejfe han skarpe kæbe.

[Amos Søfarer]

Hun overraskede ham med sit svar og han stod et øjeblik bare med hævede bryn og forsøgte at vurdere, om hun rent faktisk mente det. Men det lod det til. Kort efter distraherede hun ham dog med endnu en kommentar og denne gang rynkede han brynene. "En hale af knægte?" mumlede han for sig selv og han var lidt overrasket over, hvor lidt han brød sig om dén tanke.

Han hørte slet ikke hendes næste ord, for hendes læber var på hans kæbe. Og det stod allerede temmeligt tæt. Han strammede derfor grebet om hende og lod sin ene hånd finde ind i hendes lange hår, så han kunne tilte hendes ansigt en smule og lægge sine læber over hendes.

[Serena Løveklo]

Serena lagde hovedet lidt på sned og nikkede med et bekræftende "Mhm.." uden dog at pointere, at der med mange af de fædre hun havde kendt, ikke skulle så meget til. Hun slap ikke helt tanken, eller nogen af de andre, og selvom hun villigt gengældte hans kys, var hun distraheret fra den sædvanlige tilfredsstillelse ved det.

"Amos.." mumlede hun da hun trak hovedet lidt tilbage. Hun så op på ham, slog så blikket ned igen og rynkede panden dybt "Før jeg kom til Corus og havnede på Liljen.." begyndte hun, men stoppede igen. Det ville blive for lang en forklaring. Hun ville fortryde halvvejs og aldrig komme til sagen. Så i stedet tog hun en dyb indånding, løftede hovedet igen og så ham i øjnene med ikke helt den vanlige stædighed "Jeg har en datter et sted derude."

[Amos Søfarer]

Han var ærligt talt lidt overrasket, da hun ikke lod sig falde ind i deres kys, sådan som hun plejede. Det var ikke ligefrem som om, at de havde haft problemer i den afdeling nogensinde. Så da hun talte, forsøgte han ikke på at tvinge hende til at fortsætte det forehavende, som han egentlig havde haft i tankerne. I stedet nikkede han bare og svarede med et brummende; "ja?"

Han lyttede med en let rynken mellem brynene, som kun blev dybere, da hun færdiggjorde den sætning, som hun tydeligvis havde haft svært ved at sammensætte. Et kort nu stod han og så overrasket på hende, inden han endelig talte. "Virkelig?" Stemmen var mere overrasket end ansigtet, men flere følelser end disse, var der ikke at finde på hans ansigt. I stedet trak han hende med over til bordet, hvor han satte sig ned på en stol og trak hende ned på sit skød. "Det må du vist hellere uddybe."

[Serena Løveklo]

Nu var det ude. Hun havde sagt det højt. For første gang siden hun var kommet til Corus for snart mange år siden, havde hun fortalt hvad hun havde skjult. Der var nu officielt ikke længere noget hun ikke havde fortalt Amos og den erkendelse var næsten mere uhåndterlig, end had hun lige havde fortalt ham.

Hun nikkede langsomt, tøvende en enkelt gang og fulgte uden protester med hen til bordet hvor hun sank ned på hans skød med et lille suk. Hun nikkede, men der gik alligevel adskillige lange sekunder før hun begyndte at tale igen "Jeg var kun sytten og ikke gift, men jeg var naiv nok til at tro han ville forlade sin kone for mig." hun skar en grimasse og vred sine sammenflettede fingre lidt mens hun grublede som en gal over hvordan hun skulle få fortalt det hele. Skulle hun det? Nu var hun jo trods alt begyndt "Mine forældre sendte mig på landet til min fars søster så snart det begyndte at blive synligt."

[Amos Søfarer]

Han lyttede naturligvis til hendes historie, men samtidig fandt han det ualmindeligt mærkeligt at tænke på en Serena, som ikke vidste præcis, hvad hun gerne ville og som forstod at hævne sig på dem, som gik hende imod. Da hun var færdig, gav han hende et let klem og brummede lavmælt. "Var det din egen beslutning eller deres, at hun skulle bo hos en anden familie?" Det var let nok at gætte, at det var dét, der var sket, eftersom datteren stadig var derude et sted.

[Serena Løveklo]

Hun skar en lille grimasse og måtte stadig lede efter ordene. Afslappet var hun tydeligvis ikke og der gik igen et øjeblik før hun svarede "Deres.. jeg blev aldrig spurgt." svarede hun endelig, stadig med en dyb rynke i panden, mens hun forsøgte at undertrykke den knugende følelsen i mellemgulvet, minderne gav hende "Jeg vågnede om morgenen og så var hun væk." hendes knoer var blevet hvide mens hun knugede hænderne sammen og først da hun selv blev opmærksom på det, slappede hun lidt af igen.

[Amos Søfarer]

Det var tydeligvis ikke et behageligt emne for hende. Det var det heller ikke for ham. Han havde aldrig været god til at håndtere følelser. Derfor trak han hende bare tæt ind til sig og gav hende et varmt knus og et kys under øret. "Uanset, hvad du har brug for, så skal jeg nok hjælpe dig med det. Om det så er, at vi aldrig taler om det igen, eller at jeg skal finde hende for dig." Han brummede lavmælt i hendes øre og ventede roligt på hendes reaktion.

[Serena Løveklo]

Hun lænede sig villigt ind til ham i et sjældent sårbart øjeblik og sukkede tungt mens hun tog imod den tryghed og varme han gav hende "Jeg.. jeg ved ikke om jeg har brug for noget.." prøvede hun underligt tøvende. Underligt for hende selv mest af alt mens hun rystede på hovedet "Jeg havde brug for at fortælle det til nogen. Alt det her med Amina fik mig til at tænke på det.." hun lukkede øjnene et langt øjeblik i tavshed før hun igen talte "Jeg kom til Corus efter.." hun slog ud med hånden i stedet for at gøre sætningen færdig "Min far havde skaffet mig en plads på en kro, men jeg kunne ikke holde ud at se på ham efter.." igen fejlede hun i at fuldende sin sætning og faldt i stedet tavs igen.

[Amos Søfarer]

Hun var ikke færdig med at tale om det og han skjulte sit ubehag ved emnet. Hun havde været som en klippe for ham gennem alt det her med Amina. Det var ikke rimeligt, at han ikke kunne give hende den samme støtte. "Det forstår jeg godt," svarede han roligt og holdt hende blidt i sine arme. "Det ville være mærkeligt, hvis det ikke fik dig til at tænke på det." Han strøg hende over håret. "Så du stak af?" At tænke sig, at Serena havde været så ung engang. Men det havde jo alle sammen. Og man blev ikke født med selvsikkerhed.

[Serena Løveklo]

Situationen var så uvant at hun ikke anede hvordan hun reelt set følte sig. Hendes indre var en rodet blanding af lettelse over endelig at have delt sin hemmelighed med nogen, frygt og sårbarhed ved at have gjort det, fortrydelse, gammel vrede og savn. Alt sammen i en stor pærevælling mens hun sugede den ro og tryghed han gav hende.

Hun nikkede tavst og forblev tavs flere lange sekunder mens hun blot stirrede frem for sig uden at fokusere på noget bestemt "Jeg havde allerede bestemt jeg ville tage til Corus. Det holdt jeg fast i selvom jeg kun var mig selv." hun tog en dyb indånding for at få styr på oprøret indeni "Jeg hørte om Liljen og opsøgte Delia..." hun smilede skævt, uden helt at være underholdt, løftede så hovedet og mødte hans blik "Resten af historien kender du.."

[Amos Søfarer]

Han nikkede uden at sige noget og strøg hende over håret igen. "Ja, resten kender jeg," svarede han lavmælt og spurgte ikke ind til mere lige med det samme. Som for eksempel, hvorfor en ung kvinde selv valgte at opsøge et sted som Liljen. Det var ikke ligefrem den slags spørgsmål, hun skulle belemres med nu. "Fortæl mig, hvad du har brug for," gentog han så igen. Han var måske ikke ret god til følelser. Men gav man ham et mål, så skulle han også nok nå det. Og der var ikke meget, han ville nægte Serena.

[Serena Løveklo]

Hun uddybede ikke yderligere, selvom hun kunne forestille sig hvilke spørgsmål der formede sig i hans hovede - også selvom han ikke satte dem til ord. I stedet rystede hun let på hovedet og plantede et ømt kys på hans læber, med den ene hånd hvilende mod hans kind "Ingenting." svarede hun lavmælt og lod tommelfingeren stryge over hans ru kind mens hendes blik holdt hans forsikrende fast "Jeg havde brug for at dele den del af min fortid med dig, men det er netop hvad det er.. fortid."

[Amos Søfarer]

Hun gav ham ikke noget, han kunne løse. Men på den anden side, så lod hun også til at være færdig med sin fortidsfortælling. Han strammede grebet lidt om hende og kyssede hende på de bløde læber. "Jeg er her også, hvis du vil tale om det en anden gang," sagde han roligt og nappede hende let i overlæben.

[Serena Løveklo]

Hun var nærværende i hans kys denne gang og besvarede det med en varme hun ikke udviste til andre end ham "Tak.." det var et lille ord, men et hun sjældent brugte og dermed også desto mere seriøst. Hun strakte hals og fangede hans læber igen, stadig med en hånd hvilende mod hans kind, selvom den nu gled ned og lagde sig mod siden af hans hals.