Midnatsblå, ikke?

[Astor af Fenrig]

Han smilede og nikkede for sig selv. "Det var godt." Hun var så hengiven og lydig, at han ikke havde brug for at opdrage på hende mere. Ikke i forhold til at være hans hustru i hvert fald. Nu var han i stedet gået i gang med endnu en opgave. At få hende til at være en passende Grevinde for Fenrig. For ingen Grevinde af Fenrig skulle bøje sig for nogen som helst andre, end sin mand. Hun havde en status, som sikrede hende respekt og det var hun så småt ved at lære nu også. "Hvad har du lavet i dag?"

[Caelie af Fenrig]

Hun smilede selv, da han bekræftede hende i, at det hun havde sagt var rigtigt. Og så trykkede hun sig tættere på ham. Selvom hun egentlig ikke kunne komme tættere på, når der stadigvæk var tøj mellem dem. Ved hans spørgsmål rynkede hun ganske let panden. ”Jeg klarede mine morgenpligter, og så brugte Josaine og jeg formiddagen inde i testuen,” fortalte hun med glæde i stemmen. ”Hun sad og læste, mens jeg broderede på en ny pude til min kære lillesøster,” en snert af stolthed havde sneget sig ind i hendes stemme. Hendes lillesøster var trods alt blevet forlovet med en væbner, der en dag skulle være hertug af Meagmarsk.

[Astor af Fenrig]

Han nikkede og lyttede, mens han kun var halvt interesseret i, hvad hun fortalte. Den anden halvdel af hans fokus lå på hendes bløde former. Det var imponerende, som han aldrig blev træt af hende. "Så har du jo holdt dig godt beskæftiget," kommenterede han tilfreds og tænkte i sit stille sind, at han simpelthen ikke kunne forstå, at en slægt som Meagmarsk ikke havde kunnet få en bedre aftale hjem. Men det kom jo i sidste endnu kun ham selv til gode. Hans svigerinde skulle nu være hertuginde en dag. "Kom med op ovenpå," forlangte han så uden videre.

[Caelie af Fenrig]

Hun ville have sagt noget mere. For naturligvis havde hun lavet mere end blot det. Og så ville hun have talt om denne forlovelse. Men det lod til, at Astor ikke var interesseret, selvom hun gerne ville have hørt hans tanker omkring det. For hun var en smule bekymret over denne slægt. Hun nikkede dog til hans ord og gled ned fra hans skød, hvorpå hun ganske let glattede et par krøller i kjolen ud, inden hun med vuggende bevægelser fulgte med ham oven på.

[Astor af Fenrig]

Et godt stykke tid senere lå de begge i sengen og slappede af. Han lå på ryggen med hendes hoved hvilende på hans skulder, sådan som de plejede. Hans frie arm var foldet sammen, så han kunne stikke hånden under hovedet og se lidt ned på hende. Hun var nu altså virkelig smuk, når hun var godt og grundigt tilfredsstillet.

[Caelie af Fenrig]

Hendes vejrtrækning var tung, som hun lå med hovedet på hans skulder og slappede af. Hendes øjenlåg var lukket i, og hun varmede sin krop med hans kropsvarme. Og nu, hvor hendes tanker ikke var rettet mod de kropslige lyster, sukkede hun tungt og lænede hovedet lidt tilbage, så hun kunne se op på ham. ”Astor?” Spurgte hun med rynket pande, mens en lille bekymring for sin søster begyndte at snige sig ind over hende.

[Astor af Fenrig]

Han var egentlig begyndt at gøre sig klar til at sove, men hendes stemme fik ham tilbage og han så ned på hende med en bekræftende brummen, for at vise, at han havde hørt hende og at hun bare kunne fortsætte. Hans hånd gav sig dog helt af sig selv til at vandre og kærtegne hende, mens hun talte. Det var ikke noget, han havde lavet om på. Trods alt.

[Caelie af Fenrig]

Hun tog en dyb indånding, og vidste, at dette nok ikke var noget, som hun havde den store erfaring eller viden med. Men, Astor kunne måske berolige hende. ”Jeg kom til at tænke på,” startede hun og bed sig ganske let i underlæben. ”Virker det ikke underligt, at Hertugen af Meagmarsks barnebarn, som en dag skal være hertug, bliver forlovet med min lillesøster?” Hendes blik søgte op af, for at få øjenkontakt med ham.

[Astor af Fenrig]

Hun gav sig til at fortælle og han strøg hende over kinden med bagsiden af sine fingre, inden de lagde sig under hagen på hende og tippede hendes ansigt mere op. Han fandt hendes blik med sit og gav hende et tilfreds smil. "Nu tænker du som en Grevinde," kommenterede han og lod igen sin hånd slippe hendes hage og vandre. "Men du har ret. Det er ikke en optimal aftale for en kommende hertug. Men på den anden side, så er hans mor kun en Trebond. Og oven i købet en temmelig lavadelig én af slagsen."

Hun nikkede og rynkede ganske let på næsen, da han snakkede om den lille væbners mor. ”Det andet der undrer mig, og jeg ved godt min viden på området er noget mangelfuldt, men hvorfor skulle en kommende hertug blive væbner til en baronsøn?” Den del forstod hun ikke. Det var vel vidt forskellige ting man skulle lære, når man en dag skulle være hertug, end hvis man bare skulle være baron.

Astor rystede igen på hovedet. ”Nej, det giver heller ingen mening for mig. Men måske ligger der en underhåndsaftale, som vi ikke kender noget til.” Han trak let på skuldrene og fortsatte. ”Det er ikke umuligt, at Baronen af Legan har lovet noget til gengæld for prestigen i, at hans søn måtte få den unge knægt til væbner. Men det er også muligt, at den familie slet ikke har forstanden med sig i de sammenhænge. Noget kunne tyde på det i hvert fald.”

Hun sukkede. Stakkels Ermelia. Tænk at hun skulle giftes ind i sådan en familie. ”Og alligevel har de formået at få Komtessen forlovet med Prins Roald,” hun rystede opgivende på hovedet. ”Men du har ret, det lyder som om, at der stikker noget under. jeg håber bare ikke, at min søster kommer til at lide under det,” og hvis hun gjorde, så skulle hun nok gøre, hvad der stod i hendes magt for at ændre det.

Det havde hun selvfølgelig ret i og Astor trak igen på skulderen. ”Ja, det virker mærkeligt,” svarede han og glædede sig over, at hun havde gjort sig så mange tanker omkring en forlovelse tæt i familien. Det var præcis sådan, han forsøgte at oplære hende til at tænke. ”Jeg tror ikke, at du skal være nervøs for din søster,” fortsatte han så brummende. ”For det er en virkelig god aftale for hende. Uanset, at Meagmarsk har dummet sig, så er de stadig en hertugfamilie og de har store indtægter. Hun bliver en magtfuld kvinde, Ermelia.” Et kort nu slog det ham, at det måske kunne være Murray, som havde været inde at blande sig. Hvis Ermelia var lovet væk som kommende hertuginde, så ville hendes far måske betænke sig en ekstra gang, inden han ville forgribe sig på hende. At det aldrig ville blive aktuelt vidste Hertugen jo ikke.

Hun så igen op på ham og nikkede endnu en gang. ”Jeg er glad for, at jeg fik talt med dig om det,” sagde hun og trykkede sig tættere ind mod ham og dybere ind i hans favn. ”Det giver mig ro, at høre dine meninger om mine tanker,” hun smilede glad og lukkede øjnene igen. Hun var tilpas nu. Hendes tanker havde fået ro.

Han nikkede let og strøg hende over armen. ”Det gør mig tilpas, at du er begyndt at tænke over den slags ting. Det passer sig godt for en Grevinde.” Og i hvert fald for hans grevinde. Hvis hun ikke tænkte over den slags, så ville det blive en hård fremtid, hun gik i møde.

Hun skælvede, da han roste hende. Hun elskede det, og det fik hende til at føle sig helt varm indeni, når han sagde sådanne ting til hende. ”Tak. Jeg vil bestræbe mig på at blive bedre,” sagde hun og strakte sin krop en smule dovent ind mod ham. Lidt søvn ville gøre hende godt nu, så den efterfølgende dag ville starte.

*tråd afsluttet*