Udvide netværket

[Adrian af Dunlath]

Alexander af Viksø
d. 04-10-527 M.T.

Han havde fået den perfekte hustru! Adrian var stadigvæk fascineret af dagens begivenheder. Han og Julia havde været sammen to gange, hun kunne lide kvinder, og hun ville se ham med en mand. Hvordan kunne man på nogen måde finde en mere perfekt kvinde?! Om aftenen gik Julia dog tidligt i seng på grund af noget kvalme, så Adrian lod hende få fred til at hvile sig og opsøgte i stedet Alexander. Manden burde ikke være gået i seng endnu, så Adrian bankede smilende på døren ind til hans gæsteværelser. Han havde foreslået vennen at blive lidt længere i Dunlath og måske hjælpe Adrian lidt med hans arbejde.
Da døren blev åbnet, smilede han. ”Jeg skal fortælle dig noget.” Han havde jo lovet Julia at introducere hende for andre som dem, men først skulle han lige have Alex’ accept.

[Alexander af Viksø]

Alexander sad på sofaen med benene trukket op ved siden af sig og med en tyk bog hvilende på sine lår. Han var egentlig ret fordybet, da det bankede på døren og han sukkede let. Hvad nu? Han lagde sit bogmærke på plads og lagde bogen fra sig på sofaen, inden han rejste sig og åbnede.

Udenfor stod Adrian og han var så glad, at Alexander slet ikke kunne lade være med at grine lidt tilbage. "Jeg kan se, at det er noget godt, så kom bare ind," svarede han og gik et skridt tilbage, så han gav plads for Adrian. Selv satte han sig tilbage i sofaen efter at have lukket døren. Bogen blev lagt til siden.

[Adrian af Dunlath]

Han viftede lidt med hånden. ”Hvis jeg fortæller dig detaljerne, bliver du bare misundelig,” grinede han bredt og slog sig ned i en stol inde på Alexanders værelse. ”Men jeg er her ikke for at hovere. Jeg er her for at fortælle dig noget.” Han fik lagt lidt låg på glæden og tog en dyb indånding. ”Jeg har mødt en person, der er ligesom os. Jeg har dog lovet ikke at afsløre dig for andre, så jeg kom herhen for at få din accept. Alt det her er stadigvæk meget nyt for vedkommende, så de mangler folk at snakke med. Du ved, så man ikke føler sig så mærkelig og forkert?” Adrian kendte selv til behovet for at kende andre med præferencer som ham, så han gik egentlig ud fra, at Alex også kunne relatere til det.

[Alexander af Viksø]

Han ventede roligt på, at Adrian kom til sagen. Han havde tydeligvis noget på hjerte og Alexander hævede bare et bryn, da han begyndte at fortælle. Adrian's forklaring gav dog ærligt talt ikke rigtigt mening og han endte med at sidde sidelæns med front mod Adrian og kinden hvilende mod sin hånd.

"For det første... Så er der himmelvid forskel på du og jeg," kommenterede han med en lille panderynken. Og det gjaldt mere end seksuel orientering. "For det andet... Forventer du virkelig, at jeg uden videre siger ja til sådan en anmodning? Når jeg ikke aner, hvem du taler om?"

[Adrian af Dunlath]

Adrian rullede med øjnene af, at Alex absolut skulle fokusere på alle de små forskelle – Alex var kræsen, Adrian var ikke kræsen ... og så videre. ”Ja, for jeg afslørede dig ikke til dem, så jeg kan heller ikke afsløre dem til dig. Det er kun retfærdigt.” Han nikkede kort. For ham at se var det den eneste ordentlige måde at gøre tingene på, og så måtte Alex ellers bare lige bestemme sig for at stole på Adrian i den her situation. ”Det er en person, som jeg stoler på ... og som desuden ikke ville kunne sige noget om dig, uden selv at få rygter hængende.” Man kunne ikke forsøge at sprede ondsindede rygter om andre, hvis man selv havde lignende skeletter i garderoben.

[Alexander af Viksø]

Alexander rystede lidt på hovedet. "Jeg ved, at du ved bedre end dét, Adrian," sagde han så. "Der er folk, som kan vende på en tallerken og pludselig begynde at fortælle alle og enhver om de hemmeligheder, de har fået fortalt i fortrolighed. Jeg kan simpelthen ikke lade dig fortælle nogen om mig, som jeg ikke ved, hvem er." Og længere var den ikke. "Desuden kender denne person jo så allerede dig, så du kan jo selv sørge for at være støttende og vejledende i denne situation." Det var jo ikke kun hans egen hemmelighed, han beskyttede.

[Adrian af Dunlath]

Han sukkede irriteret. ”Fint, så må jeg vel holde det for mig selv.” Han krydsede tvært armene, men havde nu haft en alt for god dag til at blive alvorligt sur. Julia var stadig så ny i det hele, og han havde jo nægtet at fortælle om Alex til hende. Han kunne ikke bare afsløre hende her. ”Ja, jeg kan være støttende, men jeg tror bare, de ville have det bedre med at kende andre ...” Nå, der var ikke noget at gøre ved det. ”Jeg overvejer at tage ud i morgen og lede efter et sted, hvor jeg kan forsøge mig med at male landskabet. Vil du med?”

[Alexander af Viksø]

Alexander sukkede lettet for sig selv. Han havde ærligt talt ikke været helt sikker på, om Adrian ville erklære, at han var ligeglad og alligevel fortælle sin mystiske ven om ham. Det gjorde han dog heldigvis ikke og Alexander slappede mere af. "Jeg ved ikke.. Landskaber er jo ikke, hvad jeg gør mig mest i. Hvis ikke der er nogen, jeg kan male derude, så bliver det måske en smule kedeligt." Til sidst trak han dog på skuldrene og klappede på bogen på bordet. "Jeg kan selvfølgelig også tage min bog med."

[Adrian af Dunlath]

Ja, det var måske rigtig nok. ”Jeg tænkte nu også mere, at du skulle hjælpe mig med at vælge stedet. Du ved, være den ansvarsfulde filosof, der påpeger, at jeg skal lade være med at vælge et sted, hvor folk har deres får gående eller sådan noget,” svarede han med et drillende smil. Nu hvor Alex var her, ville han jo gerne udnytte muligheden for at få nogle indspark omkring mulige problemer, han skulle være opmærksom på. ”Men ellers kunne du også tage din bue med, så jeg kan se, om du nu også har holdt din træning ved lige og faktisk kan affyre en pil denne gang?” Han grinede lidt ved tanken.

[Alexander af Viksø]

Han kunne ikke lade være med at le lidt af den kommentar. "Jeg tror nu ikke, at der er noget amoralsk i at male folks får. Uanset at du så måske kan få dem til at bevæge sig rundt på lærredet," svarede han med et underholdt smil. "Men jeg skal da gerne tage med og være moralens vogter. Det gør jeg sikkert bedre end du alligevel." Han smilede skævt og rystede så på hovedet. "Det har jeg ikke," indrømmede han med et ligegyldigt smil. "Som du ved, så er det ikke rigtigt dér, mine spidskompetencer ligger. Og eftersom jeg ikke kan få mig selv til rent faktisk at skyde efter noget levende, så virkede det lidt omsonst at bruge tid på." Smilet var skævt.

[Adrian af Dunlath]

”Nemlig,” grinede han. Alex var langt mere ansvarligt anlagt. Det var kun godt at have ham med. Han skar dog straks en grimasse, da Alex ikke havde vedligeholdt bueskydning. ”Nå, så var det tydeligvis spild af min tid at forsøge at lære dig det,” fnøs han, men tog det nu ikke så tungt igen. Selve rideturen i skoven havde jo været hyggelig. Han sukkede for sig selv og lagde hovedet tilbage mod ryglænet. ”... så Julia er gravid.” Han havde ikke talt mere om det med Alex end den ene gang i Corus. Men kammeraten kunne jo nok regne det ud, når nu brylluppet var blevet rykket, og Adrian og Julia blev i Dunlath.

[Alexander af Viksø]

Alexander kunne ikke for alvor tage sig sammen til at være ked af det over, at han ikke havde holdt sin træning ved lige. Han troede heller ikke for alvor på, at Adrian havde læst en eneste af de filosofi-værker, han havde nævnt for ham endnu, så dårlig samvittighed var der meget lidt af.

Han smilede mildt til Adrian og nikkede let. "Ja, jeg kunne næsten gætte det," svarede han i en lavmælt stemme. "Jeg ville bare ikke trænge mig på med det, hvis du nu ikke havde lyst til at tale om det. Hvordan har du det? Hvordan har hun det?"

[Adrian af Dunlath]

Det var svære spørgsmål. Han sukkede for sig selv og sank lidt ned i stolen. ”Det er svært at sige ...” Det var stadig overvældende at tænke på. ”Jeg mener, jeg elsker Julia. Jeg kunne aldrig drømme om at efterlade hende alene.” Julia skulle ikke bære det her ansvar alene. Hun var jo så uskyldig og kær. Han var nødt til at beskytte hende så meget som muligt. ”Jeg er ikke glad for det. Jeg har ikke evnerne til at være en forælder, men ... ja ...” Der var ikke noget at gøre ved det. Jeg blev far til foråret, og de kunne ikke gøre noget for at stoppe det. ”Jeg ved ikke, om Julia helt har indset, at hun bærer et barn. Jeg talte med hende i dag, og da jeg spurgte ind til barnet, virkede hun helt forvirret. Men det var måske også på grund af ... andre distraktioner.” Hustruen havde nok været helt væk i tankerne om kysset med komtesse Leonora.

[Alexander af Viksø]

Alexander smilede let og rakte over for at give Adrian's overarm et trøstende klem. "Ingen har evner til at være forældre, førend de bliver det selv. Måske kommer det til dig, når først hun føder," foreslog han i en forsigtig tone. Det var naturligvis ikke sikkert, men på den anden side, så kunne Alexander ikke lade være med forsøge at trøste.

Det næste svar fik ham dog til at rynke brynene lidt. "Men.. Tror du så ikke, at du burde få hende til at tale med din mor for eksempel. Om hvad hun skal forvente sig?" Så rynkede han brynene lidt. "Hvilke distraktioner?"

[Adrian af Dunlath]

Han skar en grimasse, men kommenterede ikke Alex’ ord. Han var ret sikker på, at intet ville ændre sig, når de først stod med barnet. Han håbede mest bare, at Julia ville være den voksne, der forstod hvordan et barn skulle opfostres. ”Det er lidt svært at bede hende tale med min mor. Mine forældre ved ikke noget om graviditeten ... Men jeg kan vel bede hende tale med baronessen af Linden.” Arianna kendte trods alt til situationen. Han gik dog halvt ud fra, at baronessen nok skulle sørge for at tale med sin datter, hvis Julia ikke selv opsøgte hende. ”... Bare distraktioner.” Han trak på skuldrene.